En historie om hvordan ‘gol’ og ‘grov’ blev til ‘galede’ og ‘gravede’

Anmeldelse af ‘Dansk Sproghistorie’ bind 3

Det danske sprogs mangfoldighed i tid og rum

Det er et kendt fænomen at ældre har en tendens til at rette på unges sprogbrug. Når en yngre sprogbruger f.eks. mener at man bør se en ny film “fordi at den har vundet en Oscar”, kan mange ældre sprogbrugere ikke afholde sig fra at udbryde: “Det hedder ikke fordi at, men blot fordi!”. En sådan sproglig uoverensstemmelse kunne lige så godt have fundet sted mellem to personer fra forskellige dele af landet eller med forskellig social baggrund. Det er således både et eksempel på at sprog forandrer sig over tid, og at der findes samtidig variation i sproget af f.eks. geografisk, aldersmæssig og social art. At man som sprogbruger holder sig til de retningslinjer man har lært i barndommen både derhjemme og i skolen, er helt naturligt. Det er dem man opfatter som korrekte. Imidlertid er de ikke mere korrekte end at de sagtens kan ændre sig sådan at en senere generation af sprogbrugere vil udvikle andre sprognormer. Det vil nok overraske mange at fordi i 1300-tallet altid efterfulgtes af at. Nærmere betegnet var der dengang tale om konstruktionen for thi at bestående af præpositionen for der styrede dativformen thi af det demonstrative pronomen thæt (moderne dansk det), og subjunktionen at (s. 190). Efterhånden smeltede for og thi sammen til ét ord, og herefter blev forbindelsen fordi at ført videre. I skriftsproget begyndte man i perioden 1700-1950 at anse at for ukorrekt, men forbindelsen har formentlig i et vist omfang eksisteret i talesproget helt frem til i dag (s. 192). Et udtryk der i dag af nogle bliver opfattet som ukorrekt, var således på tidligere sprogtrin den eneste mulige form.

Mange flere interessante eksempler på sproglige udviklinger og forskelle af lignende art kan man læse mere om i det tredje bind af ‘Dansk Sproghistorie’ der udkom i august 2019 på Aarhus Universitetsforlag. Med dette bind afrundes den første halvdel af et omfattende værk om det danske sprogs udvikling fra vikingetiden frem til i dag. Bindet omhandler sprogets bøjningsmæssige og syntaktiske opbygning på de fem forskellige sprogtrin der normalt betegnes som runedansk (ca. 800 – ca. 1100), ældre middeldansk (ca. 1100 – ca. 1350), yngre middeldansk (ca. 1350 – ca. 1525), ældre nydansk (ca. 1525 – ca. 1700) og yngre nydansk (ca. 1700 og fremefter). Både standardsprog, dialekter og sociolekter behandles. Således kan man bl.a. blive klogere på hvordan de danske runeindskrifter skal læses og tolkes (s. 11-40), hvordan nogle verber i tidens løb har skiftet præteritumsform fra f.eks. gol til galede og flakte til flækkede (s. 95-97), hvordan det fireleddede kasussystem med både nominativ, akkusativ, genitiv og dativ reduceredes i løbet af ældre middeldansk (s. 53-56, s. 153-159), samt hvordan de klassiske dialekter havde forskellige egnsbestemte betegnelser for f.eks. en kostald (s. 263-264), bl.a. kohus (Fyn, Samsø, Djursland, Mors) og nøds (Vendsyssel, det østlige og mellemste område af Nørrejylland).

Den store Jellingsten

 

Den store Jellingsten dateret til omkring 965-970

 Translitteration:

haraltr : kunukR : baþ : kaurua | kubl : þausi : aft : kurm faþur sin | auk aft : þąurui : muþur : sina : sa | haraltr (:) ias : sąR : uan : tanmaurk ala : auk nuruiak (:) auk t(a)ni (k)(a)(r)(þ)(i) kristną

 Transskription:

Haraldr kunungR bað gørva kumbl þǿsi æft Gōrm, faður sinn, ok æft Þōrvī, mōður sīna, sā Haraldr es sēR vann Danmǫrk alla ok Norveg ok dani gærði krīstna.

 Oversættelse:

Kong Harald bød gøre disse *kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

*mindesmærker

Tekst fra hjemmesiden runer.ku.dk

Helhedsindtryk

I modsætning til værkets forgænger, Peter Skautrups (1944-1970) ‘Det danske Sprogs Historie’ i fem bind, er den nye sproghistorie på seks bind bygget op som en samling af kapitler skrevet af i alt 89 forfattere. 12 af disse forfattere bidrager til bind 3. Fordelen ved denne opbygning er at det har været muligt at udsøge sig eksperter inden for afgrænsede dele af sproghistorien, men på samme tid har man måttet give køb på idealet om én lang sammenhængende fortælling.

