Anmeldelse af “Magt og overmod – om sprogets storhedsvanvid i ledelse og arbejdsliv“. Mikkel Toxvig. 2025. København. Samfundslitteratur.
Inflationen i dagligvarepriser har i 2025 nok fået flere af os til at lægge det hakkede oksekød tilbage i frysedisken. Måske nogle gange med den overvejelse i baghovedet, om den voksende afstand mellem dem, der har mere end nok, og dem, der ikke har så meget, rummer kimen til aggression; om vi vokser os for langt fra hinanden. Inflation og inflationens konsekvenser er også emne for Mikkel Toxvigs bog Magt og overmod. Imidlertid er det ikke den økonomiske inflation, men derimod den sproglige, der er Toxvigs emne. Det er fx en bil, der er blevet til “en bæredygtig bevægelsesløsning” (bogens s. 26), eller vand, der sælges som en ”transportabel livsstilsvæske til en overkommelig pris” (ibid.). Med blik for både det komiske og det tragiske viser bogen, hvordan ord mister værdi, fordi de bruges for meget, for stort og for hurtigt – og hvordan konsekvenserne af denne brug betyder noget for den fælles virkelighedsopfattelse og for vores tillid til hinanden.
Når produkter i Løvens Hule markedsføres som ”unikke”, selvom de i praksis er ”white label”-standardvarer fra Kina, bliver spændingen mellem sprog og virkelighed tydelig. Eksemplet fra bogens indledning illustrerer det grundlæggende tema i Magt og overmod: sprogets forskydning fra at kommunikere klart og præcist til primært at sælge, overtale og skabe effekt. I situationer, hvor det tidligere fungerede som et middel til forståelse, bruges sproget nu som et redskab til at tiltrække opmærksomhed. Toxvig beskriver denne udvikling som en sproglig og mental inflation, der gennemsyrer store dele af vores tekstkultur. Den viser sig i jobansøgninger og jobopslag, på LinkedIn-profiler, i virksomhedsbeskrivelser, reklamer, kernefortællinger, ledergrundlag, værdier, missioner, visioner, strategier, titler og politikker. Symptomer på udviklingen er fx brugen af superlativer, væksten i antallet af stillingsbetegnelser, hvor ”lead” og ”manager” indgår, og en brug af ord, som ”historisk” og ”episk” om noget, der hverken er det ene eller det andet. Med ord, som ”narcissist”, ”toksisk”, ”sociopat”, ”red flags” og ”lovebomber” (s. 9), eksemplificeres det, hvordan hverdagssproget henter begreber fra terapien og psykologien og anvender dem løsrevet fra deres faglige kontekst. Eller det kan være diagnostiske begreber, som ”deprimeret”, ”autistisk”, ”skizofren”, ”manisk” og ”OCD” (ibid.). Forklaringen på udviklingen finder Toxvig i det, han betegner som en ”overtalelsesøkonomi” (s. 11), hvor opmærksomhed er blevet en central valuta. Overmod er med hans ord ikke længere en last, men en dyd. Den sproglige udvikling kædes ergo tæt sammen med en kapitalistisk logik, hvor vækst fremstår som et naturgivent vilkår, og hvor lokale og ”egennyttemaksimerende” (s. 12) strategier dominerer. Virksomheder forventes at udvinde ressourcer, udkonkurrere andre og konstant ekspandere. Det overmodige, ”maksimalistiske” sprog (ibid.) bliver her både symptom og drivkraft – men paradoksalt nok også en barriere, fordi det kan spænde ben for, at tidssvarende og kritiske tanker får mulighed for at sprede sig. Toxvig fremhæver som alvorligste konsekvenser af den inflationære brug af ordene, at fakta, sandhed og fælles virkelighed undergraves, og at muligheden for at skelne svækkes.
Bogens fokus er ledelse og virksomheder ud fra den betragtning, at ledere har et ansvar og bedre muligheder end mange andre for at ændre sproglige praksisser. I en bisætning sammenlignes virksomheder dog med mennesker generelt, og trods forfatterens eksplicitte indkredsning af sit fokus og sin målgruppe, forekommer bogens budskab relevant for en bredere kreds af læsere. Uddannelsesverdenen går fx heller ikke ram forbi (jf. s. 75). Det giver mindelser om en allerede over 10 år gammel analyse af Togeby (2014) med titlen ”Bullshit i strategiplaner”[i].
