Århus har fået en ny kaffebar. Det er i sig selv måske ingen chokerende nyhed, for vi har da et par stykker eller tre-fire i forvejen. Men den vil sælge en kop kaffe til billig penge! Ok, nu spidser vi naturligvis ører!
Under morgenmaden fredag i vinterferien faldt jeg på stiften.dk over annonceringen af Århus’ nye kaffebar – ups ja, jeg sad med min telefon og min skål med havregryn, men jeg var alene, det var jo vinterferie, og det er kun mig der skulle arbejde, resten af familien sov! Jeg scrollede altså overskrifter, og min professionelle nysgerrighed blev vakt da jeg så denne her: ”Familie åbner ny kaffebar i Latinerkvarteret: Billig kaffe med århusiansk dialekt”. Det måtte jeg læse mere om, for hvad dækker ”århusiansk dialekt” over? Længere nede i artiklen stødte jeg så på kaffebarens catchy navn: Kopkaff´. Hvad? Jeg var lige ved at få havregrynene galt i halsen. Er dét århusiansk?
Der er en hel del at tage fat i. For hvad menes der med ”århusiansk dialekt” – og må man egentlig godt skrive århusiansk – og Århus – med bolle-å? Skal det ikke staves aarhusiansk og Aarhus? Og hvordan er det lige kaff´ forbindes med århusiansk, altså jysk? En velkendt ”sandhed” er nemlig at man (læs: jyder) kan kende en københavner (læs: jydens måde at omtale en sprogbruger øst for Storebælt) på at et for dansk kultur så centralt ord som kaffe udtales som om det var et enstavelsesord, kaff. Omvendt udtaler de dens enstavede pendant te som om det var et tostavelsesord, te’e, dvs. med kraftigt østdansk stød. (Omvendt kan jyder kendes af københavnerne på at vi har stød i ord som fx hammer og lørdag. De udtales nemlig uden stød østpå.)
For lige at afklare det første, Århus-Aarhus-problematikken, så er det jo ikke et egentligt problem. Ifølge Retskrivningsordbogen § 3, stk. 2 er begge skrivemåder nemlig korrekte. Stavemåden <aa> for [ɔ] og [ʌ] var før 1948 den eneste korrekte, men det blev med Retskrivningsreformen 1948 erstattet af <å>, i lighed med skrivemåderne i det øvrige Norden. Når vi fx skriver Aarhus Universitet med <aa> og ikke med <å>, skyldes det at universitetet blev grundlagt i 1928, dvs. før retskrivningsreformen. Århus byråd, hvor nuværende finansminister Nikolaj Wammen var borgmester, besluttede d. 27. oktober 2010 (med 17 stemmer for og 10 mod) at skifte tilbage til aa-stavemåden: Århus blev til Aarhus i kommunalt regi, med argumenterne om international genkendelighed, forbedring af den internationale konkurrence og mindre bøvl i den digitale tidsalder. Aarhus Kommune som lokal myndighed foretrækker altså at stave Danmarks næststørste by, Jyllands hovedstad, som Aarhus. Det er der gjort rede for i Retskrivningsordbogen § 3, stk. 2, og samme forkærlighed gælder også for fx Aabenraa, Aalborg og Grenaa. Sprogforskere som bl.a. Peter Skautrup, som grundlagde Jysk Ordbog, var dybt involveret i Retskrivningsreformen 1948, og han var stor fortaler for at bruge det mere nordiske tegn <å> i stedet for <aa>. Han var blandt mange sprogforskere og sprogligt interesserede der allerede før 1948 brugte <å> i deres værker (Sandersen 2002). Den tradition er der bl.a. også flere sprogforskere i dag, uanset om de skriver i nationale eller internationale tidsskrifter, der praktiserer. Personligt hilser jeg det derfor også særdeles velkomment at en lokal avis som Stiften anvender bolle å. Så vidt så godt.
