Træning i andetsprogslyde – en udforskning af forbindelsen mellem udtale og opfattelse af sproglyde

Når vi danskere taler engelsk, kan de fleste af os høre, at vores udtale afviger fra dem, der taler engelsk som modersmål. Og det kan de selvsamme modersmålstalere også høre på os, selvom vi ofte bliver lovprist for vores beherskelse af sproget. Fænomenet hedder fremmedartet accent, og hvad der ligger til grund for det, er et centralt spørgsmål i talevidenskaben. En måde at udforske det på er gennem fonetisk træning, hvor forsøgspersoner trænes i at høre og kategorisere en række andetsprogslyde, som de normalt har svært ved at opfatte korrekt. Derefter undersøges det, hvorvidt træningen har påvirket forsøgspersonernes udtale. Mit ph.d.-projekt handler om, hvordan forskellige slags træningsprocedurer påvirker henholdsvis udtalen og opfattelsen af andetsprogslyde, med det formål at belyse, hvordan udtale og opfattelse er forbundet i andetsprogsindlæring.

En både receptiv og motorisk problemstilling

Reklame fra Storcenter Nord

Det er veletableret, at fremmedartet accent til dels er et perceptuelt problem: visse lyde fra andetsproget opfattes som værende mere eller mindre de samme som modersmålets lyde, selvom de faktisk slet ikke er ens. Således har mange danskere f.eks. svært ved at høre, at der er en forskel på de engelske lyde /s/ og /z/—mange opfatter begge som instanser af /s/. Denne fejlkategorisering kan give anledning til nogle lidt uheldige misforståelser, som i trykfejlen på reklamen på billedet til højre, hvor det egentlige budskab tydeligvis var, at der var lave salgspriser.

I dette tilfælde har personen været i tvivl om, hvorvidt pris skulle oversættes som price eller prize. Hvis de to engelske ord opfattes som værende homofoner—og lad os bare sige, at de i dette tilfælde faktisk bliver opfattet sådan—er chancen for at vælge den rigtige oversættelse 50/50, hvis man altså ikke slår det op i en ordbog. (Her hjælper det selvfølgelig heller ikke, at det danske ord pris har to betydninger, der hver især svarer til hhv. price og prize). I dette tilfælde traf oversætteren uheldigvis det forkerte valg, og dermed endte den forkerte glose på en officiel reklame.

Den fonetiske forskel på hvislelydene /s/ og /z/ er vigtig i udtalen af engelsk, uanset om det handler om amerikansk, britisk, eller en anden dialekt. Men hvordan forskellen kommer til udtryk afhænger af, om lydene forekommer i begyndelsen eller slutningen af en stavelse. I sue og zoo forekommer hvislelydene i starten af stavelsen, og her kommer forskellen til udtryk i, hvorvidt lyden er stemt, dvs., hvorvidt stemmebåndene vibrerer mens lyden laves. Hvis stemmebåndene vibrerer under den første lyd, vil en engelsktalende opfatte zoo; hvis de ikke vibrerer, ville en engelsktalende opfatte sue. Forekommer hvislelydene derimod i slutningen af en stavelse, som i de engelske ord bus og buzz, udtrykkes forskellen primært i længdeforholdet mellem slutlyden og den foregående vokal. Som forenklet generalisering: hvis vokalen er længere og hvislelyden kortere, ville en engelsktalende opfatte buzz, og hvis længdeforholdet er omvendt, ville en engelsktalende opfatte bus.

