Hvordan kunne et lydnært dansk skriftsprog se ud?

Dansk retskrivning er ikke særligt gennemskuelig. Det er der flere grunde til. Vores retskrivning har blandt andet ikke rigtig ændret sig i takt med sprogets lydændringer. Derudover er vores lydsystem (fonologi) mere kompliceret end vores skriftsprog tillader; der er flere betydningsadskillende vokal-lyde end der er vokal-bogstaver, hvilket gør en en-til-en korrespondance vanskelig. Desuden har der været et stærkt ønske – ikke mindst fra den almene befolknings side – om at bevare den oprindelige stavning af låneord, selv når denne stavning har været i ringe overensstemmelse med dansk retskrivning ellers. Et velkendt eksempel på dette er ordet mayonnaise, som Dansk Sprognævn i midt-80erne foreslog at ændre til majonæse, hvilket resulterede i en mediestorm der sidenhen er blevet døbt majonæsekrigen; forslaget blev siden droppet. Til sidst kan det nævnes at betydningsadskillende prosodiske forhold (dvs. tryk, stød og vokallængde) ofte slet ikke repræsenteres i retskrivningen – eller repræsenteres på måder som er, ja, uigennemskuelige. F.eks. ligger den lydlige forskel på ordene fuld og fugl egentlig kun i vokalens længde, men i skriften angives det med valget og placeringen af to stumme konsonanter d og g som fra et nuværende perspektiv er komplet arbitrære. Tryk og stød angives slet ikke. Mere om det nedenfor.

Der er forskning, som tyder på at den manglende sammenhæng mellem dansk retskrivning og dansk fonologi gør det sværere for danske børn at læse – men samtidig er der også forskning, som tyder på at den enormt komplicerede danske fonologi generelt betyder at danske børn generelt er lidt langsommere til at lære at tale. Der er også skrevet og tænkt meget om de samfundsmæssige aspekter af vores retskrivning. Tilbage i 1975 skrev Erik Hansen (senere formand for Dansk Sprognævn) en lille artikel ved navn ”Den hemmelige præmis”, som er enormt anbefalelsesværdig; den kortlægger hvordan den rige, veluddannede klasse er interesseret i at bevare et overkompliceret skriftsprog, fordi deres evne til at beherske det – og andres manglende evne til samme – er med til at holde dem ved magten.

Men nok om det. Dette indlæg skal ikke læses som et angreb på Sprognævnet eller dansk retskrivning, men nærmere som et tankeeksperiment: hvordan kunne dansk skriftsprog se ud, hvis der faktisk var en tæt sammenhæng mellem lyd og skrift? I praksis ville det naturligvis være enormt vanskeligt at lave en pludselig radikal ændring af det danske skriftsprog, fordi millioner af mennesker ville skulle lære at stave forfra. Thomas Olander udgav en kort artikel om et lignende tankeeksperiment i 2002 ved navn ”Tanker om dansk retskrivning” – eller, med brug af hans nye skriftsprog, ”Tañgw wm dänqsg radsgrivneñ”. Der er nogle gennemgående forskelle på mit forslag og hans: hvor Thomas Olander fokuserede meget på at der skal være et en-til-en forhold mellem lyd og bogstav, har jeg det fint med at to bogstaver svarer til en lyd (digrafer). Derudover angiver han de prosodiske forhold tryk og stød med separate tegn, mens jeg angiver dem med diakritika – dette forklares i detaljer nedenfor. Kort sagt mener jeg at min tilgangsmåde giver et skriftsprog som ligner den nuværende retskrivning mere, og er bedre i overensstemmelse med andre sprog, der bruger det latinske alfabet.

En sidste detalje: jeg kommer til at bruge lydskrift en del, og til dette formål bruger jeg Ruben Schachtenhaufens nylige forslag til en gentænkning af dansk fonetisk transskription.

Fuldvokaler

Eksempel i ord Lydskrift Olander Ny Eksempel i ord (ny)
flid, lim i i i flid, liim
kvinde, mel e e e kven’, meel
let, hæl ɛ æ æ læt, hææl
skat, skab æ ä a skat, skaab
lam, larm a a ae laem, laaem
fyld, jyde y y y fyl, jyyd’
tynd, føle ø ø ø tøn, føøl’
bønne, høne œ ë øe bøen’, høøen’
brønd, skrøne ɶ ö øe brøen, skrøøen’
fuld, hjul u u u ful, juul
skotøj, stol o o o skotøej, stool
bund, stål ɔ å å bån, ståål
flot, kort ɒ w oe floet, kooet

En af de største kilder til uregelmæssigheder i dansk retskrivning er som nævnt vokalerne. I dansk fonologi skelner man mellem fuldvokaler (skemaet her) og ikke-fuldvokaler (næste skema). Vi har kun 9 bogstaver til vokaler, men mindst 12 distinkte (meningsadskillende) vokallyde. Desuden er brugen af de 9 eksisterende bogstaver af historiske årsager ret inkonsekvent. I mit forslag benyttes i tilgift til de eksisterende i e æ a y ø u o å også ae øe oe – valget af e som andet element i sammensætningerne er tilfældigt. Jeg staver vokalerne i høne og skrøne ens, selvom der er tale om to forskellige lyde [œ ɶ], fordi sidstnævnte lyd kun forekommer før og efter r i samme stavelse. Lange vokaler skrives to gange, hvilket giver forskellen skat ~ skaab (skat ~ skab). I tilfælde af sammensatte vokaler skrives kun første vokal to gange, som i bøen’ ~ høøen’ (bønne ~ høne).

