Danmarks Radios gamle nye sprogpolitik

Danmarks Radio lancerede i maj en ny sprogside. Det er en god nyhed for alle storforbrugere af sprog, endda storforbrugere af flere sprog, som mange af os er. Et af de centrale tilbud på den er DRs sprogpolitik – som på første side bærer datoen ’november 2017’, dvs. fremstår som et relativt nyt tiltag. Skuffelsen er stor, når man til sidst opdager, at det faktisk (med en minimal afvigelse) er samme sprogpolitik som DR formulerede i februar 2009 og som også tidligere har været tilgængelig på nettet.

Er der gået agurketid i DRs sprogpolitik? Genudsendelse? Lidt pinligt bliver det genbrugen, når der i teksten står ”i disse år”, ”DR ønsker i de kommende år at sætte fokus på”, ”der har det seneste år været afholdt flere konferencer på bl.a. Copenhagen Business School (CBS)” og læseren må spørge, om ”disse år” peger på nullerne eller tierne, om ”de kommende år” stadigvæk ligger i frem- eller fortiden, og hvor mange år ”de seneste år” ligger tilbage. Det kunne ellers være interessant at sammenligne de tiltag, der blev fremlagt i 2009 med hvad er er kommet ud af dem i mellemtiden. Men hvis de samme tiltag bare remses op igen, ser det jo ud til, at der ikke har været andet end stagnation i mellemtiden. Det ville være synd.

Måske er netop dette forklaringen på den eneste afvigelse i 2017-udgaven fra 2009-udgaven: på side 7 mangler der rubrikken ”Indsatsområder”. Måske fordi man i dag ville have skrevet ”Satsningsområder”, men måske også fordi det ville pege på at indsatsen ikke har båret frugt, når den stadigvæk er påkrævet.

Men hvad har DR så tænkt sig at gøre ved sproget?

DRs sprogpolitikken reagerer i 2018 som i 2009 på visse udfordringer. En af dem er den ikke nærmere specificerede globalisering, som vi – uden nærmere analyse – har vænnet os til at betragte som kilden til en tiltagende anglificering. Her har vi den diffuse forestilling om dansk som truet sprog, som der skal gøres noget ved. Konkrete tiltag savnes, men i det mindste får vi lovning om at andre fremmedsprog end engelsk skal få større vægt i programmerne. Det kunne være interessant at undersøge, om der faktisk er sket noget siden 2009.

Norges søsterinstitution til DR, NRK, får ros for at slå et slag for dialekterne. So ein Ding müssen wir auch haben. Her mangler bare forståelsen af at dialekt er noget helt andet i Norge end i Danmark. I Danmark er dialekter egnsmål – dialekter står i modsætning til rigssproget og mange af dem forstås ikke af alle. (Jeg har engang set at et interview med en fisker fra Vestjylland blev forsynet med undertekster på rigsdansk.) Og de høres sjældent i radio og på tv. I Norge har derimod ganske vist to skriftlige standardsprog (bokmål og nynorsk), men ingen standard for talesprog. I Norge taler alle dialekt, og når NRK skal leve op til sit ansvar, skal det sørge for at der ikke kun høres én enkelt dialekt (oslomål eller lidt bredere østlandsdialekterne). Det betyder ikke, at det er en dårlig idé at gøre de danske dialekter mere synlige eller hørbare; man skal bare være klar over, at det er noget andet end i Norge.

Der påstås at ”Mange unge i Norden vælger at tale engelsk sammen, da kendskabet til sprogene i broderlandene er for nedadgående”. Det er noget man hører ofte, men som er blevet meget lidt undersøgt (oftest kun ved interviews og spørgeskemaer). Måske står det slet ikke så ilde til som vi tror, og måske har ”Skam” gjort mere for den internordiske sprogforståelse end alle sprogpolitikker. Man kan dog kun være enig i det pinlige i at ”DR-medarbejdere interviewer nordmænd på engelsk” – som er lige så provinsielt som det at de interviewer østrigere på engelsk (som jeg har hørt dem gøre). Jeg vil håbe at DR har strammet op på det punkt siden 2009.

Skam tittel
Måske har ”Skam” gjort mere for sprogforståelsen end alle sprogpolitikker tilsammen?

Et stort problem er åbenbart at mange anser DR for at være skyld i at danskere ikke længere forstår hinanden. Her er der tale om ”stavelseskannibalisme, forkert vokalfarve og mudrede konsonanter”, som alle skal bekæmpes. Hvis der med stavelseskannibalisme henvises til særskrivninger af typen ”bedstemor boller”, ”fad øl” og ”lamme koteletter”, kan man næppe være uenige – men jeg fornemmer nu, at det måske ikke DR, der er den store synder her. De to andre ankepunkter (”forkert vokalfarve” og ”mudrede konsonanter”) er straks mindre klare. I 2010 kommenterede en henrykt teateranmelder at My Fair Lady’s cockney-engelsk var blevet til vesterbro-dansk i Det kongelige Teaters opsætning, hvor ”’til’ udtales konsekvent ’tse’” og ”’ugeblad’ som ’u-u-blad’”. Det første kan gå an som vesterbrodansk (i modsætning til både [d̥h] og [d̥ʃ]), men [ǝ]-assimilationen i ord som ’uge’, ’pige’ eller ’gade’ er efterhånden ganske udbredt ikke bare blandt de unge, men også de ikke længere så unge, ikke bare på Vesterbro. Hvis det er det som der henvises til med ”forkert vokalfarve”, udtrykker det måske en normforståelse der forventer af DRs speakere at de lyder som Karen Blixen. Lidt præcision ville i hvert fald være på plads.

