Ny teknologi skaber friktion og opbrud

Lingoblog fejrer i dag den internationale oversætterdag, også kendt som Hieronymusdagen.

I de senere år er en ny teknologi begyndt at få stor omtale på markedet for litterær oversættelse. Den såkaldt menneskelige oversættelse er i dag på alles læber og diskuteres vidt og bredt, men indtil omkring 2023 var det ikke noget, man hørte det store til. Vi talte om oversættelse af bøger, og mange forskellige teknologier var involveret, men menneskelig oversættelse var kun noget, der blev talt om i nørdede ekspertsammenhænge.

I løbet af ultrakort tid har menneskelig oversættelse imidlertid fuldstændig disrupted det etablerede sprogteknologiske marked, hvor folk ikke satte spørgsmålstegn ved forestillingen om oversættelse som en maskinel, øjeblikkelig konvertering. Det har for mange været et skræmmende wakeupcall, men for andre en åbning af store muligheder og potentialer.

Men hvad er baggrunden for denne usikkerhed, for de mange kontroverser og ophedede debatter, der omgærder menneskelig oversættelse? Hvordan harmonerer opfattelsen af den nye teknologi med, hvordan oversættelsesfaget bliver opfattet? Og hvordan ændres opfattelsen af sproget og ordene, selve oversættelsens grundmateriale, i disse diskussioner?

Vi tror, usikkerheden og den megen omtale skyldes, at menneskelig oversættelsesteknologi sætter fingeren på en øm selvfølgelighed i opfattelsen af oversættelse, som blandt de ikkeudøvende i branchen og ikke mindst den almindelige læser gennem mange år er blevet taget for givet.

Stille og umærkeligt er vi inden for oversættelsesfaget begyndt at abonnere på forestillingen om den friktionsløse, hurtige, lettilgængelige oversættelsesproces, den proces, hvor alle knaster fjernes for både udøver og modtager. AI-genereret tekst er blot sidste skud på stammen i denne udvikling.

På samme måde som vi har vænnet os til at kunne shoppe, connecte, researche, gamble og udtrykke vores had helt sømløst på tværs af alle skel i sted og tid, har de seneste årtiers tilvante digitalisering også vænnet os til at tænke skel mellem sprog og kulturer som noget, der med et click eller to skal overvindes og støjreduceres, så vi lige hurtigt kan orientere os i essensen af det. Nu hvor vi ser tilbage på det, er det da også tydeligt, at man vitterlig har kunnet komme langt med den statistisk set mest sandsynlige betydning af noget fremmed. I de fleste sammenhænge har den generiske gengivelse faktisk været mere eller mindre dækkende. Konfronteret med et selv nok så særegent sprogligt billede har netop essensen af det altid været betryggende universel, når først algoritmerne havde tygget det igennem. Menneskelig oversættelsesteknologi smadrer den tryghed. Og det er ikke mærkeligt, at nogle mennesker bliver bange.

Vi er gennem de seneste mange år blevet præsenteret for en fortælling om oversættelse som noget, der skal foregå sømløst og umærkeligt, ikke give sig til kende eller være til besvær. For sproget er uden tvivl et medie, der kan være til besvær. Ikke mindst, når vi har med helt forskellige sprog at gøre, hvor oversætteres opgave er at genskrive en tekst – og en hel verden i den tekst – så den skaber forståelse og erkendelse hos den nye læser.

For sproget selv gør oprør mod den type oversættelsesteknologi, som vi har vænnet os til, og som behandler det som simpel matematik. Sproget skaber uro i maskineriet, og selvom teknologierne efterhånden er blevet så ferme, at de kan generere tekster, der kan absorberes næsten tankeløst og uden opmærksomhed, gør sproget stadig oprør, teksterne gør oprør og skaber ballade. Den lingvistiske kompleksitet og besværlighed lader sig ikke umiddelbart tæmme, slet ikke når det gælder litterære tekster.

Det er dette, den menneskelige oversættelse kan rette op på. Gennem omhyggeligt, vedholdende og dedikeret arbejde sender den menneskelige oversættelsesteknologi enorme mængder viden om sprog, kultur og litteratur, praksiserfaringer med sprogarbejde og ikke mindst sproglig og litterær sensibilitet og forståelse gennem den menneskelige hjerne og genererer med hæsblæsende langsommelighed et tekstprodukt, der er præget af ruhed og knaster, idiosynkrasi, bedrevidenhed og inside-referencer samt udtalt sprogfaglig arrogance (som dog ofte modsvares af oversætterens personlige usikkerhed på eget værd).

Produkterne kan være kantede, strittende og dobbelttydige, der kan være fejlslutninger og flove svipsere, som selv den bedste efterredaktør ikke fanger. Samtidig kan der være glimt af genialitet og forståelse, som hæver sig over den enkelte tekst, ja selv over forfatterens egen oprindelige intention og vilje.

Kort sagt: Den menneskelige oversættelsesteknologi skaber uhåndterlige tekster, som afviger fra den fortælling om oversættelse, vi har fået indpodet og tager for givet. Intet under, altså, at der skabes usikkerhed. Kan det virkelig være meningen, at der skal skabes friktion i forholdet mellem forfatter og læser, at teknologien ikke skal afhjælpe netop den besværlighed, som vi gennem generationer har forsøgt at udjævne?

Måske kan det godt være meningen. Selvom der naturligt nok også er et element af hype omkring menneskelig oversættelse, nu hvor den i løbet af kort tid har fået så stor bevågenhed, har den muligvis noget at byde på, som ligger ud over den rene serviceydelse, som traditionel oversættelsesteknologi tilbyder. Noget, som vi bør være åbne over for, også selvom det umiddelbart strider mod vores tilvante forestillinger om oversættelse som simultan konvertering af sprogkoder.

Juliane Wammen, f. 1976, er cand.mag i litteraturvidenskab og har i over tyve år arbejdet som litterær oversætter fra engelsk, norsk og svensk til dansk. Hun er formand for Dansk Oversætterforbund og redaktør af tidsskriftet Babelfisken og af Dansk Oversætterleksikon.
Portrætfoto: Tim Flohr Sørensen

Morten Visby, f. 1973, er cand.phil. i litteraturhistorie og har siden 1997 arbejdet i boghandler, antikvariater og på biblioteker. Han har brugt 24 år på at oversætte ca. 100 bøger om alt muligt.
Portrætfoto: Ildikó Lőrinszky

Skriv en kommentar Annuller svar