I anledning af Tolkien Reading Day den 25. marts bringer vi i dag et indlæg af Bjørn A. Bojesen.
”Jeg har fiflet lidt med mit vrøvlede fe-sprog – til dets forbedring. Jeg længes ofte efter at arbejde på det, men giver ikke mig selv lov, for selvom jeg virkelig elsker det, virker det som sådan en vanvittig hobby!”[1] Sådan skrev den nyuddannede engelsk-filolog J.R.R. Tolkien i marts 1916 i et kærestebrev til sin forlovede, Edith Bratt. Verdenskrigen kastede sin lange skygge over Den Engelske Kanal, og selv ikke Tolkiens private fantasisprog fik lov at bevare sin uskyld. I juni blev Tolkien som 24-årig sendt til Nordfrankrig for at kæmpe mod tyskerne. Her blev han oplært som signalofficer, dvs. han skulle sørge for effektiv kommunikation mellem kommandocentralen og fronten. Slaget ved Somme brød ud måneden efter, og skyttegravens rædsler sneg sig gradvist ind i ordlisten for qenya, som Tolkien kaldte sit fe-sprog: qolimo ”krøbling”, qonda ”kvælende røg, tåge”, tompo-tompo ”lyden af trommer (eller geværer)”. Sine daværende[2] følelser for fjenden mytologiserede han også: kalimbo ”barbar, uhyre”, Kalimban ”Barbariet, Tyskland” …
Inkarnerede Tolkien-fans ved at forfatteren til Ringenes Herre for alvor begyndte at skrive sin fiktive mytologi for England – sit legendarium – efter at han, i oktober 1916, blev hjemsendt med skyttegravsfeber. Bakteriesmitten reddede med stor sandsynlighed Tolkiens liv, for kort derefter blev hans bataljon næsten totalt udslettet. Mens en samtidig forfatter som tyskeren Erich Maria Remarque (Intet nyt fra Vestfronten) forsøgte at skildre en slags krigsvirkelighed, behandlede Tolkien sine oplevelser og traumer på et mytisk plan. På sygelejet påbegyndte han Gondolins Fald, hvor drager og dæmoner angriber den skjulte by Gondolin. De små feer, han havde nævnt for Edith, var nu blevet til menneskelignende elvere, der stolt forsvarede deres smukke stad. Tolkiens hjertesprog levede videre, og dukkede efter årtiers forbedringer op som højelversproget quenya i Ringenes Herre (udgivet 1954-5). Med den ændrede stavemåde – qenya til quenya – forsøgte Tolkien at give elvernes ”latin” en større grafisk lighed med netop latin (i læsernes øjne). Startlyden var dog uforandret – k med læberunding.
Fonæstetik
John Ronald Reuel Tolkien (1892 Sydafrika – 1973 England) opfandt fantasiord, og satte dem i system, fordi han ikke kunne lade være. For at blive klogere på denne sproglige skabertrang må vi springe lidt frem og tilbage i Tolkiens liv. Et berømt Picasso-citat kan hjælpe os på vej: ”Som barn er enhver kunstner. Vanskeligheden ligger i at forblive det som voksen.”
I essayet A Secret Vice (En hemmelig last) fra 1931 fortæller Tolkien, hvordan han som ganske lille var fascineret af andre børns hemmelige kodesprog. Sammen med sin kusine Mary Incledon udviklede Tolkien i starten af 1900-tallet nevbosh (”nyt sludder”, hvor nev = engelsk new). Pjattesproget var ikke meget mere end en solid forvrængning af engelsk, men ét påhit blev hos Tolkien: ”Jeg kan også huske ordet lint ’hurtig, kvik, rask’, og det er interessant, for jeg ved at det blev taget i brug fordi forholdet mellem lydene lint og den foreslåede association gav nydelse.”[3] Mange år senere lod den voksne Tolkien elverdronningen Galadriel deklamere barndommens ord i quenya-formen lintë ,”hurtige”, i Ringenes Herre: Ai! laurië lantar lassi súrinen, / yéni únótimë ve rámar aldaron! / Yéni ve lintë yuldar avánier / mi oromardi lisse-miruvóreva / Andúnë pella… (O, gyldne falder bladene i blæsten, utallige år som træernes vinger! Årene er gået som hurtige slurke af den søde mjød i høje sale hinsides Vesten!) Og det samme ord, i sindarin-udgave, klinger to gange når elveren Glorfindel – i Peter Jacksons filmatisering halvelverkvinden Arwen – holder om ringbæreren Frodo og beder sin hest Asfaloth ride hurtigt, så de kan slippe væk fra de forfølgende Ringånder: Noro lim, noro lim, Asfaloth!
