De indoeuropæiske sprogs historie er et meget tungtvejende felt i dansk videnskabshistorie. Hele læren om sammenhængen mellem sprogfamiliens enkelte grene vedrører selvfølgelig landets mest benyttede sprog på en afgørende måde; dansk er – al afslibning og omkalfatring til trods — et indoeuropæisk sprog, hvor hele sprogbygningen i større eller mindre grad bærer præg af fortiden. Derfor er en ordentlig introduktion til indoeuropæisk en betydningsfuld ting at eje for dansk sprogvidenskab og for undervisningen i det danske sprogs historie.
Indoeuropæistik er på mange måde en særdeles educated guessing, hvor både evnen til at danne komplekse hypoteser og evnen til at huske og sammenfatte detaljer af mange vidt forskellige sprogs karakteristika er centrale for at kunne videreudvikle fagfeltet. Selve ideen om en sammenhæng mellem de indoeuropæiske sprog fremkom omkring år 1800 ved studiet af visse af de ældste bevarede sprog i Indien. Det var primært sanskrit, hvis lighed med klassisk græsk og latin (som dannede mennesker dengang kendte til bunds) formelig sprang i øjnene (og stadig springer i øjnene når man prøver at sætte sig ind i fagområdet). Fra denne centrale trio af grundigt kendte og meget gamle sprog udsprang så hele ideen om at en række centrale sprog i Europa og Indien, der alle var i familie med de gamle sprog, havde deres baggrund i ét sprog, som vi ikke mere har egentlig dokumentation for (og sikkert aldrig har haft dokumentation for, eftersom det blev splittet i flere forskellige grene før skriften blev udbredt). Til gengæld kan vi rekonstruere det med én eller anden grad af sikkerhed: Indoeuropæisk. Et sprog hvis grammatiske egenskaber vi kan trænge langt ind i, men hvis vokabular og kulturkontekst vi må rekonstruere med stor forsigtighed. Der blev gjort mange meget amatørmæssige forsøg i de første år af indoeuropæistikken, og ret meget af det visnede hen da en skarpere tilgang til det metodiske blev mulig. I nyeste tid er forskningen i indoeuropæisk ud fra et kultursynspunkt kommet tilbage med stor kraft. Den sproghistoriske forskning har kunnet alliere sig med arkæologi og genetik, og især Københavns Universitet står hér stærkt på verdensplan i kraft af en række centrale forskningsprojekter der har kortlagt centrale dele af sociologi og materiel kultur i de indoeuropæisktalende oldsamfund.
Forskningen i indoeuropæisk har stået centralt i sprogvidenskaben generelt. Danske forskere var med helt fra starten med Rasmus Rask (1787-1832), og efter ham kommer vigtige personligheder som Vilhelm Thomsen (1842-1927) og Holger Pedersen (1867-1953), som på hver sin måde bidrog til at gøre disciplinen stringent, filologisk baseret og styret af centrale nøgleantagelser, primært tesen om lydlovenes undtagelsesløshed, en tese der siger at alle ord der rummer en bestemt lyd i en bestemt kontekst, vil gennemgå de samme lydlige udviklinger. Fra nutiden vil jeg nævne Jens Elmegaard Rasmussen (1944-2013) og Birgit Anette Olsen (f. 1952), der sammen formåede at genetablere et fagfelt der ellers var gerådet i dybt forfald og næsten ikke mere figurerede i undervisningsplanerne på lingvistikfaget. I den strukturalistiske periode i midten af det tyvende århundrede var interessen trådt tilbage, men de store strukturalister kendte emnet til bunds og bidrog på deres måde også til indoeuropæistikken. Jeg nævner blot kort Jens Holts (1904-1973) praktiske arbejde med udforskningen af hittittisk og Louis Hjelmslevs (1899-1965) intellektuelt interessante destillering af fagfeltets metodik i bogen Sproget fra 1963.
I perioden 1850-1970 udgjorde sproghistorisk forskning også en central del af fremmedsprogsfagene. Lad os nøjes med at nævne Karl Verner (1846-1896), der egentlig var magister i slaviske sprog, men som sikrede sig et glorværdigt ry ved at demonstrere hvordan en bestemt undtagelse fra den første germanske lydforskydning i virkeligheden beroede på at undtagelserne oprindelig havde forekommet under andre trykforhold end dem der var i de ord som dannede basis for formuleringen af hovedreglen. Ikke alene forklarede Verner en ellers uforklarlig detalje i lydudviklingerne, men han demonstrerede samtidig som en af de første styrken i antagelsen om lydlovenes undtagelsesløshed. Samtidig peger selve analysen med den stringente opdeling i stavelsesstrukturer og enkeltlyde tydeligt frem mod strukturalismen.
