Julen nærmer sig, og du skal være hurtig, hvis du skal nå de sidste forberedelser. En ting, du måske har glemt, er at få lært julemandens sprog, grønlandsk. Her får du en anmeldelse af en bog om sprogets grammatik, som du kan rådføre dig med, før du sender ønskesedlen mod nord.
350 sider lyder måske ikke af meget til en beskrivelse af det grønlandske sprog, men med sit fulde A4-format og sin tætpakkede information er Flemming Nielsens nye grønlandske grammatik et tungt værk – både fysisk og metaforisk. Bogen er skrevet på dansk og refererer bredt til det danske sprog. Værket er altså beregnet til danskere, der er i gang med at lære grønlandsk, og som i den forbindelse gerne vil dykke dybt ned i den grønlandske grammatik. Jeg har til gengæld kun en lingvistisk-teoretisk interesse i sproget og er ikke i færd med at lære det – og det er det (lidt urimelige) udgangspunkt for denne anmeldelse. Anmeldelsen er altså også skrevet til lingvister, som leder efter en beskrivelse af grønlandsk til fx sprogtypologiske undersøgelser, men som ikke som sådan er ude på at lære sproget – det er også lidt urimeligt, men det er det eneste udgangspunkt, jeg er kvalificeret til.
Grammatikken består af en indledning og en overordnet beskrivelse af sproget, et kort kapitel der behandler skrift og lyd, et mellemlangt kapitel om fleksion (bøjning), et meget langt kapitel om derivation (afledning, som når man fx på dansk kan danne u-tro-lig ud fra roden tro), og et mellemlangt kapitel om syntaks (som regel ordstilling og ledstilling). Denne struktur er på flere måder lidt uhensigtsmæssig, hvilket jeg kommer ind på senere. Til sidst i bogen er der et udførligt indeks med bl.a. en grundig beskrivelse af grammatiske fagudtryk og en bibliografi. Bibliografien indeholder kun værker der behandler grønlandsk, og altså ingen der behandler lingvistiske emner på et mere overordnet eller teoretisk plan, og dette fokus er tydeligt flere steder i bogen.
Allerede på første side får vi at vide at vestgrønlandsk, som en hoveddialekt af det overordnede inuitsprog, er beslægtet med bl.a. de indoeuropæiske og afroasiatiske sprog i den nostratiske superfamilie. Dette præsenteres som et bevist faktum uden kildeangivelser. Det er ret alarmerende at læse, for den såkaldte ”nostratiske hypotese,” som foreslår et slægtskab mellem en meget stor andel af verdens sprogfamilier, bygger på et notorisk spinkelt grundlag og er enormt kontroversiel i lingvistiske kredse.
Kapitlet om skrift og lyd behandler emnet ret kontrastivt og sammenligner grønlandsk og dansk. Det grønlandske skriftsprog benyttes, hvilket er forståeligt, men det havde hjulpet læsningen af hele kapitlet gevaldigt hvis der havde været konsekvente fonetiske beskrivelser af lydene, evt. ved brug af fonetisk transskription. Som det præsenteres, kan det være svært at vide hvad Nielsen mener når han fx behandler g, j, l, r og v som stemte frikativer (på baggrund af den fonetiske beskrivelse er ingen af disse lyde stemte frikativer). Den komplicerede grønlandske morfofonologi behandles ret overfladisk og der fokuseres relativt lidt på underliggende fonologiske processer.
Kapitlerne om bøjning og syntaks hænger tæt sammen tematisk på trods af at de ikke følger hinanden, og her bliver strukturen uhensigtsmæssig. Hvis du ved én ting om grønlandsk, er det højst sandsynligt at ordene er meget lange, delvist fordi de bøjer og afleder rigtig meget, og det gør de på baggrund af en række grammatiske kategorier som vi ikke har på dansk. Der er gode skematiske præsentationer af bøjningsmønstrene i kapitlet om bøjning, men en forklaring af de grammatiske mønstres funktion finder man ofte først i kapitlet om syntaks. Når der fx. er tale om kasus og modus, som jo er bøjningskategorier, kan det være svært at gennemskue hvorfor de introduceres i kapitlet om syntaks, som jo traditionelt set er studiet i ord- og ledstilling. Det gør begge kapitler svære at læse – det er svært at følge med i et kapitel om bøjningsform hvis man ikke forstår hvad bøjningen gør, og ligeledes svært at læse om en bøjnings funktion hvis man ikke kender dens form.
