Hergés syldavisk i sproghistorisk perspektiv

Syldavisk tales i kongeriget Syldavien (Краљевина Зылдaвыa), et lille og næsten glemt land på Balkanhalvøen, som kendes fra Hergés Les Aventures de Tintin. Hvis man er i tvivl om Syldaviens placering på landkortet, kan det nævnes, at landet grænser op til Bordurien. Her følger tre korte eksempler på syldavisk fra tre af Tintins eventyr:

(1) Czesztot on klebcz!
‘Der er en hund!’ (Le Sceptre d’Ottokar, s. 24)
(2) On fläsz Klowaswa vüh dzapeih… Eih döszt!
‘En flaske Klow-kildevand til manden… Han tørster!’ (Objectif Lune, s. 5)
(3) Rapp! Noh dzem bûthsz!
‘Hurtigt! Til båden!’ (L’Affaire Tournesol, s. 30)

Historien om syldavisk er egentlig dén, at Hergé fandt på sproget hen ad vejen. Han baserede det løst på sin bedstemors maroller-flamske dialekt, og den forklaring er selvfølgelig interessant i sig selv. Alligevel må tintinologer, conlangers og andre tegneserielæsende børn i alle aldre på et eller andet tidspunkt have tænkt følgende tanker: Hvad nu hvis syldavisk faktisk fandtes (udover i fantasien, selvfølgelig)? Hvad ville historien bag sproget mon så egentlig være?

I anledning af, at Tintin fylder 90 i år, tager jeg i dette indlæg et kig på syldavisk sproghistorie.

Syldavien og det syldaviske sprog

Vi læser først om Syldavien (“Den Sorte Pelikans Kongerige”) og dets sprog i Tintin-albummet Le Sceptre d’Ottokar (‘Ottokars Scepter’). Historiens omdrejningspunkt er et komplot, som skal støde Syldaviens Kong Muskar XII fra tronen. Det går dog i vasken, for Tintin er på pletten og får reddet kastanjerne ud af ilden. Alt imens får albummet tegnet et billede af et land med en både særegen og tumultarisk historie.

En fremstilling fra det 15. århundrede af slaget om Zileheroum i 1127.

Området, der med tiden skulle blive til Syldavien, var oprindeligt beboet af nomader af ukendt ophav, fortæller kilderne. I det 6. århundrede migrerede slaviske tilflyttere til egnen, som så i det 10. århundrede blev invaderet af tyrkiske krigere, der tvang urbefolkningen i eksil i bjergene. Grundlæggelsen af Syldavien kan føres tilbage til 1127, hvor stammehøvdingen Hveghis hær besejrede de tyrkiske styrker i slaget på Moltus-sletten om det strategisk vigtige Zileheroum. Det erobrede område blev døbt Klow (kloho ‘erobring’ + ow ‘by’), som blev Syldaviens hovedstad, og Hveghi tog kongenavnet Muskar (muskh ‘mod’ + kar ‘konge’). I 1195 erobrede borduriske styrker Syldavien, som først opnåede uafhængighed på ny, da Baron Almaszout (den senere Ottokar I) fordrev de borduriske aggressorer i 1275.

I 1360 blev Kong Ottokar IV forsøgt myrdet af en baron ved navn Staszrvitch. Begivenheden udgør emnet for den tidligste kendte tekst på syldavisk, manuskriptet Hauts faits d’Ottokar IV ‘Ottokar IV’s Heltedåd’ fra 1300-tallet. Manuskriptet introducerer også Syldaviens valgsprog, eih bennek, eih blavek, som kan oversættes ‘her er jeg, her bliver jeg’.

Uddrag fra Hauts faits d’Ottokar IV (ca. 1360). Frit oversat: “Fader Ottokar, du er en falsk konge, tronen tilhører mig. Denne [Ottokar] sagde således til den anden: Kom og tag sceptret. Således slog kongen ham, Staszrvitch, i hovedet. Tronrageren [egl. bæstet] faldt om på gulvet”.
Det er et begrænset materiale, man kan basere forskning i syldavisk sproghistorie på. Udover Le Sceptre d’Ottokar er de to album Objectif Lune ‘Månen tur-retur, 1. del’ og L’Affaire Tournesol ‘Det hemmelige våben’ de eneste kendte primærkilder.

