Hvorfor læser folk egentlig biografier? Jeg har altid undret mig. Hele hylder i boghandlere er fulde af dem. Nu har jeg endelig selv læst en biografi, og jeg fandt den fascinerende.
Hvor mange boglange biografier er der egentlig blevet udgivet af lingvister? Fra toppen af mit hoved: Kirsten Rask skrev en biografi om Rasmus Rask. Otto Jespersens En sprogmands Levned er en selvbiografi. Bogen om amerikaneren Harrington, Encounter with an Angry God, Recollections of my Life with John Peabody Harrington, blev skrevet af hans kone. Bob Dixons selvbiografi hedder I am a linguist/Jeg er en lingvist (ups, den har jeg også læst og anmeldt). Lingvist Robert A. Hall skrev en biografi om lingvisten Leonard Bloomfield. Der er biografier om Franz Boas og Edward Sapir, begge skrevet af Regna Darnell. De to sidstnævnte står på min bogreol, bladret igennem, men ulæst.
Biografien om matematikeren/lingvisten/datalogen/litteraturforskeren/forfatteren/klummeskribenten Hugo Brandt Corstius (1935-2014) fylder 573 sider, men lingvistik er kun nævnt på en håndfuld sider. Han var min underviser og senere min kollega på Institut for Almen Lingvistik ved Amsterdam Universitet. Da jeg læste biografien, indså jeg, hvor stor indflydelse han havde haft på mit liv.
Vi havde ikke mange bøger derhjemme, måske en meter hyldeplads. Min far læste den lokale avis og Det Bedste af Reader’s Digest, min mor lånte krimier på det lokale bibliotek. Hos bedstefar og bedstemor læste vi et sensationsugeblad, Panorama, med mange billeder og en slags Alt for Damerne, Libelle. Vi børn havde et abonnement på Anders And. Ikke en intellektuel familie, og jeg tror, at jeg næsten ikke mødte nogen med en doktorgrad i de første femten år af mit liv. På gymnasiet havde vi én lærer med en ph.d.: Dr. W.H.N. van Wel, som havde skrevet en afhandling om P.C. Hooft, en berømt historiker, digter og forfatter i 1600-tallet. Mine venner på gaden kunne reparere knallerter og købe og sælge ting. Jeg var nødt til at stole på mit hoved, ikke mine hænder. På gymnasiet mødte jeg hyperintelligente børn, der ikke kun læste tegneserier. En af dem var JW, højt begavet og langt foran sine klassekammerater, men også mentalt ustabil. Han har været bag tremmer i omkring ti år nu eller er i gang med en række fængsler, fordi han engang satte ild til en bunke håndklæder, da han var vred. Jeg besøgte ham igen i Scheveningens højsikkerhedsfængsel, hvor jeg stod i kø med slægtninge til Félicien Kabuga, en mand, der var ansvarlig for massemordet i Rwanda, og som fik 400.000 mennesker slagtet med de macheter, han uddelte.
Hjemme hos JW havde de bøger, og han introducerede mig til Piet Grijs og Raoul Chapkis’ bøger, og som ung teenager havde jeg hurtigt lånt en række af dem på biblioteket og læst dem med stor fornøjelse: De reizen van Pater Key [Fader Keys rejser] (1966), Ik sta op mijn hoofd [Jeg står på hovedet/Jeg insisterer på mit hoved] (1966), Grijsboek [en nuance af grå/Grijs] (1970), A is een letter [A er et bogstav] (1975), Piet Grijs is gek! [Piet Grijs er skør!] (1975), De Encyclopedie [Encyklopædien] (1978). Jeg tror, alle vidste, at Chapkis og Grijs var én og samme person. Til skoleavisen lavede JW og jeg en slags efterfølger til A er et bogstav. Vi var ret stolte af det. Den erfaring kom til nytte, da vi lavede en COVID-ordbog. Nu sidder JW i fængsel, og jeg arbejder på universitetet. Nogle gange tror jeg, at jeg prøver at skrive som en HBC (Hugo Brandt Corstius). Men det kan ingen. Jeg har omkring sytten af hans bøger på hylden – alle læst, nogle to gange. De har overlevet utallige flytninger. Hans ræsonnement var absurd og modstridende, og der var ingen tvivl om det. Både Grijs og Chapkis viste sig at være pseudonymer for Hugo Brandt Corstius, en matematiker, der arbejdede på Instituttet for Nederlandske Studier på Universitetet i Amsterdam. Under en række pseudonymer udgav han artikler, klummer og analyser i næsten alle nationale aviser, de fleste ugeblade og en række månedsblade – nogle gange flere på samme tid. Hver gang en ny klumme dukkede op af en ukendt klummeskribent, var det tvivlsomt, om det kunne opdages, om han stod bag den. Som stilistisk altmuligmand kunne han efterligne eller igangsætte en række stilarter.
