Hvad er et ord egentlig?

Af Mikael Parkvall

For nylig er en ny-gammel debat blusset op igen i visse lingvistiske kredse – debatten om, hvad et ”ord” egentlig er. En del af deltagerne i diskussionen har ikke de store problemer med begrebet, mens andre mener, at det kun kan bruges inden for specifikke sprog og ikke kan generaliseres til alle. Endelig mener andre, at begrebet i det store og hele er meningsløst.

For en udefra kan en sådan debat virke lidt bizar – hvad et ord er, det ved vel selv det mindste barn? Men faktum er, at der ikke findes nogen accepteret definition. For at feje problemet ind under gulvtæppet kan vi i første omgang sige, at ”et ord er det, der er omgivet af mellemrum i skrift”, og så håbe på at kunne diskutere noget mere interessant. Men de fleste (over 95 %) af alle verdens sprog skrives sjældent eller aldrig, og i tale findes der ikke altid pauser, der svarer til skriftens mellemrum. Og selv for os, der lever i en skriftkultur, ville kriteriet være problematisk – for har en dansktalende, der skriver ord adskilt, andre ord end den, der ikke skriver ord adskilt?

Har man ikke tænkt over sagen før, tror man måske, at et ord er ”en sammenhængende betydningsenhed”, og desuden en, der kan udtales selvstændigt og alligevel have betydning. Men ord (?) som på eller om kan jo ikke bruges alene. Og hvis komme frem og fremkomme betyder det samme, må det ene da ikke også være ét ord, hvis det andet er det? Er bøger lige så meget en betydningsenhed som bog? Er forkortelser ord? Man kan let lave en liste over problemer af denne type.

Ofte nævnes ting som tryk, fonotaks (typer af ordformer, som findes i et bestemt sprog, f.eks. om et ord kan begynde med mb– eller ej), vokalharmoni (dvs. vokaler inden for et ord tilpasser sig til andre vokaler) og andre tekniske detaljer, som kun lingvister bekymrer sig om. Men de fungerer måske godt på nogle sprog, og det er netop derfor, at nogle mener, at en sprogspecifik definition kan være mulig, men næppe én der gælder tværsprogligt.

Spiller kontroversen så overhovedet nogen rolle? Tja, folk, der ikke er sprogforskere, behøver næppe ligge søvnløse. Det er i udtrykkets bogstaveligste forstand et skoleeksempel på et ”akademisk spørgsmål”.

En hel del klassificering af sprog har dog bygget på, hvordan information ”pakkes”. Grønlandsk og irokesisk komprimerer det, vi ville betragte som en hel sætning, i enkelte og enormt lange ord, mens vietnamesisk og yoruba i stedet har flere, men kortere ord. Gennem historien er der blevet gjort en stor sag ud af denne forskel. Men hvis ordbegrebet nu er meningsløst, følger det naturligvis, at en sådan skelnen også er det. Der er vel næppe nogen større forskel mellem irokesisk og yoruba end mellem hvilke som helst andre sprog – eller er der?

Stavemåden fremfor er blevet mere almindelig i de senere år. Jeg forestiller mig, at de fleste veluddannede middelaldrende har den samme intuition som jeg selv, nemlig at fremfor er den uofficielle form, mens frem for er den mere uformelle, mere talesproglige og måske endda mere ”folkelige” variant.

Men som altid ryster jorden under vores stive fødder – med andre ord sker der ting og sager i de yngre generationer. For et par år siden blev jeg slået af, hvor almindeligt fremfor var i afleveringer og eksamensbesvarelser fra studerende, der ellers syntes at følge standardsprogets regler. Dette bliver særligt tydeligt, når man husker på, at meget anden sprogudvikling består i, at dialekter trækker sig tilbage på grund af en ekspanderende standard, og at folk generelt taler mere og mere som skriftsproget.

Til sidst følte jeg mig nødsaget til at spørge nogle unger og ungerinner, hvordan de opfattede forskellen mellem frem for og fremfor, og nogle af dem bekræftede det, jeg havde formodet: da lange ord pr. definition er smukkere, må det længere fremfor rimeligvis være den fine og højtidelige variant.

Og når stadig flere synes at tilslutte sig denne opfattelse, bliver resultatet en total stilistisk vending af formernes hidtidige værdier. I andre teksttyper er ændringen naturligvis noget ældre.

Kommentar:

Den danske sprogmand og Lingoblog-medredaktør, Flemming André Philip Ravn, har denne kommentar: Grunden til at der kan opstå forvirring omkring stavemåden af fremfor og frem for er, at Dansk Sprognævn for nogle år siden ligestillede en vis kategori af sammenskrevne og ikke-sammenskrevne ord. Et godt eksempel er inden for og indenfor. Mange ikke-sprogfolk i dag kender ikke forskellen på deres brug, men den oprindelige forskel er denne: Inden for skrevet i to ord fungerer som præpositional og efterfølges af en styrelse (som i inden for murene) – mens indenfor i ét ord fungerer som stedsadverbial og ikke efterfølges af noget, dvs. har ikke styrelse (som i Sofus sidder indenfor).

Da mange dansktalende viste sig ikke at kunne hitte rede i grammatikken og den korrekte stavemåde, gav sprognævnet dette mikrofelt frit. Summa summarum: Frem for var længe den korrekte stavemåde, når ordet fungerer som præpositional, og da ordet aldrig har fungere sm adverbial, ansås de sidste 70 år fremfor som ikke korrekt. Muligvis finder nogle unge nu om dage, at fremfor en smuk stavemåde – og vi har jo stavefrihed – og med de nye regler kan denne stavemåde måske nok gå an. Når dette er sagt: I virkeligheden er fremfor en endnu ældre form fra for 100 år siden eller måske længere tilbage, der gjaldt før man ved en retstavningsreform fik den idé at skrive fremfor i to ord. Begge former er dermed belagt.

Mikael Parkvall har sine rødder i Sverige. Han er p.t. ansat på Aarhus Universitet i et projekt om øer og nye sprog. Han er lingvist og klummeskribent. Denne blogindlæg er oversat og bearbejdet af Lingoblog.

Jamen, hvad består sprog ellers af? Hvor kommer du egentlig fra?: At leve og skrive på to sprog Børnesprog i daginstitution – fra hvad kan børn til hvad gør børn? 100 (procent syntetiske) ord for sne Anmeldelse af Ord og Emojis – Tænkepausebøgerne En hyldest til et spændstigt dansk: anmeldelse af Lille Leksikon med arabiske ord på dansk