Dette er en oversættelse af Joost Robbes indlæg, som kan læses på engelsk her. Redigeret 14/10 kl. 14.42.
Lingoblog fejrer i dag tysk sprogdag, så derfor har Joost Robbe sat sig for at undersøge historien om amagerhollandsk; en nederlandsk-nedertysk dialekt talt på Amager fra det tidlige 16. århundrede til midten af det 19. århundrede. Han forklarer, hvordan dette mindretalssprogs skæbne, der ellers overlevede i flere hundrede år, afhang af et enkelt menneskes valg — og lingvistiske mangelfuldhed.
Hvor ofte kan et sprogs død spores tilbage til én enkelt person? Stort set aldrig. Men i tilfældet af amagerhollandsk — engang talt i Store Magleby udenfor København — står det anderledes til. I flere århundreder kombinerede det lille samfund nederlandsk talt sprog med en stærk nedertysk skriftlig tradition. Alligevel i det sene 18. årh. og tidlige 19. årh. blev denne sårbare balance forstyrret af en præst, Friderich Carl Schmitto (1757-1833), på så omfattende vis, at sproget aldrig kom sig igen.
Nederlandske bønder og en nedertysk præstestand
Omkring år 1520 inviterede Kong Christian 2. (1513-1523) nederlandske bønder fra Hoorn (nord for Amsterdam) til at slå sig ned på den danske ø Amager for at forsyne det københavnske hof og marked med fødevarer. Danske bønder blev tvangsforflyttet fra Store Magleby, og 24 nederlandske familier overtog gårdene, komplet med agerjord, enge og adgang til græsningsarealer. Udover disse gårde modtog familierne betydelige privilegier: retten til deres egen jurisdiktion, egne kirkelige gudstjenester og kontrol over egen uddannelse. I næsten 300 år forblev Store Magleby — også kendt som “Hollanderdorp” — en semi-autonom nederlandsk koloni, indtil byen blev fuldt integreret i den etablerede danske kirke i 1811 og i det danske rets- og uddannelsessystem i 1817.
I flere hundreder år efter de nederlandske bønder ankom til Danmark, var uddannelsen af landsbysamfund næsten fuldstændigt i kirkens hænder. Da familierne først ankom til Danmark, havde de deres egen præst med sig. Men efter den danske reformation i 1536 skulle denne praksis stoppe. Præsterne kom nu ikke længere fra Nederlandene — hvor calvinismen havde rodfæstet sig — men nu fra Slesvig og Holsten. Disse præster var lutheranske og havde, vigtigst af alt, nedertysk som modersmål.
Dette havde betydelig indflydelse. Nedertysk havde længe været det skriftlige medium for handel og administration i Danmark, og på Amager skulle det snart blive det naturlige sprog i skolelige og kirkelige henseender. Den skriftlige tradition på Amager skyldtes hovedsageligt to mænds indsats: præst Georg Harder (1608-1682) fra Dithmarsken og hans søn, præst Thomas Harder (1645-1691). De to producerede katekismer og skolebøger, der formede viden og forståelse i generationer.
Børn lærte at læse og skrive på nedertysk i skolen, mens hollandsk fortsat var det talte sprog i hjemmet og i landsbyen. Resultatet af denne blanding blev et særpræget lingvistisk kontakt-økosystem: nederlandsk tale sammenfiltret med en robust nedertysk skriftlig tradition, der fortsatte langt ind i 1700-tallet.
Et skæbnesvangert valg
I 1786, da præsten på Amager døde, begyndte menigheden at lede efter en passende efterfølger, der ikke alene besad præstelige kompetencer, men også de nødvendige sproglige færdigheder. Til sidst accepterede de Friderich Carl Schmitto — en beslutning, der var baseret på bedrag og som skulle vise sig at være katastrofal. Schmitto havde foregivet at kunne tale nederlandsk — en påstand, der var åbenlyst usand.
Men hvem var Schmitto helt præcist? Schmitto voksede op i det dansktalende nordlige Slesvig, gik på grammatikskole i Kiel og studerede senere teologi i Jena og København. Dagbogsoptegnelser fra besøgende i Store Magleby afslører væsentlige detaljer om hans sprog: han talte flydende dansk og højtysk, men hans nedertyske var begrænset og inkonsistent. Den nederlandske videnskabsmand Johan Meerman (1753-1815) — en mand hyldet i de nederlandske litterære kredse for sine oversættelser af Friedrich Gottlieb Klopstocks poesi — deltog i 1804 i en af Schmittos prædikener og beskrev Schmittos sprog som “et besynderligt, selvopfundet system, der ikke virkede til at være bundet af nogen regler.”
For at bevare sin troværdighed påstod Schmitto, at han var fra Holsten, og på den måde forbandt han sig selv til sine forgængeres nedertyske baggrund. Men den baggrund havde han på ingen måde. Hans tid i Kiel havde muligvis givet ham et vist bekendtskab med dialekten — og måske også givet ham bekendte, han kunne støtte sig til, skulle der opstå lingvistiske nødsituationer. Men hans forbindelse til nedertysk rakte ikke længere end dét.