Sprogpolitikken fra 2009 er på visse punkter vag og uklar, men indeholder mange gode synspunkter som man kun kan være enig i. Men efter snart 9½ år med den kunne det være en god idé med en evaluering, som det er så moderne i dag. Hvornår kommer den?

 

Hartmut Haberland er professor emeritus i tysk sprog og globaliseringens sociolingvistik, Roskilde Universitet.

En kommentar til “Danmarks Radios gamle nye sprogpolitik”

  1. DR’s nye stilguide – svar til Hartmut Haberland
    I maj publicerede DR en ny stilguide på dr.dk/sprog. Under overskriften ’Det enkelt sagte er lettest at forstå’ samler den en række sprogråd til brug i det daglige journalistiske arbejde. Rådene tager bl.a. udgangspunkt i erfaringerne fra DR’s interne sprogindsats i form af efterkritik og undervisning. Beslægtede udgivelser kendes fra udenlandske medier som BBC, Die Zeit og Washington Post. Med stilguiden fulgte også en ny mediesprogsklumme og en såkaldt tendensordsliste bestående af ord, hvis reference der ikke er fuldstændig enighed om, eller som åbent eller skjult udtrykker synspunkter og holdninger, som ikke deles af alle. Listen tilbyder råd til, hvordan man forholder sig til ord som ’12-talspige’, ’Udkantsdanmark’ og ’ældrebyrde’, når nyhedsdækningen samtidig skal opleves så fair, retvisende og afbalanceret som muligt. Især tendensordslisten medførte, at det samlede initiativ fik omfattende medieomtale, og selvom modtagelsen helt overvejende var positiv, affødte den også en del debat. De forskellige indlæg hilste vi i DR velkomne, for en del af formålet med offentliggørelsen var netop at invitere til en bredere debat om sproget i medierne.
    I samme ånd havde jeg også set frem til en gennemgang og eventuel kritik af de valg, vi har truffet i stilguiden, set fra en sociolingvistisk vinkel. Det er dog ikke det, Hartmut Haberland leverer her. Han har nemlig fået det indtryk, at det, DR slog på tromme for i maj i år, var DR’s sprogpolitik fra 2009, endda under påskud af, at den var ny. Men det er ikke tilfældet. Hele Hartmut Haberlands indlæg hviler nemlig på en misforståelse.
    Hvordan kan det så lade sig gøre? Jo, som en service til de interesserede valgte vi at lægge DR’s sprogpolitik fra 2009 op på den nye sprogside. Sprogpolitikken er tydeligt underskrevet ”DR, februar 2009”, til lejligheden blev layoutet imidlertid opdateret for at passe med sprogsidens øvrige indhold. Det er datomærkningen for den ændring, som den opmærksomme læser kunne finde med små typer i forsidens nederste venstre hjørne. Det kunne misforstås, hvis man så bort fra selve tekstens indhold og underskrift – det må vi tage på os, og det er rettet nu.
    Hartmut Haberland har utvivlsomt været i god tro. Jeg undrer mig dog en smule over, at Haberland i sin research tilsyneladende hverken er faldet over den omfattende medieomtale af stilguiden eller har bidt mærke i sprogsidens øvrige publikationer og klummer, selv om de på dr.dk/sprog står lige ved siden af sprogpolitikken, som Haberland har fundet, og at han åbenbart også har valgt at se bort fra sprogpolitikkens tydelige underskrift med datering. I hvert fald nævner han ingen af delene med et ord i sin klumme.
    Jeg mener ellers, at Haberland kunne have fundet en del svar på de spørgsmål, han stiller, ved at orientere sig i DR’s stilguide, sprogklummer mv., ikke mindst kunne han have fået indblik i, hvordan DR’s sprogpolitik er blevet udmøntet siden 2009.
    Lad mig dog her knytte nogle få kommentarer til nogle af de emner, der berøres.
    Haberland skriver i et afsnit om globalisering og anglificering, at ”her har vi den diffuse forestilling om dansk som truet sprog, som der skal gøres noget ved.” I sprogpolitikken fastslår vi faktisk lige det modsatte: at dansk ikke er truet, i modsætning til det nordiske sprogfællesskab, hvis fremtid beskrives mindre optimistisk med reference til en udtalelse fra Nordisk råd.
    Skal man tale om en engelsksproget trussel i forbindelse med den nye digitale medievirkelighed, er den nok af mere indirekte og kompleks art. Søger man fx på Google efter det toneangivende tyske magasin Cicero uden at skrive ”de” efter, kommer magasinet først frem efter mange dansk- og engelsksprogede søgeresultater. Algoritmestyrede nyhedsfeed medvirker også til – som en skrev i Politiken forleden – at der desværre nok er flere, som ved, hvem Stormy Daniels er, end hvem Jean-Claude Juncker er. Det engelskdominerede medieudbud risikerer at indsnævre det globale udsyn, men kan også få nogen til at glemme, at ikke alle mestrer sproget lige godt.
