”Indfødte sprog var generelt forbudt”: Kostskoler og sprogdød i Nord Amerika

Hartmut Lutz er født i april 1945 i Slesvig Holsten. Hans familie var selv flygtet østfra, som så mange tysker som levede i hvad nu er Polen. Han har beskæftiget sig i sit liv med mindretal og især med indfødte folk fra Nord Amerika. Han har undervist litteratur mange forskellige steder i Europa og Nord Amerika, og han har tilbragt de sidste år af sit forskerliv i Greifswald, Tyskland. Jeg har flere gange mødt ham og sin kone.

Lutz har skrevet en del bøger og mange artikler. Han seneste (sidste?) bog hedder    [Erindringer fra Skildpaddeøen [en indfødt term for Nord Amerika]. Eller: alt er forbundet].

Jeg har læst bogen, og syntes den var spændende at læse, morsom, rørende og informativ. Den kan anbefales! Jeg har selv tilbragt 2,5 år af mit liv i Canada, oftest hos indfødte, så jeg kunne genkende meget.

Hartmut Lutz er historiker og litteraturhistoriker, ikke lingvist. Men der er også information om sprog i hans bog. Herunder følger et afsnit, hvor han beskriver kostskoler, som var bl.a. oprettet for at udrydde indfødte sprog. Kostskoler for indfødte børn fandtes både i Canada og USA. Målet var at assimilere børnene. Et kendt slogan var: »Dræb indianeren, red mennesket!« Der var dog også en del mishandling, tortur, misbrug og anden misere på kostskolerne.

På nogle skoler døde der bemærkelsesværdig mange børn. På disse skoler var de indfødte sprog forbudt. Lingoblog fik lov til at præsentere en oversættelse. Vi takker forfatteren Hartmut Lutz og forlæggeren France Rivet for deres tilladelse at præsentere teksten i oversættelse. Hans skildring giver et skræmmende billede af livet på disse kostskoler, og hvordan børn blev behandlet. Han har hørt det fra ofrene selv.

Peter Bakker

»Indiansk (de-)uddannelse«: Kostskoler m.m.

af Hartmut Lutz

Inden jeg [Hartmut Lutz] kom til Davis [han var inviteret til Universitetet i Davis, Californien, i 1979 for et forskerophold], havde jeg læst en del om kostskoler for indfødte amerikaner og selvbiografiske beretninger fra ofrene, men nu, gennem private samtaler og optagede personlige interviews foretaget på Tecumseh Centre og D-QU [Deganawidah-Quetzalcoatl University, et universitet med og for indfødte og mexicaner i Californien], og senere også i Canada, lærte jeg af overlevende, hvor ødelæggende virkningerne var for generationer af indfødte. Børn, der ofte bogstaveligt talt blev revet væk fra deres familier og undervist og interneret langt væk fra hjemmet i årevis, langt væk fra forældrenes kærlighed, blev ofte ude af stand til senere at skabe et støttende familiemiljø for deres egne børn.

Dette destruktive mønster varede i flere generationer. Resultaterne af dette system var alt for synlige i de fattige kvarterer i større byer med indfødte samfund i diasporaen, såvel som på vejene, der fører til reservater som Papago.

Mange af kostskolerne blev drevet af kristne kirker, til hvilke BIA [Bureau of Indian Affairs, en ministeriel afdeling der beskæftiger sig med Indfødte] i USA og det tilsvarende departement i Canada generøst overførte forpligtelsen til at stille skoler til rådighed for indfødte børn – forpligtelser, der højtideligt var fastsat i de jordafståelsestraktater, som koloniregeringerne havde tvunget de indfødte på Turtle Island til at underskrive. For de ikke-oprindelige aktører virkede dette som en win-win-situation: Den koloniale regering sparede omkostninger, og kirkerne glædede sig over muligheden for at konkurrere om de »hedningers« sjæle.

På Tecumseh Centre introducerede Jack D. Forbes [en indfødt underviser og forsker] os for Kathy Blacksmith, en Yankton-Sioux-ph.d.-studerende, der oprindeligt kom fra South Dakota, men var flyttet til Californien i 1950’erne, da afviklingspolitikken i Indian Removal Act havde fået tusindvis af indfødte beboere på reservaterne til at forlade deres hjemland for at tage lavtstående jobs i byerne, især i Californien.