Efter den indledende diagnose præsenteres bogens opbygning i fire overordnede kapitler, organiseret omkring de mytologiske figurer Ikaros, Sisyfos, Narkissos og Pygmalion. I Ikaros-kapitlet analyseres årsagerne til det overmodige sprog. Dernæst følger i Sisyfos-delen en række konkrete sproglige eksempler, der har til formål at skærpe læserens sproglige bevidsthed. I Narkissos-kapitlet peges der på konsekvenserne af overforbruget af det overmodige sprog, og endelig skitseres i det afsluttende Pygmalion-kapitel bogens bud på en løsning: en etisk funderet kommunikation, der genopretter forbindelsen mellem ord, handling og ansvar.
Flyv ikke højere, end vingerne bærer
I bogens første hovedkapitel, Jagten på det unikke, trækker Toxvig på Ikaros-myten, som præsenteres som et ”masterplot” for en lang række fortællinger om og formuleringer af overmod: ”Flyv ikke højere, end vingerne bærer”; ”højt at flyve, dybt at falde”; ”hovmod står for fald” (s. 16). Er vi tilbage ved ”Danmarks trøst” (”Ved jorden at blive det tjener os bedst”, Grundtvig 1820)? Ved Pontoppidans gumpetunge ørn (Pontoppidan 1899)? Ved Janteloven? Sidste peger Toxvig selv på (s. 42) men ser vel at mærke den sproglige udvikling som en omvendt sådan: I overtalelsesøkonomien er opmærksomhed blevet en knap ressource, der direkte kan omsættes til penge. Overtalelse er ikke længere et middel, men selve målet for kommunikationen. Denne udvikling forklares med samfundets bevægelse fra produktions- til servicesamfund, stigende uddannelseslængde og et arbejdsmarked, hvor symbolsk og kommunikativ værdi fylder stadig mere. Resultatet er det, Toxvig betegner som en form for ”ultimativ konstruktivisme” (s. 19): Virkeligheden konstrueres individuelt og subjektivt gennem ”et stadigt mere ekstraordinært sprog” (s. 18).
Med afsæt i Andreas Reckwitz’ analyse af singulariteternes samfund[ii] beskrives, hvordan virksomheder vælger at fremstå som unikke: De formulerer deres ”unique organizational value proposition” og udstyrer deres produkter med ”unique selling points” (s. 19). Kulturel værdi knyttes til det singulære: det spændende, det usædvanlige, det profilerede – i tilsyneladende opposition til gennemsnitlighed og konformitet, men i virkelighed på linje og i lighed med konkurrenterne. Eksempler på denne fælles unikhed og overtalelseskommunikation giver Toxvig med begreber, som ”social selling”, ”employee advocacy” og ”thought leadership” (s. 21), som kan synes dobbelt indpakkende i deres ikke-danske form. Virksomheder tilbyder ikke længere blot varer, men værdipakker med ”æstetisk”, ”narrativ”, ”ludisk”, ”kreativ” og ”etisk” immaterialitet (s. 22-23). Interessant i denne sammenhæng forekommer også forkortelser, som ”DEI”, ”ESG” og ”CSR” (s. 23). At forkortelser er med til at reducere ansvar, fremme lydighed og frem for alt fremmedgøre er ikke nyt, men måske i tidligere analyser først og fremmest knyttet til akademisk eller politisk sprog[iii]. Toxvig beskriver udviklingen som en bevægelse fra ”economy of scale” til ”economy of speed” (s. 23f.): en ”neokratisk” fremelskning af forandring, innovation og ikonisk fart (ibid.). Slogans som Salling Groups “Hver dag bedre” (s. 24) eller Nikes “Dream Crazy” (s. 25) gives som illustrationer på et sprog, hvor bevægelse og ambition i sig selv er blevet målestok for succes.
Sisyfosarbejdet
I bogens andet hovedkapitel, eksempelkapitlet, som har overskriften Den sproglige inflation, tager Toxvig afsæt i myten om Sisyfos. Altså igen en hybris-nemesis-myte. Men overførslen af mytens logik til nutidens sprogudvikling er mere uklar her end den direkte overførsel, som Ikaros sætter rammen for. Først anvendes nemesisdelen, altså sisyfosarbejdet som en metafor for den form for moderne vidensarbejde, hvor aktivitet og travlhed erstatter fremdrift og mening. Toxvig illustrerer dette med konkrete jobopslag, der indeholder alle denne genres klichéfyldte løfter om udvikling, ansvar og impact, men i praksis dækker over gentagelsesprægede opgaver uden tydeligt formål. Hertil føjer han egne erfaringer fra organisationslivet, beskrevet som ”en stille øvelse i at have travlt med ingenting” (s. 34). Pseudoarbejde avler pseudosprog, og måske også omvendt.