Hvad angår den særlige danske sproghistorie, kommer man ikke uden om Johannes Brøndum-Nielsens (1881-1976) monumentale Gammeldansk Grammatik I-VIII (1928-1974). Værket dokumenterer med frygtindgydende grundighed udviklingen i lyd og bøjning i middelalderens dansk, mens fx syntaks (der rent forskningsmetodisk slet ikke var udviklet i dybden på den tid) stort set forbigås. Det teoretiske niveau i beskrivelsen kan – lidt ondsindet – karakteriseres som omvendt proportionalt med grundigheden i citaternes fylde. På den anden side er fylden i citaterne en storslået tumleplads for egen refleksion.
I Danmark har vi derfor en god grund til at se området som et stort og vigtigt initiativområde i universiteternes intellektuelle profilering. København er som arnested for indoeuropæisk forskning simpelt hen verdensberømt i denne ret snævre kreds. Derfor er det også væsentligst at holde fast i feltet. Det er Thomas Olanders lille bog et interessant bud på.
Der foreligger allerede flere introducerede bøger til emnet på dansk. De nyeste er de relevante afsnit af Dansk Sproghistorie 1-6. I Danske Studier har jeg anmeldt dette store og langt hen ad vejen meget gedigne værk i den periode hvor bindene udkom; bd. 3 blev dog anmeldt af Kathrine Thisted Petersen (AU). Der gives i bind 1 en introduktion til Indoeuropæistikken (ved Adam Hyllested), der i en traditionel akademisk form giver en introduktion der i omfang svarer til Olanders. Bogværket som helhed er et solidt og gennemarbejdet arbejde der bringer mange nye erkendelser og indsigter om emnet. For den der gerne vil have et overblik, er der meget at hente, men stedvis er stoffet tilrettelagt sådan at det er svært at få et samlet overblik. Det gælder et så centralt emne som lydudviklingen, der er fordelt på flere afsnit med indbyrdes stærkt afvigende metodik. Værket kompenserer med et veloplagt og meget givtigt afsnit om prosodiens historie fra de første spor til i dag i dansk ved Lars Brink.
De næstnyeste er Allan Karkers to introduktioner til dansk sproghistorie, Dansk i tusind år (Modersmålselskabet 1993) og Politikens Sproghistorie (1996). Den første er en omfattende samling af tekstprøver fra perioden efter at dansk (og svensk) har skilt sig ud som en særlig øst-nordgermansk gruppe og frem til i dag, isprængt faglige kommentarer, men uden det koordinerende greb der kunne ordne de historiske udviklingslinjer pædagogisk. Den anden er egentlig et meget komprimeret afsnit fra den gode gamle Nudansk Ordbog, hvor de centrale udviklingslinjer i lydbillede og bøjningslære ridses kortfattet, men præcist og meget koordineret op. Med nogle få tilføjelser og et par kort og tekstprøver blev de 19 sider i Nudansk Ordbog så i 1996 til en selvstændig udgivelse på 92 sider! Komprimeringen til trods er Karkers fremstilling stadig en meget nyttig oversigt der rækker helt tilbage til indoeuropæisk uden dog at trække andet end de mest centrale begivenheder på tidslinjen, fx den første germanske lydforskydning, op. Karkers to bøger supplerer hinanden udmærket hvis man ønsker et solidt overblik over den specifikt danske side af sproghistorien.
Den virkelige klassiker inden for feltet er dog Holger Pedersens store bog (Pedersen 1924). Egentlig er det en beretning om udforskningen af de indoeuropæiske sprog i det 19. århundrede, men samtidig en redegørelse for metodikken i forskningen og – i hvert fald indtil et vist niveau – også en introduktion til de sproghistoriske forhold der har gjort det muligt at etablere de historiske sammenhænge. I sit omfang og sin ambition er det et absolut fremragende værk, og selv om der bliver hugget hæle og klippet tæer mange steder, er det stadig et værk der aftvinger sin læser største respekt 101 år senere. Alene det at nogen har kunnet gøre et så omfattende og komplekst fagfelt som indoeuropæistikken tilgængelig på et formfuldendt dansk sprog, får ens hjerte til at slå hurtigere.