Ikke-fuldvokaler

Eksempel i ord Lydskrift Olander Ny Eksempel i ord (ny)
skubbe, fylde ə ë skåp’, fyl’
skubber, fylder ɐ w ’r skåp’r, fyl’r
hældning ɪ e e hælneng

Vokalen som forekommer i bl.a. -ing-bøjningen regnes normalt ikke som fuldvokal, men jeg mener at den kan dækkes af bogstavet e ligesom første vokal i kven’ (kvinde). Jeg foreslår at bruge en apostrof til de centrale vokaler [ə ɐ]. Vi kender bl.a. vokalen [ə], også kaldet schwa, fra sidste stavelse i ord som haal’, fløød’, svøem’, fesk’,  osv. (hale, fløde, svømme, fiske). Den forekommer hvis vi udtaler ordene ekstra klart og tydeligt, men i sammenhængende tale vil den ofte ”fusionere” med den foranstående konsonant eller simpelthen bortfalde – og det er grunden til at jeg foreslår fremfor et egentligt bogstav. Vokalen [ɐ] kender vi bl.a. fra nutidsendelsen i udsagnsord, -er, og flertalsendelsen i navneord, ligeledes -er. Jeg foreslår at denne vokal altid skrives ’r. Denne vokal er skyld i at ”nutids-r” er notorisk svært for mange danske sprogbrugere når bydeformen af udsagnsordet slutter på r, som i kør!. Dette problem falder bort hvis [ɐ] altid skrives ’r; så skal infinitiv og nutid begge skrives køø’r (køre ~ kører).

Konsonanter i indlyd

Eksempel i ord Lydskrift Olander Ny Eksempel i ord (ny)
barn p b b baaen
del t d d deel
garn k g g gaaen
pæn p p pææn
tand ts t t tan
kind k k ken
fund f f f fån
sand s s s san
sjov ɕ sj sj sjoev
hånd h h h hoen
vask v v v vask
jævn j j j jævn
rask ʁ r r raesk
mad m m m mad
navn n n n naevn
levn l l l lævn

Brugen af konsonant-bogstaver er langt mere konsekvent end vokalerne i dansk retskrivning – særligt i indlyd. Her er mit og Olanders forslag ens, og ligner overvejende den eksisterende retskrivning. Det betyder dog at bogstaver, som ikke har en fast brug på dansk – dvs. c q w x z – falder bort.

Konsonanter i udlyd

Eksempel i ord Lydskrift Olander Ny Eksempel i ord (ny)
skab p b p skaap
hat t d t hat
spark k g k spaaek
stof f f f stoef
trods s s s troes
hash ɕ sj hasj
ulv v v v ulv
skam m m m skaem
spand n n n span
sang ŋ ñ ng saeng
stol l l l stool
blød ð z d bløød
r ɐ̯ r r tøøer
j ɪ̯ j j høej
hav ʊ̯ v v haev

Situationen for konsonanterne er noget mere kompliceret i udlyd end i indlyd. Det er mest pga. klusilerne b d g og p t k. Der er kun et sæt i udlyd, dvs. at der ikke er nogen forskel mellem hhv. b ~ p, d ~ t, og g ~ k. Olander bruger b d g her, fordi udlyds-konsonanterne minder mest om b d g i indlyd. Jeg foreslår at bruge p t k fordi det stemmer bedre overens med den nuværende retskrivning, og fordi det giver mulighed for at bruge d i udlyd til det såkaldte ’bløde d’ (som i bløød (blød)). Jeg har også valgt at bruge p t k efter s, hvor der ligeledes kun er et sæt klusiler. Den sammensatte konsonant ng er bevaret for den sidste konsonant i bl.a. saeng (sang). v kan symbolisere to forskellige lyde i udlyd, nemlig [v] som i ulv og [ʊ̯] som i haev (hav). Det er ikke et problem, da [v] kun forekommer sjældent og kun efter andre konsonanter; det er altså systematisk hvornår den ene forekommer fremfor den anden.

Tryk og stød

Fænomen Eksempel i ord Olander Ny Eksempel i ord (ny)
Forventet tryk og stød* hund q hun
Uventet tryk og stød* pædagog ’ + q ´ pedagóo
Tryk og uventet manglende stød* ven ¨ væ̈n
Sekundært tryk og stød* lejlighed q ` läejlihèd

* Kun relevant hvis der er ”stød-basis”; dvs. hvis stavelsen har lang vokal eller slutter på en sonorant konsonant. Se forneden.

Advarsel: dette afsnit er svært at læse!

