Hvordan taler man med rumvæsener om skæbnen?

Den amerikanske film Arrival fra 2016 har en lingvist som hovedperson og handler om at kommunikere med væsener, der ankommer fra rummet. Filmen, der nu vises igen i Øst for Paradis i Aarhus, spørger, om det at lære et nyt sprog forandrer vores måde at tænke på. Her er et par noter fra min egen mislykkede undersøgelse af et tilsvarende rumskib, der landede i Skanderborg.

I Arrival lander tolv uidentificerede flyvende objekter tolv forskellige steder på jorden, blandt andet i Rusland, Kina og såmænd også i Danmark, selvom vores lille nation aldrig får lov at spille nogen rolle i filmen. I filmen følger vi en amerikansk sprogforskers arbejde med at lære rumvæsenernes sprog.

Et af rumskibene er landet i USA, og først forsøger militærfolk at få gang i dialogen med de fremmede, men uden held fordi de ikke forstår sig på sprog. Derfor hyrer de landets fremmeste lingvist, Louise Banks (spillet af Amy Adams). I filmen bliver Louise udvalgt, fordi hun kender oprindelsen af ordet for krig på sanskrit.

I helikopteren på vej ud mod landingsstedet bliver Louise introduceret for teamets naturvidenskabsmand, Ian Donnely (spillet af Jeremy Renner). Sammen går de i gang med at med udforske rumvæsenerne, som viser sig at være en slags syvbenede blæksprutteelefanter, der bor oppe i en aflang stenagtig formation, der svæver over marken. Louise bryder isen overfor rumelefanterne ved at skrive ”HUMAN” på et whiteboard. Antageligt forstår de syvbenede elefanter amerikansk. De begynder i hvert fald at tegne en slags røgringe med deres snabler, som Louise straks begynder at afkode.

I filmen følger vi Louises succes med at lære rumvæsenernes sprog, men hvad de ikke viser i filmen er, hvad der skete rundt omkring på de andre landingssteder. Jeg har ikke fortalt det til nogen før, men jeg var faktisk med på det hold, som havde til opgave at skabe kontakt med det rumskib, som landede i Danmark. Et projekt, der fra starten var en håbløs fiasko.

De ”danske” rumelefanter landede på en mark lige udenfor Skanderborg, og derfor henvendte efterretningstjenesten sig til sprogforskerne på Aarhus Universitet. Her har jeg kontor, selvom jeg strengt taget ikke er rigtig lingvist. Men da jeg hørte om missionen, lykkedes det mig med en opportunistisk lynmanøvre at google ”krig” på sanskrit på min telefon og fortælle, at ordet ”gavisti” er sammensat af ordene ”gav”, som betyder ”ko” og endelsen ”isti” som betyder ”at længes efter”. Krig på sanskrit er altså en længsel efter flere køer. Den danske efterretningstjeneste var meget imponerede, for det var det samme, som Louise Banks havde svaret, og jeg blev udvalgt til missionen for næsen af mine mere kompetente kolleger, som påstod, at det mest almindelige ord for krig på sanskrit er ”yuddh”, hvis betydning intet har med køer at gøre.

Vores gruppe brugte ikke helikopter til turen mod Skanderborg, eftersom E45 går lige derhen, og det kun tager et kvarter. I det danske team var der dog, ligesom i Louise Banks helikopter, et par naturvidenskabsfolk, og vi bliver enige om at begynde med at finde ud af, om rumelefanterne overhovedet har sanser. Menneskesprog, både de talte og de skrevne, har deres udgangspunkt i vores måder at sanse verden på. Vi har en tendens til at tro, at vores sanser giver os en objektiv afbildning af virkeligheden, men det er der ingen grund til at tro, at den er. Sanserne er evolutionært udviklede, og de præsenterer verden på en måde, som får os til at overleve, uanset om informationerne er sande eller ej. Vi ser et lille udsnit af lysets spektrum og hører en lille del af lydens. En flagermus opfatter formodentlig verden helt anderledes, fordi dens sanser er anderledes.

Der er derfor en overordnet forbindelse mellem sanserne og sproget. Vores sprog beskriver de fænomener, som vi kan sanse, og vi udtrykker os med lyde og tegn, som andre med lignende sanseapparater kan opfatte. Det samme må formodes at være tilfældet for rumvæsener. I den danske ekspedition går vi derfor i gang med metodisk at undersøge, hvilke sanseindtryk de syvbenede blæksprutteelefanter reagerer på. Det er langsommeligt arbejde, og eftersom Louise Banks har succes med bare at gå i gang med sit whiteboard, kommer vi hurtigt langt bagud.

Et sted i filmen bliver Louise spurgt, om det er korrekt, at man kan lære nye måder at tænke på ved at lære et nyt sprog. Her er filmens egentlige præmis, den såkaldte Sapir-Whorf-hypotese. Kort fortalt går Sapir-Whorf-hypotesen ud på, at sproget former tanken, og at folk, der taler forskellige sprog, derfor tænker forskelligt. Antropologen Benjamin Whorf, som havde studeret hos Edward Sapir på Yale Universitetet i USA, beskrev i 1930’erne hopi-indianernes sprog. Whorf observerede, at hopierne ikke havde nogen ord for tid. Derfor havde hopi-indianerne, ifølge Whorf, en fundamentalt anderledes opfattelse af tid end vesterlændinge. De levede i nuet. Tanken er meget forkætret, ikke mindst fordi Whorfs studier af hopiernes sprog var ret overfladiske. Men det diskuteres stadig i sprogforskerkredse, i hvor høj grad vores tanker begrænser sig til det, vi har sprog for. I dag er de fleste enige om, at sproget har en indflydelse på vores tankemønstre, men at sproget ikke er et fængsel for tanken.

