Når skriften styrer udtalen: hangeul, romanisering og danske lørneres koreanske lukkelyde

Hvert år den 9. oktober fejres skabelsen af hangeul, det koreanske alfabet. Har du lyst til at blive klogere på hangeuls historie og struktur, har Sofie Nyland Brodersen skrevet et indlæg om lige præcis det her på bloggen. I dag vil jeg fortælle en anden historie baseret på mit speciale, skrevet som studerende i lingvistik på Aarhus Universitet. Den handler om skriftsprogets påvirkning af andetsprogsindlæringen og om danskere, der lærer koreansk.

Skriftsprogets påvirkning på andetsprogsindlæring

Koreanic.svg
Her tales der koreansk: Sydkorea, Nordkorea og dele af Kina

Der er utroligt mange forhindringer, når man giver sig i kast med at lære et nyt sprog. Udover at tilegne sig tusindvis af nye ord, sætte sig ind i grammatikken og danne sig et overblik over sprogets kulturspecifikke finurligheder, skal man, hvis man har ambitioner om at lyde nogenlunde som en modersmålstaler, have styr på sprogets lydsystem. Forskere i andetsprogsindlæring har længe forsøgt at forklare, hvorfor det er så svært at tilegne sig accentfri udtale på et nyt sprog, og de fleste teorier peger på, at vores eksisterende system af sproglyde (typisk fra vores modersmål) fungerer som et filter: nye lyde bliver automatisk sammenlignet og ofte forvekslet med dem, vi allerede kender.

Men forskningen tyder på, at også skriftsproget kan påvirke udtalen af fremmedsprog. For eksempel kan italienere, der lærer engelsk, komme til at skelne imellem bestemte homofoner pga. deres stavemåde. Homofoner er ord, som har forskellige betydninger men udtales ens, som sene og scene på dansk. Fordi dobbeltkonsonanter på italiensk udtales med en lang konsonantlyd, kan italienere altså komme til at udtale det engelske Finnish med en længere n-lyd end finish. Og selv når målsproget bruger helt andre tegn, kan modersmålets skriftsprog spøge: Folk, der har lænet sig op ad forskellige romaniseringssystemer i deres tilegnelse af de kinesiske tegn, kan f.eks. ende med forskellige udtalemønstre på mandarin. Romanisering er en slags omskrivning til det latinske alfabet – altså det, vi også bruger en version af på dansk – og det benyttes derfor tit af folk, der lærer sprog som mandarin eller koreansk, hvor man bruger et helt andet skriftsprog.

 

Yeongdong Expressway Entrance Sign in Wonju Interchange
Romanisering: vejskilte på koreansk og det latinske alfabet

Også for danskere, der lærer koreansk, kan der tilsyneladende være en skjult skriftsprogseffekt på spil. Det tydede resultaterne i min undersøgelse om danskeres udtale af koreansk i hvert fald på, og det vil jeg nu prøve at forklare i de kommende afsnit.

Seks danske lukkelyde og ni koreanske

På dansk har vi seks lukkelyde. Man skelner mellem lydene bl.a. på baggrund af, hvor i munden lydene produceres, altså deres artikulationssted: b– og p-lyde produceres med læberne, d– og t-lyde med tungespidsen mod ganen lige bag tænderne og g– og k-lyde med tungen mod den bløde del af ganen. I tekniske termer hedder disse hhv. bilabiale, alveolære og velære lukkelyde. På dansk skelner vi lukkelyde på samme artikulationssted ved hjælp af aspiration. De aspirerede lukkelyde, /p t k/, udtales med et hørbart pust, f.eks. i starten af ord som pære [pʰεːʌ], tære [tʰεːʌ] og kære [kʰεːʌ]. Hos de uaspirerede, /b d g/, hører man til gengæld intet pust: bære [bεːʌ], deres [dæɐ̯ʌs], gære [gεːʌ].

