For nylig udkom bogen Dialekter i rigt mål. I den anledning bringer Lingoblog.dk i denne uge to indlæg af Inger Schoonderbeek Hansen: en kort artikel, der stiller skarpt på de danske dialekters historie og trivsel, og en anmeldelse af bogen.
Bogen Dialekter i rigt mål, udgivet af Modersmål-Selskabet, indeholder beretninger om de danske dialekters ve og vel. Modersmål-Selskabet er en almen interesseorganisation der som sit formål har “at virke for bevarelse og udvikling af modersmålet som en grundlæggende forudsætning for dansk kultur og folkestyre”. Dette forsøger de bl.a. at opnå ved at “vække forståelse for betydningen af en klar, udtryksfuld og varieret anvendelse af sproget i tale og skrift – med respekt for dialekterne”. Selskabet udgiver ca. én bog om året (tidigere kaldet årbog) samt medlemsbladet Sprog & Samfund (fire gange om året). Siden 1980 har de én gang om året uddelt Modersmål-Prisen, der i 2019 gik til sanger-sangskriver Rikke Thomsen for hendes brug af sit sønderjyske (Michael Ejstrups tale til hende er trykt som bogens 18. kapitel). Blandt tidligere vindere er navne som Steffen Brandt, Søren Ulrik Thomsen, Søren Ryge Petersen og selveste Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Selskabet afholder flere årlige møder, herunder fx ét i forbindelse med 100 året for Genforeningen på Askov Høj- og Efterskole med oplæg på både dansk, tysk, sønderjysk (især!) og plattysk (dog i form af eksempler!).
Revision eller helt ny bog?
Dialekter i rigt mål er en på mange måder opdateret, revideret, suppleret og fornyet udgave af Selskabets årbog fra 2002, Dialekter – sidste udkald? Der er derimod godt skruet op for den positive begejstring for dialekterne hvor end de måtte forekomme i landet, og ligegyldigt om det er forskeren, der skriver et bidrag i bogen, eller ikke-specialisten. Begge forfattertyper er specialister i den dialekt, de skriver om. Bogen består af 18 kapitler skrevet af 16 forskellige forfattere; en række redaktionelle kommentarer (forord, beskrivelse af bogens opbygning og af det danske dialektlandskab samt en kort sammenligning med Dialekter – sidste udkald?); en oversigt over forfatternes forskelligartede talesprogsgengivelse (oversigten er også gengivet på bogens bageste omslag, hvilket er rigtig smart); en kreditering ift. de fire artikler, der er genoptrykt fra 2002-udgaven; en kort beskrivelse af bogens forfattere og redaktører, inkl. hvor de kommer fra (indholdsfortegnelsen er også gengivet på bogens forreste omslag, hvilket er en god hjælp). Bogen er på hele 376 sider, dvs. små 200 sider mere end Dialekter – sidste udkald? der er på 196 sider.