I Arrival bygges videre på historien om hopi-indianerne. Hvis nu rumvæsener har en mere udbygget opfattelse af tid, hvor de kan se ind i fremtiden, kan vi så tilegne os den evne ved at lære rumvæsenernes sprog? Efterhånden som Louise Banks lærer at tolke de syvbenedes røgringe, rammes hun af flere og flere syner. På grund af måden, filmen er fortalt på, tror tilskueren, at synerne er flash backs til fortiden, men hen mod slutningen bliver det klart, at det er fremtiden, Louise oplever.

I Skanderborg begynder vi også at få sære forudanelser. De syvbenede i ”vores” rumskib virker ikke særlig villige til at kommunikere. Det var som om, deres røgringe mere var henvendt til hinanden end til os. Jeg prøver at sende signaler tilbage, men har aldrig været god til at ryge, så mine røgringe ligner ærlig talt lort. Til trods for det har vi på fornemmelsen, at det ikke er derfor, at vores fremskridt er så beskedne. De meldinger, vi modtager fra de andre landingssteder, er lige så nedslående. Bortset fra amerikanerne. Her er det som om, at uanset hvor amatøragtigt de griber sagen an, får de succes. Over radioen hører vi både de russiske og kinesiske lingvister mugge over et ”rigged” spil til fordel for amerikanerne.

Louise Banks bliver i filmen utrolig hurtigt i stand til at læse røgringene, og amerikanerne har også noget smart udstyr til at frembringe ringene på en skærm uden selv at tænde en smøg. Det viser sig, at de syvbenede er kommet til jorden, fordi de i fremtiden har set, at de om 3000 år får brug for hjælp fra menneskeheden. For at gøre os i stand til at hjælpe vil de nu forære os deres sprog, så vi kan løfte os op på deres intellektuelle niveau og se ind i fremtiden.

At kende fremtiden er imidlertid ikke bare en gave. Der er en relativt høj omkostning, nemlig at man ikke længere kan ændre fremtiden. En ikke-lineær tid afliver faktisk den frie vilje. Hvorfor nu det? Forestil dig, at tolv rumskibe rejser til jorden for at lære menneskene deres sprog. I virkeligheden ved de allerede inden, de tager af sted, at det er amerikanerne, som kommer til at knække koden. De kan jo se fremtiden. Hvis man så er den rumelefant, som skal kommunikere med de danske forskere, er der så nogen grund til at gøre sig umage? Lad os nu sige, at vores rumelefanter beslutter sig for, at de vil hjælpe os danskere til at vinde konkurrencen, fordi danskere jo bare er de sødeste. Hvad ville der så ske? Enten ville det mislykkes, eller også ville successen have den uheldige konsekvens, at det ville underminere idéen om en evne til at se ud i fremtiden, da de jo havde forudsagt, at det skulle være amerikanerne. Hvis fremtiden kan skues, kan den altså ikke ændres.

I Arrival dvæler de ikke ved det idiotiske i at sende tolv rumskibe, når man kan forudsige, at et er nok. Til gengæld er skæbnetemaet følsomt behandlet ved, at Louise i glimt ser sin egen fremtid. Hun får en datter, men bliver forladt af pigens far, hvorefter datteren får en alvorlig sygdom og dør. I filmens afsluttende scener omfavner Louise denne ret dystre fremtid og gør ikke mine til at forsøge at ændre skæbnen.

I Skanderborg indser vi også, at vi ikke kan stille noget op. Det er kun i rumskibet i Montana, at de syvbenede laver andet end at ryge rumcigarer. I vores team drikker vi os derfor fulde, hvilket afstedkommer lange natlige, lommefilosofiske samtaler om forholdet mellem sprog og tanke. Er vores tanker virkelig spærret inde i sproget, eller er vi i stand til at tænke ting, som vi ikke har sprog for?

Jeg er den mest berusede og argumenterer for, at det ikke er et enten eller. I begyndelsen var sanserne, og mennesket opfandt et sprog til at dele vores sanseoplevelser, men sproget muliggjorde tale om abstrakte ting, som ikke findes uden for sproget: Vi lærte at tale om skæbnen og idealer. Dernæst opfandt vi nye kunstsprog, videnskabelige sprog, som gjorde os i stand til at sætte vores abstraktioner i system. Disse videnskabelige sprog gjorde det muligt for os at udvide vores sansning ved hjælp af måleapparater, der giver os erfaringer, som vores egne sanser aldrig kunne levere. Disse erfaringer har grundlæggende ændret vores måder at tænke på, så vi uden videre kan tale om bakterier, atomer og tid, selvom de færreste af os har set nogen af delene. Men selvom vores opfattelse af tid er et produkt af sproget, så hægter det sig fast i vores erfaringer, så vi tænker på tid som noget, der følger en linje, som noget vi kan gå igennem med vores imaginære krop.

Og så flyver rumskibene af sted igen, og vi går mod nye tider, som vi hele tiden har gjort, som om vores vilje var fri. Efterhånden som vi lægger oplevelsen bag os, får den et uvirkeligt skær, som noget i en drøm eller i en film.

Mikkel Wallentin er professor i kognitionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

Hvordan skriver man opgaver på universitetet? Hvem taler hurtigst? Kreolsprog, feltarbejde og lingvistisk teori – et interview med Peter Bakker Lingvistisk feltarbejde på Sankt Croix – et interview med Kristoffer Friis Bøegh Lingvistisk feltarbejde i Nusa Tenggara Timur – et interview med Jeroen Willemsen Genoplivning af et oprindeligt sprog: et interview med Daniel Huircapán