Den vigtigste undersøgelse af syldavisk er lavet af Mark Rosenfelder. Han udlagde alle kendte fakta om sproget i en oversigt over dets grammatik. Desuden vurderede han på basis af en hurtig omgang eyeballing, at syldavisk hører til den germanske sprogstamme.

Syldavien er imidlertid blevet påvirket markant af andre kulturer, og landets sociolingvistiske situation er kompleks. Måske netop derfor er der i de senere år opstået fornyet spekulation omkring sprogets afstamning i internettets kringelkroge.

Spørgsmålet om det syldaviske sprogs tilhørsforhold har optaget tintinologer siden H. Brok udgav artiklen “Is Syldavisch Slavisch?” i 1975. En række hypoteser omkring syldavisk som et slavisk eller romansk sprog eller som lingvistisk isolat er blevet fremsat, men ingen af disse er endnu blevet testet på et empirisk grundlag. Men det bliver de så her i indlægget.

Vi ved, at fransk både var hoffets og resten af det officielle Syldaviens foretrukne sprog i det 20. århundrede, hvor det i det hele taget nød prestige i Klow. Det står hen i det uvisse, hvornår syldavisk led dette domænetab til fransk, som har haft tilsvarende stor indflydelse i en række andre Balkanlande, herunder Albanien og Rumænien. Syldavisk har historisk set stået stærkest i landdistrikterne, hvor fransk aldrig blev udbredt i så høj en grad. Den nyeste syldaviske folketælling viser, at 81% af landets befolkning, ca. 520.000 mennesker, bor udenfor Klow. Syldaviens geografi – navnlig den zymylpathianske bjergkæde – har resulteret i en vis grad af isolation af befolkningen på landet, hvilket må have medvirket til at begrænse kontakt med talere af andre sprog.

Alligevel må Syldavien betragtes som et slavisk land i kulturel forstand. Syldavisk udviser da også en række korrespondenser med slaviske sprog. Syldavisk har 26 fonemiske konsonanter og 11 vokaler, hvor nogle tyder på at være af slavisk oprindelse, f.eks. /t͡s/ og /r̝/. Også syldavisk skriftsprog viser tydelige tegn på slavisk kulturel påvirkning, idet der både findes et latinsk og kyrillisk skriftsystem, hvor sidstnævnte er langt det mest udbredte. Egennavne er desuden oftest slavisk-afledte, f.eks. Sporowitch, Kroïszvitch osv.

To syldavisktalende bønder opdager en udlænding i deres høstak.

Det er værd at bemærke, at sproghistoriske forbindelser mellem Syldavien og det lukkede Bordurien er så godt som uudforsket land. Blandt de få kendte borduriske ord (16 stk alt i alt) finder vi korrespondenser med bl.a. nederlandsk, tysk og fransk, f.eks. hôitgang ‘udgang’ (sml. nederlandsk uitgang), pristzy ‘for pokker’ (sml. fransk sapristi), tzhôl (sml. tysk Zoll). Bordurisk er sandsynligvis tæt beslægtet med syldavisk, men det er et emne til et andet indlæg.

En ny klassifikation af syldavisk

Her følger en klassifikation af syldavisk baseret på leksikalske data sammenlignet på tværs af en række indoeuropæiske sprog: engelsk, nederlandsk, tysk (vestgermansk), dansk, norsk, svensk (nordgermansk), fransk, spansk og rumænsk (romansk), russisk, polsk, kroatisk (slavisk) samt albansk.

Sammenligningsgrundlaget er 42 relativt kulturneutrale betydninger analyseret ud fra etymologisk afstamning. Her følger de syldaviske ord plus en dansk oversættelse: bíck ‘bryst’, blaveh ‘at blive’, bûthsz ‘båd’, bätczer ‘bedre’, dan ‘så’, daren ‘der’, dûs ‘du’, dze ‘at se’, döszt ‘at tørste’, ebb ‘at åbne’, eih ‘han’, ek ‘jeg’, eltkar ‘en anden’, ghounh ‘at gå’, güdd ‘god’, heben ‘at have’, ihn ‘i’, kar ‘konge’, karrö ‘gulv’, klebcz ‘hund’, klöppen ‘at slå’, kzommet ‘at komme’, kzou ‘ko’, micz ‘med’, muskh ‘mod’, mädjek ‘pige’, nez ‘næse’, nietz ‘ikke’, noh ’til’, omhz ‘os’, on ‘en’, ow ‘by’, peih ‘menneske’, pollsz ‘falsk’, szûbel ‘hoved’, teuïh ‘dør’, vazs ‘hvad’, vei ‘vi’, waswa ‘vand’, werkhven ‘arbejde (sb.)’, werkopen ‘at sælge’, werlagh ‘at ville’.