Nu til det med den ”århusianske dialekt”. Har Århus en særlig dialekt? Både ja og nej, for selvom jeg er udmærket klar over at journalisten godt ved hvilke konnotationer det giver hos de lokale læsere, kræver ”århusiansk dialekt” en sprogvidenskabelig forklaring. I dialektologien anvendes begrebet dialekt for en sproglig varietet der i sin udtale, grammatik og i sit ordforråd afviger fra et lands standardsprog; dialekter er desuden specifikke for et geografisk område. De sidste 100-150 år har det danske sproglandskab ændret sig så gennemgribende (pga. samfundsændringer som industrialisering, urbanisering og globalisering) at sådan en definition stort set ikke kan anvendes i dag. For dansk i nord, syd, øst og vest ligner hinanden mere og mere, og det er efterhånden kun den ældre del af befolkningen i landdistrikterne der bruger dialekt i deres dagligdag. Dialektologien har traditionelt koncentreret sig om sproget på landet, for det var der de fandt genuin dialekt (Arboe 2012); sproget i byerne nedprioriterede dialektologerne. Det var først sociolingvisterne der fra 1960’erne nærstuderede sproget i byerne, dog er der enkelte præ-sociolingvistiske studier (se fx Bøegh et al. 2023). Lidt véd vi om Århus, nemlig at Århus samler sprogtræk fra sit midtøstjyske opland. Det gælder for den manglende udtale af blødt d i fx blød, det hyppigt brugte eg å sidst i ytringer, rundingen af o foran r som fx i skjorte [sɡɔɐ̯ˀd] (med apokope) m.m. (Arboe & Hansen 2009). At folk så alligevel opfatter det som ”århusiansk dialekt”, skyldes formentlig den store mediebevågenhed byen Århus trods alt har, og dermed det faktum at typiske træk, som også inkluderer den særlige tonegang i fx råbet Kom så de hviii, hænger fast. Som sprogforsker ville jeg nok selv havde skrevet med midtjysk accent, men det ville nok ikke have samme effekt blandt læserne.
Så er der kaffebarens navn, Kopkaff’, og som ”århusiansk dialekt” refererer til. Umiddelbart afspejler skrivemåden af navnets andetled, -kaff’, et velkendt jysk træk, nemlig apokope. Det er den sprogvidenskabelige betegnelse for at ords sidste tryksvage –e er faldet bort (apokope stammer fra det græske substantiv apokope, afledt af verbet apokoptein der betyder ’hugge af’). Det betyder bl.a. at vi udtaler ord som pige og sove som pig og sov. Fænomenet var traditionelt kendetegnende for de jyske dialekter; det er et af de sprogtræk der kan spores helt tilbage til de første skriftlige kilder på dansk, nemlig landskabslovene fra 1200-1300-tallet. I nyere tid sluger stort set alle danskere det tryksvage e sidst i ord. Det er nok et af de relativt få sprogtræk der har bevæget sig østover – og i modsatte retning af de mange sprogtræk fra københavnsk der i sprogforandringens tegn har bevæget sig vestover.
Det gælder bare ikke for et ord som kaffe, for traditionelt har jysk nemlig ikke apokope i kaffe. Et opslag i Jysk Ordbog viser ingen udtaleformer til opslagsordet kaffe der peger på apokope. Altså som i ikke overhovedet! Den almindeligste udtaleform i jysk er [ˈkɑfə], og det er faktisk også den almindeligste form der gælder for de traditionelle ømål som beskrives i Ømålsordbogen. De traditionelle dialekter på Lolland-Falster, Sjælland, Fyn og omkringliggende øer havde såkaldt fakultativ apokope, dvs. e’et kunne godt falde bort, men langt fra altid. Det er også i nyere tid apokope forekommer hyppigere og hyppigere på øerne (Petersen & Thøgersen 2012). At e’et i kaffe ikke er apokoperet, kan skyldes at e’et slet ikke er svækket, altså ikke oprindeligt. Professor Peter Skautrup skriver i sin monumentale Det danske sprogs historie (1947/1968) en række ældre ordformer for kaffe der peger på en betoning på sidste stavelse, fx kafé, kaffé m.v. Og her finder apokope ikke sted, for det forekommer kun ved ubetonede stavelser. Det gælder også for ord hvor e’et står i såkaldt dækket stavelse i dens oprindelige form, fx mange, der går tilbage til et oldnordisk manægh; her siger jyderne [ˈmanə]. Eller hvor e’et er såkaldt sekundær støttevokal, som fx i tør’e for tørv og bjæ’e for bjerg.