Mere tydelig er kapitlets overførsel af hybrismetaforen, som kommunikativt sættes mere eller mindre 1 : 1 med ”bullshit”. Med henvisning til et essay af Harry G. Frankfurt om bullshit[iv] skelnes der mellem at tale sandt, at lyve og at tale bullshit. Hvor løgnen stadig forholder sig til sandheden, er bullshit kendetegnet ved, at hensigten udelukkende er effekten. Spændet mellem sandt og usandt ophæves, og sproget bliver et middel til at opnå opmærksomhed, fremdrift eller sympati (s. 38-39). Her er det interessant, at Toxvig understreger, at bullshit ikke er ”et binært begreb” (s. 39), men fremstiller det som et begreb, der kræver gradueret forståelse, og endda fremhæver hadeordene på Djøf-listerne, som fx ”brændende platform”, ”tænke ud af boksen”, ”aligne”, ”disrupte”, ”vækste”, ”benchmarke”, ”committe”, ”italesætte” og ”genbesøge” (s. 35) som former, der i nogle situationer kan fremstå ”tåbelige og fremmedgørende”, i andre imidlertid ”klare og forståelige” (ibid.). Er det ikke nødvendigt at skelne sprogligt her? Fx mellem et ord, som ”committe”, der ift. ”forpligte” blot har taget bullshit-hatten på, og så måske ”italesætte” eller ”genbesøge”, der muliggør en økonomisering med sproget, altså tilføjer ny funktionalitet? (jf. ”vi taler så meget om x, at der udvikler sig en diskurs” vs. ”vi italesætter x”; ”vi ser på x igen mhp. at revidere x” (DDO) vs. ”vi genbesøger x”).
Selvom udgivelsens rammer på 128 korte sider sætter grænser for detaljeringsgrad, byder kapitlet på et rigt eksempelmateriale. De ordnes i seks kategorier, som hver især ses bidrage til den sproglige inflation:
1) ”opstyltet sprog” – igen tematiseres titelinflationen i forkortelser som C[X]O (41) og overforbruget af et affektivt signaladjektiv, som ”vildt” (ibid.)
2) eufemismer – her en liste, der rækker fra ”udfordringer” (problemer) til ”værdipark” (losseplads) (s. 43f.)
3) hurra-ord, fra ”resultater” til ”passion” (s. 46)
4) klichéer, som fx ”vi asfalterer mens vi kører” (s. 47), der, som det tankevækkende fremhæves, i al deres ”kreative stagnation” (s. 48) kan tjene til at lukke samtaler. Til klichéerne tælles også de magt- og sejrsmotiverede sportsmetaforer
5) præsuppositioner – ”Hvordan gør du opmærksom på, at du er stolt af dit job?”
6) ”modeord”, herunder fx ”resiliens”, ”performance”, ”purpose”, ”empowerment” (s. 53) eller ”onboarding” (s. 54).
Den styrkelse af den sproglig bevidsthed, som er formuleret som del af målet med det andet kapitel, kan især synes påkrævet i forhold til “hurra-ordene”. Til sammenligning med de opstyltede, de eufemistiske, de kliché- og præssuppositionsfyldte formuleringer og modeordene fremstår ”hurra-ordene” nemlig uden den saliens eller iøjnefaldenhed, som ville kunne få sprogbrugere til at se op. Toxvig forklarer affortryllelsen af ord, som ”ansvar”, ”åbenhed”, ”respekt” og ”kvalitet”, sådan: ”Men kommunikationen af ordene isolerer dem som regel, så de ender som banaliteter, der udbasuneres som højere indsigter.” (s. 46). Tanken om, at ord mister deres kraft, hvis de anvendes for ofte, for profant og for rutinemæssigt – som når man skriver ”troværdighed” på virksomhedens kaffekrus – har igen lang tradition. Den kan fx spores til religioners forbud mod at nævne gudens navn, fordi det så mister sin kraft. Gør det det? Nogle kunne indvende, at der ikke protesteres mod den form for bullshitteri, som overforbrug af hurra-ord er, fordi man, nogen, stoler på, at nogle ord har deres egen usårlige integritet, der kan overvinde enhver form for misbrug. Så længe ordene står der, giver de os jo mulighed for at lære dem og deres semantik at kende, at undersøge dem. Hvor meget hån og latter tåler ”åbenhed”? Hvor udholdende er ”respekt”, hvis vi betjener os af det 24-7? Kan ”excellencen” stå mosten? etc.