Uheldigt for helhedsindtrykket er det at forfatterne ikke har det samme formål med deres fremstillinger. F.eks. er kapitel 10 om bøjningssystemets udvikling baseret på en traditionel beskrivelsesmetode der primært har til hensigt blot at registrere de overleverede bøjningsformer, mens det i kapitel 11 tilstræbes at forklare den syntaktiske udvikling i et funktionelt per­spektiv der har sprogbrugerne og deres forståelse af sprogets funktion som fokus. Ved hjælp af sidstnævnte metode forklares det bl.a. hvordan to forskellige bøjningsformer af et substantiv med efterhængt bestemt artikel kan illustrere overgangen fra et ældre til et yngre syntaktisk system (s. 154). I ældre middelskånsk bøjedes både substantivet og artiklen i genitiv, jf. forrædhar‑a[genitiv]‑n[bestemt artikel]‑s[genitiv] (moderne dansk: forræderens). Efterhånden ændredes denne praksis sådan at man i yngre middelskånsk udelukkende tilføjede en genitivendelse efter den samlede nominalhelhed, jf. forrædhar‑in[bestemt artikel]‑s[genitiv]. Denne udvikling hænger sammen med overgangen til et nyt artikelsystem. Indtil slutningen af 1200-tallet fandtes der i dansk ikke nogen ubestemt artikel (en/et), og den bestemte artikel (den/det, ‑en/‑et) blev kun sparsomt brugt. Således hedder det i første kapitel af Skånske Lov i håndskriftet B 69,4° fra ca. 1350 FAR. Man kunu […] ‘får mand kone […]’. I en moderne dansk oversættelse ville man derimod ikke kunne undlade at indsætte to ubestemte artikler: Hvis en mand får en kone []. Fordi artikler i nominalhelheder som en mand og manden tidligere sagtens kunne undværes, havde man brug for at markere kasusformen på selve substantivet. Men efter at artiklen eller et andet bestemmerled, f.eks. et possessivt eller demonstrativt pronomen som sin og denne, var blevet en obligatorisk del af nominalhelheden, sådan som det stadig er tilfældet i dag (s. 179-180), kunne man nøjes med at markere kasus ét sted i den samlede helhed. I kapitel 10 derimod udelades sådanne former for forklaringer på overgange mellem forskellige synkrone sprogsystemer. F.eks. nævnes det at der i gammeldansk findes eksempler på at de oblikke kasusformer overtager nominativs funktioner og vice versa (s. 53). Hvis man ikke ved bedre, får man dermed indtryk af at sprogbrugerne blandede formerne sammen på usystematisk vis, og at sproget var i forfald.

Formalia

Med hensyn til formalia mangler der på visse områder fælles fodslag. Der er ikke konsensus om hvordan eksempler skal opstilles, glosseres og/eller oversættes samt kildefæstes. I nogle afsnit er længere eksempler integreret i brødteksten, de efterfølges af en oversættelse uden glossering, og kildeangivelsen er i mange tilfælde udeladt. Det vil sige at man ikke umiddelbart kan gå til den relevante kilde for at undersøge eksemplet nærmere i en større kontekst. Andre steder står eksemplerne adskilt fra den øvrige tekst og opstillet nummereret i punktform med tilhørende glossering, oversættelse og tydelig kildeangivelse inkl. sidehenvisning. Nogle læsere opfatter måske en udeblivende kildehenvisning som et mindre afsavn, men for en sprogforsker er det af afgørende betydning at kunne se en bøjningsform eller en syntaktisk konstruktion i en genre- og emnemæssig kontekst. Det forekommer desuden at uddybende figurforklaringer mangler, f.eks. på s. 14 og s. 240.

Alt i alt en lærerig og levende læseoplevelse

Trods ovenstående indvendinger vil jeg anbefale enhver sprogentusiast at købe og læse det tredje bind af den nye sproghistorie som byder på en masse interessante detaljer og opdateret viden. Et stort plus er at der hele vejen igennem bogen inddrages et bredt udvalg af tekster som på autentisk vis kan illustrere sprogets udvikling og variation. Derudover er der knyttet en flot hjemmeside til hele værket hvor man kan finde ekstramateriale som lydprøver på dialekter og sociolekter, uddybende afsnit til de forskellige kapitler, ekstra eksempelmateriale, kildeoversigter og litteraturlister. Med talrige eksempler, afbildninger af bl.a. runesten og gamle håndskrifter, kort og fotografier giver bogen et levende billede af hvordan man har skrevet og talt igennem de seneste 1200 år.

Kathrine Thisted Petersen, ph.d. i dansk sprogvidenskab, er videnskabelig assistent på Afdeling for Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi, Aarhus Universitet.

Hjorth, Ebba, Henrik Galberg Jacobsen, Bent Jørgensen, Birgitte Jacobsen, Merete Korvenius Jørgensen & Laurids Kristian Fahl (red.) (2019): Dansk Sproghistorie. Bd. 3. Bøjning og bygning. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 436 sider.

Lingoblog.dk har også anmeldt Dansk Sproghistorie del 1 og Dansk Sproghistorie del 4.

Forfatterne til bind 3:

Sebastian Møller Bak, Lars Brink, Britta Olrik Frederiksen, Lars Heltoft, Henrik Galberg Jacobsen, Marita Akhøj Nielsen, Michael Lerche Nielsen, Inge Lise Pedersen, Karen Margrethe Pedersen, Hanne Ruus, Marie Stoklund og Viggo Sørensen.

Skriv en kommentar