Ord-gymnastik på skoleskemaet: Hiv og træk og bøj og sprogstræk

Hvad vil det sige at lære at læse og skrive? Hvad sker der, når sprogene bliver mange, og hvad stiller vi op, når vi aldrig helt kan forudse, hvad børnene kender og ikke kender på dansk?

Når vi mennesker bevæger os rundt i verden, påvirker det vores sproglige repertoirer. Vi møder sprog, vi bruger dem, vi blander dem. Sproglig diversitet er et vilkår i en globaliseret verden; et vilkår som i stigende grad sætter sit præg på uddannelsesinstitutioner og skoler. I højere grad end nogensinde før kendetegnes de danske skoler i dag ved en sproglig mangfoldighed og diversitet blandt eleverne, som giver dem forskellige forudsætninger i danskundervisningen.

Fænomenet er langt fra nyt – tværtimod – men ikke mindre aktuelt af den grund. For hvilken betydning har disse betingelser for elevernes skriftsprogstilegnelse, og hvilke udfordringer stiller det os overfor? Hvordan taler vi om alle disse dansksprogetheder, og på hvilken måde kan vi tage højde for dem i en dansksproget fagundervisning, som er rammesat af faglige mål, og hvor mainstreamundervisning – en undervisningsform, hvor målet er at sikre alle elever fuldt udbytte af undervisningen og give eleverne den sprogundervisning, de behøver – (fortsat) vanskeliggør regulære sprogundervisningsaktiviteter, som vi kender dem fra fremmed- og andetsprogsundervisningen?

Læsning og skrivning og de mange dansksprogetheder

I forskningsprojektet Tegn på sprog skabte man rammen for et studie af literacy (skriftsprogskompetence) og sproglig diversitet i skolen, hvilket tiltrak sig opmærksomhed fra pædagogisk såvel som uddannelsespolitisk side. En række forskere fulgte tosprogede børn i fem forskellige klasser, fra de startede i 0. klasse til de afsluttede 9. klasse, for at undersøge børnenes dansktilegnelse. Resultaterne fra forskningsprojektet og alt, hvad det ellers indebar, er samlet i bogen Tegn på sprog. Literacy i sprogligt mangfoldige klasser af forfatter og daværende leder for forskningsprojektet, Helle Pia Laursen, ph.d., lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Helle Pia Laursen forsker og underviser i literacy, sprogpædagogik og sproglig diversitet.

Ifølge Helle Pia Laursen har vi længe undervurderet den udfordring, som den sproglige diversitet fører med sig, og der har i al sin enkelthed manglet viden på området. Det var derfor hensigten med det ti år lange forskningsprojekt (2009-2019) at blive klogere på, hvordan læse-/skriveundervisningen kan tilrettelægges, så den tager højde for den stadigt stigende sproglige diversitet, vi ser i uddannelsessystemet.

I projektet undersøgte man børnenes dansktilegnelse, som den helt konkret udfoldede sig i praksis. Eleverne blev interviewet og observeret i deres interaktion omkring sprog og læsning i forskellige situationer. Eksempelvis blev de præsenteret for en tekst eller et billede, som kunne danne udgangspunkt for en samtale i mindre grupper. I andre situationer skulle eleverne producere et produkt.

Bogen er inddelt i fire overordnede dele, som omhandler projektets hensigter (første del), udsigter (anden del), indsigter (tredje del) og fremtids(ud)sigter (fjerde og sidste del). I første del om projektets hensigter præsenteres det forskningsrelaterede baggrundstæppe, der danner udgangspunkt for tilblivelsen og tilrettelæggelsen af projektet. Her læser vi også om forskningsprojektets ”storebror”, Køgeprojektet (1989-1998). I bogens anden del sættes der fokus på de teoretiske, analytiske og metodiske perspektiver. Vi introduceres her blandt andet for projektets socialsemiotiske afsæt og literacy-begrebet. Bogens tredje del fylder alene mere end halvdelen af det samlede antal sider og giver således bred indsigt i projektets store omfang. Der er fokus på læsning og skrivning som social praksis og på mødet med skole og skriftsprog i et socialt betydningsdannelsesperspektiv. Ligeledes uddyber forfatteren blandt andet det dialogiske perspektiv og investeringen i skriveridentitet, klassens mange dansksprogetheder og den sproglige dimension i undervisningen. Fjerde del af bogen indeholder forfatterens gentænkning af literacy-undervisningen og understreger vigtigheden af en indsats/undervisning, der bygger på viden om flersprogethed og sprogtilegnelse, som kan løfte børnenes sprog.

I forskningsprojektet Tegn på sprog deltog Abildgårdskolen i Odense, Blågård Skole i København, Herningvej Skole i Aalborg, Nørremarksskolen (nu NOVAskolen) i Vejle samt Søndervangskolen i Aarhus. Projektet er et samarbejde mellem DPU, Aarhus Universitet, VIA UC, UC Nordjylland, UC Lillebælt og UCC (nu KP) samt Aalborg, Aarhus, København, Odense og Vejle kommuner. Projektet er støttet af Undervisningsministeriet og Integrationsministeriet.

