Jamen, hvad består sprog ellers af?

Nogle gange får jeg spørgsmålet: ”Jamen, hvad består sprog ellers af? Hvad havde du forventet, at vi skulle diskutere det?”

En hel del, faktisk. Ord er ganske vist det mest iøjnefaldende aspekt, men for overhovedet at kunne bruge ordene skal vi jo også kunne udtale dem og sætte dem sammen til sætninger. På en eller anden måde har vi, da vi som børn lærte vores modersmål, ikke bare proppet en lang ordliste ind i hovedet, men vi har også proppet en lydlære (”fonologi”) og regler for, hvordan ord kan bøjes (”morfologi ”), og hvordan de kan kombineres med hinanden (”syntaks”). Den, der har lært dansk, ved straks, at ”Bogen ligger på bordet” er en dansk sætning, mens ”På ligger bordet bogen” ikke er det, og dette til trods for, at begge sætninger indeholder danske ord, og i dette tilfælde endda de samme danske ord. Vi kan endda afgøre dette, hvis vi står over for sætninger, som vi garanteret ikke har hørt før: ”Vingegaard er en mester i at jonglere med motorsave” er dansk, men ”Mester i at jonglere med Vingegaard motorsave er en” er det ikke. Det sidste er ikke bare en sætning, du ikke har hørt før, men du ved med det samme, at den ikke kunne være en dansk sætning.

Med samme lethed kan vi dog ikke afgøre, om balfaldera, dummerhoved, fedtsyl, phlegma, døgenigt, støkiometri, wombater danske ord, hvis vi ikke har hørt dem før (men alle disse er faktisk netop danske ord).

Grammatikken kan reduceres til et antal regler, ud fra hvilke vi derefter kan opbygge sætninger, mens ordene ikke lige så let lader sig komprimere, men snarere må læres som en liste. Det er ikke et tilfælde, at en trykt ordbog typisk er tykkere end den tilsvarende grammatikbog, selvom hver grammatisk regel beskrives betydeligt mere indgående end de enkelte ord.

Det netop nævnte indeholder, som så meget andet her i verden, en vis grad af forenkling: ikke alle grammatiske regler er beskrevet for et enkelt sprog, og der findes også en vis grad af systematik blandt ordene. Men som grundprincip gælder det.

Lingvister er ikke uinteresserede i ord, men ordforrådet spiller helt klart andenviolin. Årsagen er, vil jeg sige, at ordforrådet kun indeholder lidt systematik. Vi kan konstatere, at ”at kaste op” hedder netop det på dansk, bì eller pọ̀ jade på yoruba (Afrika), zhigagowe på ojibwe (Nord Amerika) og bomi kora på assamesisk (Asien). Men hvad gør vi så? Her er der ikke plads til meget mere end den rene konstatering. De øvrige komponenter udgør derimod systemer, hvor vi kan sammenligne både inden for og uden for det pågældende sprog.

Hvis talerne af et bestemt sprog siger ”frugter fire”, så siger de sandsynligvis også ”frugter grønne”. Hvis det hedder ”Jeg blodpudding spiser”, så hedder det sandsynligvis også ”bordet på” snarere end ”på bordet”. Og hvad fonologien angår, kan det nævnes, at hvis et sprog har fem eller syv vokaler (hvilket er det mest almindelige i verden), kan lingvisten med ret stor sikkerhed forudsige, hvilke det er og ikke er (f.eks. ikke Ø).

Det ultimative mål for en del lingvister er at kunne forklare, hvordan den mentale grammatik, som vi åbenbart har, er lagret i hjernen, og hvordan den er havnet dér. Men selv de, der ikke har så højtflyvende ambitioner, vil typisk alligevel gerne ”destillere”, dvs. udlede, de mere eller mindre svært begribelige regler, som styrer vores sproglige produktion.

Et trillebør hedder svivbor eller svibbor i jyske dialekter, og gunwinggu-sproget i Australien har forskellige verber for at hoppe afhængigt af, hvilken kænguruart der er tale om. Dette kan bestemt være sjovt at vide, men i de fleste tilfælde er det tvivlsomt, om det lærer os noget ud over selve det pudsige faktum.

Mikael Parkvall har sine rødder i Sverige. Han er p.t. ansat på Aarhus Universitet i et projekt om øer og nye sprog. Han er lingvist og klummeskribent. Denne blogindlæg er oversat og bearbejdet af Lingoblog.

Sprog i og omkring Armenien Sjove og hyggelige sprogstimulerende bøger til vuggestuebørn Børnesprog i daginstitution – fra hvad kan børn til hvad gør børn? Et sprog alle kan kunne Intergalaktisk sprogvidenskab: Det udenjordiske sprog fra Angine de Poitrine er blevet dechifreret Shaetlan: et ungt sprog med gamle rødder – et nordisk sprog, der nu officielt er anerkendt