Kathy fortalte mig sin utroligt triste, men ikke usædvanlige historie: Omkring 1946, da hun var fire år gammel, havde den lokale præst med magt taget hende, hendes to yngre søstre og hendes lillebror med fra hendes bedstemors hus. De fire små børn havde boet hos deres bedsteforældre, efter at deres egne forældre var døde af tuberkulose, som dengang hærgede voldsomt på reservaterne. De blev derefter interneret – og det er en eufemisme – på det katolske børnehjem og gik senere på den katolske kostskole i Marty, South Dakota, kun omkring tre kilometer nede ad den støvede vej øst for hendes bedstemors hytte. Der blev de opdraget til at blive »afindianiserede« og til at blive fromme katolikker. Da Kathy forlod kostskolen som 17-årig, vidste hun ikke engang, hvordan man var indianer, fortalte hun. Det eneste, hun vidste, var, hvordan man var katolik.

Kathys oplevelser i Marty var smertefulde og hjerteskærende at høre om. Desværre er de normen. Gennem årene har jeg lyttet til sandsynligvis mere end 30 indfødte canadiere og amerikanere, der har fortalt mig om deres skoletid i 1930’erne, 1940’erne, 1950’erne, 1960’erne og endda 1970’erne, geografisk spredt fra Nova Scotia til Californien. Deres beretninger vidner om et bevidst kulturmord (etnocide) og endda fysisk folkemord, da så mange børn aldrig overlevede deres tid på kostskoler eller internatskoler.

Indfødte sprog var generelt forbudt. Hvis eleverne blev taget i at tale »djævelens sprog«, fortalte Kathy, vaskede nonnerne eller præsterne børnenes munde med sæbe. Mike Rogers (Shoshone, Paiute), der gik i skole i Carson, Nevada, i begyndelsen af 1940’erne, huskede endda navnet på det vaskemiddel, de måtte tygge på, »Fels-Naptha«, en mundbrændende ludsæbe, der også blev brugt til at vaske tøj.

Carl Gorman, den navajo-kunstner, pædagog og kodetaler fra 2. verdenskrig, som museet i Tecumseh Centre er opkaldt efter, voksede op med at tale engelsk derhjemme og begyndte at lære Diné af sine skolekammerater på Christian Reformed School i Gallup, New Mexico, i 1920’erne. Da han gentagne gange blev taget i at tale navajo, blev drengen lænket ved anklerne til et rør nede i kælderen i isolation i en hel uge, mens hans bror måtte bære en pigekjole for den samme forseelse.

Fysiske straffe blev udmålt i stride strømme, både af nonner, præster, forstandere eller verdslige lærere, men også af eleverne i disse lukkede institutioner, hvoraf nogle havde lært at nyde det sadistisk at påføre eleverne smerte ved hjælp af træpadler, bælter, ris, glasfiberstænger eller våde håndklæder under bruseren – de samme redskaber, som deres opsynsmænd også benyttede. Lærerne, fik jeg at vide af næsten alle, som jeg lyttede til, plejede at bruge linealer på elevernes knoer.

Men der var også udtalt favorisering på baggrund af hudfarve. Mens den hualapai-kandidatstuderende Rudi Clark , Southern Cheyenne-digteren Lance Henson, Anishinaabe AIM-aktivisten Roger Neadeau , Flathead D-QU-kandidaten Norbert Dupuis eller Carl Gorman alle understregede, at der aldrig var nogen opmuntring fra deres undervisere, og at deres racisme altid var åbenlys, oplevede David Risling og Howard Adams en slags tilsvarende åbenlys favorisering, som de tilskrev det faktum, at de havde lysere hud end deres jævnaldrende.

Der var knaphed på mad. Mens de ældre drenge og piger på mange kostskoler blev »uddannet« til henholdsvis landmænd og kokke, blev frugterne af deres ulønnede arbejde serveret for personalet og præsterne, mens børnene ofte gik sultne i seng. Under en guidet rundvisning på Mohawk Institute Residential School i Brantford, Ontario, i 2015 viste guiden, der selv var en overlevende, os et lille rum bag nogle paneler, hvor man havde fundet en gammel papirindpakning fra et stykke slik, som et lille barn havde gemt for at kunne nyde en sjælden og åh så dyrebar godbid.