Narkissos og Ekko
Bogens tredje hovedkapitel om konsekvenserne af den sproglige inflation tager afsæt i myten om Narkissos – og også Ekko. De to fungerer som metaforer for hhv. organisationer, der i deres selvforherligende kommunikation lukker sig om sig selv og samtidig i deres insisteren på at være enestående bliver til ekkoister, som kopierer hinandens sprog, strukturer og strategier. Det er et mytisk stof, der føjer nuancer til bogens hovedpåstand, men ikke kan fjerne fornemmelsen af gentagelse. Det ekstra, substantielle, som kapitlet giver, ligger mere i de endnu flere, gode årsagsforklaringer, og de endnu flere, gode eksempler på inflationært sprog og mindre i den lovede behandling af konsekvenser.
For at forklare den paradoksale jagt på det unikke gennem efterligning inddrager Toxvig den nyinstitutionelle teoriretning og begrebet isomorfi. Den nyinstitutionelle teori belyser, hvordan organisationer tilpasser sig deres omgivelser, ikke for at være mest effektive, men for at fremstå legitime og troværdige. Organisationer kommer derfor til at ligne hinanden gennem isomorfi, som kan være tvangsmæssig (ydre pres og afhængighed), mimetisk (efterligning af forbilleder) eller normativ (faglig ensretning via uddannelse og netværk). Og når der opstår konflikter mellem mål og med, fører det til ”strategien” (?) ”dekobling” (s. 66), hvor organisationer kommunikerer ét budskab udadtil, men handler anderledes i praksis. Underforstået det ene moralsk rigtigt, det andet moralsk forkert.
De eksempler der gives på den moralsk forkerte tingsliggørelse af medarbejderen kan ikke siges at være egentlig ny kommunikation: ”frontpersonale”, ”årsværk”, ”følgere”, ”underordnede”, ”ressourcer”, ”arbejdskraft”, ”tandhjul”, ”små brikker i det store spil” (s. 81). Ikke desto mindre tjener de som vigtig dokumentation i Toxvigs argumentation og synliggør led i kommunikationen, som det er nødvendigt at bringe frem i lyset for at skabe grundlag for øget bevidsthed og diskussion. Kapitlet remser i en opsamling konsekvenserne af den inflationære sprogbrug op:
”ensartede virksomheder, skadet troværdighed, svækket tillid, påtvungen positivitet, uoverensstemmelse mellem tale og handling, et undermineret menneskesyn, øget skepsis og kynisme, beskyldninger om bullshit, handlingslammede medarbejdere, risiko for skandalesager, et afkoblet sprog, der fjerner sig fra virkeligheden, og virksomheder, der risikerer at udhule sig selv indefra.” (s. 84).
Det er væsentlige løftede pegefingre, men de risikerer at miste effekt, fordi de uden helt klar adressering fremstår generelle og uforankrede. Uden konkrete aktører eller et tydeligt perspektiv bliver konsekvenserne svære at relatere til, og en ellers stærk kritik mister noget af sin skarphed.
Pygmalions ideal
Bogens afsluttende hovedkapitel vil samle trådene fra de foregående analyser og vende blikket mod mulige veje fremad. Kapitelrammen er myten om Pygmalion – billedhuggeren, der forelsker sig i sit eget værk og får det bragt til live af Afrodite. Myten fungerer som metafor for organisationers tendens til at skabe idealiserede forestillinger om sig selv og derefter begynde at handle, som om disse forestillinger allerede var virkelighed. Det illustreres igen med rigtigt gode sproglige eksempler som Center of Excellence og Customer Success Department (s. 89), samtidig med at pygmalion-effektens indflydelse i praksis påpeges ift. fx rekruttering, hvor der søges efter det, der kan bekræfte egne forestillinger frem for at udfordre dem. Det forekommer lidt søgt, at Toxvig vil passe Pygmalion ned i hybris-nemesis-kassen. Den model virker postulerende i forhold til myten om Pygmalion – og i forhold til bogens argumentation virker den som unødig gentagelse her. Det mytiske stofs happy end kunne i stedet være drejet tydeligt mod den lykkelige udgang, som kapiteloverskriften Fra overmod til etik lover.