At mange danskere ikke opfatter forskellen på engelsk /s/ og /z/ kommer også til udtryk i udtalen, hvilket antyder, at fremmedartet udtale bunder i perceptuelle »misforståelser« af andetsprogets lyde. Det er også den antagelse, der ligger til grund for nogle af de mest indflydelsesrige teorier om indlæring af andetsprogsudtale. Ifølge sådanne teorier leder tilstrækkelig erfaring med andetsproget til en perceptuel indstillingsproces, hvorved man gradvist bliver opmærksom på visse akustiske signaler, man førhen har ignoreret. For eksempel kunne en dansker, der levede i England eller USA, gradvist blive mere og mere bevidst om, at ordkontraster som bus og buzz (eller peacepeas, eller hishiss) skelnes alt efter længdeforholdet mellem vokal og hvislelyd. Empirien ser ud til at underbygge en sådan opdagelsesproces: folk, der lærer et andetsprog, bliver bedre til at opfatte sproglyde korrekt afhængigt i høj grad af,

  1. hvor lang tid de har været indblandet i sprogmiljøet, samt
  2. i hvor høj grad de selv bruger sproget til hverdag.

Ikke nok med det, bliver de også bedre til at udtale sproglydene. Det er blevet påvist, at individers udtale og perception ofte korrelerer på tværs af forskellige erfaringsniveauer. Med andre ord, hvis man er bedre til at opfatte visse lyde, er man også bedre til at udtale dem, statistisk set.

Her er det passende at nævne, hvordan sådan empiri indsamles. Folks evne til henholdsvis at opfatte og udtale andetsprogslyde bliver vurderet ved hjælp af eksperimenter. Måler man opfattelse, får man typisk en række forsøgspersoner til hver for sig at lytte til andetsprogslyde i et lydtæt rum på en computer, hvorefter de skal angive noget information om det, de lige hørte. Når jeg for eksempel vil måle danskeres opfattelse af engelsk /z/, kan jeg afspille ét af ordene bus eller buzz for forsøgspersonen; kort efter de har hørt et ord, skal de så angive, hvilket af de to ord, de hørte, ved at trykke på en af to knapper på skærmen. Dette gentages mange gange, og når eksperimentet er færdigt, kan jeg ud fra empirien se, hvor mange gange forsøgspersonerne i gennemsnit hørte hvert ord korrekt. Hvis den ovenforstående karakterisering af danskeres opfattelse af /z/ holder stik, vil en betydelig andel af buzz-stimuli være blevet fejlkategoriseret som bus.

Måler man udtale, vil man typisk optage forsøgspersoner, mens de taler deres andetsprog; udtalen af enkelte ord bedømmes så senere af modersmålstalere på en kontrolleret måde, så man så vidt muligt undgår fejlkilder, såsom sociale fordomme mod taleren. Bedømmelsen af de enkelte ord foregår typisk på en heltalsskala (f.eks. 1-9, hvor 1 er fremmedartet og 9 er modersmålsagtigt), så empirien senere kan sammenlignes kvantitativt med akustiske målinger; alt dette sammenlignes så med samme data samlet fra modersmålstalere. På denne måde får man empiri, der både siger noget om, hvorvidt forsøgspersonernes udtale opfattes af modersmålstalere som der var til hensigt (dvs. hvis jeg som dansker sigter efter at sige buzz, er det så også det, en modersmålstaler hører?), samt hvor akustisk ens udtalen er mellem forsøgspersonerne og modersmålstalerne.

Hvis man med de samme forsøgspersoner måler både udtale og opfattelse, er det til sidst muligt at se, om udtalen af andetsprogets lyde kan forudsiges af, hvordan de bliver opfattet. Og som jeg nævnte ovenfor, findes der empiri, der peger i denne retning.

