Dette er andet af i alt fire indlæg i serien. Læs den foregående del her: del 1
Derek Bickerton var blandt pionererne i at identificere fælles træk i kreolsprogene. Kreolsprog opstod som følge af tvungen forflyttelse af mennesker, der blev sat sammen uden et fælles sprog i arbejde, på skoler eller i hære i en del af verden, de ikke kom fra. Hvordan kunne disse mennesker kommunikere? De udviklede et nyt sprog på basis af det eneste fælles sprog, de havde lært: kolonisternes sprog. Mange kreolsprog tales af efterkommere af slaver.
I 1980’erne fremsatte Bickerton en radikal idé om, hvordan disse sprog opstod. Han havde bemærket, at kreolsprog alle deler bemærkelsesværdige strukturelle ligheder, ikke kun i verbalsystemet, hvilket ikke kan tilskrives de oprindelige modersmål af den fordrevne, ’blackbirded’ eller slavebundne befolkninger. Hans forklaring var, at det var børn, der havde skabt den lingvistiske struktur. De fordrevne voksne talte brudte versioner af kolonialsprogene, ofte med stærk indflydelse fra deres modersmål, og børnene måtte skabe orden i dette leksikale og grammatiske kaos. Det må derfor have været børnene, der dannede det nye sprog, og det skete på kort tid, en eller to generationer. Børn spillede en afgørende rolle i denne proces. Og alle disse grupper og sprog opnår disse processer og resultater på lignende og endda samme måde, uanset hvad det oprindelige sprog gjorde eller var, og uanset hvor i verden sprogene eller folkene kom fra eller bosatte sig. Tilsyneladende sagde han, at mennesker bruger de samme procedurer til at skabe nye strukturer til at udtrykke for eksempel flertal, tid og specificitet. Bickerton kaldte denne mentale mekanisme et bioprogram. Ifølge ham var det vores fælles menneskelige biologiske udrustning til sprog, der var ansvarlig for de fælles strukturer i kreolsprog.
I sin bog Roots of Language fra 1981 forbandt Bickerton kreolsprog med børns sprog og med sprogets oprindelse generelt. Børn vil gerne bruge træk fra det såkaldte “bioprogram”, men de bliver korrigeret, fordi folk omkring dem taler et allerede eksisterende sprog, der har udviklet sig væk fra bioprogrammet gennem tusinder af år. Mennesker og deres sprog har fjernet sig fra denne biologiske ’blueprint’. Men børn laver fejl, når de tilegner sig sprog. De kan sige ting som koer for “køer”, gåede for “gik”, nu spise for “spiser” og Kim ikke spise for “jeg vil ikke spise”. Mange af disse fejl opstår ifølge Bickerton, fordi børn anvender træk fra bioprogrammet på eksisterende sprog. Det er kun i fremkomsten af kreolsprog, at disse egenskaber kan bevares, i modsætning til andre sprog, hvor sådanne ‘fejl’ med tiden bliver ‘rettet’. Derfor er kreolsprog forskellige fra deres lexifiersprog, altså de sprog, de har fået ordforrådet fra, og derfor minder kreolsprog mere om hinanden end om deres kildesprog. Når børn altså ikke har en fast sproglig model, men kun kaos, vil de anvende træk fra bioprogrammet i deres ytringer, følge disse mønstre og skabe et nyt sprog, der er i overensstemmelse med strukturerne i bioprogrammet, som er kodet i hjernen. Det er derfor, kreolsprog viser disse strukturelle ligheder, ifølge Bickerton.
Hvilke beviser findes der for disse træk, ifølge Bickerton? For det første er der naturligvis selve kreolsprogene. For det andet begår alle børn fejl i sprogindlæringsprocessen. Disse fejl kan også afsløre træk fra bioprogrammet. Endelig, og dette er det mest spekulative element, ville disse bioprogramtræk være de mest dybt forankrede i den menneskelige kognition, fordi det var de første grammatiske skel, der udviklede sig i menneskets tidlige historie, da forfædrene til Homo sapiens udviklede sprog. Derfor er disse træk ifølge Bickerton kodet i hjernes grundplan. Han fremlagde ideen i Roots of Language i 1981 og i en artikel offentliggjort i The Behavioral and Brain Sciences i 1984.
Hvordan kan vi eksperimentelt teste, om en sådan teori er holdbar? Hvordan kan vi i moderne tid få børn til at skabe et sprog? Jo, man sætter nogle børn, som ikke har et fælles sprog, på en øde ø og lader dem kommunikere. Det var, hvad Bickerton ønskede at gøre.
[fortsættes; del 2 af 4]
Peter Bakker er født på en ø, Eiland van Dordrecht, mellem tre store floder. En af de første børnebøger han læste var en børneversion af Robinson Crusoe. Som studerende på Amsterdam Universitet, hvor han læste sprog og litteratur, studerede han originalversionen da han skrev en opgave om utopier i rejseberetninger. Han lavede feltarbejde i Ile-a-la-Crosse, eller Lacrosse Island. I 2018 organiserede han, sammen med australier Joshua Nash, hovedredaktør på tidsskriftet Some Islands, en workshop om sprog på øer. Det kulminerede i en kollektiv artikel om sprog på øer, udgivet på øen Sjælland Han bor nu i Øgadekvarteret og går ofte rundt på Aarhus Ø. Han arbejder nu sammen andre på Aarhus Universitet på et projekt som kortlægger 280 års sprogudvikling på de dansk-vestindiske øer.
Sæt seks par med deres babyer på en øde ø og lad dem tale, del 1: En god idé 
Lad os tale om DLD 
Spisepinde – etymologi, oprindelse, og lidt magi 
Et fandens komisk sprog: Seks sætninger på Berbice-nederlandskkreolsk fra 1803 – og en annonce fra Dansk Vestindien 
Samspil mellem sprog og kognition i børns sprogtilegnelse. Del 1: Ordtilegnelse 
Samspil mellem sprog og kognition i børns sprogtilegnelse Del 2: Grammatisk udvikling