Skrift og sprog i oldtidens Mesopotamien

Oldtidens Mesopotamien bliver somme tider omtalt som ’civilisationens krybbe’, et prædikat der faktisk bærer en vis sandhed i sig. Det var her langs bredderne af floderne Eufrat og Tigris, at menneskeheden for omkring seks tusinde år siden grundlagde verdens første storbyer og opfandt verdens første skriftsprog: kileskrift. Disse to nydannelser—den urbane revolution og skriftens opfindelse—har vist sig afgørende for den måde, vi mennesker er kommet til at indrette os på her på jorden.

Det kaldes kileskrift, fordi hvert enkelt tegn er opbygget af små trekanter (kiler), som sættes sammen på forskellige led og kanter (sammensætningen af kiler for et enkelt tegn kan variere fra blot en enkelt kile til næsten tyve kiler; se eksempel til højre).

Det foretrukne medium for kileskrift var ler, et materiale der fandtes naturligt i rige mængder som sedimentaflejringer langs Mesopotamiens floder. Man formede leret til små firkantede tavler ofte ikke større end en håndflade, hvorpå man pressede kilerne ind med en stylus, et aflangt stykke siv der var skåret til i toppen, så det formede en trekant.

Stylus og tavler.

Det var et folk ved navn sumererne, der boede i den sydligste del af Mesopotamien, som opfandt kileskriften. De talte og skrev på deres eget sprog sumerisk. Sumerisk er et lingvistisk isolat, dvs. et sprog der ikke er beslægtet med noget andet sprog, vi kender til. Man antager at sumerisk døde ud som talt sprog omkring år 2.000 f.v.t., efter hvilken tid det udelukkende optrådte på skrift i lærde og esoteriske sammenhænge. Disse omstændigheder – at sumerisk er et unikt og dødt sprog – er to væsentlige grunde til at sprogets grammatik og tonefald endnu ikke er fuldt ud forstået, og at de, der forsker i sumerisk (også kaldet sumerologer), stadig diskuterer helt grundlæggende træk ved det sumeriske sprogs struktur.

I dag er majoriteten af forskere dog enige om, at sumerisk er et agglutinativt sprog, dvs. at sproget overvejende består af ubøjelige leksemer (ligesom tyrkisk), hvis betydning modificeres ved at ”påklistre” forskellige morfemer enten i begyndelsen (præfikser) eller i slutningen (suffikser) af ordet. Sumeriske leksemer, dvs. ordene i deres grundform uden påklistrede morfemer, er tit meget korte, ofte en eller to stavelser, hvorimod en sumerisk ”ordkæde”, dvs. et eller flere leksemer samt morfemer, kan være ret lange; f.eks. DUMULUGALKALAM akakenera ’for sønnerne af landets konge.’ En morfologisk analyse af denne korte frase kunne se ud sådan her:

DUMU LUGAL KALAM ak ak ene ra
søn konge land genitiv genitiv pluralis dativ

De ord, der er skrevet med store blokbogstaver, er leksemer, og de i kursiv er morfemer. Langt de fleste leksemer på sumerisk er udtrykt på skrift som logogrammer, dvs. at et enkelt skrifttegn repræsenterer et helt ord. Flere logogrammer kan også sammensættes til at danne nye ord (se eksempel til højre).

De korte enstavelsesord på sumerisk gjorde det muligt for sumerernes nordlige naboer, akkaderne, at tilegne sig kileskriften og bruge den til i stedet at udtrykke det akkadiske sprog. Akkadisk er et semitisk sprog i familie med arabisk, aramæisk og hebræisk og opdeles normalt i to hoveddialekter: babylonsk og assyrisk.

