Anmeldelse: Alt dette vil jeg give dig

Jeg har med kedsomhed, appetit, irritation og hjertebanken læst de 621 sider i ”Alt dette vil jeg give dig”; sommetider tyggede jeg træt, sommetider slugte jeg spændt. Den spanske forfatter Dolores Redondo er kvinden bag romanen, der udkom i 2016 og i år blev oversat til dansk af Kirsten A. Nielsen. Af romanens forside fremgår det, at den er en spændingsroman, hvilket ikke er min yndlingsgenre. Er jeg så blevet lykkelig over at have læst romanen, eller har jeg pligtskyldigt læst færdig blot for at skrive denne anmeldelse? Det får I se!

Ifølge Politikens Forlag er Dolores Redondo Spaniens mest sælgende forfatter, og hendes debut, ”Den usynlige vogter”, er oversat til 30 sprog. Hun er født i Donostia (San Sebastián) i 1969, altså I Baskerlandet, og denne roman foregår i en anden selvstyrende region, nemlig Galicien. Hun har tidligere udgivet en krimitrilogi, hvor Baskerlandet spiller en væsentlig rolle (læs evt. Peter Bakkers sprogtanker om trilogiens første bog: http://www.lingoblog.dk/sprogtanker-om-dolores-redondo/).

Jeg må advare den læser, som glæder sig til at læse om galicisk sprog i denne anmeldelse og måske tilmed håber, at romanen selv kaster en masse gylden, galicisk lingo af sig: Ak nej. I romanen er det et vigtigt tema kulturelt, at den foregår i Galicien – f.eks. serveres øl altid med et lille måltid mad – men der er kun et par sted- og personnavne, som klinger galicisk.

Galicien. Der taler man galicisk, udover spansk

”Alt dette vil jeg give dig” strækker sig blot over ca. to uger, mest i Galicien. Romanen starter i Madrid i forfatteren Manuels hjem, hvor politiet banker på og meddeler ham, at hans mand Álvaro er blevet dræbt i en trafikulykke i Lugo, Galicien. Manuel troede, Álvaro var på forretningsrejse i Barcelona og undrer sig over, hvorfor han findes død nær sit fødested, for han har ingen kontakt til sin familie; eller det var i hvert fald, hvad han havde fortalt Manuel. Han tager naturligvis straks til Galicien og finder ud af, at hans mand var af magtfuld, adelig familie og havde arvet titlen som markis efter sin afdøde fader. Mange omstændigheder omkring hans død er mystiske, og der er mange løse ender og ubesvarede spørgsmål, men alligevel lukkes sagen forbløffende hurtigt. Manuel, den pensionerede civilgardist Nogueira og Álvaros barndomsven Lucas forsøger at opklare, hvordan Álvaro døde, og Manuel chokeres over alt det, han ikke vidste om sin mand, hans opvækst og slægt. Bag markisfamiliens navn og magtfulde position gemmer sig en masse skidt, magtmisbrug og bedrag. Jeg vil dog ikke afsløre for meget, for plottet er det, som romanen skal have allermest ros for. Det er til tider så overraskende og med så snørklede forviklinger, at jeg slugte mange kapitler i træk; og samtidig er der passager, som virkede komplet ligegyldige og overflødige, med ti forskellige måder at sige det samme på: Manuel er ked af det, fordi hans mand er død. Og det irriterede mig; faktisk synes jeg, romanen let kunne være 200 sider kortere. Da jeg halvvejs blev mindet om, at der kun var gået et par dage siden Álvaros død og dermed romanens første side, blev jeg overrasket og indså, hvor meget unødvendigt fyld der er. Jeg mødte utallige sætninger, som blev efterfulgt af en næsten lignende – og nej, det fungerer ikke som et vellykket, litterært greb, men er ganske unødvendigt. For eksempel spiser Manuel på et tidspunkt ”en skål suppe, der indhyllede ham i stærk suppelugt”.

Suppe…. lugter den?

Suppe kan lugte på tusind forskellige måder, og sætningen bliver tom, både når der er to gange suppe, og adjektivet, der prøver at være præcist, bliver det modsatte. Adjektiverne er generelt meget overordnede og upræcise, og mange beskrivelser bliver derfor lidt firkantede eller overfladiske. Blomsten Gardenia har ifølge fortælleren ”en maskulin duft” (s. 130) – det forstår jeg ikke hvad er. Der er et overforbrug af ordene ”inerti” og ”apati”, næsten i hver kapitel, altså endnu et eksempel på alt for overordnede beskrivelser. Det gør, at situationer ofte kommer til at virke simplere, end jeg formoder intentionen er. De vigtigste karakterer er fint beskrevet og interessante personligheder, men Álvaros mor bliver en funktion nærmere end et individ: Hun er bare ond. Men det accepterede jeg under læsningen, især fordi Manuel er et mangefacetteret menneske, og hans sorg tager mange former.

Gardenia – mandlige blomster?

Man skal bestemt ikke læse ”Alt dette vil jeg give dig” for at få en god, sproglig oplevelse, for jeg mødte ikke én sætning, jeg syntes var noget særligt. Billedsproget finder jeg sentimentalt og ensformigt, og metaforiske passager er ofte malplacerede og forsøger, forgæves, at være et poetisk indspark i det ellers lidt kedelige sprog. Tag en sætning som “Imens faldt bølgerne, der slog mod hans sjæls kyst, efterhånden til ro” (s. 211); i mine noter jeg simpelthen skrevet ”klamt poetisk indskud”. Det kan tænkes, at oversættelsen ikke er den bedste, og at romanen sprogligt fungerer bedre på spansk – det vil jeg efterprøve ved lejlighed.

Denne spændingsroman er vitterlig vældig spændende, dens komposition er god, og især i slutningen er den gribende. Den er ret hurtig at læse, for der er megen luft på siderne, så hvis man trænger til noget letlæseligt og spændende skal man anskaffe sig den. Jeg er ikke blevet lykkeligere af at have læst den, men jeg indrømmer at være blevet rørt. Så det virker åbenbart: Selvom jeg kan kritisere og påpege en mængde sproglige detaljer, der er utilfredsstillende, kuldegyste jeg mange gange, og jeg måtte læse den færdig, fordi Manuel er en karakter, man ikke kan undgå at ville vide mere om.

Eva Hellesøe Nielsen har læst lingvistik på Aarhus Universitet med tilvalg i litteraturhistorie og beskæftiger sig desuden med skrivning, kunst og queer-aktivisme.

Skriv en kommentar