For Tolkien var det altså et æstetisk projekt at opdigte nye ord, og det gav ham en følelse af velbehag, når han kunne fornemme en sammenhæng mellem et ords lyd og betydning. Lidt som en komponist forstod han intuitivt, når han havde fundet et godt match. Den fortryllende virkning, som den rette kombination af lyd og betydning kan have på sindet, kaldte Tolkien for ”fonæstetik” (Phonaesthetics). I essayet English and Welsh (Engelsk og walisisk) fra 1955 forsøger Tolkien at sætte ord på den fryd, som nabolandets sprog vækkede i ham: ”De fleste engelsktalende … må indrømme at ordet ’cellar door’ er smukt, især hvis det er løsrevet fra sin betydning (og stavemåde). Det er smukkere end, lad os sige, ’sky’ og langt smukkere end ’beautiful’ … På walisisk er der for mig ekstraordinært mange cellar doors (kælderdøre) …”[4]
Tolkien afskyede mindst lige så mange ord som dem han fandt smukke. Fransk, ifølge klichéen kærlighedens sprog, tiltalte ham kun meget lidt. Irsk nåede heller ikke hans hjerte, selvom han som troende katolik ellers satte pris på Irland – selv Tolkien indrømmede i et brev, at ordet for ring på Saurons sorte sprog, nazg (som i nazgûl, Ringånd), nok var opstået fordi hans underbevidsthed engang havde opsnappet det oldirske ord for ring, nasc.
Allerede i studietiden trængte Tolkien usædvanligt dybt ned i sprogenes historie. Han skiftede fra en klassisk filologisk uddannelse i latin og græsk til oldengelsk filologi. Norrønt, gotisk, spansk og walisisk havnede efterhånden også på hans menu. I hæftet Book of the Foxrook fra 1909 brugte Tolkien kunstsproget esperanto til at beskrive et selvopfundet skriftsystem – Privata kodo skaŭta (Privat spejderkode) – det første trin i en grafisk udvikling, der skulle kulminere med den smukke elverskrift tengwar. Hvorvidt esperanto, L.L. Zamenhofs internationale sprog, påvirkede Tolkiens egen conlanging, er underbelyst; selv har jeg altid studset over ligheden mellem endelserne -en og -enna – esperanto stelen og quenya elenna betyder begge ”i retning af stjernen”.
Tolkiens indoeuropæiske forestillinger om sprog blev godt og grundigt rystet, da han omkring 1912 faldt over en finsk grammatik: ”Det var som at opdage en vinkælder fuld af flasker med en fantastisk vin af en slags og smag jeg aldrig før havde smagt.”[5] Den fremmedartede klang og struktur tændte en gnist i Tolkiens sind, der med tiden skulle springe i brand som elversproget quenya og danne bagtæppe for hans fiktive univers.
En verden til sprogene
Når Hollywood fremtryller fremmede verdener, sker det at et filmselskab hyrer en professionel lingvist til at lave et eller flere sprog – David J. Peterson (1981) har eksempelvis skabt sprog til tv-serien Game of Thrones og Dune‑filmene. For Tolkien var processen nærmest stik modsat – han digtede først ordene, og så udtænkte han en historie og en verden, hvor ordene kunne høre hjemme. Desuden var Tolkien ikke specielt systematisk. Han opfandt ord hist og pist, og nørklede med sine sprogprojekter hele livet, uden en instruktør til at puste sig i nakken og tvinge sig til at systematisere de mange spredte noter inden en bestemt deadline. Som familiefar og Oxford-professor i oldengelsk havde han desuden kun begrænset tid til fordybelse i sine egne sprog.
Først navnet, så historien bag. I et ofte citeret brev til digteren W.H. Auden fortæller Tolkien, hvordan han fik inspirationen til børnebogen ”Hobbitten”, mens han var ved at rette eksamenspapirer: ”På en blank side skrev jeg: ’I et hul i jorden boede der en hobbit[6]’. Jeg vidste ikke og ved ikke hvorfor.” Resten af fortællingen blev til, mens Tolkien forsøgte at finde ud af, hvad en hobbit var for en størrelse.
Tolkiens lingvistiske inspiration er ofte svær at begribe for folk, der har ladet sig rive med af selve beretningerne. Således forvirrede Tolkien engang en journalist, der ville vide, hvorfor i alverden professoren havde skabt en hel verden. Svaret lød, at Tolkien ville have et sted, hvor folk kunne hilse hinanden med ordene Elen síla lúmenn’ omentielvo (quenya for ”en stjerne skinner på vort mødes time”).