Men ikke altid. Om man har en fremmedartet udtale, som mange danskere har med /z/, handler ikke nødvendigvis kun om, hvorvidt man opfatter lydene korrekt. Det er nemlig veldokumenteret, at folk der lærer andetsprog i nogle tilfælde kan have en fremmedartet udtale af lyde, de godt kan skelne mellem perceptuelt; omvendt er det også dokumenteret at folks udtale af lyde kan være bedre end deres evne til at opfatte dem. Altså kan vi ikke sige, at forbindelsen mellem udtale og opfattelse i andetsprogslæring arbejder øjeblikkeligt, eller at den er ligefrem proportionel. For mig og andre forskere forekommer det, at udtale i nogen grad er forbundet til opfattelse, men at der må være en muskelbevægelseskomponent i udtalen af andetsprogslyde som skal læres uafhængigt af lydenes opfattelse. Som analogi kan jeg for eksempel ikke finde ud af at skyde med bue og pil. Hvis jeg ville lære det, skulle jeg ikke bare lære, hvordan man sigter, som i sig selv er en tværsanselig og højere kognitiv proces; jeg ville også skulle lære, hvordan buen skulle holdes, hvordan strengen skulle spændes, og garanteret en masse andet. I starten ville det være svært, og jeg ville skulle være ekstraopmærksom på, hvordan jeg holdte buen og bevægede mig; men med tid og erfaring, ville det lægge sig på rygraden, hvilket ville gøre det nemmere for mig at fokusere på at sigte. Udtalen af andetsprog kan her sammenlignes med at lære bevægelserne, mens den verbale kommunikation kan sammenlignes med at tage sigte—det egentlige formål med hele postyret. (Det bliver dog ikke lige foreløbigt, at jeg samler bue og pil op; jeg har det fint på mit kontor).

I denne »motoriske« anskuelse af problemet, er det ikke altid at forudsige, hvornår individer, der lærer et andetsprog, giver sig til at øve sig på dets udtale, eller hvor meget øvelse der skal til før udtalen forbedres; nogle individer er måske »bare« bedre til at lære den motoriske komponent i udtalen. En sådan anskuelse tillader, at perceptionsindlæring (enten gennem træning eller ved at være fordybet i et miljø, der taler ens andetsprog) i princippet vil kunne høres i folks udtale. Samtidig tillader anskuelsen også, at selv hvis to individer opfattede en andensprogslyd lige godt, ville det være muligt at den ene kunne være bedre til at udtale den end den anden (hvilket er, hvad træningsempirien peger på—såkaldt individuel variation i modtagelighed for træning). Indenfor denne anskuelse kan situationer, hvori udtalen læres før opfattelsen, så forklares med en imitationsmekanisme, som kan påvirke udtalen uafhængigt af, hvordan andetsprogets lyde kategoriseres og huskes (jf. fænomenet gestural drift, påvist af Michele Sancier og Carol Fowler i 1997; se også Melissa Baese-Berk og Arthur Samuels resultater fra 2016 hvori imitationstræning af fremmedsprogslyde ikke havde nogen indvirkning på opfattelsen af de selvsamme lyde).

Fonetisk træning kan give indblik i, hvordan udtale og opfattelse er forbundet

Hvis vi vil lære mere om forbindelsen mellem udtale og opfattelse i kontekst af andetsprog, må vi prikke til den. Det kan vi gøre ved hjælp af fonetisk træning: et slags eksperiment hvor man udsætter folk for en række små perceptions- eller udtaleopgaver, hvor de får korrigerende feedback hver gang, de har udført en opgave. Det sker på meget den samme måde som når man vil måle udtale- eller opfattelsesevne, som beskrevet ovenfor: med et eksperiment udført i et lydtæt rum på en computer; forskellen her er som sagt blot, at man nu får at vide, hvorvidt det, man gør, er rigtigt eller forkert. Hvis vi ved hjælp af træning »prikker til« perception og så ser, hvad der rører sig i udtalen, kan vi måske få indblik i, hvad forbindelsen mellem dem er.

Træning foregår lidt som et medicinsk forsøg: en forsøgsgruppe og en kontrolgruppe gennemgår ved forsøgets start den samme test; forsøgsgruppen modtager en slags behandling der gerne skulle påvirke det, der blev testet i første omgang. Kontrolgruppen modtager ikke nogen behandling. Til sidst gennemgår begge grupper den samme test som de gjorde ved eksperimentets start; for kontrolgruppen går der samme tidsinterval for forsøgsgruppen. Det undersøges så, om behandlingen har haft nogen statistisk signifikant indvirkning på resultaterne. I fonetisk træning består testen af målinger af opfattelse og udtale, mens »behandlingen« består af en opfattelses- eller udtaleopgave med feedback. (Hvis du hører forskere foregive, at de kan behandle fremmedartet accent med en indsprøjtning, så vær mistænksom. Kontakt eventuelt politiet).

