De fleste danskere tænker sandsynligvis på et ildsprudende fantasivæsen, når de hører ordet drage. Alligevel bruges det samme ord om et stykke stof spændt ud over pinde, som kan flyve i vinden.
Hvordan er det gået til?
Ved første øjekast virker forbindelsen mellem et mytisk uhyre og et stykke legetøj ikke særlig indlysende. Men ser man nærmere på ordets historie, bliver sammenhængen mere forståelig.
Ordet drage kommer via oldnordisk og gammeldansk fra det latinske draco, som betyder drage eller stor slange. Det samme ophav finder vi i mange europæiske sprog. På engelsk hedder en drage dragon, på fransk dragon og på tysk Drache.
Interessant nok er det ikke alle sprog, der bruger drage-metaforen om flyvende drager. På engelsk kaldes en flyvedrage nemlig en kite. Ordet betegner oprindeligt rovfuglen glente, som er kendt for sine elegante bevægelser på himlen. Englænderne har altså valgt at opkalde flyvedragen efter en fugl, mens danskere og tyskere har valgt et mytisk væsen.
Hvorfor?
En forklaring kan være, at de tidlige flyvedrager, som kom til Europa fra Asien, ofte havde lange haler og bevægede sig bugtende gennem luften. Set nedefra kunne de minde om de slangeagtige drager, som optræder i europæiske sagn og fortællinger.
Drager som slanger og uhyrer
I europæisk tradition har drager ikke altid været de vingede ildsprudende væsener, som moderne fantasy har gjort populære. Mange ældre drager var snarere enorme slanger eller slangelignende uhyrer.
I nordisk mytologi finder vi for eksempel Fafner, der forvandler sig til en drage og vogter sin skat. Et andet nærliggende eksempel er Midgårdsormen, som ganske vist ikke kaldes en drage, men som deler mange af de træk – størrelse, slangeform og frygtindgydende natur – der kendetegner de ældste forestillinger om drager.
Når man ser en langhalet flyvedrage sno sig gennem vinden, er det derfor ikke svært at forestille sig, hvordan forbindelsen mellem de to betydninger er opstået.
To betydninger i samme ord
Den sproglige forbindelse findes stadig mange steder. På tysk hedder en flyvedrage Drachen, og på dansk bruger vi ordet drage om begge betydninger uden problemer.
Den Danske Ordbog registrerer således både betydningen »fabeldyr, ofte fremstillet som et stort vinget krybdyr« og betydningen »let flyvende konstruktion af papir eller stof, som holdes oppe af vinden ved hjælp af en snor«.
Normalt skaber det ingen forvirring. Konteksten afgør straks, hvilken drage der er tale om:
- Sankt Georg kæmpede mod en drage.
- Børnene fløj med drage på stranden.
Selvom ordet er det samme, er betydningen helt forskellig.
Når ord skifter betydning
Sprogforskere kalder denne type betydningsudvidelse for metaforisk betydningsoverførsel. Et eksisterende ord får en ny betydning, fordi noget ved det nye fænomen minder om det gamle.
Vi bruger lignende sproglige mekanismer hele tiden. En mus er både et dyr og en computermus. En sky kan både være et vejrfænomen og en digital lagringsløsning. På samme måde har drage fået en ekstra betydning, fordi flyvegenstanden mindede folk om de drager, de kendte fra fortællinger og myter.
Et ord med lang historie
Det er måske netop derfor, at ordet har overlevet så godt. Flyvedrager er stadig populære, og moderne varianter spænder fra klassiske børnedrager til avancerede stuntmodeller.
Historien om ordet drage viser, hvordan sprog ofte gemmer på gamle forestillinger. Selvom de færreste i dag tror på ildsprudende væsener, lever billedet videre hver gang vi sender en drage op i vinden.
Næste gang nogen siger, at de skal ud at flyve med drage, kan man derfor tænke på, at man faktisk bruger et ord, som har været på rejse gennem sprog, kulturer og mytologi i mere end tusind år.
Christian Riis interesserer sig for sproghistorie, etymologi og kulturhistorie. Han skriver gerne om de historier, der gemmer sig bag almindelige ord og udtryk, og fascineres af, hvordan sprog forandrer sig gennem tiden. Til daglig arbejder han med digital formidling og e-handel.
Hvorfor har en voldtægt kun “angiveligt” fundet sted? 
Hvorfor gør du det, du gør? 
En knirken i halsen – hvorfor danske gymnasieelever har svært ved at udtale spansk 
Indoeuropæisk og jysk, svensk og dansk. En ny teori. 
Boganmeldelse: ‘Dansk Sproghistorie’, bind 5: ‘Dansk i samspil’ 
En sexistisk grammatik? Dansk grammatik “for kvinder” anno 1803