En dag dukkede der en side op i en avis eller et ugeblad (Vrij Nederland? N.R.C. Handelsblad?) med sproglige tricks som palindromer, anagrammer og ukendte selvopdagede fænomener, såsom ord, der indeholder deres egen modsætning: Vandland, fritidsjob og tusindvis af andre opdagelser. Dette kaldte han for opperlandsk eller overlandsk. Den blev skrevet af Battus, et andet pseudonym for Brandt Corstius. I skolen var der et par entusiaster, der begyndte med at lave palindromer og andre sproglige fænomener. Jeg var en af dem. En anden er nu professor i klassisk historie i Groningen, Nederlandene.
Efter at have afsluttet gymnasiet ville jeg studere Almen Lingvistik, men det var kun et overbygningsfag. Så jeg startede med Nederlandsk sprog og litteratur. Men lige da jeg startede der, flyttede HBC fra den nederlandske afdeling til lingvistik i en anden bygning i byen. Jeg mødte ham først et par år senere, da jeg overflyttede til lingvistik kandidatstudiet.
Sådan blev jeg studerende i lingvistik hos HBC og senere også en kollega til ham. Som studerende tog jeg et kursus i algebraisk lingvistik hos ham. Han kom fuldstændig uforberedt, men han havde selv skrevet bogen, så han kunne hive den frem af ærmet. Jeg syntes, han var en god lærer. Jeg havde, ligesom de andre studerende, holdt en præsentation i klassen, men min eksamensopgave handlede om en anden model. Jeg tror, hvis jeg husker det rigtigt, om den matematiske modellering af dialog. Jeg lavede aldrig noget med det igen. HBC sagde, at jeg faktisk havde skrevet to opgaver. De andre skrev om det samme emne, som de holdte deres præsentation i klassen om.
Åh ja, HBC arbejdede deltid på lingvistik, og resten af tiden skrev han tusindvis af stykker og snesevis af bøger. Det sidste var hans hovedbeskæftigelse. Han brugte omkring 40 pseudonymer. Men selv på de to dage, han skulle være på kontor i vores bygning, var han der ofte ikke. Fredag var en af hans arbejdsdage, men så kunne hele landet høre ham live i radioen i programmet Welingelichte Kringen, eller Velinformerede Kredse.
Under mine lingvistikstudier fik jeg et studiejob som deltidsbibliotekar for lingvistik. Det var før jeg havde ham som underviser. HBC sad i udvalget og efter den formelle del af interviewet, da vi alle havde rejst os, spurgte han, om jeg var “Peter Bakker fra Dordrecht”. Jeg bekræftede, at jeg var det. “God hukommelse,” komplimenterede jeg ham. Han huskede tilsyneladende, at jeg engang havde sendt ham palindromer efter en annonce i avisen. Formanden for ansøgningsudvalget, der hørte denne korte dialog, spurgte overrasket, om vi kendte hinanden, og HBC og jeg sagde ja – via korrespondance. Da HBC senere udgav hans bog Symmys med 2500 palindromer på jeg-ved-ikke-hvor-mange-sprog i 1991, gav han mig et signeret eksemplar. Den er nu et hemmeligt sted. Det vil sige: Jeg ved ikke, hvor den er.
Hans rekreative lingvistik og palindromer var så stor en del af hans liv, at hans tre børn begyndte at tale i omvendte sætninger ved hans kiste: “ene kok død”.
Så HBC har faktisk haft en stor indflydelse på mit liv. Jeg havde læst en række af hans bøger med beundring som gymnasieelev. Han havde inspireret mig til at lave palindromer. Han havde givet mig mit første job inden for lingvistik. Jeg syntes, han var den bedste nederlandske forfatter. Og jeg havde læst en hel del nederlandsk litteratur: vi skulle læse 25 bøger i nederlandsk i skolen og endnu flere på universitetet, både historiske og moderne. Jeg syntes, og synes stadig, han var den bedste stilist med mange finesser. Jeg mødte engang en australsk lingvist, der var af samme mening. Jeg kender ikke nogen andre, der synes det samme.