Sprogtræet nedenfor er genereret ved analyse af de 42 x 14 = 588 ord med software udviklet til evolutionsforskning. Tallene med grå baggrund repræsenterer statistiske støtteværdier fra 0% til 100% udregnet for de enkelte forgreninger i modellen. Analysens resultat er, som træet viser, ret robust.

Syldavisk sammenlignet med 13 indoeuropæiske sprog.

Træets forgreninger kan inddeles i fire hovedgrupper: slavisk (gul farve), albansk (orange), romansk (grøn) og germansk, med sidstnævnte delt mellem nord- og vest- (hhv. rød og blå). Syldavisk udviser flest forbindelser med nederlandsk (76% delte arveord) og tysk (71%), som begge er vestgermanske sprog. Engelsk er placeret nærmere de nordiske og romanske sprog, hvad der passer godt med almen viden om engelsk sproghistorie. Syldavisk er lige akkurat tættere på engelsk (60%) end på dansk (55%) og de andre nordiske sprog. Forbindelser mellem syldavisk og de andre sproggrene er til gengæld langt mindre påfaldende, f.eks. 17% for russisk, 17% for albansk og kun 15% for fransk.

Analysen peger altså på, at syldavisk er et vestgermansk sprog. Vi kan med overvejende sandsynlighed afvise, at syldavisk skulle være et slavisk eller romansk sprog. En række træk i sprogets grammatik underbygger yderligere, at det formodentlig ikke er et isolat, som har lånt massivt fra et eller flere germanske sprog. F.eks. markeres tempus stærkt med aflyd (inf. blaven ‘at blive’; 1. pers. præs. blav; 1. pers. præt. blev) eller svagt med et suffiks (inf. löwn ‘at elske’; 1. pers. præs. löw; 1. pers. præt. löwda). Og de personlige pronominer – henholdsvis subjekt-, objekt- og possessivformerne i 1. og 2. person ental – deklineres ek, ma, mejn samt dûs, da, dejn. Den interesserede læser kan selv dykke ned i Rosenfelders studie efter flere eksempler på germansk-lignende træk.

Nu har vi så evidens til at understøtte, at syldavisk er et vestgermansk sprog. Men hvordan vandt sådan et mon så frem i Syldavien? Svaret på spørgsmålet blæser fortsat i vinden fra de zymylpathianske bjerge, og det sidste ord er nok ikke sagt i dén sag…

Udsigt over landsbyen Niedzdrow i det bjergrige Syldavien.

 

Kristoffer Friis Bøegh er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i det engelskbaserede kreolsprog, som tales på Sankt Croix i Caribien.

Læs mere

Brok, H. 1975. Is Syldavisch Slavisch? Taal en Tongval 27: 14-18.

Rosenfelder, M. 2000. Hergé’s Syldavian: A grammar. http://www.zompist.com/syldavian.html

En kommentar til “Hergés syldavisk i sproghistorisk perspektiv”

  1. Jeg er overbevist, og omvendt. Som almindelig, naiv tintin-læser havde jeg altid troet at syldavisk var slavisk. Jeg var påvirket af lydsystemer (som skriftsproget afspejler det), stednavne og nogle endelser, men Kristoffers grundige analyse har overbevist mig om sprogets etymologi: Det har vest-germanske rødder så på den måde er det rigtigt at sige “syldavisk er et vestgermansk sprog”. Spørgsmålet bliver så om dette er den eneste (rigtige) måde at karakterisere et sprog på. Og her giver Kristoffer så også vigtige oplysninger til en yderligere diskussion: Hvilke sproglige tilhørsforhold oplever syldaverne selv at sproget har? Gælder den vest-germanske dominans alle domæner? Og siger den sociolingvistiske situation som syldavisk befinder sig i, noget interessant i forhold til forståelsen af andre sprog der har træk fra forskellige sprogfamilier?

Skriv en kommentar