Om at vokse op som tosproget … uden selv at være klar over det!

I dag markerer vi UN’s internationale kreoldag, og flere steder i verden fejres kreolsproget hele oktober måned. Det fejrer vi på Lingoblog med et indlæg fra Aymeric Daval-Markussen.

Når man vokser op i et kreolsktalende samfund, oplever man en del paradokser, både hvad sprog angår, men også i diverse samfundsmæssige sammenhænge. I det følgende vil jeg berette lidt om, hvordan jeg oplevede sådanne paradokser igennem min opvækst i en fransk koloni.

Min familie flyttede fra Frankrig til den lille franske ø La Réunion i det Indiske Ocean (beliggenhed: 21S, 55Ø), da jeg var seks år gammel. La Réunion er en af Frankrigs såkaldte oversøiske territorier og har været et département siden 1946, dvs. administrativt en del af Frankrig. Det betyder bl.a., at man kan stemme til præsidentvalget i Frankrig der og at man betaler med euro.

Fransk er det officielle sprog og kreolsk er også udbredt på øen. Ca. 80% af befolkningen betragter sig som tosproget kreolsk-fransk, men bruger mest kreolsk til daglig. Der findes stadig et fåtal etsprogede kreolsktalere i bjergområder (vulkanøens højeste punkt ligger 3.070 meter over havets overflade, så landskabet er ret vildt med stejle skråninger – på en ø på størrelse med Fyn bor der i dag folk, der faktisk aldrig har set havet!).

En typisk sætning på Réunion-kreolsk lyder sådan: lo samedi nou té sava rod tamarin (bestemt artikel+lørdag+vi+datid+progressiv+at hente+tamarind, eller på dansk: “om lørdagen var vi ude og samle tamarindfrugter”). Den samme sætning på fransk ser sådan ud: Le samedi, nous allions cueillir des tamarins. Den mest indlysende forskel findes i verbalbøjninger, som på kreolsk udtrykkes med såkaldte tempus-aspekt-modus-partikler. Den franske partitive artikel (des) og pluralis (det stumme –s) er også forsvundet på kreolsk.

De franske oversøiske territorier er præget af massevis af stigmata som stammer direkte fra den koloniale fortid. Dens levn findes alle vegne, også sprogligt. Fransk var overklassens sprog dengang og opfattes stadig i dag som det fine, elitære sprog. Derimod ser man ned på kreolsk, som betragtes som beskidt og ufint – også af dem, der selv bruger sproget. Derfor er det ikke ualmindeligt at høre udsagn om, at kreolsk blot er en bastard udgave af fransk, som ikke egner sig til f.eks. undervisning eller videnskabeligt arbejde. Det modsiger faktisk virkeligheden i f.eks. nabolandene Mauritius og Seychellerne, hvor et fransk-kreolsk sprog (de har hvert deres eget) bruges i høj grad til begge formål.

Kort efter vi var flyttet til Réunion bemærkede jeg, at folk talte en form for fransk, som var meget anderledes end det, man kunne høre i Europa, men som alligevel var temmelig tæt på og forståeligt, hvis bare man gjorde sig lidt umage (95% af ordforrådet på kreolsk stammer altså fra fransk). Så lærte jeg denne talemåde ganske hurtigt og kunne inden længe begå mig i sproget – uden at tænke videre om, hvorvidt det var et selvstændigt sprog eller ej, for jeg kopierede bare, hvad jeg hørte omkring mig i skolegården. Sådan gør børn jo.

Det fungerede forøvrigt udmærket som kommunikationsmiddel og derfor betragtede jeg det blot som en afart af fransk og brugte det flittigt igennem årene. Dog ikke på hjemmefronten, hvor vi havde en ganske enkel sprogpolitik: her taler man ikke kreolsk, men fransk! Så snakkede jeg bare kreolsk med vennerne udenfor hjemmet – men også hjemme senere som trodsig teenager.

Engang imellem oplevede jeg også sproglig forvirring i hjemmet. Begge mine forældre var lærere og jeg kunne finde på at kigge dem over skulderen, mens de rettede elevernes opgaver. Hver gang der stod lété (som er en datidsform på kreolsk), overstregede de det systematisk med rød kuglepen og erstattede det med fransk “l’était”. “Nej, mor, det der er altså ikke en sprogfejl, det står bare på kreolsk!”.

