I anledning af dansk tegnsprogsdag den 13. maj bringer vi her et indlæg fra Afdeling for Dansk Tegnsprog.
Hvilket tegn indfanger egentlig året 2025 bedst? Det spørgsmål danner hvert år udgangspunktet for kåringen af årets tegn – en tilbagevendende begivenhed som siden 2019 har været en del af fejringen af dansk tegnsprogsdag den 13. maj.
Kåringen er ikke bare en afstemning, men en proces der aktivt inddrager tegnsprogstalende fra hele landet. Gennem indstillinger af kandidater og en udvælgelsesproces med livestreaming og elektroniske afstemninger får mange mulighed for at sætte deres præg på resultatet.
Processen for 2025 blev skudt i gang i december 2024 hvor alle kunne indsende forslag. For at komme i betragtning skulle et tegn leve op til ét af følgende kriterier:
- Det kendetegner året 2025
- Det er et tegn man så for første gang i 2025
- Det er et tegn der på en eller anden måde fangede opmærksomheden i årets løb
Til sidst var det en dommerjury der traf den endelige beslutning. Juryen består af tre medlemmer: formand for Dansk Tegnsprogsråd, Mads Jonathan Pedersen, som fast deltager samt to skiftende medlemmer der repræsenterer forskellige døveorganisationer, institutioner og landsdele.
Tidligere vindere af årets tegn er:
2024: ABDICERE
2023: STOR^BEDE^DAG
2022: FANTASTISK-MEGET
2021: FÆRDIG
2020: CORONA
2019: TOLK
Kåringen er med at synliggøre dansk tegnsprog og derigennem styrke bevidstheden om at det er et selvstændigt sprog, ligesom dansk lydsprog er det.

Baggrunden for kåringen hænger sammen med at man siden 2006 har kåret årets ord i dansk, hvor Dansk Sprognævn indgår som fast medlem af dommerjuryen. På den baggrund besluttede Dansk Tegnsprogsråd at en tilsvarende kåring også skulle gælde for dansk tegnsprog. Dette blev yderligere understøttet af oprettelsen af Afdeling for Dansk Tegnsprog under Dansk Sprognævn i 2014.
Men kåringen fortæller også noget mere: Den giver et indblik i hvordan sproget udvikler sig i takt med samfundet.
Et tydeligt eksempel er vinderen fra 2024, ABDICERE. Tegnet opstod i forbindelse med tronskiftet hvor kronprins Frederik overtog tronen efter sin mor, dronning Margrethe – en begivenhed der satte sig spor i sproget næsten med det samme.
Andre vindere afspejler begivenheder der fylder bredt i samfundet og medierne. Det gælder for eksempel STOR^BEDE^DAG i 2023 hvor afskaffelsen af helligdagen skabte stor debat, og CORONA i 2020 som naturligt kom til at præge både hverdag og sprog.
I 2021 blev tegnet FÆRDIG kåret i en periode hvor vaccinationsprogrammet var i fuld gang. Spørgsmålet “Er du blevet vaccineret?” blev stillet igen og igen—på dansk tegnsprog formuleret som “DU FÆRDIG VACCINATION?” og netop derfor blev FÆRDIG et særligt hyppigt anvendt tegn.

Året efter, i 2022, gik prisen til FANTASTISK-MEGET. Her var der ikke tale om et nyt tegn, men om et veletableret udtryk som mange oplevede blev brugt mere end normalt i et år præget af store begivenheder.
Den første vinder, TOLK fra 2019, peger på noget vigtigt: Årets tegn behøver ikke udspringe af noget der berører hele det danske samfund. I dette tilfælde var der tale om en sag om tolkesvindel som vakte stor opmærksomhed og berørte mange i døvesamfundet.
Kåringen af årets tegn giver dermed et unikt indblik i både sproglig udvikling og de begivenheder der præger tegnsprogstalendes hverdag. Hvert år er det derfor spændende at se hvilket tegn der ender med at indfange tidsånden.
Hvis du vil se hvilket tegn der bliver årets tegn 2025, kan du følge afsløringen på afdelingens Facebook- side i dag 13. maj 2026 kl. ca. 16.15 på følgende link: https://www.facebook.com/dansktegnsprog.dsn eller vores hjemmeside: www.dansktegnsprog.dk.
Karen Talks Olesen er cand.scient.soc og har i en årrække arbejdet med undervisning, projektledelse og formidling med det formål at styrke dansk tegnsprog og forbedre døves livsvilkår. Siden 2025 har hun været ansat i Afdeling for Dansk Tegnsprog ved Dansk Sprognævn.