Med bogen “Dansk fra nutiden til stenalderen” giver Thomas Olander så sit bud på hvordan en introduktion til indoeuropæisk i dag skal se ud. Fremstillingen er sprælsk, samtidig med at man kan mærke at der er særdeles solid lærdom bag fremstillingen. Det er et interessant greb i bogen at den gennemløber sproghistorien fra nutiden til fortiden; effekten er fiks, selv om grebet har sine problemer. Vi starter i vores egen tid med en dialog mellem Thomas Olander og hans datter, og derfra arbejder vi os så tilbage gennem historien. Trods det gode ved ideen kommer planen ikke ganske til sin ret. I et undervisningsforløb ville man kunne give sine studerende nogle interessante oplevelser ved denne fremgangsmåde, men problemet er i høj grad at lærerens forklaring lynhurtigt begynder at løbe i den modsatte retning. Hver gang man finder et gammeldags træk i en tekst, skal man fortælle hvornår dette træk forsvandt i perioden mellem nutiden og teksten. Teksten har derfor i virkeligheden hele tiden to retninger i fremstillingen: ‘fremad 1’ mod fortiden og ‘fremad 2’ mod nutiden. Den første er bogens program og overholdes også konsekvent i at historiske epoker angives med seneste årstal først; middeldansk tilhører derfor epoken “1500-1100″. Det skal man lige vænne sig til. Jeg er ikke helt sikker på at jeg selv har. Den anden, mere konventionelle retning for ‘fremad’ spøger nu også i visse af bogens formuleringer. Thomas Olander bruger fx ordet “overlever” s. 78; her betyder det at trækket stadig findes her i 2025, dvs. synspunktet i ordet går imod den baglænsløbende kronologi i bogens anlæg. Når man så møder ordet “endepunktet” s. 92, som i sproghistorisk fremstilling plejer at være nutidens sprog, skal man lige finde noget at holde fast i, for her betegner ordet den sprogform som er ophav til alle de senere udviklinger, nemlig urnordisk. Der er bestemt en logik i at se det fælles ophav til flere sprog som en slags forsvindingspunkt, men man skal lige vænne sig til de to retninger i teksten.
Man kan diskutere hvad bogens ambition egentlig er. Efter sit anlæg er det nærmest en introduktion til vigtige træk i moderne dansk talesprog og dernæst til hele den indoeuropæiske sprogfamilie; sådan ser indholdsfortegnelsen i hvert fald ud. Undervejs bliver vi dog taget med på en hel del svinkeærinder og omveje, sådan at indholdsfortegnelsen kommer til at tegne en klarere linje end selve teksten.
Dispositionens udgangspunkt er en vittig og meget rammende karakteristik af dansk udtale og retskrivning. Thomas Olander gør sig med god ret lystig over inkonsekvenserne og særhederne i dansk retskrivning, og det skal være ham velundt. Han har selv andetsteds bidraget med et velgennemtænkt alternativt forslag (Olander 2002), en artikel som jeg vil anbefale meget varmt til dem der er interesserede i problemerne i dansk retskrivning.1 Diskussionen af misvisningerne i et traditionelt konservativt sprogsyn vender tilbage gennem hele bogen. I forhold til bogens linje er de mange polemiske udfald nu mest en forstyrrelse af retningsfornemmelsen. Ganske vist gemmer der sig enormt meget sproghistorie i retskrivningens mere ekscentriske detaljer, men den linje bliver ikke forfulgt – heldigvis, kunne man måske sige, for det er mere de spøjse detaljer der ligger i dette, og ikke de store linjer. Diskussionen af sprogs alder og af trojkaen ‘arveord – låneord – fremmedord’ kommer som indskud efter at den historiske gennemgang er startet, og de kommer til at virke som om kompositionen har flere formål på én gang.
