Dømmer du mig, når jeg staver forkert?

De fleste, der anvender sociale medier, har sikkert på et eller andet tidspunkt prøvet at få rettet på deres sprog – eller har prøvet at rette på andres. Jeg har længe fundet denne tendens interessant og funderet over, hvorfor man har behov for at gå op i, hvordan andre skriver – for kan det i bund og grund ikke være lige meget? Det vil jeg prøve at udforske i det følgende; jeg vil gennem to empiriske undersøgelser, jeg tidligere har foretaget, diskutere, hvilke værdier stavning tildeles på sociale medier samt diskutere, hvorfor stavning har den rolle, som den har.

Inden for sprogforskningen blev sociale medier tidligere anset som uregulerede rum, hvor der blev anvendt uregulerede former for sprog, som i andre kontekster kunne anses som ukorrekte. Dog peger nyere forskning i den modsatte retning: nemlig at kommunikation på sociale medier derimod er rum for mange gældende normer – og at der derved hersker klare regler og normer for, hvordan man ”bør” kommunikere med hinanden på sociale medier. Førnævnte forskning peger derfor i retning mod, at vores kommunikationspraksisser på nettet har konsekvenser for både hvordan vi bliver anset og anser andre. En årsag til dette er, at det danske sprogsamfund er standardiseret. Det betyder ganske enkelt, at der i Danmark hersker en forståelse om, at der eksisterer et ”bedste sprog”, og at der generelt er regler, der bør følges for at undgå at blive nedvurderet af andre. Derfor giver det god mening, at brud på de herskende retstavningsnormer er med til at bestemme, hvordan vi bliver vurderet af andre.

Et eksempel på, at der eksisterer retstavningsnormer online, er Facebook-gruppen ”Jeg dømmer dig, når du staver forkert!”. Navnet i sig selv peger i retning af, at gruppen netop har opmærksomhed på, hvilket slags sprog, der anses som legitimt. Gruppen har fokus på stavefejl (eller: standardortografiske normbrud), og her deler gruppens deltagere stavefejl med hinanden, som de har fundet i Facebook-statusser, i aviser eller andre steder enten online eller offline. Desuden retter gruppens medlemmer hinanden og er herved meget eksplicitte omkring, at de prøver at leve op til et så ”korrekt” sprog som muligt, der er i overensstemmelse med Dansk Sprognævns anvisninger. I efteråret 2016 foretog jeg observationer gennem online etnografi – en indsamlingsmetode, der fokuserer på observationer af gruppemedlemmer  – for at undersøge, hvordan Facebook-gruppen behandlede ”sproglig korrekthed”. Her fandt jeg ud af, at gruppens medlemmer brugte gruppen til at hjælpe hinanden med at blive bedre stavere, og at stavefejl både blev opfattet som humoristiske og var genstand for megen sjov for gruppemedlemmerne. Men denne sjov var hovedsageligt på grund af at skribenterne bag de fejlstavede eksempler ofte blev nedvurderet og til tider latterliggjort. Kast for eksempel et blik på nedenstående eksempel fra gruppen:

Det delte opslag indeholder flere standardortografiske normbrud, herunder ”praksiser” (”praktisere”), ”moske” (”moské”), ”overhoved” (”overhovedet”), m.fl. Opslaget får desuden reaktionen ”haha” og kommentaren: ”Den stakkel har vist aldrig gået i skole.” Opslaget viser herved tilstedeværelsen af en værditilskrivning af stavning: skribentens dårlige stavekundskaber bliver anset som et tegn på u-akademiskhed og uvidenhed. Der sættes med andre ord lighedstegn mellem stavning og skolegang – mellem stavning og intellekt. Desuden reageres der på opslaget med Facebooks ”haha”-funktion, hvilket altså tyder på, at opslaget opfattes som morsomt. Med hensyn til den førnævnte standardisering er dette interessant, siden det peger imod, at forståelsen om sproglig korrekthed, der for eksempel er synlig i denne Facebook-gruppe, trækker på en forståelse, der kan tænkes at være til stede på samfundsplan.