Undersøgelser der følger dette design har påvist, at træning kan have indvirkning på såvel det domæne, der bliver trænet (dvs. opfattelsestræning kan forbedre opfattelse) som det domæne, der ikke bliver trænet (dvs. opfattelsestræning kan forbedre udtale). En nylig metaanalyse, udført af Mari Sakai og Colleen Moorman i 2018, analyserede empiri fra 18 træningsstudier som ét samlet dataset og fandt ud af, at opfattelsestræning i andetsprogets lyde gang på gang ledte til forbedringer i udtale, om end forbedringerne afhang af, hvilke overordnede slags lyde, studierne trænede. Disse resultater peger på en forbindelse mellem udtale og opfattelse, hvori udtalen afhænger af opfattelsen.

Men ligesom før peger empirien ikke altid samme vej. En række træningsstudier har påvist, at udtaletræning kan resultere i forbedringer ikke bare i udtale, men også i opfattelse. Nyhedshistorien her er, at forbedringerne i opfattelsesevne altså forekommer selv når forsøgspersonerne ikke på noget tidspunkt hører de lyde, der trænes i at udtale. I ét eksperiment udført af Mari Sakai i 2016 som en del af hendes ph.d.-afhandling, kunne forsøgspersonerne ikke engang høre sig selv udtale lydene; alligevel blev forsøgspersonerne bedre til at opfatte de lyde, der blev trænet. Dette virker uforeneligt med den empiri, jeg nævnte tidligere, hvori udtale kan læres uden at opfattelse forbedres. Hvordan kan forbedringer i udtale lede til forbedringer i opfattelse samtidig med, at vi kan foretage målinger, hvori folk er bedre til at udtale andetsprogslyde end de er til at opfatte dem? Skulle deres opfattelse ikke netop være blevet bedre i takt med forbedringen i udtale? Man kunne forestille sig, som nogen forskere har, at der er et slags asynkront tidsforhold mellem udtale- og opfattelsesevne, hvor forbedringer i det ene domæne først leder til forbedringer i det andet domæne efter en vis mængde tid. Det er der bevis for i nogle tilfælde. Men en sådan karakterisering af problemet beskriver blot tidsforholdet mellem domænerne. Læring foregår altid over tid, så sådanne studier bidrager ikke nogen egentlig forklaring for, hvordan der kan opstå asymmetrier i, hvordan lyde opfattes og udtales. Især fordi studier, der kigger på tidsforholdet mellem domænerne, ikke kan kontrollere for, om folk øver sig i deres fritid. Således kan ingen teori om tidsforholdet mellem domænerne forklare, hvorfor forbedringer i udtale leder til forbedring i perception, eller omvendt.

Mere forskning skal til før det kan vurderes, hvordan den præcise relation ser ud mellem udtale og opfattelse af andetsprogslyde. Mit ph.d.-projekt forsøger at besvare følgende spørgsmål: hvordan er domænerne (dvs. opfattelse og udtale) forbundet under læring af konsonanter (busbuzz)? Hvordan er de forbundet under læring af vokaler (busboss)? Gavner forbedringer i ét domæne også altid det andet domæne, eller afhænger det af visse faktorer? Og giver imitationsøvelser anledning til at sproglyde opfattes på en rent akustisk måde, således at opfattelsesevnen ikke bliver berørt?

Disse spørgsmål adresseres med en række træningseksperimenter. Jeg bruger tre forskellige slags træningsprocedurer hvorunder danskere lærer at udtale og/eller opfatte forskellen på henholdsvis bus-buzz og busboss (den sidste kontrast en består i en vokalforskel, mange danskere ubevidst har besvær med).

Den første slags træning er har til hensigt at forbedre opfattelsen af lydene. Her lærer et hold forsøgspersoner at opfatte ordene (og hermed de indgående lyde) korrekt ved at kategorisere dem enkeltvis på en computer med korrigerende feedback, som jeg beskrev ovenfor. Den anden slags træning har til hensigt at forbedre udtalen, hvori et nyt hold forsøgspersoner lærer at udtale lydene uden at høre dem førhen. Dette sker alene ved hjælp af visuel feedback fra en computer under udtalen. Den tredje slags træning minder om den første slags, med den tilføjelse at forsøgspersonerne imiterer den lyd, de lige har hørt, inden de kategoriserer den.