Men hvis det er sproghistoriens store linjer der skal være bogens fokus, kunne man have forventet at der blev stillet skarpt på de centrale lydlove. De er skam med i bogen, men de er heller ikke rigtig i fokus. De morfologiske omdannelser – fx tabet af kasus eller den interessante omdannelse af adjektivfleksionen i fællesgermansk tid (der baner vejen for en stærkere hierarkisering af elementerne i de nominale led og fikseringen af en fast rækkefølge mellem dem) – bliver også håndteret lidt en passant. Ordforrådet diskuteres, perspektivrigt og veloplagt, men langt fra i bund. Det emne der bliver taget grundigst under behandling, er tredelingen arveord – låneord – fremmedord, der også kobles med lydlovene på en lærerig måde. Det kan på den måde komme til at virke som om bogen er mest interesseret i at give et lidt essayistisk og underholdende billede af sproghistorien. Det gør den blændende godt, og da man samtidig bliver forsynet med mange henvisninger til andre kilder til gedigen viden, kunne sådan én som jeg egentlig bare læne sig tilbage i stolen og nyde turen gennem det elskede museum med den prægtige guide – og så glemme det meste om hvad man kunne have fået at se hvis der virkelig var lukket op for det sprogvidenskabelige værksted.
Olander knalder lystige ørefigner ud til alle former for sproglig konvervatisme og sproglig amatørisme. Alle forsøg på at sætte sproghistoriens hjul i stå er i hans perspektiv dømt til undergang, og med dogmet om lydudviklingernes konsekvens i baghovedet er den konservative jammer da også svær at tage alvorligt i en faglig kreds. Tilsvarende reduceres den udbredte vrangforestilling om at visse sprog er ældre end andre, til absurditeter i et veloplagt, men også forholdsvis detaljeret afsnit (s. 79-83), der kommer ind på et sted hvor den historiske fremstilling egentlig er løbet godt i gang. Lad mig for egen regning tilføje at mange af konservatismens indirekte konsekvenser: læseudtaler, morfologisk inkonsekvens og konturløse afløsningsord, i min optik kun gør sproget grimmere. Jeg er ganske vist aldeles enig med Thomas Olander i hovedsynspunktet, men hvis man gerne vil vide noget om dansk sproghistorie, kan de mange polemiske udfald her, der og alle vegne hurtigt opleves som en slags afsporing. Den sproglige konservatismes psykologiske baggrund skulle måske også tages lidt mere alvorligt. Olander står meget stejlt afvisende over for den slags holdninger, men hvorfor forfalder mennesker som man normalt ville tilskrive stor indsigt og dannelse (ud over at de tydeligvis aldrig har læst blot et wiki-opslag om sproghistorie), til synspunkter som videnskabelig indsigt må afvise som tæt på idioti? Det er ikke Olanders problem, og det vedrører ikke hans bog direkte, men for nogle af os andre er det værd at tænke over.
På den måde bliver det også lidt et problem hvem der egentlig for alvor kan bruge bogen. Trods den gode idé i bogens opbygning, hvor teksterne fra afsnit til afsnit bliver ældre og ældre, tvivler jeg på at bogen for alvor kan bruges som grundbog i et sproghistoriekursus. Dertil er stoffet lidt for lidt struktureret i hvad der er centralt og hvad der ikke er centralt. Henimod slutningen er det som om det danske sprogstof løber tør; der er næsten ikke nok materiale til at bære udredningerne af de tretten indoeuropæiske hoveddialekter og deres opspaltning. Det er forståeligt at Olander gerne har villet have dette stof med. Til syvende og sidst er det et af de steder hvor han efter mit bedste skøn står absolut i frontlinjen af dagens forskning. Men der er virkelig langt fra vores børns dansk til stridighederne over lejrbålet i det indoeuropæiske urhjem, hvor først den ene fraktion og dernæst den anden fraktion bestemte sig til at gå deres vej for at skabe deres egne lydlove og grammatiske innovationer – og overlade den fortsatte mere eller mindre fælles indoeuropæiske udvikling til dem der blev siddende.
Man kan prøve bag om indholdsfortegnelsen at rekonstruere hvad det egentlig er for en bog som Thomas Olander har haft i tankerne da han planlagde denne bog. Bedømt ud fra antallet af enkeltemner der tages mere eller mindre detaljeret under behandling i bogen, ville jeg skønne at der egentlig ville have været stof nok til et værk af samme format som Holger Pedersens bog. Nu sker der jo ingenting ved at lave et prøveskud, og jeg tror man skal se denne bog som et sådant. Måske skriver Thomas Olander engang en samlet fremstilling af de indoeuropæiske sprogs historie og udforskning i det helt store format. Jeg er overbevist om at han kan løfte opgaven.