Som om dette bedrageri ikke var nok, søgte Schmitto også at cementere sin autoritet på anden vis. I 1788 kom han med en ny katekismus, Ordnung des Heils, der skulle blive den hovedsagelige skolebog for Store Maglebys børn.
Ordnung des Heils: Fortræffeligt nedertysk — var Schmitto virkelig forfatteren?
I modsætning til Schmittos prædikener var Ordnung des Heils solid rent lingvistisk set. Dens lingvistiske udførelse modtog stor anerkendelse: både gennemgået og undersøgt af den sjællandske biskop Nicolai Edinger Balle (1744-1816) og godkendt af domprovst Johann Christian Schönheyder (1742-1803), en universitetstrænet teolog uddannet i Leipzig og Göttingen, der fandt katekismen passende.
Så hvordan forener vi Schmittos påviste dårlige nedertysk på prædikestolen med hans glimrende nedertyske i katekismen? Det mest plausible svar befinder sig i Kiel. Schmitto havde højst sandsynligt udarbejdet katekismen på højtysk for så at få den oversat til nedertysk af en bekendt i sit netværk.
At bryde med den lingvistiske tradition
Uanset om Schmitto skrev den eller ej, blev katekismen en central skoletekst, der forstyrrede kontinuiteten af den lingvistiske uddannelse i Store Magleby. Den nye katekismus fik den nederlandske-nedertyske tradition til at gå itu, som det lille samfund ellers havde dyrket siden Harderpræsterne i midten af 1600-tallet. Den introducerede en anden varietet af skriftlig nedertysk, løsrevet fra Amagers allerede etablerede lingvistiske praksis. For børnene betød det, at forbindelsen til deres forældres og bedsteforældres skriftlige traditioner blev brudt.
Senere vidneudsagn bekræfter dette brud i kontinuiteten. Den tyske rejseforfatter Johann Georg Kohl (1808-1878) udgav i 1846 et udsagn fra et respekteret medlem af Amagersamfundet (sandsynligvis foged Gerdt Corneliussen Bacher, 1776-1858):
“Ulykken var, at denne falske nederlænder forblev i sit embede i 47 år. Han bragte det nederlandske sprog i komplet forfald, fordi han ikke kunne lære fra sig til ungdommen.”
Det ser ud til, at samfundet selv beskyldte Schmitto for deres sprogs død.
Schmittos arv
I 1811 skrev Schmitto i sognebogen, at prædiken på “tysk” (forstået som nederlandsk og nedertysk) var blevet afskaffet, således at dansk skulle overtage både i kirken og i skolen. I modsætning til senere overbevisning har han nok lavet denne optegnelse i sognebogen med et lettet hjerte fremfor nostalgisk længsel. Alligevel i 1915, på 400-års-jubilæet for den nederlandske koloni, blev den selvsamme mand, der havde stået i spidsen for forfaldet af den amagerhollandske dialekt, hyldet med en mindesten på kirkegården — indgraveret med utilsigtet ironi: “Han var den sidste præst der talte Guds ord på det hollandske sprog.”
Sprogdød sporet til et enkelt individ
Det er sjældent for lingvister at tilskrive et sprogs død til et enkelt individ fremfor større sociale og politiske magter. Men i små og sårbare miljøer kan enkelte aktører tippe balancen. På Amager blev den skriftlige tradition etableret af to mænd, en far og en søn; og den blev opløst af en mand, en “falsk nederlænder”. Man må sige, det er en besynderlig sag om sprogdød.
Hvis du vil læse mere:
Winge, Vibeke (1995). Laat Deen en Noor met Erbied u begroeten. Niederländer und Niederländisch in Dänemark. Ein Überblick. I: Lingua Theodisca. Beiträge zur Sprach- und Literaturwissenschaft. Jan Goossens zum 65. Geburtstag, Niederlande-Studien 16, 299–307.
Kohl, Johann Georg (1846). Reisen in Dänemark und den Herzogthümern Schleswig und Holstein. Leipzig: F.A. Brockhaus.
Meerman, Johan (1804). Eenige berichten omtrent het noorden en noord-oosten van Europa, vol. 1. Den Haag: Erven Isaac van Cleef.
Joost Robbe er lingvist og historisk filolog ved Aarhus Universitet. Hans forskning fokuserer på sprogkontakt, traditioner for læsekompetencer og det nederlandske sprogs historie i Danmark med et specielt fokus på det nederlandske samfund på Amager og dennes overgang fra nederlandsk og nedertysk til dansk. Han har udgivet bredt indenfor analyse af grafemer, sprogdød, kontaktsprog og mindretalssprogs kulturhistorie — og er for tiden ved at udgive en bog om den skriftlige tradition i det 18. årh. hos det nederlandske samfund på Amager.
En kommentar til “En besynderlig sag om sprogdød: Hvordan én mand slog amagerhollandsk ihjel”