Tryk og stød behandles samlet her, fordi der er en tæt sammenhæng mellem dem. Tryk og stød kan bruges til at adskille ord på dansk, og derfor vil det være nødvendigt at angive i et lydnært skriftsprog. Stød er et særligt fænomen for dansk; det beskriver lydforskellen mellem bl.a. hun og hund. Olander angiver stød med q. Reglerne for stød er enormt komplekse, så jeg kan kun give en meget grov karakteristik her (men den garvede læser kan evt. læse Hans Basbølls bog The Phonology of Danish der behandler emnet over hundredvis af sider).

Som udgangspunkt falder ordets primære tryk på første stavelse, og derfor mener jeg ikke det er nødvendigt at angive tryk her. Hvis det til gengæld falder på en anden stavelse, angives tryk med accent aigu ´ på første vokal i pågældende stavelse; et eksempel kunne være pedagóo (pædagog).

Ord med tryk på sidste stavelse har som udgangspunkt stød hvis den stavelse har enten 1) lang vokal eller 2) kort vokal efterfulgt af en såkaldt sonorant konsonant (dvs. m n ng l d r j v). En af de to forhold er påkrævede for at en stavelse kan have stød. Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at angive stød i sådanne ord, men nærmere nødvendigt at angive hvis sådanne ord ikke har stød. Derfor foreslår jeg at bruge accent trema ¨ til at angive manglende stød i ord som væ̈n (ven) – som har tryk på sidste (og eneste) stavelse, og har kort vokal efterfulgt af n, men ikke stød.

Ord med tryk på næstsidste stavelse (penultimat tryk) har som udgangspunkt ikke stød, med mindre den sidste stavelse er en af bøjningsendelserne -’r, -’n, -’d (-er, ­-en, ­-et). Hvis et ord med en af disse bøjningsendelser ikke har stød, kan det angives med accent trema, som i navneordet en lø̈øp’r (en løber) – i modsætning til udsagnsordet hun løøp’r (hun løber). Hvis et ord med penultimat tryk uden disse bøjningsendelser har stød, kan det blot angives med accent aigu, som i oe behǿv’ (at behøve).

Ord med tryk før næstsidste stavelse har som udgangspunkt stød på den trykstærke stavelse, så her skal det angives med accent trema hvis de ikke tager stød, som i äntabus (antabus). En undtagelse: hvis begge stavelser efter trykket er bøjningsendelser, tager den trykstærke stavelse som udgangspunkt ikke stød, som i høej’r’r (højere); dette skal ikke markeres. En undtagelse til undtagelsen: hvis de to endelser udgør den bestemte flertalsform -’rn’ (-erne), ­bevarer den trykstærke stavelse stød, som i biil’rn’ (bilerne); dette skal ikke markeres, men det skal markeres hvis stavelser med -’rn’ ikke har stød, som i lø̈øp’rn’ (løberne).

Situationen er anderledes i sammensatte ord. Her falder det primære tryk som regel på første del af ordet, og sekundært tryk falder på anden del af ordet. Eventuelt stød falder til gengæld også på anden del af ordet, dvs. på stavelsen med sekundært tryk, som i syk’l-foehánl’r (cykelforhandler). Derfor foreslår jeg at dele sammensatte ord med bindestreg – på den måde kan man regne ud at eventuelt stød falder på den trykstærke stavelse i anden del af ordet (som markeres efter de samme regler som selvstændige ord, altså på foehánl’r fordi det ikke er første stavelse). Hvis et ord er historisk sammensat, men ikke længere kan analyseres som sammensat, følger det samme regler. Derfor foreslår jeg at bruge accent grave ` for stavelser med sekundært tryk og stød udenfor sammensatte ord – dette vil ofte påvirke egennavne, som fx Ooehùus, Oelbòoe (Aarhus, Aalborg).

Det system jeg har skitseret her er enormt kompliceret, men det kræver intet vi ikke underbevidst kan i forvejen: nemlig vores lydsystem.

Tryktab, svage former og variation

Der er et par sidste ting der skal nævnes: jeg foreslår ikke at de ovenstående regler for stød og tryk skal gælde for funktionsord også. Det drejer sig om stedord, forholdsord, hjælpeverber osv. De ord har som udgangspunkt ikke tryk og er enormt hyppige, og det ville være enormt besværligt at skulle markere tryk- og stødtab konsekvent. Det har den uheldige konsekvens at fx hun og hund nu må staves ens, selvom der er en lydforskel. Det har jeg ikke en løsning på, men i praksis ville det næppe være et problem – det er som regel tydeligt i teksten om der er tale om et funktionsord eller ej.

Det er almindeligt at funktionsord har stærke og svage udtaleformer. En stærk form er den såkaldte citationsform, som benyttes når ordet siges for sig eller når det er emfatisk: eksempler er jaej, ar, ved, oev (jeg, er, ved, og). I langt de fleste forekomster i almindelig har de ord til gengæld en reduceret form, fx jae, a, ve, oe (jeg, er, ved, og). Med et lydnært skriftsprog ville det ikke være et problem at have begge varianter af disse ord. Hvis man gerne vil vise at et funktionsord er emfatisk, kan man angive det ved at bruge den eventuelle stærke form og markere tryk med accent aigu eller accent trema alt efter om ordet har stød eller ej: jäej, íi (jeg, i).