På koreansk ligger lukkelydene på præcis samme artikulationssteder, men i stedet for to er der tre lyde på hvert sted: de bløde (på engelsk: lax), /p t k/, de aspirerede, /pʰ tʰ kʰ/, og de spændte (engelsk: tense), /p* t* k*/. Disse skelnes primært på baggrund af to akustiske signaler: aspiration (pust vs. intet pust) og grundtonen i den efterfølgende vokal (lav vs. høj). De bløde lukkelyde udtales med aspiration og med lav tone; de aspirerede udtales med både aspiration og høj tone; de spændte udtales uden aspiration men med høj tone. Det kan sættes op således:

            Aspiration: spændt /p* t* k*/ < blød /p t k/ ≤ aspireret /pʰ tʰ kʰ/

            Grundtone: blød /p t k/ < spændt /p* t* k*/ ≤ aspireret /pʰ tʰ kʰ/

Danske talere er ikke vant til at lytte efter grundtonen, når de skelner mellem konsonanter, og vi kan derfor forvente følgende: Det sværeste for danske talere bliver at skelne de bløde koreanske lukkelyde fra de aspirerede, fordi begge produceres med aspiration, hvorimod de spændte lyde skulle skille sig ud i kraft af deres mangel på aspiration.

Skriftsproget spøger i danskeres udtale af de koreanske lukkelyde

Men mystisk nok viste det sig i mit bachelorprojekt, at de danske forsøgspersoner gjorde noget andet end forventet. Når de skulle læse sætninger op på koreansk, udtalte de nemlig de bløde lyde med kort eller ingen aspiration, og nogen producerede endda de spændte lyde med lang aspiration. Og udover mangel på godt andetsprogsinput (der er trods alt lidt langt imellem koreansktalende i Aarhus) havde jeg en idé om, at skriftsproget kunne være på spil her, baseret på romaniseringen af de koreanske tegn:

blødspændtaspireret
bilabialㅂ (b)ㅃ (pp)ㅍ (p)
alveolærㄷ (d)ㄸ (tt)ㅌ (t)
velærㄱ (g)ㄲ (kk)ㅋ (k)

De bløde koreanske lukkelyde, der fonetisk ligger tættest på danske /p t k/, skrives f.eks. med de bogstaver, der på dansk hører til de uaspirerede /b d g/. De spændte skrives derimod ⟨pp tt kk⟩, hvis fordobling kan få folk til at tro, at de skal produceres med meget lang aspiration, selvom de lydmæssigt er tættest på danske /b d g/.

Så det testede jeg mere specifikt i mit speciale. Her skulle aftenskoleelever både gentage sætninger efter en koreansk modersmålstaler og læse koreanske sætninger højt fra en skærm. Deltagernes udtale var meget præcis, når de gentog efter modersmålstaleren. Her brugte de både aspiration og tilnærmelsesvist grundtone, som koreanerne selv gør. Men så snart der var tekst på skærmen, forsvandt den tidligere toneskelnen, og aspirationen i de bløde lukkelyde formindskedes. Forskellen mellem at læse og at efterligne gik altså i præcis den retning, romaniseringen ⟨b d g⟩foreslår.

Afsked med det alfabetiske støttehjul

Fordi voksne, der begynder at lære et nyt sprog, typisk allerede er læsende og skrivende mennesker, bliver forstillingen om, hvordan sproget lyder, ikke kun bygget af lyd-input men også tekst-input. For undervisningen betyder det, at eleverne så vidt muligt skal møde lydene først, så de kan stemme sig ind på sprogets udtale uden koblinger til modersmålets skriftsprog. For koreansk betyder det også, at hangeul bør læres gennem den koreanske udtale af hvert tegn, ikke gennem deres romanisering. ㄷ er ikke “et d”, ㅃ er ikke “et dobbelt p”. ㄷ er ㄷ, og ㅃ er ㅃ.

Det siges om hangeul, at den kvikke kan lære det på en formiddag, og selv den mindst begavede kan mestre det på ti dage. Der er altså ikke brug for et alfabetisk støttehjul. Hangeul blev skabt for at gøre det skrevne tilgængeligt for alle, men når det bliver lært gennem et andet skriftsprog, kan det komme til at stå i vejen for sprogindlæringen.

 

Agnes Boel Nielsen er uddannet cand.mag. i Lingvistik fra Aarhus Universitet. Hendes interesser er primært fonetik og fonologi, sprogtilegnelse, korpuslingvistik og computerlingvistik. Sideløbende med lingvistikstudiet har hun siden 2019 lært koreansk i sin fritid, og hendes interesse for det koreanske sprog og folk er mundet ud i mange rejser til landet, utallige eksamensopgaver skrevet om koreansk set fra forskellige vinkler, et semester på Yonsei Universitet i Seoul, et års working holiday-ophold i Sydkorea samt et orange bælte i taekwondo.

Skriv en kommentar