I forhold til Dialekter – sidste udkald? indeholder Dialekter i rigt mål beskrivelser af et meget bredere og ret så dækkende dialektområde. Både nord, syd, vest og øst er godt repræsenterede i bogen i form af både beskrivelser af enkeltdialekter (fx Ingrid Carlsens levende beskrivelse af vendelbomålet og Christian Bo Hansens egne beretninger fra Thy på thybomål) og beskrivelser af hele det danske dialektlandskab (Inge Lise Pedersens gode beskrivelse “Hovedtrækkene i de danske dialekter frem til 1950”, som er en revideret udgave af Dialekter – sidste udkald? og glimrende undervisningsmateriale!). Desuden har Mathias Strandberg, forskningsarkivar ved Instituttet för språk och folkminnen, Uppsala Universitet, skrevet et meget interessant kapitel om skånsk. Her er omdrejningspunktet det oplagte spørgsmål: er skånsk en dansk eller en svensk dialekt? Samme spørgsmål stiller Karen Margrethe Pedersen (Københavns Universitet) også i det foregående kapitel om bornholmsk; desværre er der ingen referencer mellem disse to kapitler, hvorfor læseren går glip af en oplagt synergieffekt. Forfatterne redegør i høj grad for lingvistisk valide konklusioner, der altså går længere end den ‘lette’ løsning at karakterisere pågældende dialekter som hhv. dansk eller svensk på grund af deres respektive administrative tilhørsforhold (som også fra et historisk synspunkt er dejligt komplekse, og derfor interessante). Begge dialekter har nogle sproglige karakteristika der peger i både den ene og den anden retning. Således har bornholmsk, ligesom i svensk, dobbelt bestemthed, fx de swårta fåred ‘det sorte får’ (s. 281), mens skånsk bl.a. har klusilsvækkelse – fx bliver svensk leka, dansk lege, i skånsk udtalt [2ˈleː ɡa] (s. 290). Det billede, der tegner sig for begge dialekter, stemmer godt overens med dialektologiens opfattelse af et dialektkontinuum, som disse dialekter tilhører og selvklart er præget af.
Dialektforskning anno 2020
Kapitlerne bærer, som nævnt, præg af begejstringen for dialekter, men desuden er de rige på meget af den forskning, der de seneste årtier har fundet sted på området. Det kommer tydeligt frem i forhold til de kapitler, der er revideret i forhold til Dialekter – sidste udkald?, fx i “Dialekterne under afvikling siden ca. 1950”, skrevet af Malene Monka og Inge Lise Pedersen (begge fra KU). Men især også i de nytilkomne bidrag, som fx Ditte Zachariassens kapitel om bydialekten i Århus Vest og Syd er et rigtig godt eksempel på.
Læser man bogen fra ende til anden (og det gør sikkert kun anmeldere og fagnørder), er det tydeligt, hvor mangefacetteret området er, og dermed også hvor mange forskellige teoretiske og metodiske tilgange der er til genstandsfeltet. Langt de fleste forskere i bogen er gode til at formidle deres forskning på en letlæselig måde, fx ved at forklare sprogvidenskabelige termer. I enkelte bidrag skal læseren, der ifølge Selskabets hjemmeside nok bedst kan betegnes som den alment interesserede, holde tungen lige i munden, og det gælder vel at mærke ikke udelukkende de forskellige former for fonetisk gengivelse der anvendes i bogen.
Dania, IPA og andre former for lydgengivelse
For at zoome lidt mere ind på bogens brug af fonetisk skrift, og hermed også en kritisk tone, formentlig især relevant for Lingoblog-læserne, ja, så anvendes der i bogen ikke én fonetisk gengivelse, men flere. Det kan begrundes med at nogle af bogens kapitler er skrevet af ikke-specialister, og det ville have krævet for meget af dem at lære systemerne, eller bare ét. Det er også helt i orden, og faktisk fungerer den enkle måde, de som regel gengiver dialekten på – dvs. ved at bruge tastaturets helt almindelige tegn, evt. suppleret med en apostrof til at gengive stød – fremragende! Nogle af forskerne, fx Michael Ejstrup i sit kapitel om vestjysk, Elin Fredsted om sønderjysk og Jonas Nygaard Blom om fynsk, bruger endda også denne enkle måde at gengive deres dialekt på, og det fungerer bare, ikke mindst i betragtning af bogens primære læsere. Bogens kapitel hvor de forskellige fonetiske lydskriftssystemer sættes overfor hinanden, er en rigtig god hjælp til læserne, der for så vidt også snildt kunne inkludere studerende på Lingvistik og Nordisk. At det så er de færreste af bogens forfattere der faktisk anvender IPA (svenske Mathias Strandgaard bruger af gode grunde IPA i de mange eksempler han bringer, mens Elin Fredsted og Ditte Zachariassen kun bringer enkelte eksempler i IPA), gør at det er noget overkill at bringe bogens titel transskriberet i en præcis variant af IPA på bogens omslag. Det tjener intet formål, hverken til at nå den alment interesserede læser, for hvem det blot er forvirrende, eller for forskeren, da IPA jo ikke optræder som gennemgående lydskrift i bogen.