Til sidst skal nævnes at ikke alle ord lyder ens for alle danskere. Der kan være forskel på hvilke ord der har stød, hvilke ord der har lange vokaler, osv. Jeg er fra Varde og siger fx flaad (flad) med lang vokal, mens talere fra andre steder i landet siger det med kort vokal: flad. Jeg er født i 90erne og siger läejlihèd (lejlighed) med stød på sidste stavelse, mens ældre talere fra Vestjylland som regel siger laejlihed med stød på første stavelse. Mange af sådanne forskelle mellem talere kan gengives i det skriftsprog jeg foreslår her, og for at gøre det lettest muligt at bruge foreslår jeg at folk simpelthen skriver som de selv taler.

Dette er et eksempel på hvordan et lydnært dansk skriftsprog kunne se ud. Det er blevet foreslået før at der er strukturelle aspekter ved dansk som ville gøre et lydnært skriftsprog uhensigtsmæssigt, og det kan bestemt diskuteres hvorvidt dansk er bedst tjent med et skriftsprog der rammer alle lydkvaliteterne, eller om det er bedre tjent med systematisk bøjningsinformation eller sågar historisk ophav. Her har jeg prøvet at give et eksempel på hvordan et lydnært dansk skriftsprog kunne se ud og hvad konsekvenserne ved et sådant ville være – forhåbentligt kan dette eksperiment bruges til at informere fremtidig diskussion om retskrivning.

Eksempeltekst

Da vae engáeng en søød lil’ pii’, soem al’ mænsk’r hoelt mäae’d áa, mæn eng’n ælsk’d’ hin’ soem hin’s bæst’-mör, da slæt ek vest’, voe goet hun sku gø̈øe’r de foe hin’. Engáeng gá hun hin’ en lil’ røed fløejls-huu’, da klææt’ hin’ sóe goet, at hun altid gik mæ d’n, oe daarfoe blev hun kalt Røed-hæt’. En daa saa’ hin’s mör te hin’: ”See hár, lil’ Røed-hæt’, ha hae du et støk’ kaa’ oe en flask’ viin, ka du bræng’ de hæn te bæst’-mör. Hun a syy oe svaa, soe de ve noek styrk’ hin’. Du må hælst gå mæ de saem’, føer de bliver alt foe vaamt, mæn gå nu pæænt d’n lii’ vaej oe pas på, du ek fal’r oe sloe flask’n itúu. Oe husk soe oe sii’ godáa straeks, noe du koem’r en i stuu’n, oe stå ek føest oe see dae óem.”

Der var engang en sød, lille pige, som alle mennesker holdt meget af, men ingen elskede hende som hendes bedstemor, der slet ikke vidste, hvor godt hun skulle gøre det for hende. En gang gav hun hende en lille rød fløjlshue, der klædte hende så godt, at hun altid gik med den, og derfor blev hun kaldt Rødhætte. En dag sagde hendes mor til hende: ”Se her, lille Rødhætte, her har du et stykke kage og en flaske vin, kan du bringe det hen til bedstemor. Hun er syg og svag, så det vil nok styrke hende. Du må helst gå med det samme, før det bliver alt for varmt, men gå nu pænt den lige vej og pas på, du ikke falder og slår flasken itu. Og husk så at sige goddag straks, når nu kommer ind i stuen, og stå ikke først og se dig om.”

Raesmus Pukgòoe a kandidáat i lenggvistík frae Ooehùus Univasitéet oe nu-va’rn’ pehådée-studé’rn’ ve lenggvistík-avdéleng’n ve Läejt’n Univasitéet oe gæst’-föoesk’r ve Univasitéet’d i Troemsø̀ø.

15 kommentarer til “Hvordan kunne et lydnært dansk skriftsprog se ud?”

  1. Spændende! Jeg havde ikke tænkt på, at jeg potentielt tilhører en overklasse af mennesker, for hvem en konservativ tilgang til retskrivning er nødvendig for fortsat at undertrykke pøblen.. Tak for at gøre mig mindre privilegieblind, Rasmus (via Erik Hansen).
    En meget lille detalje; jeg vil mene, at forskellen på fuld og fugl ikke kun lægger i vokallængden, men også i stødets placering på hhv. konsonanten og vokalen: [fulˀ] / [fuːˀl].
    Desuden skulle man, hvis man skulle skrive alting som man selv sagde dem, notere stødet som en faldende tone i ‘fugl’ i min dialekt.
    Det blir’ interessant om retskrivningen nogensinde bliver pillet ved. Tak for en godt indlæg i hvert fald!

    Svar
    • Hej Andrea! Jeg har bevidst prøvet at begrænse den lydlige information der gengives til det, som er potentielt meningsadskillende. Jeg er ikke 100% sikker, men er det ikke tilfældet at stød ved lang vokal altid falder på vokalen, og ved kort vokal + sonorant altid falder på sonoranten? Desuden, hvis en faldende tone for dig har samme distribution som stød for mig, så ville jeg klart skrive dem ens for at lette kommunikationen.
      …og det er nok mest Erik Hansen, du skylder en tak. Jeg gad vide om han stod ved de argumenter da han selv var formand for Dansk Sprognævn. Men det er i hvert fald en fed artikel!