Kapitlet om afledning består primært af en lang (mere end 100 sider) systematisk liste over tilhæng. Listen er omhyggeligt sammensat, og må antages at være meget brugbar for den avancerede andetsprogsbruger.
Min største anke mod bogen er nok at eksemplerne – som der er rigtig mange af – simpelthen ikke er brugbare hvis man ikke kan grønlandsk i forvejen. Grønlandske eksempler præsenteres ikke adskilt fra brødteksten og benytter samme font som brødteksten, hvilket generelt hæmmer læsningen væsentligt. Men det største problem er manglen på interlineær glossing. Dette bruges normalt i lingvistisk orienterede grammatiske beskrivelser til at gøre eksempler mere gennemskuelige. Her er et tilfældigt eksempel fra grønlandsk (fra denne artikel):
Det ser måske lidt uoverskueligt ud hvis man ikke er vant til at læse det, men på øverste linje ser man en grønlandsk sætning, på midterste linje ser man oversættelser af alle de betydningsbærende dele (morfemer) af sætningen (med standardiserede forkortelser hvis der er tale om grammatiske elementer, fx. 3PL = tredje person, pluralis/flertal)), og på nederste linje ser man en prosa-oversættelse. En oversættelse af de enkelte dele er absolut nødvendig hvis eksemplet skal være forståeligt for læsere, der ikke kan sproget. I Nielsens bog præsenteres eksempler således (s.231):
Uden en ord-for-ord oversættelse (for slet ikke at tale om morfem-for-morfem), er det simpelthen meget begrænset hvad sådanne eksempler kan bruges til.
De ”konkurrerende” moderne beskrivelser af grønlandsk grammatik er skrevet af Stig Bjørnum (Grønlandsk grammatik, 2012) og Michael Fortescue (West Greenlandic, 1984). Nielsen skriver at Bjørnums meget skematiske beskrivelse er lidt for basal, og særligt Nielsens udførlige tilhængsliste må her siges at være en forbedring. Han skriver også at Fortescues beskrivelse er for lingvistisk indforstået, hvilket er forståeligt; Fortescues bog var trods alt en del af forlaget Croom Helms serie af grammatiske beskrivelser af hidtil underbeskrevede sprog, og alle bøger i denne serie fulgte et format der var udarbejdet til at gøre dem maksimalt udbytterige for teoretiske lingvister. Det er altså tydeligt hvilken kløft Nielsens beskrivelse udfylder. Det er en grundig beskrivelse af sproget, som kan være brugbar for den grammatisk velverserede andetsprogstaler der ønsker at opnå et mere avanceret niveau. Bogen tilføjer noget som tidligere beskrivelser mangler (en udførlig beskrivelse af afledning), men har også en lidt uhensigtsmæssig struktur og snubler af og til i lingvistisk teori og terminologi. Fra et lingvistisk udgangspunkt kan man måske sige at Nielsens bog er grønlandsk indforstået; den er svær at få meget ud af, hvis man ikke allerede har en vis forståelse for det grønlandske sprog.
Rasmus Puggaard er kandidat i lingvistik fra Aarhus Universitet og nuværende ph.d-studerende ved Leiden University Centre for Linguistics.
Men problemet med at bøjningsformer og deres syntaktiske funktion er i hvert sit afsnit, er det ikke et altid-eksisterende problem ved grammatikskrivning?
@Søren, tjo måske. Men det er altså ikke deres ‘syntaktiske funktion’ der først bliver behandlet senere, det er deres funktion i det hele taget. Der er intet om funktion i bøjnings-kapitlet, kun form.