En sommeraften i 1888 fandt den 23-årige tjenestekarl Otto Madsen fra Falster frem til Hotel Tivoli i København. Han var i byen for at tale et nyt, internationalt sprog, som han for nylig havde lært sig ved selvstudium. Det havde gjort ham i stand til at skrive med folk i fjerne lande. I en tid uden internet, tv, telefoner eller kompetent sprogundervisning for almindelige mennesker var det i sig selv opsigtsvækkende. Nu skulle han også prøve sproget i mundtlig konversation.
Snart efter sin ankomst opsnappede han en samtale på det nye sprog. Det viste sig at være en berlinsk herre og to kvinder fra Finspång langt oppe i Sverige. De forstod hinanden fint, og han forstod dem, konstaterede han tilfreds. Det virkede.
Arrangørerne bød velkommen. Der fulgte et foredrag om det nye sprogs fremskridt verden over. Og de fremmødte indviede en prægtig fane for den fælles sag, dvs. det fælles sprog. På et stort stykke hvid silke havde en gruppe kvinder broderet jordens vestlige og østlige halvkugler i blåt, omkranset af grønne bøgekviste og påskriften Menade bal püki bal– ”Ét sprog for én menneskehed”. Men da flokken fra Hotel Tivoli senere samme aften begav sig ud i byen, storsnakkende på deres fælles sprog, vakte de forundring hos forbipasserende.
Det uvante sprog var volapük, og arrangementet på Hotel Tivoli var en international konference for folk, der talte sproget og arbejdede for at udbrede det. I dag betegner ordet volapyk meningsløse ytringer i almindelighed, men oprindelig betød det verdenssproget. I de seneste århundreders lange række af kunstsprog (også kaldet plansprog) var volapük det første, der var beregnet på dagligdags kommunikation og blev til omdrejningspunkt for en social bevægelse.
Sproget rummede vidtrækkende fremtidsløfter. Med et ikkenationalt sprog kunne man let dele uanede mængder af nyttig viden. Og ved at fremme forståelsen mellem forskellige folkeslag kunne sproget forebygge krig og tåbeligt had. Skeptikere så derimod i volapük et skrivebordsidealistisk projekt uden sans for, hvordan sprog reelt udviklede sig. Nogle betragtede også volapük som et angreb på de nationale sprog – selv om tilhængerne understregede, at volapük var et hjælpesprog, der skulle supplere de nationale sprog, ikke erstatte dem.
Volapük var skabt af en enkelt mand: den tyske katolske præst Johann Martin Schleyer. Ifølge ham selv kom sproget til ham som en åbenbaring. Han havde længe interesseret sig for sprog, tilegnet sig adskillige levende sprog ved hjælp af grammatikker og ordbøger samt forsøgt sig med både en mere mundret tysk retskrivning og et fonetisk alfabet til international brug. Natten til den 31. marts 1879 lå han ifølge sin egen erindring vågen i sin præstegård nær Konstanz. Med ét viste sig et helt verdenssprogs opbygning sig for hans indre blik, så han med det samme kunne nedfælde grundtrækkene af dets grammatik. Kort efter præsenterede han sit værk i en bog henvendt ”til alle jordens dannede indbyggere”.
Schleyers verdenssprog var dog udpræget europæisk. Sprogets omlydsvokaler (ä, ö, ü) mindede om tysk – ligesom dets grammatik med bøjninger af verberne i de fire kasus nominativ, akkusativ, genitiv og dativ. Ordene hentede Schleyer derimod især fra engelsk, som så mange mennesker verden over talte i forvejen.
På volapük blev ordene imidlertid skåret til, så alle ordrødder begyndte og sluttede på en konsonant. Dermed adskilte de sig fra de betydningsformende tilføjelser. At elske hed löf (afledt af engelsk: love). Jeg elsker blev til löfob. Vol betød verden (afledt af world), pük betød sprog (afledt af speak), og sammenføjningen a markerede genitiv, så volapük betød simpelthen verdens sprog.
Når betydningerne blev mere komplekse, kunne ordsammensætningerne dog blive meget lange og vanskelige at afkode, selv for den øvede. Men tilhængerne lagde vægt på, at sprogets logiske opbygning uden de levende sprogs mange undtagelser og finurligheder var en epokegørende opfindelse på linje med bogtrykkerkunsten og telefonen. I 1880’erne dukkede hundredvis af lokale volapük-kredse op, først især i det sydlige Tyskland, snart også i andre lande, herunder Danmark. Entusiaster udgav lærebøger og tidsskrifter, og de holdt utallige propagandamøder og konferencer som den på Hotel Tivoli i 1888.
I Danmark var volapüks første fortalere dels sprogentusiaster, dels folk fra den politiske opposition, der i Schleyers sprog så et kampmiddel mod det konservative godsejerstyres militarisme. Det vakte mistro blandt regeringsvenlige kræfter, men volapük-tilhængerne understregede, at sproget var for alle. Tjenestekarlen Otto Madsens fortælling om sine oplevelser til volapükkongres i hovedstaden blev publiceret i den lokale avis som et led i propagandaen for sproget. I praksis vandt volapük dog især tilhængere blandt forretningsfolk, der så sprogets nyttige potentiale.
Men volapük blomstrede kun kort. Det var for svært at lære, og Schleyers krav om at eje og kontrollere det gjorde det vanskeligt for brugerne at udvikle sproget. Det førte til frustrerende modgang og splid. Så da den polske øjenlæge Ludwik Zamenhof i slutningen af 1880’erne præsenterede et enklere alternativ til volapük og overdrog ejerskab og kontrol over sproget til brugerne, opfyldte det et påtrængende behov. Esperanto, som Zamenhofs sprog kom til at hedde, førte volapüks arv og fremtidsløfter videre ind i det nye århundrede. Heller ikke esperanto formåede på længere sigt at holde stand mod de nationalsprog, der havde stærke militære imperier og økonomiske interesser i ryggen. Men i de første årtier af 1900-tallet kunne Zamenhofs arvtager til Schleyers volapük tegne konturerne af en bedre fremtidsverden.
Bertel Nygaard er historiker ved Aarhus Universitet. Han har for nylig udgivet artiklen ”Volapük på Hotel Tivoli. Verdenssprogsutopisme i 1880’ernes Danmark”, Historisk Tidsskrift 125:2, 2025. Den artikel ligger bag en betalingsmur, men frigives efter tre år.
Forunderligt er det dog, at Vilhelm Hansens Volapük : Dansk-Volapük (1887) og Volapük-Dansk Ordbog (1891) findes i hele to eksemplarer på KB!