Kritik
En anden kritik berører også bogens helhedsindtryk, som er iøjnefaldende, når man læser den fra ende til anden; dette bør i så fald måske ikke anbefales. Forfatterne har fået ret så frie hænder af de fem redaktører, for det kræver sin kvinde/mand at holde styr på 16 forfattere, deres begejstring for emnet, og det 376 siders store værk, det blev til. Den efter sigende ret så tidsmæssigt pressede arbejdsproces omkring den oprindeligt tiltænkte revision af Dialekter – sidste udkald?, der vist greb lidt om sig, kan bl.a. ses i den ujævne måde, hvorpå forfatterne henviser til de kilder, de anvender i deres bidrag, og her taler jeg altså om forskerne! Det er helt, helt almindelig praksis at man refererer til kilder i sin tekst, og at disse kilder optræder i en litteraturliste, der publiceres i direkte forlængelse af teksten. Den praksis er meget ujævn i bogen, og der findes alle typer afvigelser af den. Således kan litteraturlister mangle helt, selvom der refereres til kilder i kapitlet, og omvendt: kapitlet har ingen referencer i selve teksten, men en ret så udførlig litteraturliste. Eller et kapitel mangler både referencer og litteraturliste, men er fyldt med videnskabelige fund som der burde have været nævnt. Der er naturligvis også en del bidrag der refererer helt efter reglerne, og det gør afvigelserne endnu mere grelle. Nogle helt enkle manuskriptanvisninger til forfatterne havde klart afhjulpet dette.
Redaktører har sat flere interne henvisninger ind i de enkelte kapitler, og det er en meget læservenlig praksis, der desværre heller ikke er konsekvent udført. Fx savnes det virkelig i kapitlerne om bornholmsk og skånsk, netop fordi de berører samme centrale spørgsmål (hvad er dansk, hvad er svensk?). Det er også lidt uklart hvorfor de to redaktionelle afsnit i starten og i slutningen af bogen nødvendigvis har fået den form de har. En noget strammere redigering ville have været på sin plads, så bl.a. en del redundans (og ja, det skal sådan nogle afsnit til en vis grad jo have) og lidt for hurtige og upræcise konklusioner kunne have været undgået. Endelig savnes nogle dialektkort i kapitlet om skånsk, måske netop fordi der beskrives et sprog i et geografisk område den alment interesserede danske læser må antages ikke at være så bekendt med. Flere af de andre dialektbeskrivelser bringer kort, og de giver virkelig et godt overblik.
Konklusion
Bortset fra den kritik, der primært vedrører bogens helhedsudtryk, vil jeg ønske Selskabet tillykke med at have udgivet en bog, der kun kan begejstre læseren: De danske dialekter lever stadig i bedste velgående! Nok har dialekterne ikke den samme form som de havde for små 100 siden, men hvorfor skulle de også det? Sprog er jo ikke en statisk størrelse, de ændrer sig hele tiden, og det gælder i høj grad også for dialekterne, ligegyldigt om de nu ændrer sig i forhold til hinanden og/eller i forhold til en form for fælles norm, et ‘rigsdansk’. Det er i den beskaffenhed de bør beskrives, og det er det, der gøres i Dialekter i rigt mål.
Inger Schoonderbeek Hansen er lektor i dansk sprog på Nordisk og underviser primært i dansksproglig variation, og lidt i danskfagets (sprog)didaktik. Hun er også ansat som redaktør på Jysk Ordbog og forsker i de jyske dialekter som de blev og bliver brugt i for-, nu- og fremtiden.
En kommentar til “Begejstrende bog om de danske dialekter – og skånsk”