      Svar
  2. Fremragende indlæg, Rasmus! Men jeg tror ærlig talt at Thomas Olanders håndtering af tryk og stød er bedre end din. Det at skelne mellem forventet tryk & stød og ikke-forventet tryk & stød vil blive noget af en plage for brugerne. Så er det nemmere at sige at stød altid skal markeres. (Eller at sige at stød aldrig skal markeres, men det er godt nok også noget slendrian at det stød hele tiden sejler under radaren.) Problemet ‘hun/hund’ er også svært at komme rundt om; her tror jeg virkelig at folk vil savne en markering af forskellen.

    Noget af uklarheden mellem dig og Andrea skyldes (tror jeg nok) at der er en lydudvikling i gang på dette punkt. Ordet ‘fugl’ har i klassisk jysk et tydeligt stød i langvokalen, men i nyere københavnsk standard og folk der læner sig i den retning, flytter stød til slutningen af vokalsegmentet. Traditionelt østjysk har en stærkt faldende tone i stødvokaler, beskrevet af Bodil Kyst i flere artikler fra 2000-tallet. Så Andrea har ret, men trækket er en del af den regionalt betingede stødmanifestation.

    Jeg har også nogle betænkeligheder over for brugen af ‘ae’, ‘oe’ og ‘øe’. Tilføjet ‘e’ har tidligere været et uformelt længdesignal, men her skal det markere en speciel kvalitet. For folk der aldrig læser en tekst fra før år 1800 (eller lærer tysk), burde det ikke være noget problem, men alligevel! Du bruger e’et til at åbne lyde med, men det er for mig temmelig kontraintuitivt; jeg ville hellere bruge det til at signalere mere lukkede varianter.

    Det er selvfølgelig kønnest at undgå de tysk/svenske omlydstegn ä ö ü, men stillet over for den udfordring at få de seks klassiske vokaltegn i det latinske alfabet til at dække 12 vokalfonemer kan man jo blive tvunget til at gå til ekstremer. Rasmus Rask brugte f.eks. både ‘ø’ og ‘ö’: ‘løbe’ og ‘höne’. Jeg kan godt se at din brug af trema (¨) for stød blokerer for brugen af omlydstegnene, men så er det ærlig talt lidt inkonsekvent at blokere for tre nyttige tegn for at kunne bruge deres ortografiske specialitet til noget der lige så godt kunne markeres med et andet tegn.

    I øvrigt angående håndtering af stød og længde i ortografien: Viggo Sørensen har en genial gennemgang af Blichers jyske dialektortografi i Ord og Sag 27/2007. Blicher var nødt til at kunne skelne kort, lang og stødt vokal for at gengive jysk ordentligt, og der anvender han faktisk bl.a. ‘-e’ som ortografisk signal om både stød og længde (hvilket unægtelig er lidt usmart).

    Personligt tror jeg ikke på at vi får en fundamental retskrivningsreform med det allerførste. En sådan reform vil gøre en meget stor del af den eksisterende masse af bogstavbrug på dansk ulæselig hvis den skal dække bare de værste problemer. Det betyder at der skal laves translittererede udgaver af det meste klassiske litteratur, af hele lovgrundlaget, af alle faglige standarder, af alle landkort og vejskilte osv. osv. Det vil være godt for beskæftigelsen blandt lingvister og nordister, men i øvrigt noget af et socialt mareridt. Omkostningerne vil være enorme, og mange vil opleve at det bliver vanskeligt at læse. Formentlig vil en mere gennemskuelig retskrivning gøre læsning en del nemmere for børn, men samfundet skal faktisk svække literacy-kompetencerne hos mindst halvanden generation af voksne radikalt for at opnå gevinsten.

    Og hatten af for Erik Hansen! Han fulgte ikke sin kritik til dørs som formand for Sprognævnet, men hans forvaltning af retskrivningen var altid lydhør over for de problemer han havde hvirvlet op i den lille tankevækkende artikel.

    Svar
    • Hej Henrik! Mange tak for engagementet!

      Ift. brugen af ä ö ü o.lign., så legede jeg med ideen i en tidligere udgave af forslaget. Det faldt lidt fra hinanden da jeg begyndte at angive tryk og stød med diakritika; jeg var ikke særlig tilfreds med tegn som ä́ (ligesom jeg egentlig heller ikke er særlig tilfreds med tegn som ǻ). Det er svært at finde en tilfredsstillende løsning til alle de vokaler. På nederlandsk signalerer digrafer ikke nødvendigvis længde – angiver fx /u/ – og det lod jeg mig inspirere lidt af. Olanders løsning med trema til vokaldistinktioner og q til stød har sine fordele her – til gengæld markerer han ikke tryk, og det synes jeg er svært at komme udenom hvis forslaget skal være rigtig lydnært. I sidste ende blev min løsning kun at bruge diakritiske tegn til prosodiske forhold. Jeg er helt enig i at der er nogen problemer med løsningen, men det var også temmelig svært at få puslespillet til at gå op!

      Når jeg skelner mellem forventet og ikke forventet stød og tryk, så er det selvfølgelig lidt inspireret af Hans Basbølls ikke-stød-princip. Det er ikke ligefrem let læsning, så jeg er enig i at mange nok ville få lidt hovedpine af at skulle bruge sådan et princip i praksis.

