Dyr, der artikulerer lyde, der minder om menneskesprog

Tidligere på året kunne man læse artikler om Wikie, den talende spækhugger, i bl.a. Politiken og på videnskab.dk.

Hunhvalen Wikie var blevet trænet til at kunne ytre bestemte ord (”hello”, ”one”, ”two”), men også ikke-sproglige lyde (fx som en knirkende dør) på kommando.

Pudsigt nok er kapaciteten til at artikulere menneskelignende lyde stort set ikke givet hos vores nærmeste slægtninge, primaterne. Mens man i lang tid gav taleorganernes udformning skylden for dette, synes nyere forskning at pege i den retning, at primaterne mangler det netværk i hjernen, der hos os mennesker styrer taleorganernes finmotorik.

Ved siden af fx spækhuggeren, er der dog også andre pattedyr, der tilfældigvis er udstyret med artikulatoriske forudsætninger, der tillader ytring af lyde, der minder om menneskelig tale.

I modsætning til spækhuggeren er der dog så vidt jeg ved ikke belæg for, at man kan træne disse dyr til at artikulere på kommando – og i forlængelse af dette – træne dem til symbolsk tegnbrug, som det godt kan lade sig gøre hos primater (bare ved hjælp af tegnsprog eller grafiske ikoner).

Det er katte, der sjovt nok har det rigtige udstyr, og der findes optagelser, hvor de lyder forbløffende menneskelige:

En kat, der ”siger”: ”oh, long Johnson”

En kat, der ”siger”: ”no, no, no”

Det kan påpeges at sådanne videoer selvfølgelig kunne være fake. Selve stemmen er meget katteagtig; men man kan jo aldrig vide!

Denne type lange, uafbrudte lydytringer produceres af katte typisk i de situationer, hvor de er utilfredse (oftest i nærheden af andre katte, som opfattes som rivaler): de udstøder lange uafbrudte ”vokal”-lyde, hvor tungen dog bevæges sådan, at der opstår ”konsonanter” imellem.

Jeg har selv været vidne til en episode: en af mine katte miavede foran min soveværelsesdør, fordi den vil ind, og lige pludseligt sagde den ”Mama!” Det gibbede i mig, fordi det lød så ægte (og mine børn kalder mig for ”Mama”).

Som man kan høre i ovenstående optagelser, er katte i stand til at i hvert fald artikulere sibilanter (fx [s]), nasaler (fx [n]) og lateraler (fx [l]). Og vi har alle hørt dem ”sige” ”miau”: [m]-[j]-[ɑ]-[w]!

Idet vi dog kender til kattes egenrådige natur, må vi ikke gøre os for store forhåbninger i forhold til en systematisk træningsmulighed.

Alexandra Kratschmer er lektor ved Afdeling for Lingvistik, Aarhus Universitet, og forsker bl.a. i det menneskeliges sprogs evolution, hvor hun også beskæftiger sig med forskellen mellem menneskelig og dyrs kommunikation.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.