Til sidst undersøges det så i hver gruppe, om forsøgspersonerne forbedrer sig lige meget i udtale og opfattelse, eller om træningen fortrinsvist har gavnet ét af domænerne. Resultaterne fra hver af de tre grupper sammenlignes, i forhold til ændringer i udtale og opfattelse fra før eksperimenterne fandt sted. For at sikre, at ændringerne rent faktisk er et resultat af træning, sammenlignes resultaterne også med en kontrolgruppe, der ikke modtog træning, men som tog udtale- og opfattelsestests i samme tidsinterval som træningsgrupperne gjorde.

Af resultaterne forventer jeg, at de første to grupper hver forbedrer sig i såvel udtale som opfattelse. Det sammenlignes, hvor stor en indvirkning, de to træningsformer havde på det domæne, der ikke blevet trænet (udtaledata analyseres fra den første slags træning; opfattelsesdata analyseres fra den anden slags træning). For imitationstræning kan der være forskellige forventninger: nogle studier har påvist at denne slags træning gavner såvel udtale som opfattelse mens andre har vist at det i højere grad gavner udtale fremfor opfattelse. Tilsammen vil resultaterne fra eksperimenterne hjælpe os til bedre at forstå fænomenet fremmedartet accent. Hvis de ovenstående forskningsspørgsmål besvares grundigt nok – og det kan ikke alene gøres i dette projekt – kan det have en bredere indvirkning på vores anskuelse af menneskelig taleperception og -produktion. Det vil også kunne hjælpe andetsprogsundervisere til at udvikle mere effektive læringsstrategier hvad angår udtale.

Jonas Villumsen er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Han er tilknyttet Afdelingen for Engelsk og er driftsansvarlig for afdelingens fonetiklaboratorie.

 

Læs Mere – Udvalgte undersøgelser og litteratur

Om andetsprogsudtalelære (engelsk Second Language Speech Learning) generelt

  • Bohn, Ocke-Schwen. 2017. “Cross-language and second language speech perception”. I The Handbook of Psycholinguistics, redigeret af Eva M. Fernandez og Helen Smith Cairns, 213-239. Wiley: Oxford.
  • Flege, James Emil. 1995. “Second Language Speech Learning: Theory, Findings, and Problems”. I Speech Perception and Linguistic Experience: Issues in Cross-Language Research, redigeret af Winifred Strange, 233–77. Timonium, MD: York Press.
  • Best, Catherine T. 1995. “A Direct Realist View of Cross-Language Speech Perception”. I Speech Perception and Linguistic Experience: Issues in Cross-Language Research, redigeret af Winifred Strange, 171–204. Timonium, MD: York Press.
  • Best, Catherine T., og Michael D. Tyler. “Nonnative and second-language speech perception: Commonalities and complementarities”. Language experience in second language speech learning: In honor of James Emil Flege: 1–47.

Om danskeres opfattelse og udtale af engelske kontraster bus–buzz og boss–bus

  • Trapp, N. Leila, og Ocke-Schwen Bohn. 2002. “Training Danish listeners to identify English word-final /s/ and /z/: Generalization of training and its effect on production accuracy”. I Fourth International Symposium on the Acquisition of Second-Language Speech, redigeret af Allan James og Jonathan Leather, 343–50. University of Klagenfurt.
  • Polka, Linda, og Ocke-Schwen Bohn. 2011. “Natural Referent Vowel (NRV) Framework: An Emerging View of Early Phonetic Development”. Journal of Phonetics 39 (4): 467–78. https://doi.org/10.1016/j.wocn.2010.08.007.