      Jeg er helt enig i at ulemperne klart overrumpler gevinsterne ved en skriftsprogsændring der er så massiv, som den der er skitseret her. Og det kan selvfølgelig også diskuteres hvorvidt en rent fonologisk ortografi overhovedet er passende for dansk, selv hvis man ser bort fra alle de praktiske og sociale konsekvenser. Med andre ord – hvis det var mig, der bestemte, ville jeg aldrig indføre så massive ændringer. Jeg bakker til gengæld meget op om fordanskninger af låneord og lidt mere tidssvarende løbende ændringer end vi har haft i det sidste århundrede, men det er en anden diskussion.

      Svar
  3. Kære Rasmus!
    Tak for en rigtigt god og oplysende blog om sprog undsoweiter. Tillad mig dog at rette en fejl i artiklen ovenfor.
    Du skriver bl.a.: “… men samtidig er der også forskning, som tyder på at den enormt komplicerede danske fonologi generelt betyder at danske børn generelt er lidt langsommere til at lære at tale.”
    Logopæd Marit Clausen har lavet en phd om just dette emne, der viser, at danske børn er blandt de hurtigste på planeten til at tale rent! Du ka finde mere om Marit og hendes forskning her: https://sprogklar.dk/om-sprogklar

    Svar
    • Hej Ulla!
      Sejt! Jeg er ikke bekendt med Marits forskning, men det lyder rigtig interessant.
      Jeg har opdaget en fejl med linksene i den paragraf du henviser til. Det jeg ville have henvist til her er en artikel af Dorthe Bleses og kolleger fra 2008 (https://doi.org/10.1017/S0305000908008714), hvor de finder relativt langsom udvikling af ordforråd blandt danske børn efter 1-års-alderen og foreslår at det kan have noget at gøre med dansk lydstruktur. Der er altså ikke tale om en “fejl” som sådan – det lyder bare til at der er forskning der peger i begge retninger. Tak fordi du nævner det!

      Svar
  4. Angående “majonæsekrigen”. Sprognævnet trak ikke forslaget. Det kom bestemt med, og formen fandtes i RO frem til 2012.

    Svar
  5. Interessant indlæg og interessant blog som jeg lige har opdaget! Jeg er datter af Erik Hansen, og det er sjovt at se at han stadig er relevant, også med så gammel en artikel. Den vil jeg se at få genlæst! Jeg er slet ikke sprogkyndig på det niveau, men dog nysgerrig og interesseret i sprog. Jeg har nogle spørgsmål:
    Hvad med dialekter? Nogle steder i landet udtaler man jo endelserne af ordene, vokalerne kan lyde forskelligt og der er mange andre forskelle. Kan man overhovedet lave et fælles lydret skriftsprog der giver mening for alle?
    Hvad med når sproget ændrer sig? Udtalen ændrer sig jo løbende med de nye generationer.
    Hvad med fornemmelsen for ordenes oprindelse, og slægtskabet til andre sprog? Kan det ikke gøre indlæring af beslægtede sprog vanskeligere hvis stavemåden bliver helt lydret og man derfor ikke kan se ligheder på skrift?
    Et eksempel: Jeg er børnebibliotekar og har bl.a. med letlæsningsbøger at gøre. Der er en forfatter der hedder Erik Vierø Hansen, som skriver lydrette bøger til begynderlæsere. Han kalder sig Eag Hansn. Og her synes jeg jo at navnet og dets oprindelse reduceres til lyd – det synes jeg tager nogle kvaliteter ud af det.

    Svar
    • Hej Therese,

      Jeg vil prøve at kommentere lidt på dine spørgsmål, selvom det nok bliver ret hypotetisk. For det første kan jeg da lige nævne at Erik Hansen i hvert fald på lingvistik-uddannelserne i allerhøjeste grad stadig er relevant! Hans store tre-binds-grammatik med Lars Heltoft kaldes i folkemunde bare “GDS” eller simpelthen “Hansen & Heltoft” – alle på lingvistik-uddannelsen i Aarhus ved hvad der er tale om, og man hører nok navnet flere gange dagligt!
      Hvis man valgte at arbejde med et helt lydnært skriftsprog, så ville mulighederne nok være enten at vælge en standarddialekt som man staver efter – ligesom man jo har gjort med vores nuværende retskrivning – eller at acceptere en masse valgfrihed. Fx er det allerede blevet påpeget for mig at min egen udtale af ord skinner igennem flere steder i prøveteksten. Det er måske lidt naivt, men jeg forestiller mig at de lydlige forskelle som er uproblematiske når vi snakker sammen, også er forskelle som vi ville kunne vænne os til at se på skrift.
      I forhold til lydændringer, så er jeg stor fortaler for løbende og rettidige ændringer i retskrivningen, så et klart forhold mellem tale og skrift bliver ved med at være klart. Det er selvfølgelig af mange grunde urealistisk, men i en verden hvor der er et perfekt forhold mellem lyd og skrift, vil der som sådan heller ikke være brug for retstavning.
      Hvis stavningen var helt gennemsigtig, ville fornemmelsen for ordenes oprindelse nok blive langt mindre gennemskuelig. Det er også meget muligt at det ville gøre indlæring af beslægtede sprog mere vanskeligt. Særligt når det kommer til personlige navne og stednavne tror jeg at befolkningen ville have meget svært ved at acceptere gennemgribende ændringer i stavning – og generelt vil en masse kulturhistorie jo gå tabt. Der er en masse grunde til at pludselige gennemgribende ændringer ikke er en god ide. Forslaget her skal mere ses som et eksempel på hvordan dansk kunne se ud, hvis det var skrevet helt lydnært.

