I november måned sætter Lingoblog fokus på ordbøger, foranlediget af at Den Danske Ordbog er lukningstruet. Novembertemaet fortsættes med et politisk perspektiv fra Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti.
Et sprog er mere end kommunikation. Det er forudsætningen for et folk. Kun derigennem kan vi dele vores fortællinger og erfaringer – og gemme vores fælles arv til næste generation. Derfor er det bekymrende, når Den Danske Ordbog er lukningstruet. Ordbøger som Den Danske Ordbog er ikke blot praktiske opslagsværker; de er en del af vores nationale hukommelse. De holder styr på, hvordan vi har talt og tænkt – og dermed hvem vi er. Ordbogen er det sted, hvor sprogets form og mening bevares. Uden et sådan anker driver vi mod et samfund, hvor sproget bliver stadig mere løsrevet fra sin historiske og kulturelle sammenhæng. Hvor en bjørnetjeneste bliver en venlighed. Hvor skellet mellem rigtigt og forkert udvandes.

I mange år har vi været vidne til en sproglig opløsning. Importerede fremmedord, grammatiske derouter og aktivistiske nytolkninger af ellers velkendte ord. Det skaber ikke bare forvirring, men afstand mellem generationer og folket og dets institutioner. Det bør bekymre alle, der har et hjerte for Danmark. Sproget og dets institutioner – herunder Den Danske Ordbog – skal ikke være laboratorier for ideologisk eksperimenteren. De skal være kompasser. Når Danmarks største officielle ordbog risikerer at lukke, bør det få alarmklokkerne til at ringe. Ikke kun i Kulturministeriet, men hos enhver, der forstår, at nationens styrke ikke alene ligger i mure og grænsebomme, men i vores evne til at forstå os selv som et historisk og kulturelt fællesskab. Hos enhver, der bekymrer sig om åndelig oprustning.
Morten Messerschmidt er cand.jur. fra Københavns Universitet, formand for Dansk Folkeparti og medlem af Folketinget, hvor han sidder i Kulturudvalget.







Et sprog er mere end kommunikation. Det er forudsætningen for et folk. Kun derigennem kan vi dele vores fortællinger og erfaringer – og gemme vores fælles arv til næste generation. Derfor er det bekymrende, når Den Danske Ordbog er lukningstruet. Ordbøger som Den Danske Ordbog er ikke blot praktiske opslagsværker; de er en del af vores nationale hukommelse. De holder styr på, hvordan vi har talt og tænkt – og dermed hvem vi er. Ordbogen er det sted, hvor sprogets form og mening bevares. Uden et sådan anker driver vi mod et samfund, hvor sproget bliver stadig mere løsrevet fra sin historiske og kulturelle sammenhæng. Hvor der kan piskes en stemning op over noget så naturligt som pendulord. Hvor skellet mellem rigtigt og forkert udvandes.
Siden mennesket udviklede sprog har vi været vidne til en sproglig blomstren. Importerede fremmedord (hvilket jo er dobbeltkonfekt, men den slags er heldigvis tilladt), grammatiske innovationer og aktivistiske nytolkninger af ellers velkendte ord. Det skaber nytænkning og tillader os at udtrykke empati, sammenhold og kritik overfor magthavere. Når sproget tages som gidsel af nationalstatsprojektet, bør det derfor bekymre alle. Sproget og dets institutioner – herunder Den Danske Ordbog – skal være laboratorier, der dokumenterer alle dansktaleres sproglige eksperimenter. De skal være kompasser. Når Danmarks største officielle ordbog risikerer at lukke, bør det få alarmklokkerne til at ringe. Ikke kun i Kulturministeriet, men hos enhver, der forstår, at vi risikerer et liv omringet af mure og grænsebomme, hvis vi ikke har kilder som DDO til at dokumentere sprogets historiske mangfoldighed. Det giver os evnen til at forstå os selv som et historisk og kulturelt fællesskab, der har bånd til sprogmiljøer over hele verden. Det bør altså bekymre enhver, der bekymrer sig om åndelig ensretning.