Alle skal kunne læse er en del af Aarhus Universitetsforlags serie Danmarkshistorier, der udgives med støtte fra A.P. Møller Fonden. Konceptet er enkelt: 100 forskere formidler 100 stykker danmarkshistorie på 100 sider. De øvrige titler i serien spænder vidt i både tid og tema: fra Rigets runer til Fri porno og Stegt flæsk med persillesovs og fra Svenskekrigene til Indvandring i velfærdsstaten. I den danmarkshistorie som denne anmeldelse handler om sætter Charlotte Appel fokus på (skole)læsningens danmarkshistorie. Det kan måske lyde en anelse tørt og kedeligt, men det er det på ingen måde!
Forlaget beskriver serien som ”Danmarks historie serveret i små og overskuelige bidder” og lover, at forfatterne – som er forskere fra landets universiteter, arkiver og museer – i bøgerne ”tager fortiden under kærlig behandling og fortæller med vid, humor og kløgt om det, der var. Og det, der er.” Og det er lige præcis, hvad Charlotte Appel gør i sin danmarkshistorie, som har den lidt tørre titel Alle skal kunne læse. På bogens forside optræder årstallet 1739 som en form for undertitel. Ved første øjekast undrede det mig, og jeg spekulerede over, om det virkelig gav mening at tidsfæste læsningens danmarkshistorie til et bestemt årstal på samme måde som enevælden kan kobles til 1660 eller Gellerupplanen til 1970, sådan som det sker i andre danmarkshistorier i serien.
Men efter læsning af bogen var min undren forsvundet som dug for solen. Og med læsning mener jeg snarere slugning: Jeg slugte bogen i nogle få, grådige læsebidder i min påskeferie – for Alle skal kunne læse er en af de bøger, man bliver opslugt af og har vanskeligt ved at lægge fra sig, når man først er gået i gang. Læsningens danmarkshistorie er intet andet end en page-turner, hvor man bliver suget ind i læsningens univers og hvirvlet frem og tilbage i danmarkshistorien fra de tidlige runeristere til Harry Potter.
Allerede i bogens første kapitel falder det med 1739 på plads. Bogen åbnes nemlig med en beskrivelse af, hvordan Christian d. 6. d. 23. januar 1739 udstedte en skelsættende lov, der for første gang slog fast, at alle 5-6-årige børn i Danmark skulle gå i skole, til de kunne læse – ikke mindst med tanke på at kunne læse Biblen. Herfra udfolder danmarkshistorien både bagud i tid og frem til nutiden. Fra bogens begyndelse bliver det tydeligt, hvordan læsningens historie hænger uløseligt sammen med kongemagt og kirke, og dette tema udfoldes overbevisende gennem bogen. (Skole)læsningens danmarkshistorie fortælles gennem fem kapitler. Vi starter i det herrens år 1739, hvorefter tiden i kapitel 2 skrues tilbage til de tidligste danske og nordiske runeindskrifter fra 400 e.v.t. og frem. I de følgende kapitler bevæger vi os fremad, til vi i det afsluttende kapitel 5 når til læsning i nutidens danske samfund.
Men lige så vigtigt som teksten er bogens rige billedmateriale, der udgør en meget væsentlig del af historieformidlingen og er en afgørende faktor i bogens fascinationskraft. Alle skal kunne læse er gennemillustreret i farve og rummer en perlerække af malerier, træsnit, kobberstik, kalkmalerier, fotos og forskellige skriftlige kilder. Fælles for det righoldige billedmateriale er, at illustrationerne ikke fungerer som dekoration og pynt, men udgør en integreret del af historiefortællingen. Når jeg tænker tilbage på bogens pointer, er det blandt andet billedmaterialet, der har sat sig spor og dukker først frem af erindringen. Det gælder fx et kalkmaleri af Jesu skolegang fra Tuse Kirke omkring år 1430 (s. 21). Kalkmaleriet viser tre nisselignende børn sidde på gulvet, dybt koncentrerede om at læse under intens overvågning af en stående mandlig lærer med riset parat. Uden for skolestuen ankommer Jomfru Maria med Jesus, der rækker en bog frem mod de læsende som en form for adgangsbillet til læsefællesskabet. Også her ses den tætte sammenhæng mellem læsning og læsefærdighed, kirke og magt.
Danskernes virkelige (læse)historier
Alle skal kunne læse er imidlertid ikke alene gennemsyret af billedmateriale, der fortæller om læsning; bogen rummer også en række tankevækkende læsehistorier fra hele landet. Vi hører fx om gårdmandsdatteren Anne fra Vonsild ved Kolding, født i 1694, som før sin tragiske død som 10-årig havde nået at imponere den lokale præst med sine læseevner (s. 32-33) – og omvendt om stakkels Nis fra samme sogn, hvem Gud ulykkeligvis ikke havde forlenet med tilsvarende forudsætninger for læsefærdighed (s. 33). Senere møder vi gårdmanden Søren fra Holbækegnen, der kom i skole allerede som fireårig og ikke alene lærte at læse men også at skrive og regne – i skarp kontrast til hans kone, som til sin fortrydelse aldrig lærte at læse (s. 53).
Gennem disse læsehistorier træder danmarkshistoriens læsere tydeligt frem som aktører – på tværs af landet, på tværs af køn og på tværs af stand. Hvor læserne kommer til syne og bliver levende og virkelige i billedmaterialet, får de en stemme gennem læsehistorierne. Det gælder ikke mindst i en protestskrivelse fra Annisse fra 1724, hvor en gruppe fædre gør indsigelse mod en voldelig skolelærer og nægter at sende deres børn i hans skole (s. 57). Indsigelsen foregår ved at sætte deres initialer på en fælles skrivelse udarbejdet af en mere skrivekyndig. Det er iøjnefaldende, at flere af fædrenes bogstaver har et lettere famlende udtryk, og at enkelte bogstaver er spejlvendt – præcis som man ser det i børns begyndende skrivning. Kontrasten mellem indholdet i fædrenes kraftfulde protest og skriftens søgende form er stor og peger på en anden vigtig pointe i bogen, nemlig at læsefærdighed gennem danmarkshistorien har haft forrang for skrivefærdighed. Det er en hel danmarkshistorie i sig selv, men den må man læse Alle skal kunne læse for at få udfoldet.
Som nævnt indledningsvis lover Aarhus Universitetsforlag i deres beskrivelse af serien, at forfatterne i danmarkshistorierne ”tager fortiden under kærlig behandling og fortæller med vid, humor og kløgt om det, der var. Og det, der er.” Det lever Charlotte Appels gennemgang af læsningens danmarkshistorie i høj grad op til. Der er bogen igennem tale om solid, veloplagt og inspirerende formidling. For mig fremstår formidlingen – måske i overensstemmelse med seriens danmarkshistoriske fokus – mest overbevisende i behandlingen af det, der var. Bogens sidste kapitel om læsning i nutiden fremstår mere overfladisk og savner den nerve, der gennemsyrer de øvrige kapitler. Men det ændrer ikke ved, at denne anmeldelse munder ud i en klar anbefaling: Alle bør læse Alle skal kunne læse!
Appel, Charlotte. (2026). Alle skal kunne læse. Aarhus Universitetsforlag.
https://unipress.dk/udgivelser/a/alle-skal-kunne-laese/
Line Møller Daugaard er lektor i dansk som andetsprog på DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker og underviser i sprog og især flersprogethed i pædagogiske sammenhænge fra vuggestue og børnehave til lærer- og pædagoguddannelse.