Alt dette medførte en del betragtninger og refleksioner, samt en øget sproglig bevidsthed, som tit kom til udtryk bl.a. i klassetimer. Jeg kan tydeligt huske en fransktime i 9. klasse, hvor læreren (en ellers fornuftig kreolsk mand) forklarede os, at kreolsk umuligt kunne være et rigtigt sprog, for der var ingen futurum. Hans påstand forekom mig meget mærkeligt, for man kan altså nemt udtrykke fremtidshandlinger på kreolsk. Så skyndte jeg mig at spørge, hvad så med en sætning som “Mi sava manzé” (“Jeg skal spise”)? For det er nemlig rigtigt, at futurum på Réunion kreolsk ikke udtrykkes med verbale bøjninger ligesom på fransk (jf. je mangerai, hvor suffikset –erai udtrykker 1. singularis futurum indikativ). Men var det ensbetydende med, at futurum ikke fandtes? Det var jeg i hvert fald ikke særlig overbevist om.

Igennem min skolegang blev jeg mødt utallige gange med nedladende udtryk om og generel foragt for kreolsk. Jeg var en af de heldige, der beherskede begge koder fuldt ud. Undervisningen foregik, og foregår stadig, udelukkende på fransk på øen. Det er et af de særtræk i de franske oversøiske territorier generelt, at uddannelsessystemet er ikke helt tilpasset de lokale forhold. “Nout zansèt bann golwa” (vore galliske forfædre) er noget man stadig lærer børn om i skolen, hvilket er selvfølgelig temmelig svært at begribe, når man f.eks. stammer fra efterkommere af slavegjorte malagasiske folk. Det resulterer i, at mange børn gennemgår hele deres skolegang på et sprog de knap nok eller slet ikke forstår, og derfor falder bagud. Den samfundsmæssige konsekvens er, at et stort antal elever dumper til studentereksamen.

Det er først meget senere, da jeg begyndte at læse lingvistik på uni, at det gik op for mig, at jeg rent faktisk brugte et ‘rigtigt’ sprog andet end fransk igennem årene – og derfor voksede jeg op som tosproget, uden selv at være klar over det. På grund af denne tosprogede opvækst blev jeg naturligvis nysgerrig på sproglige emner, og det var selvfølgelig oplagt at blive sprogforsker.

I dag ser situationen med undervisning heldigvis meget bedre ud på Réunion. Der er flere borgerinitiativer, som har sørget for at indføre tosprogede undervisningprogrammer – men som desværre er hverken statsgodkendt eller -støttet. Et meget fornuftigt tiltag, især når man tager i betragtning, at undervisningen på modersmålet øger elevernes chance for succes i skolesystemet gevaldigt. Det er også almen viden, at modersmålundervisning gavner eleverne især med sproglæring, som så bliver nemmere efterfølgende.

En anden positiv udvikling skete i nyere tid. De sidste par gange jeg var på besøg, blev jeg glædeligt overrasket over at høre, at kreolsk er vendt stærkt tilbage i det lokale samfund. Folk har nu taget det kreolske sprog til sig og bruger det stolt som identitetsmarkør i alle sammenhænge – nu kan man også regelmæssigt se reklamer fra kommunen på kreolsk i bybilledet. Selvom stigmata fra kolonitiden stadig i dag er dybt forankrede i hele samfundet, så hylder man i denne uge det kreolske i alle dens afskygninger i løbet af kulturugen for kreolsk sprog og kultur – over hele øen og i særdeleshed i hovedstaden Saint-Denis.

Aymeric Daval-Markussen er ansat som postdoc ved Institut for Lingvistik på Aarhus Universitet under projektet “Digital demography, creole creation, light on letters”. Hans primære forskningsinteresser ligger inden for lingvistisk typologi, historisk lingvistik og sprogkontaktstudier, med særligt fokus på højkontaktsprogtyper som kreolsprog. Han har specialiseret sig i anvendelsen af ​​fylogenetiske værktøjer og kvantitativ analyse af lingvistiske data og har udgivet en bred vifte af artikler om emnet.