Danskeren Roxana Kia har et specielt liv med rødder i Iran, Sverige og Argentina og derfor også et liv med mange sprog. Jeg mødte hende i Italien i foråret 2025, hvor hun fortalte, at hun var i gang med at skrive en roman om sit liv. Denne anmeldelse kan derfor ikke være helt objektiv. Der holdt hun også et foredrag om sine rødder, hvor hendes iranske farfar var nævnt som en af den daværende Shahs loyale (?) medarbejdere. Han var en kendt figur i landet. I 1979 blev det vestligt-orienterede regime væltet, Shahen blev afsat og regeringen erstattet af præstestyret med en religiøs person som den vigtigste beslutningstager, en Ayatollah som øverste leder. Det er Ayatollahen som stadig styrer landet.
Lige nu, omkring årsskiftet, er der igen protester i Iran mod regimet, nu mod den stærke inflation og de høje priser for fødevarer. Og folk husker vel også kvindeoprøret i 2022, efter en ung kvinde blev dræbt i varetægt hos moralpolitiet. Hun mistede livet fordi hun ikke fulgte de religiøse tøjforskrifter til punkt og prikke. Under sloganet ”Kvinde, liv, frihed” opstod der store demonstrationer i Iran og også støttedemonstrationer i mange andre lande. Omkring 500 demonstrerende blev dræbt i Iran og andre dømt til døden ved hængning. Oprøret blev effektivt undertrykt. For Roxana var det anledning til at tænke tilbage til hendes næsten glemte iranske rødder.
Roxana Kia fortalte, at hun har skrevet bogen på sit ”hjertesprog”, dvs. det sprog, hvor hun er i tættest kontakt med sine følelser, og det er svensk. Svensk er hendes stærkeste sprog, og hun har selv efterfølgende oversat teksten fra svensk til dansk. Jeg tænkte med det samme, at det er så specielt, at det kræver en sproganmeldelse når bogen udkommer. Det at hun har skrevet på meget fint dansk, er en stor præstation, når man ved, at hun først kom til Danmark som 29-årig.
Da bogen udkom, fik jeg fat i et eksemplar, og efter at kæresten havde læst den med stor fornøjelse, fik jeg selv muligheden. Nu læser jeg sjældent skønlitteratur, og på titelsiden af bogen kan man læse ”roman”. På den anden side er bogen meget autobiografisk, og man kan som læser kun antydningsvist mærke hvad er baseret på virkelige begivenheder og hvad der er hendes fantasi. Man kan derfor også læse bogen som en slags familiebiografi set gennem forfatterens øjne. Mit indtryk er, at den følger virkeligheden temmelig tæt.
Bogen er spændende læsning. Roxana Kia skriver rigtig godt og klart. Især de første hundrede sider læser man som en roman, hvad den også er, og endda som en rigtig pageturner. Måske er den midterste del noget langsommere, eller min egen opmærksomhed var mindre skarp. Og den sidste tredjedel oplevede jeg igen som et lyntog, hvor man konstant er nysgerrig efter at finde ud af, hvad der videre sker. Tidsmæssigt bevæger man sig frem og tilbage i tiden og dermed også i rum.
Jeg kan ikke afsløre historien i bogen, især ikke de mest sensationelle og chokerende aspekter, kun de store linjer. Forfatteren er født og opvokset i Iran, med en iransk far og en svensk mor. Hendes far var begavet og kendt, men især hendes farfar var kendt i Iran, dog for en del gloriøse men også dubiøse handlinger som en af Shahens tætteste allierede.