Jeg har ikke grebet bogen i markante fejl, men nok i unøjagtigheder her og der. S. 63 hedder det fx at firkasusbøjningen endnu fandtes i ældre middeldansk. Det er nok så som så. De østdanske kilder, frem for noget Skånske Lov, har et firkasussystem. I de sjællandske love ser kasus ud til at være på stærk retur, og i Jyske Lov (der er den yngste) er kasus allerede kun en reminiscens, sml. Heltoft og Nielsen 2019: 152. Sammenfaldet af nn og nd henføres s. 57 til gammeldansk, men eftersom Henrich Gerner i 1690 beklager sig over jyderne (med specielle æselspark til dem i Randers) og siger at de ikke holder de to lyd ude af hinanden, har denne lydudvikling temmelig sikkert først sat sig igennem senere, om end før 1800, hvor muligheden for at holde lydene adskilt ikke længere omtales i kilderne om ordentligt oplæsningssprog (Gerner 1690 s. 32, Gamle danske Grammatikere III 273). Når det s. 41 hedder at dansk a er mere åbent i nærheden af r, er det rigtigt mht. efterstillet eller foranstående r i skriften. Derimod er der ikke længere nogen r-lyd svarende til et efterstillet r i skriften, som ane og arne, laver og larver (TO’s exx); den er assimileret med vokalen i begyndelsen af det tyvende århundrede. Dødsruten kan følges præcist gennem diskussionerne i Grove 1927, Uldall 1928 og Diderichsen 1957.
Opsummerende vil jeg sige at denne bog er dybt interessant, men man må også konstatere at den har svært ved at finde sin målgruppe og sit formål. Den er genialsk, dybt lærd og dybt interessant, og samtidig i mange henseender også lidt uforløst. Men som hyggetur for de mere eller mindre initierede gennem hele det indoeuropæiske revier er den festlig, underholdende og imponerende.
https://upress.dk/product/dansk-fra-nutiden-til-stenalderen/
Pris: DKK 199,95. ISBN 9788793890701.
Litteratur
Brøndum-Nielsen, Johannes. 1928-1974. Gammeldansk Grammatik, bd. 1-8. København: J. H. Schultz’ Forlag (bd. 1-4) og Akademisk Forlag (bd. 5-8)
Diderichsen, Paul. 1957. ‘Udtalen af dansk rigssprog’. Danske Studier 1957, 41-80
Gerner, Henrich. 1690. Epitome Philologiæ Danicæ. Kiøbenh[avn]: G.D. Eichorns Efterl[adte]. Her citeret efter Henrik Berthelsen. 1919. Danske Grammatikere. Bd. 3, s. 253-317.
Grove, Peter. 1927. ‘Det danske Udlyds-r’. Danske Studier 1927: 155-161.
Heltoft, Lars & Marita Akhøj Nielsen. 2019. ‘Fra gammeldansk til nutidsdansk’. I Hjorth (red. 2016-2022, bd. 3, s. 129-225.
Hjelmslev, Louis. 1963. Sproget. København: Berlingske Forlag
Hjorth, Ebba m.fl. (red.). 2016-2022. Dansk Sproghistorie, bd. 1-6. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
Karker, Allan. 1993. Dansk i tusind år. København: C.A. Reitzel (2 senere udgaver; udvidet)
Karker, Allan. 1996. Politikens sproghistorie. Udviklingslinjer før nudansk. København: Politikens Forlag.
Olander, Thomas. 2002. ‘Tañgw wm dänqsk radsgivneñ’, I Adam Hyllested m.fl.: Bʰr̥gʰn̥tiáhai …. Festskrift til Birgit Anette Olsen på 50-års-dagen den 2. april 2002. København: Editiones Olander, s. 75-78. Netudgave 2020: https://sproghistorie.dk/files/fsbirgit-2.pdf (set 19.6.2025)
Pedersen, Holger. 1924. Sprogvidenskaben i det nittende aarhundrede. København Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag.
Uldall, Hans Jørgen. 1928. ‘Det danske R’. Danske Studier 1928, s. 172-175
Henrik Jobbágy Jørgensen er tidligere lektor i dansk sprog ved Aarhus Universitet.
Hvad laver Dansk Sprognævn? Interview med Thomas Hestbæk Andersen 
En historie om hvordan ‘gol’ og ‘grov’ blev til ‘galede’ og ‘gravede’ 
En sexistisk grammatik? Dansk grammatik “for kvinder” anno 1803 
Ny bog: Fra gammeldansk til nydansk 
Anmeldelse af Dansk Udtaleordbog 
Kan babes og fuckbois bruges i sprogforskning? Om Dansk Sprognævns talesprogskorpus fra reality-tv-serien Ex on the beach