Selvom alle sprog på den øst-semitiske gren af det lingvistiske træ, som akkadisk tilhører, i dag er døde, har man dog en næsten komplet forståelse af sproget. Modsat sumerisk er akkadisk et flekterende, eller bøjningsbaseret, sprog med fire kasus: nominativ, akkusativ, genitiv og dativ (ligesom på tysk). Men fordi kileskriftens tegn var semantisk forbundet med det sumeriske sprogs leksemer, var akkaderne nødt til at omtænke måden at bruge skriften på. Hvad de gjorde, var at omdanne kileskrift til et syllabisk, eller stavelsesdannende, skriftsprog snarere end et logografisk et. På den måde blev tegnet ŠU, som på sumerisk betyder hånd, i stedet anvendt af akkaderne til at angive stavelsen šu, f.eks. som mellemste stavelse i ordet ik-šu-dam ’han/hun ankom.’ Hvis man derimod læser IK ŠU DAM som sumeriske logogrammer betyder tegnene henholdsvis ’dør’, ’hånd’, ’kone’.

Ved at omdanne logogrammer til stavelser gjorde akkaderne det på den måde muligt at anvende kileskriften til at skrive deres eget sprog. De gjorde dog stadigvæk hyppigt brug af de sumeriske logogrammer, da disse ofte var nemmere at skrive end at stave hele ordet ud; eksempelvis brugte akkaderne flittigt tegnet ŠUsom logogram for ordet hånd, men i stedet for at læse tegnet som ŠU læste man det som qātum, det akkadiske ord for hånd.

De ældste akkadiske kileskrifttekster stammer fra ca. 2.400 f.v.t., hvor de sidste tekster er fra ca. 100 e.v.t. Det er endnu uvist, hvornår akkadisk døde ud som talt sprog, men fra slutningen af det 8. årh. f.v.t. begyndte det gradvist at tabe mere og mere terræn til aramæisk. Sproget oplevede sin største udbredelse hen mod slutningen af bronzealderen (ca. 1.400 f.v.t.), hvor det fungerede som lingua franca (kontaktsprog) i store dele af Mellemøsten. I dag har man fundet kileskrifttekster lige fra Ægypten i syd til det centrale Tyrkiet i nord, fra Libanon og Syrien ved Middelhavets østkyst i vest til Iran i øst. Nok var sumererne skriftens ophavsfolk men det var akkaderne, der gjorde den kendt og spredte den fra Mesopotamien ud mod resten af Mellemøsten.

Man har fundet kileskrifttekster nedskrevet på akkadisk i et utal af genre, alt lige fra købskvitteringer og administrative dokumenter til mytologiske hovedværker og store litterære eposser. Det mest kendte værk fra Mesopotamien er sagnet om kong Gilgamesh, som netop er udkommet på dansk i en ny og forbedret oversættelse ved Sophus Helle og Morten Søndergaard (udgivet via Gyldendal, 2019).

Historien om Gilgamesh går helt tilbage til sumererne, som var de første der nedskrev en række sagn om denne mytiske konges bedrifter. Senere fandt sagnet vej ind i den akkadiske litteratur og hen mod slutningen af det 11. årh. f.v.t. blev alle de spredte sagn og historier om Gilgamesh samlet til ét stort hovedværk på elleve store lertavler, som udgør det værk vi læser i dag.

Denne sammenfattede version af Gilgamesh gør sig også bemærket, idét den indeholder en komplet version af Syndflodsberetningen, historien om den store flodbølge sendt af guderne for at udrydde menneskeheden. Denne beretning fandt senere vej ind i Biblen som historien om Noas ark, og da en mand ved navn George Smith i 1872 for første gang oversatte denne passage af Gilgamesh, skabte det naturligvis en verdensomspændende sensation.

I dag er der dog andre grunde til at historien om Gilgamesh nyder så stor en popularitet, og de fleste læser ikke længere historien for at få indsigt i præbibelske myter, som man gjorde dengang i Victoriatiden. Det, der appellerer til nutidens læsere, er nok snarere, at kong Gilgamesh i sin forgæves søgen efter det evige liv ender med en uundgåelig konfrontation med det evigtgyldige, eksistentielle spørgsmål om selveste meningen med livet.

 

š udtales som første lyd i det engelske ord show.

udtales som sidste lyd i det skotske ord loch.

Accenttegnet ‾ markerer en lang vokal som i navnet på den japanske by Kyōto.

 

Rasmus Aarslev er ph.d.-studerende i assyriologi ved Københavns Universitet og tidligere ekstern lektor i assyriologi ved Københavns Universitet, hvor han har undervist i både sumerisk og akkadisk.

Skriv en kommentar