I mange år er dialekterne blevet erklæret døende i lingvistikken og i den brede befolkning. Der tales ikke længere lige så meget dialekt, som der gjorde for 50 år siden. Der tales i højere grad regionalsprog end dialekter. Børn lærer rigsdansk i skolen og bliver påvirket af sociale medier, som yderligere udvisker de resterende dialekttræk uden for de store byer. Da jeg første gang lærte om dialekternes uddøen på lingvistik på Aarhus Universitet, tog jeg slukøret toget tilbage til Fyn, men begyndte så i højere grad at bide mærke i fionismer (fynske ord og talemåder, jf. Rasmus Rask i starten af 1800-tallet) blandt min familie, venner og folk i rut’bilen. Min far beder mig stadigvæk om at fjerne min ”ævlfis”, hvis jeg har ladet et æbleskrog stå tilbage på sofabordet. Min mormor siger ikke ”det kan jeg ikke huske!”, men ”jæ ka’t hows de!”. Blandt unge uden for Odense hører man stadigvæk adjektivet ”utidi” (utidig(t)) om noget, der er frækt, sjovt, hyggeligt eller festligt. Adverbiet ”jo” kan sagtens bruges to gange i samme sætning, ”for det’ jo fint nok jo”! Hvis det er din tur til at bestille i ishuset, siger ekspedienten: ”hva si’r du te’ de’?” og hvis du køber en gammeldaws vaffel, spørger de: ”ska’ du ha’ guf i bunden?” (af vaflen, forstås).
Fionismerne lever altså, selvom de bliver stadig sjældnere. Der er en vedblivende sproglig kultur at fejre på øen, som er fin. Og den fejring deltager Kirstines ABC entusiastisk i. Digtsamlingen, som låner sit format fra Halfdan Rasmussens velkendte ABC, er skrevet af Kirstine Boas, der selv er eksilfynbo, og som for tiden arbejder på en ph.d. på Aarhus Universitet. Bogen er den anden dialektale ABC udgivet af Modersmålselskabet og efterfølger Michaels ABC på wæjlbomol fra 2024. Begge disse ABC’er er smukt og eventyrligt illustreret af Rasmus Damsgaard.
I Kirstines ABC får man 29 digte, der både sprogligt og geografisk kommer store dele af Fyn omkring og som står dobbeltsidet med passende illustrationer. Således besøger vi blandt andet Munke Mose i Odense, Æbelø på Nordfyn, Assens på Vestfyn og Langeland i Øhavet. På trods af bogens korte format på 66 sider, leverer den foruden ABC’en også en ordliste, en krydsogtværs og noder, så man kan sætte musik til fire af bogens digte. Tematisk læner digtene sig op af velkendte fionismer som fx Jette, der er den klogeste kvinde på Fyn (Når fynboer ikke ved det, siger de ”de’ ve’ jette”, hvor jette er en sammensmeltning af ’jeg’ og ’ikke/ette’). Digtet for D er dedikeret til fraværet af det bløde d, som enten erstattes af et hårdt d (’sidder’, troede…), eller ingenting (’ud’, ’glad’, ’gade’…). Andre digte beskriver kulturelle fænomener, som er unikke for øen. Eksempelvis vil ballaemaern Beent gerne have en runner me’ brunner hos bageren. Her er der tale om et halvt rundstykke med et stykke brunsviger klappet ovenpå. I T-digtet indgår vendingen ’jæ ka’t hit u a’et!’ (Jeg kan ikke finde ud af det!), som er en cadeau til kultkomediefilmen Polle Fiction fra 2002, hvor alle karaktererne taler syngende fynsk.
Kirstine kommer vidt omkring i de 29 digte, og som fynbo føles de korte digte som en vandretur i hjemlige omgivelser. Digtenes temaer er genkendelige og griber fat i mange af de emner, fynboer snakker om, når de rejser fra øen og mindes hjem. ”Hold kæft, hvor kunne jeg godt spise en runner med brunner” er lige så sikker som ammen i kirken, når studerende fynboer mødes til kaffe i Aarhus eller København.
Rent grammatisk er der også guldkorn at hente, for dem, der kan lide den slags. For eksempel bruger Kirstine flittigt det bestemte hankønssuffiks, ’-i’. På rigtigt fynsk er der nemlig 3 køn, i modsætning til moderne dansk. Således opererer man i han-, hun- og intetkøn. Hunden bliver til ’hunni’. ’Postbuddet hedder ’posti’ og præsten hedder ’præsti’. Når min egen mormor (på 91) har været ved lægen, har hun været ved ’dowderi’. Kirstine har også fanget sammenfaldet mellem præteritum og perfektum participierne, hvor ’fisket’ både kan betyde ’fiskede’ og ’(har) fisket’. Bogen viser den fynske grammatik yderst troværdigt trods en enkelt forseelse i K-digtet, hvor nominalet ’kugleskøre klowni’ fejlagtigt indeholder ’klown’ i bestemt form på trods af det foranstillede adjektiv.
Kirstine Boas formår med sin ABC at puste liv i det eksisterende fynske sprog og giver en sjov, hyggelig og troværdig gengivelse af den lune kultur, man til stadighed finder på Fyn. Hun kommer vidt omkring de kendte fionismer og enhver fynbo, der får fingre i bogen, vil uden tvivl få vækket minder fra øen, hvor man stadig synger, når man taler.
’Kirstines ABC på fynsk’ af Kirstine Boas (Modersmålselskabet): https://www.modersmaalselskabet.dk/butik/andre-udgivelser/billedbog/kirstines-abc-paa-fynsk/
Anmeldelsen er skrevet af Michael Brixholm, som er bachelor i lingvistik. Han har i sin bacheloropgave arbejdet med enklitiske negationer i den østfynske dialekt.
