Lingvistisk identitet i krisetider: Det ukrainske og det russiske sprogs rolle i ukrainske krigsflygtninges liv

I Ukraine er det så almindeligt at være tosproget og tale både ukrainsk og russisk, at mange mennesker ville tøve med at kalde sig selv tosprogede. Som en ukrainer der taler begge sprog, har jeg heller aldrig rigtigt opfattet det som noget specielt. Men efter den russiske invasion i 2022, og også takket være mit lingvistikstudie, opdagede jeg, at emnet om lingvistisk identitet i Ukraine (og for ukrainere generelt) er meget komplekst, finkornet og overraskende understuderet. Så til forårssemestret 2025 besluttede jeg mig for at skrive min eksamen i faget Sprog, kultur og samfund netop om dette: jeg ville undersøge, hvilke underbevidste ideologier og sprogholdninger ukrainere har til det ukrainske og det russiske sprog. Da jeg fortalte nogle ukrainske venner om min idé, grinte de ad mig og spurgte, om jeg havde planer om at starte en borgerkrig. I første omgang virkede spørgsmålet bare som en joke, men kort efter blev jeg klar over, at det var et dybt personligt emne for mange ukrainere, når man tager den aktuelle situation i Ukraine i betragtning. Efter et par dage fyldt med tvivl, besluttede jeg mig for, at jeg ville lave en undersøgelse med værdi udenfor klasseværelset – og uden at starte en borgerkrig i processen.

Den lingvistiske situation i Ukraine

Det ukrainske og det russiske sprog har sameksisteret i Ukraine i mere end et århundrede, hvilket til min overraskelse er noget, som ret få personer i Danmark er klar over. Som man kan se på kortet nedenfor, er russisk modersmålet for en stor procentdel af den ukrainske befolkning, især i områder tættere på Rusland.

Den største grund til at russisk er så udbredt, stammer fra Sovjettiden, hvor et initiativ på statsniveau kaldt russificering blev indført. Dets fokus var at sprede det russiske sprog og kultur i alle Sovjetunionens områder, herunder Ukraine. Det førte til, at russisk blev opfattet som det moderne, progressive sprog, talt af de uddannede, mens ukrainsk fik status som det lave bondesprog. Så da Ukraine blev selvstændigt i 1991, stod landet tilbage med den største russisktalende befolkning udenfor Rusland. Sidenhen har man truffet foranstaltninger for at derussificere (eller måske rettere ukrainisere) nationen, og både de militære aktiviteter i 2014 og dem siden 2022 har spillet en ekstremt vigtig rolle i mange ukraineres opfattelse af deres nationale og lingvistiske identitet.

Modersmål og fjendesprog

Hvad gør man, når minoritetssproget, som man har talt hele sit liv, pludselig bliver fjendesproget? For nogle ukrainere har løsningen været at skifte til majoritetssproget, nemlig ukrainsk. Dette fænomen, også kaldt ’at skifte sit modersmål’, startede allerede efter de militære aktiviteter i 2014[1] og fortsætter i endnu højere grad efter 2022. Lovgivning vedrørende sprogbrug er også blevet implementeret i Ukraine: for eksempel, i juli 2023 vedtog Kyiv Statsbyråd et forbud mod brugen af russisksprogede kulturprodukter i det offentlige rum, såsom musik, litteratur og kunst[2]. Selvom det i 2025 ikke decideret er forbudt at tale russisk i det offentlige rum, bliver det set ned på og ofte alvorligt diskrimineret. Mine venner og familie i Ukraine har fortalt mig, at kassemedarbejdere (eller offentligt ansatte) nægter at servicere én, hvis man taler russisk til dem. Mange af mine venner med russisk som modersmål skal hele tiden være bevidste om deres sprogbrug, når de er udenfor deres hjem, så de ikke kommer til at skifte fra ukrainsk til russisk.

Ukrainere i Danmark: hvad synes de?

Min undersøgelse fokuserede på ukrainske krigsflygtninge, som bor i Danmark. Jeg bad dem lytte til korte lydklip af ukrainsk- og russisktalende, der læser en tekst op, og derefter vurdere talerne fra 1 til 7 på seks positive træk: troværdig, intelligent, velhavende, uddannet, ærlig og venlig.[3]

I overensstemmelse med mine forventninger scorede de ukrainske lydklip signifikant (meget!) højere end de russiske, både på tværs af træk og lydklip, som det kan ses i figuren nedenfor.