Som i de øvrige kapitler er der dog også guldkorn at hente i kapitel 4. Toxvig kommer fx omkring begrebet ”generationsledelse” (s. 91), og selvom det måske mere er en praksiskritik end en sproglig kritik, er hans påmindelse om, at det er en social konstruktion uden overbevisende empirisk holdbarhed, men til gengæld med potentiale til at fremmedgøre generationerne for hinanden, væsentlig og relevant. I kapitlet plæderes desuden sympatisk og igen relevant for et nuanceret magtbegreb, der er relationelt og moralsk forpligtende og tager afstand fra machiavellistisk inspirerede krigsmetaforer og erobringstænkning. Endelig kan fremhæves kapitlets afstandtagen fra hastekulturen – og vel at mærke ikke det rammende og klangfulde ord, men hele den praksis af autokratiske ledere, ængstelige medarbejdere og incitamentstrukturer med ensidigt fokus på mål, som ordet knyttes til. Enkelte steder forfalder forfatteren selv til et sprog, der ligger tæt på det, der ellers er genstand for kritikken. Det gælder fx formuleringer som “fra nulsumskonstruktioner til plussumskonstruktioner” (s. 104) og en kolportering af orddannelser som “dullopcalypse” (s. 98) og “vindtunnelmarketing” (ibid.). Forføres retorikeren her selv af fascinerende ord? Alligevel fremstår sidste sides opfordring som tydelige sproglige huskesedler til den indre opslagstavle:
”minimalisme over maksimalisme; kvalitet over kvantitet; nøjagtighed over fart; præcision over hurtige penge, kreativitet over kedsommelighed, fællesskab over egennytte, originalitet over efterligning, fælles virkelighed over subjektiv sandhed, realisme over overfladisk idealisme, redelighed over rendyrket overtalelse, klarhed over clickbait, langsigtet troværdighed over kortsigtet effekt, ordentlighed over opmærksomhed.” (s. 117)
Konklusion
En – i den gode betydning – hurtigt læst og velskrevet bog med en gennemgående overbevisende argumentation og et righoldigt eksempelmateriale men med en lidt for entydigt negativ læsning af myterne. Ikaros fascinerer os vel, fordi han søger højderne og solen, og ikke fordi han falder ned? Og med Sisyfos kan man jo også associere finsk sisu eller endda sidste ord i Camus’ essay om ham (1942): ”Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.” Måske er det et helt andet mytestof, der er behov for som ramme for Magt og overmods kritik? Det kunne være myten om Erysichton, der fælder Demeters hellige træ og rammes af en så umættelig sult, at han til sidst æder sig selv?
[i] Ole Togeby (2014): Pragmatisk analyse. I: Helle Petersen (red.): Organisationskommunikation. Samfundslitteratur. 21-47.
[ii] Andreas Reckwitz (2019): Singulariteternes samfund – modernitetens strukturændringer. København: Hans Reitzels Forlag.
[iii] Fx Victor Klemperer (1947): LTI. Stuttgart: Reclam + Uwe Pörksen (2016) Wissenschaftssprache – Umgangssprache – Politikberatung. De Gruyter. https://doi.org/10.1515/9783110692716-022
[iv] Harry G. Frankfurt (2005): On Bullshit. Princeton.
Irene Simonsen er ansat på Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet. Hun har en ph.d. i anvendt lingvistik med fokus på dansk som andet- og fremmedsprog for tyske sprogbrugere. Hendes forskningsområder omfatter dansk-tyske studier i tekstlingvistik, genrelingvistik og fraseologi, især med henblik på sprogundervisning og literacy i L2 sammenhænge. Hun arbejder også med udviklingen af nabosprogsundervisning mellem tysk og dansk.
Sprogbegreberne Rundt 
Boganmeldelse af “Sprog i sociale medier” 
Boganmeldelse: Et uddødt kreolsprog fra Dansk Vestindien 
Boganmeldelse: ‘European Language Matters’ af Peter Trudgill 
Boganmeldelse om Børns Sprogtilegnelse 
Grammatiske termer – en historie om at slå op med teknologi men forelske sig i sprogverdenens Hollywoodstjerner