Shakespeare på Bjergvandring

Når Linguistic Mythbusters snakker om sprogmyter, har det som regel at gøre med de misforståelser, som den almindelige dansker går rundt med. Men denne gang skriver vi undtagelsesvist om en myte, som det nok er relativt få mennesker herhjemme, der kender til – ganske enkelt fordi det er en god historie, og fordi gode historier er faretruende lette at tro på.

Myten omhandler Appalacherne, en bjergkæde i det østlige Nordamerika, hvor det siges, at beboerne i de små bjerglandsbyer har ført så isolerede og traditionsprægede liv i de sidste par århundreder, at de stort set har undgået indflydelser fra omverdenen i deres kultur. Mest af alt kan dette, ifølge myten, mærkes på deres sprog. Ifølge både youtubere og avisartikler er den appalachiske dialekt nemlig noget nært identisk med den dialekt, som blev talt i London-området i elizabethansk tid. Historien lyder, at indbyggernes sprog ganske enkelt ikke har ændret sig, siden de første briter bosatte sig i området.

Mere end det lader det dog ikke til, at mytens fortalere kan blive enige om. Det varierer fra den ene genfortælling til den anden, hvor i Britannien dialekten oprindeligt kom fra; hvornår i det engelske sprogs historie, det er ‘frosset’ på denne måde; og hvilke af de mange små samfund i de appalachiske bjerge, der skulle være vogtere af det ‘bevarede’ sprog (eftersom bjergkæden dækker et stort område med mange forskellige dialekter).

For eksempel er det ikke kun Shakespeare, der nævnes som en taler af Appalachisk-amerikansk, men blandt andre også Geoffrey Chaucer, som levede ca. 200 år før Shakespeare. De to forfattere har med sikkerhed ikke talt den samme version af det engelske sprog, så hvordan kan det lade sig gøre, at de begge – ifølge en artikel fra 1929 af en Charles Morrow Wilson – taler den samme dialekt som bjergfolket i North og South Carolina? Rent logisk lader det sig ikke gøre, men det har ikke stoppet ivrige horder fra at følge i Wilsons fodspor og udbrede den samme påstand.

Man skulle tro, at Appalachianere selv ville være immune overfor denne myte, men tværtimod – mange af de kilder, der viderefører den med størst iver, stammer netop fra disse områder. Grunden til dette er, at de amerikansk-engelske bjergdialekter typisk ses ned på. I kontekster, hvor denne myte ikke eksplicit diskuteres, er det typisk ord som ‘redneck’ og ‘hillbilly’, der bruges til at beskrive disse dialekter.

Appalachian
Billede fra flickr

Så da folk udefra først begyndte at påstå, at Appalachianere blot talte en ældre – og derfor ‘finere’ – udgave af engelsk, er det helt forståeligt, at det ikke har været de lokales første indskydelse at irettesætte dem. Tværtimod er det en besnærende tanke: Din dialekt er ikke længere bondsk, men derimod traditionel og uforurenet. Det er netop også dét, som Shakespeare, Chaucer, King James-biblen og alle de andre tekster, appalachisk rutinemæssigt sammenlignes med, har tilfælles: De oser af Kultur! Det er ikke overraskende, at det er let at tro på sådanne historier om sig selv.

Bjergfolkene har derfor gjort myten til en del af deres selvopfattelse, eftersom den medbringer nogle langt bedre associationer end dem, som omverdenen i andre sammenhænge pålægger deres sprog. Men alene det, at det er en god historie, gør det den desværre ikke sand. I virkeligheden er det ekstremt usandsynligt, at et sprog skulle bevares på denne måde over fire-fem århundreder, omgivet af dialekter, der har udviklet sig uhæmmet i løbet af det samme tidsrum.

I virkeligheden kan dialektbaserede fordomme bedst forebygges ikke ved at udnytte myter, men ved at bekæmpe dem. Det er nemlig en enormt udbredt sprogmyte, der ligger til grund for sådanne fordomme i første omgang: “Nogle sprog og dialekter er bedre end andre”. Dén myte er for omfattende til at tage yderligere hul på i denne omgang, men næste gang du synes, at nogen med en anden dialekt lyder fjoget, så send Appalachianerne en tanke – og prøv at undgå at lægge op til flere misforståelser som deres.

 

Vil man vide mere, er denne myte mere detaljeret redegjort for i Michael Montgomerys essay i bogen ‘Language Myths’ v. redaktørerne Laurie Bauer og Peter Trudgill. Dette indlæg er skrevet af Gustav Johannessen på vegne af Linguistic Mythbusters. Find os på Facebook: https://www.facebook.com/linguisticmythbusters/.

Skriv en kommentar