Under græsplænen omkring bygningen lå der umærkede grave med indfødte børn, ligesom i Kamloops, British Columbia (BC), og så mange andre kostskoler for indfødte og internatskoler på Turtle Island – en grufuld sandhed, der længe havde været kendt i de indfødte samfund, før den blev en offentlig skandale i Canada.

Selv frisuren var politisk. At klippe elevernes lange hår af ved ankomsten havde været en almindelig praksis på de tidlige kostskoler i slutningen af det 19^.århundrede, især på prærierne, hvor det at klippe håret af var et tegn på sorg over et mistet familiemedlem. Men selv i det tyvende århundrede var det en almindelig praksis til at straffe indfødte børn. Louis T. Webster, en oneida- og menomineemusiker og -fløjtebygger fra Wisconsin, som jeg mødte, da jeg var gæst hos Ric Glazer Danays familie i Green Bay i 1982, fortalte mig, at han gik på en katolsk folkeskole på Menominee-reservatet. Som femårig begyndte han at danse traditionelt sammen med de ældste fra Big Drum Society.

Da han gik i tredje klasse, måtte han gentage et fag i sommerferien. For at markere sin identitet som »indianer« ville han kopiere den mohawkfrisure, han havde set i film, og han bad en ven om at klippe hans i forvejen korte sommerfrisure helt tæt på huden i siderne og lade en »mohawk«-kant af hår stå op ad midten. Han gik til messe med sin nye frisure.

På grund af dette kaldte abbedissen ham ud af klasseværelset bagefter, slog ham, så han blødte, og smed ham ned ad en trappe, mens hun udbrød: »Hvordan vover du at komme i kirken og se ud som en beskidt vildmand!« Han klagede til præsten, som sagde, at han ikke kunne hjælpe ham. Da han den følgende søndag igen gik i kirke med sin familie, blokerede abbedissen, hendes stedfortræder og den nævnte præst udgangene efter gudstjenesten, fangede ham og sagde, at han aldrig måtte komme tilbage. »Det var min oplevelse med den officielle religion,« konkluderede han.

Kirken var også en del af en militariseret disciplin. Regelmæssigt kirkegang med gudstjenester, der varede i timevis, lange bønner hver morgen inden undervisningen begyndte, og at knæle i bøn ved sengekanten i sovesalene hver aften, var rutine på de konfessionelle skoler, og det samme var streng militær disciplin. At stå ret, marchere monotont frem og tilbage på øvelsespladsen i timevis, salutere flaget inden undervisningen begyndte – alle disse paramilitære øvelser var faste rutiner, som næsten alle de mennesker, jeg talte med, klagede over.

Den militære disciplin kan, tror jeg, spores tilbage til grundlæggeren af den allerførste kostskole for indfødte amerikaner, militærofficeren Richard Henry Pratt, hvis motto var: »Dræb indianeren, red mennesket!« Et navn, der dukkede op igen og igen i alle vores diskussioner om skoleundervisningen af indfødte børn på kostskoler, var »Carlisle Indian Industrial School« i Pennsylvania, den (berygtede) første kostskole, der blev oprettet af den nævnte R. H. Pratt. Dette skete umiddelbart efter den amerikanske borgerkrig og det deraf følgende overskud af militærofficerer, som derefter i 1870’erne kæmpede i »indianerkrigene« og drev de indfødte ind på reservater, stjal deres børn og derved ryddede prærierne til gavn for euro-amerikansk bosættelse og hvides udnyttelse af ressourcerne.