I 2014 døde han, på det tidspunkt “skør øks” (det er ikke nemt at oversætte palindromer mellem sprog), som han selv skrev, i en slags “tågåt” tilværelse. “Dement, nem ed”. Forhenværende lingvistikstuderende Liesbeth Koenen, der dengang levede af videnskabsjournalistik, skulle skrive hans biografi, og HBCs kone gav hende adgang til hans omfattende personlige arkiv. Koenen gav dog ufrivilligt op efter fem år, da hun døde alt for tidligt af kræft. Elsbeth Etty overtog opgaven, en talentfuld journalist med adskillige biografier i bagagen.
Det, hun har opnået, er en biografi, der – i hvert fald for mig – læses som en sidevender (et bedre ord end pageturner). Smukt skrevet. Fuld af chokerende, saftige, faktuelle og intime detaljer. Men hvilken genial idiot og galning! Oplysninger om hans tre forsømte børn efter hans store kærlighed Tatjes død, en af de 2000 kvinder, som han engang hævdede (løj om?) at have haft intim kontakt med. Renate, Coot, Abby, Tatje, Ina, Pat, Françoise, Julie, Marijke, Hans, Birgitte, Fritzi og andre kommer forbi. Antallet af hans elskerinder i bogen er ret stort men også langt fra de 2000. Han havde været gift to gange. Første gang åbent, anden gang var han trofast.
Han kunne være nådesløs som klummeskribent, og han ødelagde politikeres, forfatteres og videnskabsmænds ry og til tider fornuft. Han er bedst kendt som klummeskribent under pseudonymer som Piet Grijs, Battus, Batticus, Jan Eter, Maaike Helder, Drs. G. van Buren, Peter Malenkov, Raoul Chapkis, Dolf Cohen, Joop den Uyl, Jozef Trapjes, Juha Tanttu, Talisman, Victor Baarn, Battus, Celina Smit, Gerard Balthasar, Hugo de Torenkraai, Raoul Achterhout, Stoker og sommetider Renate Rubinstein. Biografien indeholder en liste over 48 bøger skrevet mellem 1964 og 2011 – det er cirka én om året. Ingen af dem er oversat til dansk eller andre sprog, så vidt jeg ved. Han beskrev sig selv sommetider som en asparges, han var tilsyneladende bevidst om sin aspergers autisme, selvom det ikke er klart, om han officielt fik diagnosen. Bogen læses som en larve: nogle gange tænker man, sikke en idiot, hvordan kan han skrive i avisen, at han har tre “irriterende børn” derhjemme? Så viser det sig et andet sted, at han havde følelsesmæssige bånd til dem – og omvendt. Men deres barndom var speciel og ikke altid sjov med en far, der sommetider måtte skrive syv artikler til lige så mange tidsskrifter på samme dag.
Men dette er en blog om sprog. Jeg vil ikke tale om hans ordkundskaber, ordspil, sprogkunst og sproglege. Der har været masser af andre, der har rost ham for det. Hvad har HBC bidraget med til lingvistikken? Han har trods alt været tilknyttet universiteter i et par årtier som matematisk lingvist. Fra 1971 til 1996 var han tilknyttet Amsterdam Universitet som lingvist. Lad os være ærlige: hans bidragsydelse var ikke så stor. Han har et lille antal videnskabelige publikationer på bagen. På den anden side, hvis man sætter dem alle ved siden af hinanden, er det stadig en ret stor produktion. Han har skrevet tre videnskabelige bøger. Hans afhandling Exercises in Computational Linguistics fra 1970. Hans bog Algebraisk Lingvistik, skrevet som en reaktion på Formal grammars in linguistics psychologinguistics, i tre dele af Willem (“Pim”) Levelt i 1973. Ifølge HBC var der en del fejl i matematikken bag bogen, hvilket er grunden til, at han skrev Algebraiske Taalkunde/Algebraisk Lingvistik, som allerede blev udgivet året efter i 1974. Det er en klar og kompakt skrevet bog. Endelig Computerlingvistik fra 1978, men måske betragtes den mere som populariserende. Hans senere bog Tal i sprog/Regn med Sprog fra 1983 er det bestemt, selvom den også indeholder en række stykker, der tidligere var blevet udgivet i videnskabelige tidsskrifter. Lad os sige: tre en halv bog, og så også en redigeret bog: Grammars for Number names (1968).