    I DR har vi haft flere tilfælde, hvor typisk yngre journalister glemmer at oversætte eller opsummere længere reportageklip og lydcitater fra engelsk, fordi de selv forstår dem relativt ubesværet. Det har medført følelsesladede klager fra lyttere og seere med mere usikre engelskkundskaber – det er flere end man måske tror – og som derfor helt forståeligt føler sig talt ned til. Den samme ekskluderende oplevelse giver nogle udtryk for, når et langskudsmål i en sportsreportage fra Superligaen beskrives som ”outstanding” i stedet for blot ”enestående”. Reaktioner, vi løbende tager op i den interne efterkritik. Med hensyn til målsætningerne i DR’s sprogpolitik fra 2009 er det også værd at nævne, at antallet af fastansatte korrespondenter i ikke-engelsksprogede lande siden er blevet skruet betydeligt op. Det er journalister med kompetencer til at interviewe på de lokale sprog. DR har således strategisk prioriteret bredden i udenrigsdækningen og dermed bevidst styrket den globalt-kulturelle repræsentation i nyhedsudsendelserne. Det tror jeg er et vigtigt bidrag, hvis interessen for eksempelvis andre europæiske hovedsprog skal styrkes herhjemme.
    Sprogpolitikken indeholder et indledende vue over sprogpolitiske udspil og initiativer i DR’s søsterorganisationer i nabolandene anno 2009, herunder NRK i Norge. Mellem linjerne i den kort refererende stil mener Haberland at kunne læse en manglende forståelse for dialekternes forskellige positioner i Norge og i Danmark. ”So ein Ding müssen wir auch haben”, skriver Haberland om det motiv, han antager ligger bag. I DR er vi dog udmærket klar over forskellene, men det udelukker ikke fællesnævnere i de mediesproglige udfordringer. NRK og DR har således ofte udvekslet sprogpolitiske erfaringer i årene siden 2009. Det mest oplagte eksempel så man nok i 2013, hvor NRK udnævnte en språkchef med direkte henvisning til den stilling, jeg i dag bestrider i DR. Jeg havde sågar den fornøjelse at være til stede i Oslo og tale for NRK’s kringkastningsråd, da den nye chef, Raghild Bjørge, tiltrådte sin stilling. Med andre ord kan ovennævnte tyske talemåde gå begge veje og behøver ikke kun at være forbundet med negative konnotationer.
    Hvad angår DR’s konkrete arbejde med dialekter eller regional/dialektpræget udtale, så retter vi i forbindelse med speaktræning ikke længere udtalen i retning af en entydig rigsdansk norm. Vi ønsker at afspejle geografiske og sociale variationer i befolkningens sprognormer, i det omfang de findes, og lægger således ikke vægt på, om medarbejderne fx siger ”sort” eller ”sårt”. Til gengæld arbejder vi ud fra et funktionelt sprogideal. Hvad det dækker – også mht. udtale mere generelt – kan man, som tidligere antydet, få et indblik i ved at læse DR’s stilguide, i dette tilfælde mundtlighedsafsnittet.
    Endelig efterlyser Haberland flere steder i sin tekst undersøgelser og evalueringer af sproget i DR. DR foretager naturligvis løbende stikprøveundersøgelser og analyser af sproget i programproduktionen, både radio, tv og på dr.dk. Formålet er typisk at have et aktualitetsbillede at undervise ud fra, når der afholdes speaktræning eller interne kursusforløb i fx prosodi, klichéer og sprogrigtighed. Men herudover har DR siden 2009 prioriteret tæt kontakt til forskningsmiljøer, som beskæftiger sig med mediesprog. Vi har fx initieret en grundbog om emnet i samarbejde med journalistuddannelser ved DMJX, SDU og RUC, fået Dansk Sprognævn til at foretage en omfangsrig analyse af sproget i DR. Personligt har jeg leveret artikler til SJUSK (Conference on Contemporary Speech Habits) på CBS samt i 2013 i samarbejde med Jacob Thøgersen, KU, udarbejdet spørgsmålene til en omfattende Megafon-undersøgelse af befolkningens holdninger til mediesprog, herunder sproget i DR i særdeleshed. Den opfølgende rapport med Thøgersens analyse og konklusioner kan læses her:
    https://www.dr.dk/NR/rdonlyres/D8F466AE-9EFB-4617-B8CD-5737425911FD/4962251/DR_sprograpport_2013_RT2.pdf
    Bedste hilsner
    Martin Kristiansen, sprogredaktør DR

    Svar

Skriv et svar til Martin Kristiansen Annuller svar