Udflugt: Et besøg på Carlisle Indian
Industrial Schools kirkegård

af Hartmut Lutz

Tyve år senere, den 2. oktober 1999, mens jeg tilbragte seks uger som underviser ved Widener University nær Chester i Pennsylvania, fik jeg lejlighed til at besøge det, der var tilbage af Carlisle School, og se kirkegården. Jeg lånte en bil af en venlig kollega – tak, Jean Godsall-Myers! – og kørte mod vest gennem amish-landbrugsland forbi Lancaster, gennem smukke skove i efterårsfarver nær Susquehanna, krydsede floden syd for Harrisburg og nåede Lancaster på en solbeskinnet, men kølig eftermiddag. Jeg havde håbet at finde et hotel på stedet, men det var fredag, og den weekend var der en landbrugsfestival i byen. Stedet var fyldt med besøgende.

»Du kan måske prøve derovre,« sagde fyren i receptionen til mig og pegede på tværs af gaden mod en bar på den anden side, »de har værelser, af og til.« Og det gjorde jeg. Der sad kun to mænd ved disken i den svagt oplyste bar ud over bartenderen. Da jeg spurgte efter et værelse, nikkede han, gav mig en nøglering, pegede på en lang, buet trappe og sagde: »Første dør til højre.« Værelset var mørkt, gardinerne trukket for. Jeg fandt lyskontakten, og da jeg tændte lyset, fik jeg et déjà vu fra 20 år tidligere i New York City: kakerlakkerne spredte sig hurtigt i alle retninger for at søge dækning.

Bartenderen virkede ikke overrasket, da jeg afleverede nøglerne tilbage. Jeg tilbragte natten i bilen på en parkeringsplads nær en kontorbygning syd for byen, afskærmet fra vejen af en hæk. Jeg rejste med let bagage og havde ikke meget at tage på til natten, som var kort og kold. To gange startede jeg bilen og kørte et par omgange på parkeringspladsen for at varme motoren og varmeapparatet op, men det hjalp ikke meget. Det gode var, at jeg vågnede meget tidligt og fandt Carlisle Barracks omkring solopgang sammen med den lille kirkegård ved port 2 til området.

Jeg tog mig god tid, gik op og ned ad rækkerne af gravsten, læste navnene og stamme tilhørsforholdene og så nogle offergaver efterladt ved nogle af dem – gaver i form af tobak, fletninger af sødgræs og et par små mokkasiner ved gravstenen for en sioux-pige. Alt i alt talte jeg 192 gravsten, hvoraf omkring 20 så ud til at være for ikke-oprindelige mennesker, at dømme ud fra navnene og manglende angivelse af stammetilhørsforhold. De øvrige var grave for indfødte amerikanske børn, der var døde, mens de gik på Carlisle Indian Industrial School.

Gravene vidner om, at selv den sidste del af maksimen »Dræb indianeren, red mennesket!« sjældent blev opfyldt i dette forsøg på at »amerikanisere« indfødte børn.

Den nuværende lille kirkegård ligger ikke på det oprindelige sted. Oprindeligt lå gravene tæt på sovesalene, idrætsbanerne og skolens administrationsbygning i den vestlige del af det nuværende område, tæt på »Indian Garden Lane«. Da der imidlertid blev opført nye bygninger på nordsiden af Lovell Avenue, blev gravene flyttet, og ligene blev genbegravet på det nuværende sted.

Det fremgår af en historisk markering med en mindetavle ved indgangen til den lille kirkegård. Den rektangulære kirkegård er indhegnet med et metalgitterhegn. Den er ca. 80 gange 50 meter, og i midten står der en grædende pil, hvortil der er bundet nogle snore med små røde poser med tobaksoffer samt fletninger af sødgræs, lidt salvie og røde, sorte, gule og hvide snore af (bønne)klæde.

Gravstenene angiver dødsdatoen, den afdødes navn (hvis det foreligger) og navnet på den nation, som den afdøde stammer fra. Gravstenene er hvide stenmarkører, mindre end en meter høje, rektangulære, opretstående og med en afrundet top, omkring 40 centimeter brede og måske 10 centimeter tykke.

Når man går langs gravene og læser de »stamme«-navne, får man fornemmelsen af at være til en forsamling af de døde fra de oprindelige nationer, så mange nationer er der »til stede«. Apache-folket led det største tab blandt børnene fra kostskolerne her, tæt fulgt af siouxerne. Her følger en liste over de stammenavne, jeg fandt, angivet med den stavemåde, der står på gravstenene (og min egen læsning i parentes).

