Lingoblog fejrer fransk sprogdag i dag d. 20. marts med et skriv af Anne Sandfeld Holst Nielsen.
Til første undervisningsgang i fransk som fremmedsprog på mit belgiske universitet bad underviseren os om at nedskrive vores “biographie langagière”, altså vores personlige sprogbiografi. Det vil sige, at vi skulle kaste et tilbageblik på sprogene i vores liv og reflektere over, hvilken plads de har og har fået med tiden. Både de sprog, der er blevet givet til os som små, derhjemme og i uddannelsessystemet, og de sprog, vi selv har rakt ud efter senere i livet eller har mødt i de fællesskaber, vi har været en del af.
Det franske sprog indgik i sagens natur i samtlige af os studerendes sprogbiografier, men som ene dansker fornemmede jeg med det samme, at der var noget forskelligt på spil hos hver af os i vores forhold til fransk. Vores lille franskhold bestod, foruden af mig som dansker, af to italienere, en algerier, en libaneser og en syrisk-jordansk studerende. Seks franskstuderende fra forskellige pletter i verden, som mødtes i Belgien, mødtes i og ved hjælp af det franske sprog. Men vores lingua franca repræsenterede vidt forskellige ting for os hver især, alt efter de lokale forhold, hvori dette sprog først var blevet overleveret til os.
I dette lille skriv vil jeg, i anledning af fransk sprogdag d. 20. marts, give et indblik i min franske sprogbiografi — min personlige kærlighedshistorie med det franske sprog – og hvad den har lært mig om det at lære sprog.
Først en indledende bemærkning, inden jeg tager dig med tilbage til 7. klasse, hvor jeg blev introduceret til det franske sprog for første gang. Om end jeg ikke tøver med at kalde min historie med fransk for en kærlighedshistorie, så er jeg ingenlunde frankofil i traditionel forstand. Som franskstuderende oplever jeg tit, at folk forventer, at jeg elsker og hylder alt, der har med Frankrig at gøre — vel at mærke alt, hvad vi danskere generelt forbinder med “det franske”.
Sagen er den, at det at studere fransk har fået det billede, jeg som dansker har haft af “det franske”, til at krakelere gradvist, i takt med at jeg har forfinet min faglige forståelse. For hver franskmand jeg har mødt, er jeg pudsigt nok blevet ringere til at beskrive ”franskmanden”. For hver region jeg har besøgt, er jeg blevet ringere til at beskrive et typisk fransk landskab eller en typisk fransk ret.
Så hvad er det egentlig, jeg har lært undervejs? Hvad er der sket med mig, siden jeg sad i klasselokalet i 7. til første fransktime, hvor jeg endnu forestillede mig Frankrig som et lukket økosystem af cirkulerende baguetter og baretter?
Dengang var jeg endnu uindviet i det franske sprogfællesskab. Jeg stod uden for, kiggede ind og troede, at jeg vidste, hvad jeg ville finde derinde. Netop baguetter og baretter, moustache og store armbevægelser. Og udover disse spidsfindigheder regnede jeg med at finde alt, jeg kendte fra Danmark, bare i en anden sproglig klædning (som Storm P. har udtrykt det: ”Fransk er meget nemt –hest hedder cheval, og sådan er det hele vejen igennem!”). Jeg forventede med andre ord at komme ind i et andet nationalt fællesskab, der nærmest var spejling af det danske; måske ville jeg, hvis jeg lærte fransk “til perfektion”, gennemgå en form for genfødsel, hvor jeg kunne tilegne mig en ekstra nationalidentitet, som jeg kunne skifte til og fra?
Men når man er blevet indviet i det franske sprogfællesskab, er det i virkeligheden 300 millioner mennesker verden over, man i princippet har fået adgang til at mødes med i et nyt lingua franca. Pludselig kan man ikke længere genkalde sin indre konstruktion af en franskmand, for han er hensmuldret gradvist, i takt med at ens kendskab til ”det franske” og det fransksprogede er vokset.