Da Roxana boede i Iran, var der en del svenske familier i Teheran, og for børnene var der oprettet en svensk skole, og det var der som Roxana (dengang med et andet navn) gik i skole. Hendes iranske tid blev brat afbrudt, da hun var ti år. Hendes forældre vidste godt, at hvis der ville komme en islamisk revolution i Iran, ville det gå ud over deres familie. Forældrene skulle så tage den hjerteskærende beslutning at sende Roxana og hendes bror ud af landet til familien i Sverige. Her endte de, men uden deres forældre. Efter denne traumatiske oplevelse glemte hun meget af sit andet ungdomssprog, farsi. Hun tog et nyt navn. Under sådanne omstændigheder er der ældre børn, der helt glemmer deres modersmål.
Den utrolige historie er en blanding af politisk spænding, parallelle liv, business med eller uden succes, luksusliv, migration, hykleri, løgn, utroskab, sex, kærlighed mellem forældre og børn, næstekærlighed, hemmeligheder, alkohol, ungdomsoprør, ensomhed, børn der forsvinder – og børn der pludselig dukker op. Meget af det observeret fra en ung piges perspektiv, men også fra perspektivet af en voksen kvinde, som bliver rørt over kvindebevægelsen i Iran og prøver at finde tilbage til sine iranske rødder, som hun nu, egentlig fuldstændig integreret i det danske samfund, vil give videre til sin datter.
Hvad med sproget? Som sagt er bogen velskrevet, men der er vel nogle svecismer hist og pist, og en del korrekturfejl, som forlaget burde have fanget. Forfatteren skriver ikke meget om sprogene selv, men hun har vel lært i hvert fald svensk, dansk, farsi, spansk og engelsk. Man kan nævne, at hun er et eksempel på en person, der har lært et nyt sprog, dansk, i en relativt høj alder, og at det er usædvanligt, at man opnår at beherske det nye sprog på så højt niveau. På den anden side er hun også et eksempel på, at man kan glemme sprog, ikke kun hvis man ikke bruger det meget, men også på grund af traumatiske begivenheder som det at være børneflygtning.
Bogens titel, Månen i min kuffert, henviser til ikke kun den måne, hun husker fra sin barndom i Iran, men også til kufferten som hendes mor havde efterladt efter sin død med breve, fotos og erindringer, som gjorde det muligt at rekonstruere det på mange måder vanvittige liv, som denne familie kom til at leve.
Objektivt skulle farsi med den hyppige sproglyd som den sidste konsonant i Bach eller Loch være et grimt sprog, men jeg synes personligt, at det er et flot sprog. Og det er delvist på grund af sangen som hedder Baraye ‘på grund af… for…’, som er meget flot. Sangen er skrevet og udført af Shervin Hajipour, der vandt en Grammy Award for den, men som desværre også fik tre år og otte måneders fængselsstraf. I Iran har den været afspillet mange millioner af gange. I Italien introducerede Roxana os til denne berømte iranske sang Baraye af Shervin Hajipour, som er meget berømt i iranske kredse, og som bliver sunget også af eksiliranere. Selveste Coldplay har spillet den. Sangen er både flot og rørende. Tjek den ud her (med farsi og engelske undertekster) eller her med billeder fra Iran. Her er der en stor menneskemængde i Berlin, som synger den.
Her kan du høre Roxana selv tale om sin bog.
Link til forlagets beskrivelse af bogen.
Månen i min kuffert
Af Roxana Kia
Forlag: Gyldendal.
400 sider.
DKK 299, 95
2025.
Peter Bakker er lingvist ved Aarhus Universitet. Han læser sjældent skønlitteratur, da virkeligheden også kan være skøn og litterær. Han forstår ikke farsi, selvom han har et andet indo-europæisk sprog som modersmål. Ordet dokhtar betyder det samme i begge sprog.
Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog 
Hels drøm – en mellemsproget nordisk myte på dansk og runer. 
Apolonia 13. En kvindes rejse til månen og tilbage. 
10,000 ABC-bøger på 1163 sprog og dialekter: en imponerende samling 
Dansk sprog i brug gennem 800 år: fra ”hwa sum bi hauer” til ”va mæ kulturen” 
En ny grammatik af det ’klassiske’ elvdalske sprog er udkommet