      Svar
  6. Hej Jakob,

    Det er rigtigt at ‘majonæse’ nok ikke blev droppet som en direkte konsekvens af majonæsekrigen, men ikke desto mindre er formen altså blevet droppet. Nok fordi den aldrig rigtig blev accepteret.

    Svar
  7. Hej Rasmus, hej øvrige lingobloggere! Tak for et meget interessant forslag, Rasmus, og tak for andre bidrag til debatten om lydnær ortografi! Jeg vil lige (som gammel efternøler) blande mig lidt (jeg er meget enig med Henrik Jørgensen i de vanskeligheder han peger på ved at gennemføre et så radikalt forslag):
    1) Hvis jeg skulle lave en mere lydnær ortografi, ville jeg tage udgangspunkt i en relativt distinkt udtale (i en udbredt norm) – der så kan reduceres. Selv om der er en del uregelmæssigheder i den danske ortografi (jf. vejr osv), er der faktisk nogle ret klare principper der ligger bag. Jeg har eksperimenteret med at se den som styret af noget jeg kalder ”lydret” (groft sagt: et bogstav udtales som i bogstavnavnet) vs. ”principret” (bogstavet udtales i overensstemmelse med retskrivningens principper). Det giver logisk fire muligheder: a) ”+lydret, +princip” (fx alle bogstaver i gæt), b) ”–lydret, +princip” (fx e i let), c) ”+lydret, –princip” (fx g i æg eller d i bold hvis de udtales med lukkelyd til sidst), d) ”–lydret, –princip” (fx j i vejr). Denne analyse kan bruges til automatisk klassifikation af stavefejl. Hvis alle bogstaver udtales efter a) vil man være nået langt når det gælder lydret ortografi (fx *jæm for hjem). Så kan man også slutte i begge retninger (lyd > skrift, skrift > lyd) hvad segmenterne (vokaler og konsonanter) angår, i den distinkte udtale i den valgte norm (jeg mener det er vigtigt at se systemet skrift-lyd som en helhed (”begge veje”), hvad jeg har udviklet et notationssystem for, det vil jeg gerne uddybe hvis nogen skulle være interesseret).
    2) Så er der stød og tryk. Den største danske sprogforsker før Rasmus Rask (der var den allerstørste) var universitetspedellen Jens Høysgaard som i 1743 (se evt http://www.carlsbergfondet.dk/da/Forskningsaktiviteter/Forskningsprojekter/Andreforskningsprojekter/Hans-Basboell-Four-Great-Danish-Linguists) som den første beskrev og analyserede det danske stød (i sammenhæng med vokallængde). Han brugte et system med 4 accentsymboler (aigu, grave, circonflexe og et fjerde som et hævet komma) for at skelne ord som mil (stød og langvokal), mild (stød og kortvokal), mile (ikke-stød og langvokal) og milde (ikke-stød og kortvokal); NB: selve symbolerne skiftede, men princippet var fast. Igennem store geniale grammatikker, med massevis af accentangivelser, også i den løbende tekst, prøvede han at overbevise danskerne om at de skulle bruge accenter når de skrev; men i sit sidste værk om dansk sprog (1769) have han opgivet at få danskerne med på ideen, og indskrænkede derfor sit forslag til at accenter skulle bruges i ordbøger. Jeg tror Høysgaard var meget realistisk! Men det er klart at både stød og (fonemisk) vokallængde skal med hvis ortografien skal være lydnær og komplet (fonemisk), og i givet fald ville jeg selv bruge accenter.
    3) Da Rasmus har henvist til min Ikke-Stød Model (tak for det!), vil jeg lige sige et par ord om hvad jeg opfatter som det centrale i det danske stødsystem. Tunge stavelser (dvs. med langvokal, eller kortvokal + sonor konsonant, og med hoved- eller bitryk) har som udgangspunkt stød. Derfor skal der formuleres principper for stødløshed i tunge stavelser (hvad der er langt simplere end at gøre som man plejer, nemlig at give regler for hvilke stavelser der har stød). Der er to slags: Leksikalsk ikke-stød og Ordstruktur ikke-stød. I det hjemlige ordforråd (indbefattende bl.a. traditionel udtale af latin og græsk, samt tysk) har fx en række enstavelsesord af typen ven (men et mindretal) ikke-stød, og de må markeres som havende (leksikalsk) ikke-stød; i det ikke-hjemlige ordforråd er leksikalsk ikke-stød generelt. I det hjemlige ordforråd gælder Ordstruktur ikke-stød (jeg har opstillet et Ordskema for dansk med pladser for de enkelte morfemer, som parallel til Diderichsens sætningsskema). Det virkelig interessante ved det danske stødsystem er, mener jeg, de mange morfologiske vekselformer der er helt produktive (et enkelt eksempel: hvis man bøjer franske navne som Juppé, de Gaulle i (ad hoc) flertal får førstnævnte stød, ikke sidstnævnte). Sådanne alternationer gennemsyrer stødsystemet, og de følger principper som jeg har prøvet at analysere i detaljer.