Men kan det nu være rigtigt, at der er så bred enighed om, hvordan man bør stave på sociale medier? Man kunne jo argumentere for, at førnævnte Facebook-gruppe ”bare” er en samling af sprogpendanter, og at gruppen derfor ikke viser et generelt billede af, hvordan stavning overordnet opfattes. Derfor vil jeg nu inddrage endnu en undersøgelse, som jeg foretog i foråret 2017. Denne undersøgelse var en attitudeundersøgelse – en såkaldt ”masketest” – hvor jeg fik 61 deltagere til at vurdere forskellige Facebook-statusser med eller uden stavefejl. Mine respondenter skulle her vurdere 10 forskellige statusser på skalaer, der havde at gøre med dynamik (om personen blevet vurderet som sjov, sympatisk, selvsikker og engageret) og superioritet (om personen blev vurderet som intelligent, ambitiøs, målrettet og pligtopfyldende). Her var det tydeligt, at statusserne uden stavefejl blev vurderet højere på både superioritetsskalaen og dynamiskskalaen. Især kunne jeg gennem min undersøgelse se, at man især blev vurderet som mere intelligent, selvsikker, målrettet og sjov, hvis man stavede korrekt.

Ud fra mine undersøgelser kunne jeg derfor påvise, at der findes standardiseringsprocesser på sociale medier – og at disse medfører, at man dømmer hinanden, ikke kun pga. hvad man siger, men også hvordan man siger det. Alt i alt var attitudeundersøgelsen på mange punkter i overensstemmelse med de observationer, jeg foretog på Facebook-gruppen ”Jeg dømmer dig, når du staver forkert!”. I begge undersøgelser pegede mine resultater mod, at der selv på sociale medier eksisterer klare opfattelser af, hvad ”godt sprog” er, idet standardortografien (den korrekte stavning) bliver tildelt en række positive værdier, hvorimod standardortografiske normbrud (stavefejl) associeres med mere negative værdier, der fx har at gøre med lavere intelligens.

Spørgsmålet er dog, hvorfor stavefejl i en sådan grad bliver nedvurderet. Et bud kunne være, at standardisering hænger sammen med nationalfølelse og at brud på vores standardortografi derfor ikke kun anses som et angreb på vores sprog, men også som et angreb mod selve det at være dansk. Et andet bud, som bliver fremhævet af sprogforsker Jacob Thøgersen i en artikel af Kommunikation og Sprog, er, at det kan anses som elitært og som et statussymbol at beherske det danske sprogs retstavningsregler, fordi det ikke er alle, der behersker reglerne. Men hvad end årsagen er, er det måske værd at overveje og være bevidst om disse aspekter, der blev fremhævet i dette indlæg, når man færdes på de sociale medier. Måske bør vi ligefrem bestræbe os på at være mere sprogligt åbensindede og acceptere flere slags sprog på sociale medier? Jeg mener i hvert fald, at det er vigtigt at være bevidst om tilstedeværelsen af disse værditilskrivninger, før man dømmer nogen, når de staver forkert.

 

Hanna Birkelund Nilsson læser Dansk ved Københavns Universitet, og interesserer sig især for sociolingvistik.

Coverbillede er fra Wikimedia Commons: By Profoss – Own work, CC BY-SA 3.0, 

 

Læs mere

Androutsopoulos, Jannis (2008): ”Potentials and Limitations of Discourse-Centred Online Ethnography” i: Language@Internet, Volume 5.

Kristiansen, Anna (2013). ”Det er lidt dumt hvis man ikke kan stave, ik?” – Unges bevidste og ubevidste holdninger til stavefejl i statusopdateringer på Facebook”. Speciale, Københavns Universitet.

Kristiansen, Tore (2000): ”Normering og holdninger” i: Sprogs status i Danmark år 2011. København: Danmarks Pædagogiske Universitet.

Maegaard, Marie (2009): ”Den kvalitative sprogmaskemetode – mellem ideologi og praksis” i: Dialektforskning i 100 år. København: Nordisk Forskningsinstitut.

Sebba, Mark (2007): Spelling and Society: The Culture and Politics of Orthography around the World. Cambridge University Press.

Skovly, Emilie (2016): ”Sig mig, hvad din kæphest er, og jeg skal sige dig, hvem du er” i: Studenterbrød.dk https://studenterbrød.dk/sig-mig-hvad-din-kæphest-er-og-jeg-skal-sige-dig-hvem-du-er-65f53b1b66d5

Stæhr, Andreas (2014): Social media and everyday language use among Copenhagen youth. København: Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet.

Stæhr, Andreas (2015): “Normativity as a social resource in social media practices” i: Everyday Languaging. De Gruyter Mouton.

Skriv en kommentar