George Floyds død – Skal vi behandle optagelserne som data?

Jeg skrev for nyligt et blogindlæg (som kan læses her), som indeholdt nogle af de tanker, jeg til dagligt går og kæmper med. I det her tilfælde er det en række tanker om George Floyds død, den rolle og måske det ansvar, vi som (samtale)forskere har, når skelsættende begivenheder går verden rundt. Mit indlæg handler om, hvordan samtaleforskere bør forholde sig til de her situationer. Skal de holde sig fra dem? Skal de deltage i diskussionen? Skal de vælge side?

Floyds død har ført til demonstrationer verden over. (AP Photo/Jim Mone)

For lidt over en uge siden blev nyheden om George Floyds død delt over hele verden. I den forbindelse blev også en række optagelser delt. De her optagelser har forårsaget en kollektiv følelse af vrede og sorg, der har resulteret i demonstrationer og aktioner verden over. Specielt én optagelse er gået verden rundt. Optagelsen viser, hvordan en hvid politibetjent knæler på Floyds nakke, indtil Floyd dør af kvælning. Betjenten er siden blevet arresteret og anklaget for mord. Jeg har før analyseret optagelser af politivold og ’lethal force’ i politi-borger interaktioner. Jeg begyndte også med at analysere denne optagelse, men stoppede. I stedet skrev jeg indlægget ovenfor. Både som en måde at begrebsliggøre for mig selv, hvad jeg havde oplevet i forbindelse med at se optagelserne, men samtidig også med håb om, at de ting, jeg selv går og tænker, kunne inspirere nogle tanker i andre.

Følelsen af afmagt og vrede

Selvom min første grund til at se optagelserne var analytisk, endte jeg med ikke at kunne distancere mig fra optagelserne. Jeg endte med at se optagelserne og føle, hvad jeg tænker så mange andre også har følt; vrede, skam, sorg og hjælpeløshed. I stedet for den sædvanlige analytiske distance kunne jeg mærke, at optagelserne ramte mig. Og det var faktisk den første grund jeg havde til at opgive at analysere optagelserne.

Men. Det at optagelserne indeholder forstyrrende billeder og situationer, er i sig selv ikke grund til at opgive at analysere dem. Indenfor samtaleanalysen er der en lang række eksempler på forskere, der netop belyser emner, der er svære, ved at undersøge optagelser, der er forstyrrende. Et eksempel kunne f.eks. være Shaw (et al. 2016), som undersøger, hvordan læger fortæller og guider forældre igennem nyheden om, at deres nyfødte barn ikke vil overleve. Samtidig tænker jeg også, at der er noget, der er anderledes ved politivold. Dét er situationer, hvor et menneske bevist forsøger at yde skade på et andet.

Hvordan kan man se de her optagelser?

Da jeg vendte tilbage til optagelserne igen, tænkte jeg, at jeg kunne lade mig inspirere af Chuck og Candy Goodwin, som er to af samtaleforskningens grundlæggere, da de analyserede, hvordan optagelser af Rodney King blev brugt i en retssag. Rodney King-sagen omhandlede en sort amerikaner, der blev slået 47 gange med metalbat af fire amerikanske politibetjente. I retssagen mod betjentene indkaldte forsvareren et ’ekspertvidne’. Ekspertvidnet formåede gennem en række etnografiske og lingvistiske analyser at skabe et ”lokalt analyseværktøj”, der kunne ”hjælpe” juryen med at forstå, hvordan Rodney Kings måde at agere på i videoen kunne opfattes som truende. Chuck og Candy Goodwin viste i deres analyse (1997), hvordan ekspertvidnet skabte en måde at anskue og tale om optagelserne, der resulterede i at Rodney King blev fremstillet som en aktiv aktør i den vold, han blev udsat for. En aktiv deltager, der selv inviterede til det næste slag. Alle 47 slag. Den samme sag var i medierne blevet beskrevet som et meget voldeligt politiovergreb. Men juryen endte med at frikende de fire betjente. Goodwinnernes analyse viste nøgternt, hvordan den ”professionelle måde at se” begivenheden på blev skabt og brugt i retssagen. Måske kunne jeg lade mig inspirere? Bare analysere optagelserne, helt nøgternt, og så lade verden om at bruge analyserne?

Analyser i hvis interesse?

Jeg er før blevet spurgt om det etiske i overhovedet at granske de her optagelser, hvor folk enten mister deres liv eller kommer tæt på. Og det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål. Mit svar er som regel, at hvis vi skal kigge på optagelser af en persons død, så skal vi gøre det på en måde, der er i den persons interesse. Det betyder ikke, at vi skal forsøge at finde skyldige eller frikende den døde for skyld i optagelserne. I stedet betyder det, at vi skal observere, beskrive og analysere de praksisser, der ender med at en person mister livet – uanset om de er hårde kriminelle eller almindelige borgere. Vores egen identitet – herunder etnicitet eller nationalitet – bør ikke være relevant.

Et mindesmærke på stedet, hvor Floyd blev dræbt (Reuters/Nicholas Pfosi)

Lige nu er George Floyds død et omdiskuteret emne i nyhedsstrømmen verden over. Derfor står jeg, som samtale- og samfundsforsker, i et dilemma. Jeg kunne vælge at deltage i den offentlige diskurs, hjælpe med at forme den og styre den i en generel retning. Grunden til, at jeg har valgt ikke at dele en analyse af videoerne, er det politiske landskab en sådan analyse skal manøvreres i. Selvom det er hele meningen med at drive samfundsforskning, at vi kan hjælpe med at informere og forme de eksisterende diskurser, så løber vi også en risiko, når vi lægger vores analyser ud. Vi løber den risiko, at vores analyser bliver politiske på en måde, der konstituerer et potentielt etisk problem – meget lig ’ekspertvidnets analyser’ i Goodwinnernes eksempel.

Så hvad gør vi?

Mens jeg skrev mit blogindlæg, blev det klart for mig, at vi skal undersøge optagelserne af George Floyds død. De repræsenterer ikke bare voldsomme situationer. De repræsenterer også situationer, der skaber og ændrer vores samfunds kollektive forståelse af omverdenen.

Så, jeg vil vende tilbage til optagelserne. Men ikke nu. Jeg tænker, at den fælles analyse, der findes af, hvad der sker i optagelserne, er generelt accepteret, og jeg har endnu ikke set forsøg på at bruge analyser til at ændre den narrativ. Jeg er bange for, at hvis jeg introducerer analyser, kan det ændre den situation. Samtidig er jeg også bange for at jeg, ved at tænke de her tanker, også har politiseret min forskning.

Magnus GT Hamann har en ph.d. fra Aarhus Universitet og arbejder i dag på Loughborough University i England. Magnus er en samtaleforsker, som til dagligt blandt andet arbejder med at analysere konflikter mellem politi og borgere i USA. Specielt de episoder, der ender i voldsanvendelse.

Referencer

Goodwin, C., & Goodwin, M. H. (1997). Contested vision: The discursive constitution of Rodney King. The construction of professional discourse, 292-316.
Shaw, C., Stokoe, E., Gallagher, K., Aladangady, N., & Marlow, N. (2016). Parental involvement in neonatal critical care decision‐making. Sociology of health & illness, 38(8), 1217-1242.

Skriv en kommentar