    Svar
    • Hej Hans! Tusind tak for din kommentar, og undskyld det sene svar!
      Ganske kort: Jeg kan huske at have læst om din lydret/principret-distinktion i Phonology of Danish. Det var ikke noget jeg havde i tankerne da jeg skrev indlægget, men jeg prøvede nok mest at gå efter a) +lydret +princip.
      Mine forslag til stød bygger i høj grad på en forsimplet udgave af din ikke-stød model (som udlagt i 2005), netop fordi jeg synes et system hvor stød altid angives bliver for klodset når nu det i ret høj grad er forudsigeligt. Udfordringen her var så at skriftsystemet er nødt til at ignorere morfologi: homofone morfemer skal helst også være homografe. Men homofone morfemer kan påvirke stød på forskellige måder, som fx pluralis -er som “bevarer” stød i foregående stavelse og nomen agentis -er som ikke gør. Det bliver hurtigt meget kompliceret, og nok ikke særlig let at gøre pædagogisk.

      Svar
  8. Mange tak for at konkretisere hvordan en fonemisk stavemåde for dansk kunne se ud. Når man forsøger at undervise udlændige i dansk, kan man ofte få den tanke at en mere lydnær stavemåde kunne afhjælpe mange problemer. Din artikel tydeliggør hvor omfattende en sådan stavereformation ville være, hvilket måske nok støtter tanken om at diskrepansen mellem stavemåde og udtale ER et problem for indlæringen, men også viser hvor omfattende omkostningerne ved en omlægning til en fuldstændig fonemisk stavemåde ville være.

    Hvis vi alligevel, skal opholde os ved tankeeksperimentet, skal det siges at jeg er vild med dobbeltvokaler som angivelse af længde. Det er meget intuitivt og præcis som de gør det på finsk, som vel nærmest har en fonemisk stavemåde. Dog finder jeg kombinationen af dobbeltvokaler til længdemarkering og vokaldigrafer til vokalkvalitet en anelse forvirrende. Måske især fordi vokaldigraferne bruges til monoftonger, hvilket reducerer den intuitive appeal. Jeg undrer mig desuden over at du konsekvent markerer vokallængde men ikke stød. Begge dele er prosodiske forhold der er betydningsadskillende på dansk, og selvom stød mestendels kan forudsiges ud fra bl.a. vokallængde, er det ikke min opfattelse at den almene sprogbruger er bevidst om det forhold. Jeg oplever i øvrigt ofte at danske modersmålstalende, som jo selvfølgelig kan høre forskel på ord med og uden stød, ikke kan identificere hvilke ord der har stød for slet ikke at tale om stødets placering. Det samme gælder muligvis for vokallængde. Jeg tror denne manglende bevidsthed er relateret til den manglende stavemæssige indikation af disse prosodiske forhold, hvilket for mig at se er et argument for at markere dem skriftligt for derved at højne den almene metalingvistiske forståelse. Jeg er muligvis stærkt farvet af min egen profession, men jeg ser det som en relevant del af den almene dannelse at kende til afgørende aspekter af ens modersmål. Enhver dansktalende bør kende til stødets eksistens ligesom enhver portugisisktalende kender til nasale vokaler.

    Svar
    • Hej Camilla – mange tak for de venlige ord!
      Jeg er som udgangspunkt enig i at det ikke er optimalt at bruge digrafer til korte monoftonger, og samtidig angive vokallængde med dobbelvokal. Men samtidig kan jeg ikke rigtig se så mange veje udenom – udover evt. at tilføje en række vokalsymboler.
      Når jeg konsekvent angiver vokallængde men ikke stød er det fordi vokallængde ikke er forudsigeligt, men stød i nogen grad er forudsigeligt på baggrund af tryk, stavelsesstruktur og morfologi. Der er i hvert fald en række regler, som det virker til at vi er i stand til at bruge produktivt. Da jeg legede med det her system og prøvede at sætte det sammen havde jeg på et tidspunkt en udgave hvor jeg konsekvent angav bøde tryk og stød, og i begge tilfælde synes jeg i sidste ende at det fyldte alt for meget hvis det konsekvent skal angives.
      Jeg har samme fornemmelse som dig om danske modersmålstalendes forhold til stød – vi bruger det (produktivt!) men er ofte ikke i stand til bevidst at placere det i ord. Jeg tror det kunne være delvist fordi stød i visse ordtyper er umarkeret, mens manglende stød er markeret. Om noget tror jeg faktisk at det system jeg foreslår her kræver mere metalingvistisk bevidsthed af talerne, fordi de ikke kun skal være bevidste om der er fonetisk stød engang, men i stedet skal være bevidste om stødets normale distribution og hvorvidt et givent ord følger den distribution eller ej. Det er måske et lidt voldsomt krav – men det fungerer jo upåklageligt og helt automatisk i talesproget!

      Svar

Skriv et svar til Hans Basbøll Annuller svar