Når jeg derfor føler kærlighed til “det franske”, for mig repræsenteret ved det franske sprog i forskellige afskygninger og ved franske kulturprodukter, så er det kærlighed til og taknemmelighed over en lang række mennesker, som jeg har mødt i og ved hjælp af dette sprog.
Det er en uovertruffen gavmildhed, jeg har mødt fra franskmænd under mine ophold i Frankrig, hvor de har fortalt mig om deres sprog, kultur, historie og hverdag, herunder ofte regionale særegenheder inden for landets grænser. Også i det fransktalende Belgien har jeg mødt en lignende gavmildhed og lyst til at dele, hvad de er formet af i deres multinationale fællesskab. Det er møder med andre internationale studerende under mit Erasmus-ophold i Frankrig, hvor vi sammen forsøgte at afkode, hvad der skete omkring os, med hver vores udgangspunkt for at forstå det. F.eks. taler jeg fransk med min russiske veninde, som jeg mødte i forbindelse med udvekslingsopholdet. Flere af de franske ord og vendinger, jeg kender, forbinder jeg med en helt konkret person eller situation, som da jeg i et fransk køkken i forbindelse med frivilligt arbejde lærte, at viskestykke hedder ”torchon”. På samme måde har min franske eks også lært mig mange ord og vendinger, som jeg sjovt nok aldrig har hørt i et undervisningslokale.
Da ”det franske” krakelerede for mit indre blik, forstod jeg, at mit blik er dansk. Ikke fordi det danske blik ikke også er mangfoldigt, men fordi min indvielse i det franske sprogfællesskab synliggjorde den betydning, det har for mig at være oprindeligt medlem af det danske sprogfællesskab. Jeg forstod, at jeg ikke har lært fransk i et vakuum, men i en specifik lokal sammenhæng i Danmark, som også har formet mig på andre måder. Jeg forstod, at ligesom ”det franske” for mig repræsenterer en perlerække af mennesker, som har vist mig gavmildhed og godhed, da jeg var udlænding, så er det danske sprog lyden af mennesker, som er tæt på mig og, for nogens vedkommende, altid har været i mit liv.
At lære et sprog er at danne relationer til andre mennesker og derigennem blive indviet i et sprogfællesskab. Med andre ord – når man lærer fremmedsprog, får man et nyt medlemskab i et sprogfællesskab, hvor man selv er den fremmede. Dette nye medlemskab kaster et nyt lys over ens andre sprogfællesskaber.
Jeg er taknemmelig for, at mit første sprogfællesskab, det danske, gennem uddannelsessystemet har givet mig adgang til det franske sprogfællesskab – lige fra 7. klasse og op til mine voksne år, hvor en belgisk fransklærer så sendte mig tilbage til det danske sprogfællesskab, da hun bad mig nedskrive min sprogbiografi.
Glædelig fransk sprogdag! Hvilken plads har det franske sprog i din sprogbiografi? Hvad har du lært af at lære fransk? Du er hjertens velkommen til at skrive en kommentar til indlægget eller sende dine tanker til mig på annesandfeldhn@gmail.com.
Coverfoto: fdecomite, CC BY 2.0, via Wikimedia Commons.
Anne Sandfeld Holst Nielsen er kandidatstuderende i Interkulturelle studier med fransk og har en bachelorgrad i lingvistik og fransk. Hun interesserer sig særligt for grammatik, oversættelse og sammenhængen mellem sprog og internationale relationer i Europa.
Jeg gider ikk deltage i det mer 
Hvad betyder det, når Tessa synger “Jeg var så’n der RA”? 
Når ordene (næsten) tager over: Humor og refleksivitet i franske sproglege og ordspil 
En historie om hvordan ‘gol’ og ‘grov’ blev til ‘galede’ og ‘gravede’ 
Jan Eijkelboom, byens digter i Dordrecht, Nederlandene, blev inspireret af et halvt dusin sprog 
Et sprog uden land