Om asymmetrier mellem andetsprogsudtale og -opfattelse

  • Sheldon, Amy, og Winifred Strange. 1982. “The Acquisition of /r/ and /l/ by Japanese Learners of English: Evidence That Speech Production Can Precede Speech Perception”. Applied Psycholinguistics 3 (3): 243–61. https://doi.org/10.1017/S0142716400001417.
  • Caramazza, A., G. H. Yeni‐Komshian, E. B. Zurif, og E. Carbone. 1973. “The acquisition of a new phonological contrast: The case of stop consonants in French‐English bilinguals”. The Journal of the Acoustical Society of America 54 (2): 421–28. https://doi.org/10.1121/1.1913594.
  • Bohn, Ocke-Schwen, og James E. Flege. 1997. “Perception and production of a new vowel category by adult second language learners”. I Second-language Speech: Structure and Process, redigeret af Jonathan Leather og Allan James, 51–71. Berlin: de Gruyter.

Om træningsmetoder generelt

  • Logan, John S., og John S. Pruitt. “Methodological Issues in Training Listeners to Perceive Non-Native Phonemes”. I Speech Perception and Linguistic Experience: Issues in Cross-Language Research, redigeret af Winifred Strange, 351–77. Timonium, MD: York Press.

Om perceptionstræning og dets effekt på udtale – en større meta-analyse

  • Sakai, Mari, og Colleen Moorman. 2017. “Can Perception Training Improve the Production of Second Language Phonemes? A Meta-Analytic Review of 25 Years of Perception Training Research”. Applied Psycholinguistics 39 (1): 1–38. https://doi.org/10.1017/S0142716417000418.

Om udtaletræning og dets effekt på opfattelse

  • Kartushina, Natalia, Alexis Hervais-Adelman, Ulrich Hans Frauenfelder, og Narly Golestani. 2015. “The effect of phonetic production training with visual feedback on the perception and production of foreign speech sounds”. The Journal of the Acoustical Society of America 138 (2): 817–32. https://doi.org/10.1121/1.4926561.
  • Sakai, Mari. 2016. “(Dis)Connecting Perception and Production: Training Native Speakers of Spanish on the English /i/-/ɪ/ Distinction”. PhD Thesis, Georgetown University. https://repository.library.georgetown.edu/handle/10822/1042879.

Om imitation og dets effekt på udtale og opfattelse

  • Flege, James Emil, og Wieke Eefting. 1988. “Imitation of a VOT continuum by native speakers of English and Spanish: Evidence for phonetic category formation”. The Journal of the Acoustical Society of America 83 (2): 729–40. https://doi.org/10.1121/1.396115.
  • Sancier, Michele L., og Carol A. Fowler. 1997. “Gestural drift in a bilingual speaker of Brazilian Portuguese and English”. Journal of Phonetics 25 (4): 421–36. https://doi.org/10.1006/jpho.1997.0051.
  • Baese-Berk, Melissa, og Arthur G. Samuel. 2016. “Listeners beware: Speech production may be bad for learning speech sounds”. Journal of Memory and Language 89: 23–36. https://doi.org/10.1016/j.jml.2015.10.008.

Om det muligvist asynkrone tidsforhold mellem udtale og opfattelse

  • Nagle, Charles L. 2017. “A Longitudinal Study of Voice Onset Time Development in L2 Spanish Stops”. Applied Linguistics 40 (1): 87–107. https://doi.org/10.1093/applin/amx011.
  • ———. 2018. “Examining the Temporal Structure of the Perception–Production Link in Second Language Acquisition: A Longitudinal Study”. Language Learning 68 (1): 234–70. https://doi.org/10.1111/lang.12275.

Om tale i bredere neurokognitiv kontekst, samt hvorfor tale og perception ikke er ækvivalente

  • Hickok, Gregory. 2014a. The myth of mirror neurons: The real neuroscience of communication and cognition. New York: WW Norton & Company.
  • ———. 2014b. “The Architecture of Speech Production and the Role of the Phoneme in Speech Processing”. Language, Cognition and Neuroscience 29 (1): 2–20. https://doi.org/10.1080/01690965.2013.834370.

Skriv en kommentar