Hvor mange artikler? Ifølge en international lingvistisk bibliografi har han skrevet fire artikler, men jeg har selv fundet et par stykker mere. I alt 16. Nu om dage måske ikke nok til en fast stilling på et universitet. Trods denne begrænsede produktion har han haft stillinger ved universiteter i Amsterdam, Rotterdam, Leiden, Tilburg, Delft – og også i udlandet: i USA og på Sorbonne i Paris. Disse udnævnelser er utvivlsomt baseret på hans geni og hans berømmelse som forfatter og skribent. Han har haft stillinger som nederlandsk sprog- og litteraturforsker, lingvist, matematiker, datolog, litteraturforsker og har endda forelæst på en kunstskole.
Han har sjældent deltaget i sprogkonferencer. Han interviewede dog én gang Noam Chomsky, den mest berømte lingvist i verden, ikke kun på grund af sit gennembrud inden for lingvistik, men også på grund af hans utallige politiske skrifter. Interviewet fandt sted i 1977, og interviewerne var journalisten Max Pam og lingvisten HBC. Pam huskede senere, at HBC ikke sagde et ord under hele interviewet og faktisk opførte sig som om han kedede sig, hvilket selv Chomsky bemærkede. Efter det tre timer lange interview sagde HBC til journalisten: “Alle de spørgsmål, jeg foretrækker svar.”
I 1970 havde han udtrykt sin beundring for Chomsky, fordi han gjorde lingvistikken eksakt. Chomsky udviklede en model kaldet generativ lingvistik. For at skrive dette stykke genlæste jeg de fire kapitler om Chomsky, som HBC skrev til tidsskrifter i 1972, 1973, 1973 og 1977, og som blev genoptrykt i 1983 i bogen Rekenen op Taal. Ved genlæsning bemærkede jeg, hvor genial han faktisk var til at forklare teorien. I mellemtiden havde han dog afvist denne teori, både de filosofiske antagelser bag den og de fejlslagne formalismer og mislykkede anvendelser og den utilstrækkelige empiriske evidens. Det var velkendt. Det var modigt dengang at være kritisk over for Chomskys teori. Chomsky lever stadig – han er næsten 100 – og hans teorier lever stadig, men der er få unge mennesker, der ønsker at fordybe sig i dem, og flere og flere ældre lingvister indser, at andre aspekter af lingvistikken er langt mere spændende og har mere at gøre med virkeligheden. Snart vil teorien kun være interessant for historikere. Ikke alle kolleger vil takke mig for disse ord. Jeg blev selv intensivt trænet i teorien som studerende, men jeg var aldrig charmeret af den, og jeg tog hurtigt afstand fra den. Bruddet var definitivt efter at have deltaget i en stor generativ konference i Utrecht, GLOW. Der besluttede jeg, at min fremtid ikke skulle være generativ.
Hugo Brandt Corstius var en alsidig mand, men han var mere klummeskribent og polemiker end videnskabsmand.
Bibliografi over HBCs videnskabelige publikationer.
Jeg er ret sikker på, at der mangler publikationer, men det giver et indtryk.
Brandt Corstius, Hugo. 1964. De computer in de taalkunde. Amsterdam: Stichting Mathematisch centrum.
Brandt Corstius, Hugo. 1964. Automatisch tellen en scheiden van Nederlandse lettergrepen. Amsterdam: Stichting Mathematisch Centrum, 1964. 22 p. (Stichting Mathematisch Centrum. Rekenafdeling, ISSN 0517-6417; MR 67).
Brandt Corstius, Hugo. 1964. Taalstatistiek. Statistica Neerlandica 18 afl. 4: 353-367.
Brandt Corstius, Hugo. 1965. Automatic translation of numbers into Dutch. Foundations of language 1: 59-62.
Brandt Corstius, Hugo. 1967. Het effect van de voorstellen van de commissie voor de spelling van de bastaardwoorden op de woordtekens in krantentaal. De Nieuwe Taalgids 60 nr. 4: 217-223.