Udtrykt i navne og tal vidner denne tragedie ikke blot om, at børnene faktisk blev transporteret tusinder af miles væk for at blive »civiliseret« og aldrig mere så deres kære igen, men de mange forskellige navne, hvoraf nogle er stavet forkert, udtrykker også den multinationale multikulturalisme, der altid har kendetegnet den nordamerikanske befolkning, længe før afrikanere, asiater og europæere ankom til Turtle Island.

Gravstenene opregner navnene på over fyrre forskellige indfødte nationer, lige fra »Aleut« og »Alaskans« i det yderste nordvest til Seminole i sydøst, fra Californiens »Mission Indians« og Washoe til Oneida og Seneca i nordøst.

Jeg tilbragte mindst to timer på kirkegården, hvor det begyndte at blive lidt varmere i takt med solens opgang, og jeg gik fra gravsten til gravsten og skrev indskrifterne ned. Mens jeg gik langs rækkerne, ankom et ikke-indfødt par, der nøje betragtede graven med de små mokkasiner.

Vi udvekslede hilsener og indledte en venlig samtale. De boede på militærbasen, han som officer. De gamle hvide træbarakker – alle bygninger, som de indfødte børn havde opført i Pratts tid – var nu omdannet til boliger for militæret. En af disse bygninger, fortalte damen mig begejstret, hjemsøgtes af spøgelset af den lille sioux-pige, ved hvis gravsten vi stod. Jeg var lidt overrasket, men damen insisterede og klagede over det postyr, det drillesyge spøgelse lavede om natten. De havde prøvet alle mulige midler for at slippe af med den hjemsøgende ånd, hyret en eksorcist, ansat præster fra forskellige trosretninger, alt sammen uden resultat. Jeg forsøgte at være medfølende og forstående.

»Har De måske kontaktet en Lakota-medicinhøvding, en ?« spurgte jeg. Damens øjne blev store.

»Nej, aldrig! Tror du, det ville virke?«

»Det ved jeg ikke,« sagde jeg, »men måske vil du prøve det. Den lille pige var sandsynligvis ikke kristen.«

Mens vi diskuterede mulighederne for at kontakte en medicinmand via en af stammeadministrationerne på Sioux-reservaterne i North og South Dakota, kom vi hen til hængepil. Damen standsede, greb en af de små poser og udbrød:

»Er de ikke smukke! Sikke nogle dejlige dekorationer.«

»Ved du, hvad det er?« spurgte jeg, og da hun svarede, at hun ikke vidste det, fortalte jeg hende, at jeg troede, det sandsynligvis var offergaver, som de pårørende til de her begravede havde bragt, at de var hellige, og at de måske var ofringer for at hjælpe de døde børns ånder eller for at mindes deres lidelser. Noget i den retning, men det vidste jeg selvfølgelig ikke med sikkerhed.

I dag spekulerer jeg på, om der stadig er en poltergejst i en af de tidligere sovesale, hvilket ville bevise, at oberst Pratt – trods at han forårsagede så mange børns fysiske død – ikke formåede at »dræbe indianeren«. Jeg tror, Kathy Blacksmith ville have syntes godt om det.

Bogen kan bestilles i en papirudgave eller som e-bog. Forlaget Horizons Polaires Inc. / Polar Horizons Inc. har ingen hjemmeside.

Hartmut Lutz er professor emeritus i nordamerikansk litteratur og engelsk. Hans seneste ansættelse var ved Greifswald Universitet i Tyskland. Han er forfatter og redaktør af mere end et dusin bøger. Hans seneste bog er en kombination af en roadmovie/bog, en dannelseshistorie), en selvbiografi, en hyldest til de indfødte nordamerikanere og et mindesmærke.

2019 – Internationalt år for indfødte sprog С*ка, бл*ть! Det er blevet forbudt at ’bande’ i Rusland – igen Alle bør læse “Alle skal kunne læse!” Sprogdød live – L’Accent du Midi en voie de disparition En besynderlig sag om sprogdød: Hvordan én mand slog amagerhollandsk ihjel Indfødte amerikanske sprog i Brasilien og coronaepidemien