Den 18. december markeres af UNESCO som international arabisk sprogdag. Ved denne lejlighed anmelder lingvisten Andreas Højlund en ny bog, der behandler de mange gamle og nye arabiske ord i det danske sprog.
Det kan jo til tider være lidt svært at forholde sig kritisk til en bog som opleves som en fin lille rislende bæk ned over ens egen let forhutlede mølle. Og derfor må læseren også forsøge at bære over med forfatteren bag denne anmeldelse, hvis begejstringen skinner lige lovligt meget igennem i det følgende.
Først er det dog på sin plads med en lille disclaimer – i hvert fald hvis man, som jeg, havde set frem til et dybere indblik i nogle af de mange fascinerende finurligheder ved det arabiske sprog. For således at undgå at købe lige netop dén arabiske kat i denne lette kaligrafi-indbundne lyseblå sæk på 128 små sider vil jeg lige starte med at gøre to ting klart:
- Forfatteren Jakob Skovgaard-Petersen gør det tydeligt i både forord og efterord, at denne bog mest af alt er skrevet i anledning af den konservative politiker Mai Mercados kommentar til optagelsen af inshallah i Den Danske Ordbog: ”Dansk er dansk. Arabisk er arabisk. Hold det adskilt.” Bogen er således altså en form for genmæle til det udsagn – og deraf også titlen på denne anmeldelse.
- Skovgaard-Petersen er ikke lingvist eller lektiograf men derimod professor i islamiske studier ved Københavns Universitet med et rigt kendskab til religion, kultur og politik i Mellemøsten – og naturligt nok derigennem også til det arabiske sprog, dog nok mere som sprogbruger end som lingvist. Til gengæld har der været kyndig lingvistisk og lektiografisk hjælp at hente hos hans nære kollegaer (og studerende) der tæller både arabisk-undervisere og lektiografer.

Gennem 27 opslag tager Skovgaard-Petersen os således på en sproglig rejse, der behændigt bevæger sig i både tid og geografi fra 800-900-tallets sprudlende Bagdad over 13-1400-tallets kaffe-drikkende Yemen videre op til Ayatollah Khomeinis berømte og berygtede fatwa i 1989 og helt op til nutidens Gillis store hit Habibi Aiwa (Habibi aywa, ”ja, min elskede”) og de allestedsnærværende algoritmer. Vi suser gennem Orienten over Sydeuropa op til Danmark – og flere gange retur, nu hedder det bare Mellemøsten. På en enkelt rejse når vi endda så langt væk som til Alcatraz ved den californiske kyst – opkaldt efter det arabiske ord al-ghattas for albatrossen, som på spansk altså blev til alcatraz og nærmere blev forbundet med den amerikanske pelikan.
Det er på denne sproglige rejse, at vi bl.a. lærer, at så relativt gængse ord som sukker, kaffe, skak og razzia faktisk oprindeligt kommer fra arabisk – og så på dansk er indlånt via forskellige europæiske forbindelser. Og det er også på denne rejse, at vi bliver lidt klogere på Skovgaard-Petersens videre ærinde med dette lille leksikon, når vi når til de lidt mere socio-politisk ladede ord som fx dhimmi og mu’amara. Her henvender Skovgaard-Petersen sig indirekte til de ”såkaldte ‘islamkritikere’”, der efter Skovgaard-Petersens udsagn har introduceret disse ord for ”at overbevise offentligheden om ‘islams natur’, som gjorde det umuligt at integrere muslimer i Danmark.” (s. 21.) Skovgaard-Petersen forklarer, hvordan disse termer ikke har været udbredt brugt i den arabiske verden de seneste 50-100 år, i hvert fald ikke i den indlånte betydning, og derfor ikke er aktuelle ift. en nutidig forståelse af muslimer og islam.
Den sproglige rejse tager os på elegant vis videre forbi alt fra kaliffens særstatus hos sunni-muslimer over Marabou-storkens (spinkle) forbindelse til ordet og begrebet imam og helt frem til de modsatrettede pragmatiske forskelle i brugen af in sha Allah (inshallah) mellem det landlige Oman og Cairos metropol. Jo længere vi rejser, desto tydeligere bliver sprogets vidnesbyrd af historiens snørklede udvikling.
Til de særligt sprogligt nysgerrige findes der midt på rejsen en lille mellemlanding i udtalens mammut-forvikling af Mahmoud. Her får vi et par korte parlør-tricks til at lære at mestre fx ’ain (ع) og ghain (غ) samt det særligt tricky emfatiske h (ح) i Mahmoud, som kan tillæres via en genvej gennem skurkeudtalen af ha!, forstås det.
Og det er ved denne mellemlanding, hvor jeg som arabisk-entusiast nok havde håbet at få udfoldet lidt mere af det arabiske sprogs fascinerende finurligheder. Fx at forskellen på hvorvidt den bestemte artikel al– på arabisk smelter sammen med det efterfølgende bogstav, dikteres af de såkaldte sol- og måne-bogstaver (derfor har alkymi og algebra bibeholdt al-, mens amalgam ikke har, og vi kender det også fra hilsenen as-Salamu ’aleikum). Eller at de arabiske tegn har fire distinkte former alt efter om de står alene, først, midt eller sidst i et ord. Eller at ordene for ’at skrive’ (kataba), ’at diktere (’at få nogen til at skrive’)’ (aktaba), ’en bog’ (kitāb) og ’et kontor (’et sted hvor man skriver’)’ (maktab) alle kommer fra de samme tre rod-radikaler (k-t-b).
Men det var jo netop heller ikke denne sprogrejses destination, altså en hyldest til det arabiske sprogs fantastiske forviklinger. Destinationen var derimod en hyldest til det danske sprogs spændstighed og vitalitet fordi det formår at indoptage nye ord når og hvis dets sprogbrugere oplever behovet for det. Og dét er som sagt vand på min og mange andre lingvisters mølle. Sprog er levende, og sprog udvikler sig og tilpasser sig. Det gør dansk, og det gør arabisk. Og det er der ikke noget nyt i. Nye ord kommer til, nogle overlever og hænger ved, andre dør bort. Og når nye ord indoptages i dansk ”vil [det] være, fordi sprogbrugerne finder dem præcise eller skæve, stærke eller pudsige.” (s. 124).

Jakob Skovgaard-Petersen
Lille leksikon med arabiske ord på dansk
Forlag: Informations Forlag
Sider: 128
ISBN: 9788785381026
Udgivelsesdato: 26 november, 2025
https://butik.information.dk/collections/boger/products/lille-leksikon-med-arabiske-ord-pa-dansk (Tilbud lige nu: 119,95 kr)
Til dagligt er Andreas Højlund lektor i kognitionsvidenskab og lingvistik på Aarhus Universitet, hvor han bl.a. underviser i faget Sprog, kognition og hjerne. Andreas har sin ph.d.-grad fra Aarhus Universitet, hvor et af studierne undersøgte sprogofficerers tillæring af arabisk.