Siden mytologiens spæde start under første verdenskrig arbejdede conlangeren Tolkien primært med to elversprog knyttet til fiktionen: det finsk-inspirerede q(u)enya og et walisisk-inspireret søstersprog, der ad åre blev til gråelvernes sindarin. Derudover opfandt Tolkien ord til en række forskellige tungemål, som han aldrig udforskede i dybden. Tolkien-lingvisten Helge Kåre Fauskanger vurderer, at Tolkien lavede 10-12 ”skitser” til sprog, deriblandt det semitisk-inspirerede dværgesprog khuzdul. Heller ikke quenya og sindarin er bare nogenlunde komplette, og kreative elversprogs-entusiaster må kæmpe med anseelige huller i grammatik og ordforråd.
I den primære verden, som virkeligheden undertiden kaldes blandt Tolkien-fans, er walisisk (keltisk, indoeuropæisk) og finsk (finsk-ugrisk) aldeles ubeslægtede sprog. Én af Tolkiens store opgaver som conlanger var derfor at skabe en plausibel forbindelse mellem to sprogsystemer, som tilsyneladende lå langt fra hinanden. Det gjorde han ved at simulere en tænkt sproghistorie med faste lydændringer (og i sin fiktion lod han en del af elverne emigrere til et nyt kontinent, så oldsproget virkelig kunne udvikle sig i to separate retninger). Eksempelvis blev ordstammen GONOD- eller GONDO-, med betydningen ”sten”, til ondo på quenya og gonn på sindarin. Elementet går igen i navnet på byen Gondolin i Tolkiens tidlige fortællinger og i navnet Gondor – Stenlandet – i Ringenes Herre.
Noget af det mest dragende ved Tolkiens verden er nok de mange lag af betydning. Alle elementer har en historie og en sammenhæng. Navnene er ikke tilfældige, men skabt af en digter med en usædvanlig sproghistorisk begavelse. Siden udgivelsen af Ferdinand de Saussures Cours de linguistique générale i 1916 har teorien om tegnets vilkårlighed præget vores omgang med sprogene – hvordan et ord lyder, er rent konventionelt, og egentlig ret ligegyldigt. Men al denne meningsløshed giver ingen mening i Tolkiens verden, hvor ordene stadig har en magisk kraft. Morias porte går kun op for dig, hvis du tydeligt kan sige du er en ”ven” på sindarin: mellon! God læselyst!
Udvalgte kilder
Generelt om Tolkien som conlanger
The Letters of J.R.R. Tolkien (red. Humphrey Carpenter)
J.R.R. Tolkien: The Monsters & the Critics and Other Essays
Om sproget i skyttegravene
https://johngarth.co.uk/php/tolkiens_earliest_mythology_of_middle-earth.php
https://johngarth.co.uk/php/tolkien_somme_standard.php
http://ardalambion.net/qlreview.htm
Om Tolkien og esperanto
https://tolkienbooks.net/php/esperanto.php
https://tolkingateway.net/wiki/Book_of_the_Foxrook
Noter
[1] Original: I have done some touches to my nonsense fairy language – to its improvement. I often long to work at it and don’t let myself ’cause though I love it so it does seem such a mad hobby!
[2] Senere i sit liv bedyrede Tolkien, at han ikke havde spor imod tyskere, og at de tyske soldater på ingen måde havde inspireret ham i hans beskrivelser af de onde orker. I den sammenhæng er det interessant at russiske soldater i Ukrainekrigen fra ukraisk side ofte er blevet omtalt som orker. https://spectator.com/article/why-are-ukrainians-calling-russian-invaders-orcs/
[3] Original: I can also remember the word lint ’quick, clever, nimble’, and it is interesting, because I know it was adopted because the relation between the sounds lint and the idea proposed for association with them gave pleasure.
[4] Original: Most English-speaking people … will admit that cellar door is ’beautiful’, especially if dissociated with its sense (and from its spelling). More beautiful than, say, sky, and for more beautiful than beautiful. Well then, in Welsh for me cellar doors are extraordinarily frequent …
[5] Original: It was like discovering a wine-cellar filled with bottles of amazing wine of a kind and flavour never tasted before.
[6] Original: On a blank leaf I scrawled: ‘In a hole in the ground there lived a hobbit.’ I did not and do not know why.
Bjørn Arnfred Bojesen er formidler og magister i nordisk og spansk fra universiteterne i hhv. Århus og Bergen. Han er forfatter til bogen En undersøgelse af fænomenet Rim (Museum Tusculanums Forlag) og tidligere redaktør på det norske Tolkien-tidsskrift Angerthas. I 2022 var han ansat som researcher på projektet Moesgaard møder Tolkien.