Hvad man kan og ikke kan – fra sprogskræk til sprogstræk

Det er ikke nødvendigvis nogen nem opgave som lærer at gennemskue de udfordringer, den sproglige mangfoldighed fører med sig. De mange dansksprogetheder blandt eleverne stiller høje krav til læse- og skriveundervisningen i en dansksproget fagundervisning, der er rammesat af faglige mål. Den såkaldte mainstreamundervisning spænder – på trods af gode intentioner – ben for undervisere og lærere, når de tilrettelægger den faglige undervisning for at tilgodese det sproglige behov blandt samtlige elever og sikre, at alle får størst muligt udbytte af undervisningen.

Flere undersøgelser peger da også på, at vi ikke er i mål med at give børnene de sproglige kompetencer, de har brug for.

Det er derfor et kærkommet indspark fra Helle Pia Laursen, at hun via et dybdegående indblik i forskningsprojektet Tegn på sprog tager os i hånden og præsenterer nye metodiske indfaldsvinkler og måder at betragte den opgave, det er at integrere regulære sprogundervisningsaktiviteter i en klassesammenhæng, hvor kun en del af børnene har behov for dette.

Korrekthedskultur og manglende rum og tid til at eksperimentere med sprog kan være blandt årsagerne til, at tosprogede elever halter bagud i forhold til danskkompetencer. Mange børn er optagede af, hvad de kan og ikke kan, og mangler mod til at prøve sig frem og udforske sproget.

Den sproglige diversitet skal vi byde velkommen, og den skal mødes med et kan frem for kan ikke. På den måde kan vi ifølge forfatteren bevæge os væk fra den korrekthedskultur, der skaber frygt for at lave fejl, så børnene forsøger at klare sig med det dansk, de allerede kender. Den følelse beskriver forfatteren også med begrebet ”sprogskam” – et fænomen, der spærrer for læring. Hun understreger vigtigheden af, at eleverne færdes i kulturer, hvor der er plads til at turde kaste sig ud i sproget, som i det gamle ordsprog: ”Hvo intet vover, intet vinder”. Når børn tør bygge videre på det sprog, de i forvejen kender, udforske nye afkroge af det og afprøve nye metoder, så vokser sproget.

Eleverne skal inviteres ind i et rum, hvor de tør være nysgerrige og risikovillige; lukkes ind i et dialogisk rum, hvor der skabes plads til eksempelvis den tekst, børnene skriver eller har skrevet, men samtidig også til den tekst, der kunne være og blive. Her skal det være trygt og sikkert at ”strække sproget”, et begreb, som kendetegner forskningsprojektet, og som er inspireret af Skehans ’interlanguage stretching strategies’. Med det sprogstrækkende perspektiv i undervisningen er der fokus på at stimulere elevernes sproglige nysgerrighed og opfordre til, at de inddrager nye sproglige ressourcer uden at risikere at tabe ansigt. Perspektivet understøtter, at eleven kan hjælpes til at udvikle sit andetsprog frem for at lære at bære sig ad med det, han eller hun i forvejen kan, og som i mange kommunikative sammenhænge umiddelbart vil kunne række.

Samlet set er bogens og forskningsprojektets helt tydelige budskab, at der må mere fokus på og gives plads til børnenes udforskning af skriftsproget og skriftsprogspraksis. Det, vi ved, er, at børn skal ses som sociale aktører, der færdes i og udforsker læsning og skrivning som social praksis. Derfor understreges også vigtigheden af at koble viden fra forskning i flersprogethed og andetsprogstilegnelse med viden fra forskning i læsning og skrivning. Projektet danner vidensgrundlag til en gentækning af hele sprogundervisningen i danskfaget – ikke kun til gavn for flersprogede elever, men til gavn for alle.

For det er ikke altid nok bare at ”kunne klare sig”. Nej, vi må bevæge os videre herfra: Ud med sprogskræk – ind med sprogstræk.

Tegn på sprog. Literacy i sprogligt mangfoldige klasser er udgivet i 2019 på Aarhus Universitetsforlag og er den nyeste i rækken af udgivelser i Asterisk-serien. Bøgerne i serien indeholder forskningsbaseret viden om pædagogiske emner med relevans for studerende og undervisere på professionshøjskoler og universiteter. Serien har særligt fokus på områder indenfor pædagogisk psykologi, pædagogisk sociologi og uddannelsesfilosofi.

Louise Larsen er uddannet cand.mag. i lingvistik og underviser i dansk.

Læs mere:

Laursen, Helle Pia. 2019. Tegn på sprog. Literacy i sprogligt mangfoldige klasser. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 328 sider.

Skriv en kommentar