Brandt Corstius, Hugo. 1967. Mechanische vorming van het geschreven verkleinwoord. Amsterdam: Stichting Mathematisch Centrum. 15 p. (Stichting Mathematisch Centrum. Rekenafdeling, ISSN 0517-6417; MR 89).
Brandt Corstius, Hugo. 1968. Retrograde frequentielijst van Nederlandse substantieven. Amsterdam: Mathematisch Centrum, VI, 41 p. ([Rapport]; nr. 102).
Brandt Corstius, Hugo (red.). 1968. Grammars for Number Names. Dordrecht: Reidel.
Brandt Corstius, Hugo. 1968. Automatic translation between number names. In Hugo Brandt Corstius (red.), Grammars for Number Names, 103-123. Dordrecht: Reidel.
Brandt Corstius, Hugo. 1969. Automatische vorming van het Nederlandse verkleinwoord. ITL; Tijdschrift voor Toegepaste Linguistik/Review for Applied Linguistics 3, nr. 1: 5-17.
Brandt Corstius, Hugo. 1969. Kwantitatieve analyse van de Nederlandse lettergreep. ITL; Tijdschrift voor Toegepaste Linguistik/Review for Applied Linguistics 6, nr. 1: 11-27.
Brandt Corstius, Hugo. 1970. Automatische vorming van de indirecte rede. In: ITL; Tijdschrift voor Toegepaste Linguistik/Review for Applied Linguistics 9: 19-33.
Brandt Corstius, Hugo. 1970. Exercises in Computational Linguistics. Amsterdam: Mathematisch Centrum, 1970. 162 p. (Mathematical Centre tracts; 30).
Brandt Corstius, Hugo. 1972-1973. Formele invoering van klinkers. Spektator 2-7 (1972-1973): 438-439.
Brandt Corstius, Hugo. 1974. Algebraïsche Taalkunde. Utrecht: Oosthoek.
Brandt Corstius, Hugo. 1974. Weer een nieuw vak?: taken en grenzen van de computer-taalkunde. Rotterdam: Universitaire Pers, 23 p.
Brandt Corstius, Hugo. 1977-1978. Lange woorden. Spektator 7 afl. 1: 48-52.
Brandt Corstius, Hugo. Wat is algebraïsche taalkunde? In: Wetenschap en taal: het verschijnsel taal van verschillende zijden benaderd; onder red. van Bernard Th. Tervoort. Muiderberg: Coutinho, 1977, p. 34-46.
Brandt Corstius, Hugo. 1978. Computer-taalkunde. Muiderberg: Coutinho.
Brandt Corstius, Hugo. 1979. Bespreking van N. Chomsky, Reflections on Language. Kennis en Methode 1(2).
Brandt Corstius, Hugo. 1979. Linguistics and philosophy. ITL; Tijdschrift voor Toegepaste Linguistik/Review for Applied Linguistics 43: 3-15.
Brandt Corstius, Hugo. 1981. Niet-lineair lezen. TTT. Interdisciplinair Tijdschrift voor Taal en Tekstwetenschap 1, 2.
Brandt Corstius, Hugo. 2002. De desillusie van mijn leven of Remember November. In: Tanja Gaustad (ed.). Computational Linguistics in the Netherlands 2002. Selected Papers from the Thirteenth CLIN Meeting. Leiden: Brill, p. 1-7.
Nogle af disse publikationer er genoptrykt i: Hugo Battus, 1983, Rekenen op Taal. Amsterdam: Querido.
Peter Bakker fulgte engang undervisning hos Hugo Brandt Corstius. Han har produceret en række palindromer inspireret af HBC. Han er lingvist ved Aarhus Universitet, og hans karriere begyndte med et job som deltidsbibliotekar for Institut for Almen Lingvistik på universitetet i Amsterdam, hvor han lærte at depouillere. Han vidste heller ikke, hvad det var dengang.
Hugo Brandt Corstius – gek, gedreven en gevreesd: leven en werk van een geniale schrijver en een niet zo productieve taalkundige 
En lingvists Belgien-eventyr: Et semester på KU Leuven 
Tilbage til børnehaven: En lingvists oplevelser med et fremmedsprog 
LingoLit: Guide til karantænelæsning for sprognørder 
Bezzerwizzer – nu med meget mere sprog 
Sproglige tildenser: spændende læsning og god underholdningsværdi!