Formen kaff’ kan nok bedst forklares som en form for analogi-dannelse, altså hvor sprogbrugere antager at en form udtales (bøjes, bruges mv.) på en måde der matcher sammenlignelige ord. Altså, sidste, ubetonede vokal e i kaffe minder om alle de andre tilfælde (blive, cykle, penge) og bliver derfor slugt, ergo: kaff’. Lignende analogi-dannelser gælder for eksempel også for det oprindeligt jyske ord træls. Da sprogbrugere i øst overtog det, tilføjede de stød i ordet, dvs. [træl’s], for sådan plejer ord af den type at fungere i østdansk. I jysk er træls derimod uden stød. Forklaringen om sproglige analogier er måske også mere spiselig end at de (læs: ejerne af den nye kaffebar) har ladet sig påvirke af en østdansk udtale af kaffe!
Referencer
Arboe, T. (2012). Dialekter og standardsprog: synspunkter og undersøgelser siden 1960. Ord & Sag 32, 18-34. https://doi.org/10.7146/ordogsag.v32.150474.
Arboe, Torben & Inger Schoonderbeek Hansen (2009). Århusiansk – byens sprog før og nu. Simon Borchmann, Stefan Iversen, Mette Kunøe & Per Stounbjerg (red.), Århushistorier: Fra bjerget til byen, bd. 4, s. 71-85. Århus: Aarhus Universitetsforlag.
Bøegh, Kristoffer Friis, Peter Bakker, Inger Schoonderbeek Hansen og Carsten Levisen (2023b): The Beginning of Quantitative Sociolinguistics in the Nineteenth Century: The Dane Anker Jensen (1878–1937) and his pioneering study “The Linguistic Situation in the Parish of Aaby, Aarhus County” (1898). Historiographia Linguistica 49(2-3): 336-354.
Dansk Retskrivningsordbogen (1946) > I. Lydbetegnelsen, s. IX.
Jysk Ordbog: https://www.jyskordbog.dk/jyskordbog/ordbog.html (se opslaget kaffe).
Petersen, Jan Heegård & Jacob Thøgersen (2012): ”Her er pressens radioavis” – med det minimalt acceptable sjuskedansk. Danske talesprog 12, 62-95.
Sandersen, Vibeke. (2002). Om bogstavet å. Nyt fra Sprognævnet 2002/3 september.
Skautrup, Peter (1947/1968). Det danske sprogs historie, bd. 2. København: Gyldendal.
Ømålsordbogen. En sproglig-saglig ordbog over dialekterne på Sjælland, Lolland-Falster, Fyn og omliggende øer. Bd. 1-. København 1992-.
Link
Om Århus V’ ’ny’ dialekt, se https://www.lingoblog.dk/har-danmark-faaet-en-ny-dialekt/
Coverbillede: colourbox.dk
Inger Schoonderbeek Hansen er lektor på og leder af Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning hvor hun forsker i de jyske dialekter og arbejder som redaktør på Jysk Ordbog. Desuden underviser hun i alle sproglige discipliner på Nordisk ved Aarhus Universitet, dog især emner om sproglig variation. Hun har skrevet Tænkepause nr. 100, Jysk, og hun står, sammen med kollega Mette-Marie Møller Svendsen, bag podcastserien På godt jysk.
Kaffe er et fremmedord! Det kommer fra arabisk! Boycot k-ordet!
Regeringen “griber taktstokken og aktivt kæmper imod den alt for store fremkomst af udenlandske ord, der drukner vores sprog”. Vær lydig!
https://kum.dk/aktuelt/nyheder/flertal-i-folketinget-vil-fremtidssikre-det-danske-sprog
(se også Andreas Højlunds anmeldelse af Jakobs Skovgaard-Petersens bog om arabiske ord i dansk)
https://www.lingoblog.dk/en-hyldest-til-et-spaendstigt-dansk-anmeldelse-af-lille-leksikon-med-arabiske-ord-paa-dansk/
Jeg udtaler ‘te’ uden stød, og nogle gange forstår folk i en k-bar eller t-bar mig ikke, og de peger på taget, og spørger hvad jeg vil der.
‘te’ er i øvrigt også et fremmedord, fra sinitiske sprog, i Kina.
Fin artikel!