Emnet “Humorens rolle i sprogudviklingen” er næppe let at forske i.
Vi har bestemt et vist billede af, hvordan sprog lød førhen, og nogle gange også hvordan og hvorfor de ændrede sig til deres nutidige versioner. Vi kan konkludere, at ganske få sprogændringer skyldes bevidste beslutninger, og en del bygger sandsynligvis på misforståelser. For at tage et enkelt nutidigt eksempel på det sidstnævnte kan nævnes bjørnetjeneste, som for ældre talere betyder, at man skader nogen, selvom man kun ønsker det bedste, men som for yngre er kommet til at betyde ”stor tjeneste”. Det antages normalt, at betydningsskiftet er sket gennem associationer til bamser og godmodige litterære figurer såsom Bamse, Peter Plys og Baloo, samt at en bjørn er stor og rar. Og dette kan vel bogføres som netop ”uheld i arbejdet”.
Men denne fejlbaserede oprindelseshistorie angives ofte også for andre sproglige, for eksempel det svenske ordsprog ”Ont krut förgås inte så lätt”. Forbilledet er plattysk og svarer på moderne højtysk til Unkraut vergeht nicht (so leicht), altså ”Ukrudt forsvinder ikke så let”. Middelalderlige svenskere, der ikke var så stærke i plattysk, skulle have misforstået dette og forvrænget det til den nuværende svenske form (forklaring gives nedenfor). Tænk, hvor skørt det kan blive!
Men er det virkelig den mest rimelige forklaring? Svenskerne synes jo at have forstået indholdet i udtrykket, ligesom alle de indgående ord undtagen netop Unkraut. Det gjorde dem tilsyneladende tankefulde, indtil nogen kom på, at det rimeligvis måtte oversættes til ”ondt krudt”, et begreb, som ingen hverken før eller siden har hørt om uden for netop dette ordsprog.
Vi kan selvfølgelig ikke vide det, men er det ikke egentlig mere rimeligt at antage, at den svenske version blev skabt blandt svenskere, der udmærket forstod originalen, men som et vink til hinanden helt bevidst besluttede sig for at lave lidt sjov det hele en smule? Det er svært at vide, hvad folk grinede af før i tiden, og det er alt for let at antage, at de ikke engang havde noget, som vi ville identificere som humoristisk sans, men vi har jo faktisk set det samme ske senere. Æblet falder ikke langt fra pæretræet må da alligevel være en vittighed fra starten, men opfattes af nogle som den originale version. Ligeledes havde ørehænger en mere bogstavelig betydning førhen, men nu er det en sang, som virkelig bliver hængende i hovedet, om man ønsker det eller ej.
Og det er vel netop den flittige brug, der gør det. Jeg tilhører selv den generation, der lancerede den nye betydning af det sutter på dansk (det sutter = ”det er dårligt”, en oversættelseslån fra amerikansk engelsk ”it sucks!”), så der har jeg set (og om end i beskedent omfang bidraget til) udviklingen i realtid. Den nye brug havde naturligvis amerikansk forbillede og var fra starten spøgefuld: ”Både du og jeg ved, at man ikke kan sige det på dansk, men nu er vi lidt vilde og skøre og gør det alligevel”, sådan cirka. Og jo flere gange noget siges, jo mere normalt bliver det. Efter en række anvendelser er selve det sjove forsvundet, og det sutter er bare blevet endnu en ny måde at nedgøre noget på. Det er hverken sjovt eller usjovt, det er bare sådan.
Jeg forestiller mig, at ord som armbolt, fölgeton, gloværdig, sygkopat og tørretromler har en lignende oprindelse, ligesom også de ungdommelige interjektioner ”nej, hold da helt ferie!” og ”stop en halv!”
Der er en tendens til at se mennesker fra andre tider og steder som ”eksotiske”. Men måske skal man nogle gange antage, at folk ganske enkelt bare er folk. Hver gang kattens domesticering diskuteres, plejer man at sige, at dyret var en praktisk rottefanger. Men kan det ikke være sådan, at de gamle egypterne kunne lide at klappe katte, ligesom nutidens mennesker gør? Og i samme ånd – folk i Middelalderen var måske ikke uhelbredeligt dumme. De syntes måske, ligesom nutidens mennesker, at det var sjovt at lege med sproget.
Mit forslag er, at processen har været der hele tiden, men jo længere tilbage i tiden en sådan udvikling ligger, desto sværere bliver den selvfølgelig at spore. Men hvem ved – det, der i dag er vores flertalsendelser eller bestemte artikler, var måske verdens sjoveste vittighed for et par tusinde år siden?
Mikael Parkvall har sine rødder i Sverige. Han er p.t. ansat på Aarhus Universitet i et projekt om øer og nye sprog. Han er lingvist og klummeskribent. Denne blogindlæg er oversat og bearbejdet af Lingoblog.
Uddøde sprogs rolle i Venezuela-Guyana-konflikten 
Lingvistisk identitet i krisetider: Det ukrainske og det russiske sprogs rolle i ukrainske krigsflygtninges liv 
Humor i sproget og i samfundet 
Når ordene (næsten) tager over: Humor og refleksivitet i franske sproglege og ordspil 
Bezzerwizzer – nu med meget mere sprog 
At gøre grin med det engelske sprog