Jeg havde naturligvis forventet dette resultat, men jeg troede ikke, at forskellen ville være så stor. Disse data foreslår, at ukrainske krigsflygtninge i Danmark har en meget mere positiv og velkommende attitude mod ukrainsktalende end mod russisktalende – måske ikke engang kun talerne, men selve sprogene som helhed (da nogle af lydklippene var i par, hvor et klip på ukrainsk og et på russisk blev produceret af samme taler). Man kunne tro, at det jo virker logisk nok, da det er ukrainere, jeg har spurgt. Men som nævnt tidligere, har Ukraine altså både ukrainsk og russisk modersmålstalende, så jeg samlede også information om mine svarpersoners kendskab til[4] og brug af de to sprog.

Det var så her, jeg fandt den mest interessante korrelation: sprogbrug er tæt forbundet med sprogholdninger.

Figuren nedenfor viser mine svarpersoners gennemsnitlige vurdering af de ukrainske og russiske lydklip (x-aksen), og de farvede kolonner viser de sprog, de taler til daglig: kun ukrainsk, begge lige meget, eller begge men mest russisk. (Interessant nok er der ingen, der kun taler russisk.)

Her ser man, at jo mere ukrainsk en svarperson taler, des mere polariseret er deres vurdering af de to sprog. Specielt er de russiske vurderinger påfaldende lave for ‘kun ukrainsk’-gruppen (gennemsnitligt 2,77 ud af 7 point). Derimod havde ‘mest russisk’-gruppen den mindste forskel mellem deres vurderinger, men stadig med præference for ukrainsk. Alt dette tyder på, at sprogholdninger hænger stærkt sammen med sprogbrug. Derudover havde svarpersonerne mulighed for at skrive yderligere kommentarer[5]. For eksempel skrev en (om deres selvvurderede niveau i de to sprog): ”Ukrainsk fantastisk, jeg bruger ikke aggressorens sprog”.

En anden svarperson rapporterede et tilfælde af ’skiftning af modersmål’: ”I spoke first 16 years of my life in russian, but about 3 years ago I changed my primary to Ukrainian.”

En anden kommentar, som indkapsler mange ukraineres nuværende følelser omkring den lingvistiske situation i Ukraine, og viser meget eksplicit den såkaldte ’en nation-et sprog’-ideologi, er denne: ”En nation skal have SIT EGET SPROG!”

Som en ukrainsk person[6], der mest taler russisk, blev jeg ret overrasket over nogle af kommentarerne. Jeg forventede selvfølgelig en politisk tone, men den var forbløffende kraftig i nogle af dem. Det vigtigste er dog, at de understreger, hvor vigtige sproglige identiteter er i krisetider, og hvor tæt forbundet de er med national tilknytning. Selvom jeg ikke selv har særlig polariserede synspunkter på de to sprog, er det forståeligt, hvorfor nogle ukrainere har det. At styrke og fremme et nationalt sprog er en effektiv afstandtagen fra en politisk modstander. Og det handler ikke længere kun om kommunikation; det bliver en erklæring om tilhørsforhold.

Noter:

[1] Seals, C. A. (2019). Choosing a Mother Tongue: The Politics of Language and Identity in Ukraine. Multilingual Matters.

[2] Kyiv City Council. (2023, July 13.) Київрада наклала мораторій на публічне використання російськомовного культурного продукту на території столиці. [Kyiv City Council has imposed a moratorium on the public use of Russian-language cultural products in the capital.] Київська міська державна адміністрація. [Kyiv City State Administration.] https://kyivcity.gov.ua/news/kivrada_naklala_moratoriy_na_publichne_vikoristannya_rosiyskomovnogo_kulturnogo_produktu_na_teritori_stolitsi/

[3] Også kendt som en masketest. (Jeg kontrollerede selvfølgelig de eksperimentelle forhold for at undgå fejlkilder.)

[4] Et af kravene for at deltage i eksperimentet var at kunne læse og forstå både russisk og ukrainsk. Alle respondenter vurderede sig selv til at være mindst over mellemniveau i begge sprog.

[5] Kommentarerne her var alle enten på engelsk eller ukrainsk.

[6] Jeg siger “ukrainsk person” for at gøre det lidt simpelt, men da jeg er opvokset i Danmark, er jeg ikke sikker på, hvilket land jeg synes, jeg tilhører (hvis overhovedet noget).

Mariya Voronka, født i Ukraine og opvokset i Danmark, er på 4. semester af bacheloren i lingvistik på AU. Hun ved aldrig, hvad hun skal svare, når folk spørger ”Hvor kommer du fra?” og lever i stedet med en kronisk national-identitetskrise.

Uddøde sprogs rolle i Venezuela-Guyana-konflikten Truer låneord det russiske sprog? Kreolsprog, feltarbejde og lingvistisk teori – et interview med Peter Bakker Lingvistisk feltarbejde i Brasilien – et interview med Ana Paulla Braga Mattos Lingvistisk feltarbejde på Sankt Croix – et interview med Kristoffer Friis Bøegh Folkeæstetik set fra et russisk, lingvistisk perspektiv