Dette er tredje ud af fire afsnit i serien. Læs de foregående dele her: del 1 del 2
I 1970’erne var Derek Bickerton i kontakt med lingvisten Tom (tidligere Talmy) Givón. Givón var gået fra biologi til lingvistik og havde bidraget med en række vigtige bøger om funktionel lingvistik og universelle grammatiske træk. Ligesom Bickerton havde han også udgivet nogle romaner tidligt i sin karriere. Givón havde arbejdet med og publiceret om mange forskellige sprog, fx. Bemba i Afrika, det indfødte sprog Ute i reservater i USA, og han talte flydende hebraisk og engelsk. I sit CV angiver han “language capabilities” eller ‘sproglige færdigheder’ i ikke færre end 25 sprog fra Afrika, Nordamerika, Papua Ny Guinea, Himalaya og Europa, samt viden om to kreolsprog: Krio fra Sierra Leone og Tok Pisin fra Papua Ny Guinea.
I slutningen af 1970’erne udviklede Bickerton og Givón dette, ret vanvittige, forskningsprojekt, der skulle finde sted på en øde ø. Målet var at forsøge at genskabe den situation, hvor kreolsprog opstod, men i mindre skala: få sprog, få mennesker, få børn. De diskuterede forslaget grundigt og indsendte i 1978 en ansøgning til den amerikanske National Science Foundation (NSF) med titlen ’Artificial Creation of a Natural Language’ eller ’Experimental Creation of a New Language’ (ECOANL). Jeg tror, at de blev ret overrasket over, at projektet rent faktisk blev godkendt. Men blev det nogensinde realiseret?
Ideen bag projektet er velkendt blandt lingvister: man sætter seks par uden fælles sprog sammen med deres toårige børn på en ø og ser, hvad der sker. Skaber børnene et nyt sprog? Indtil for nylig troede jeg, det bare havde været en idé, en interessant idé, og jeg var overbevist om, at det helt sikkert var blevet afvist, og at det var derfor, det aldrig blev realiseret. Det var sikkert for dyrt, for kompliceret, og det kunne umuligt få en etisk godkendelse, tænkte jeg. Alligevel blev det godkendt. Og jeg fandt først ud af dette for få år siden. Utroligt. Alligevel blev planen aldrig ført ud i livet.
Ja, projektet blev finansieret, og en etisk komité havde godkendt det. Alligevel blev der aldrig nogen resultater. Derudover er der skrevet meget lidt om det. Bickerton viede to kapitler til denne idé og de tilhørende processer i sin intellektuelle selvbiografi fra 2008 – Bastard Tongues, som han kaldte bogen – kapitler som ifølge Givón var stærkt “saniterede”, selvom Bickerton normalt ikke er bange for at nævne navne, som vi senere skal se. Disse kapitler er hovedkilden til denne historie. Jeg troede, at Givón også havde viet noget plads til det i sit akademiske arbejde, men da jeg spurgte ham i august 2024, svarede han, i den respektable alder af 88: “Sorry, Peter, too long ago. My memory doesn’t stretch that far back (any more).” Givón skrev dog om det i ikke-akademiske sammenhænge. Dette er, hvad Givón skrev i sin In Memoriam for Derek Bickerton i 2018:
I slutningen af 1970’erne indsendte vi det snart berygtede Island Project til NSF [National Science Foundation] hvor vi forslog om at spore den gradvise udvikling af et pidginsprog og til sidst et kreolsprog in situ ved at isolere flere et-sprogede familier på en stillehavsø og studere deres lingua-franca-udvikling, både for de voksnes pidgin og børnenes kreol. Vi blev hurtigt fordømt af det lingvistiske etablissement som imperialister, kolonialister og racister, med dystre visioner om Pitcairn Island i horisonten. Et af Dereks største fortrydelser var projektets endelige død. Det blev trukket tilbage i sidste øjeblik af den øverste ledelse i NSF-bureaukratiet efter en meget opmuntrende respons fra afdøde Paul Chapin, mangeårig direktør for lingvistiske projekter hos NSF. Vi blev snart pålagt en afskrækkende komité af samfundsvidenskabelige forpersoner, der mødtes to gange på den sydlige Ute Rez i Ignacio [Colorado, USA], hvor jeg arbejdede på det tidspunkt.
Gradvist, ubønhørligt, blev vi nedsablet af små krav. Til sidst gik de med til at finansiere os – forudsat at vi gennemførte det i et forladt europæisk slot med ikke-eksotiske, vestlige forsøgspersoner. På en camperingsgrund oppe ved Piedra River-drænet, over 10.000 fod oppe, sad vi en aften ved bålet, Derek, Yvonne og jeg. Glansen var gået af projektet, konkluderede vi. Det var oplagt, vi besluttede ikke at fortsætte det. Derek fortalte historien senere i en bog, “Bastard Tongues”, i en noget saniteret version. Vi overvejede en fiktiv fortælling om den virkelige version, men da havde han opgivet fiktionen. Desværre, han havde ellers den vildeste fantasi. [oversat af red.]
Projektet blev finansieret, men kun det første år med planlægning og forberedelse blev realiseret. Egnede personer blev fundet, gennem deres netværk, med relevante og forskellige sprog. De endte med par, der talte følgende sprog:
- Koreansk, fra landets sydligere og mere isolerede øer, et sprog med verbet sidst i sætningen;
- Kagayanan, fra en afsidesliggende ø i Filippinerne, med verbet i begyndelsen eller midten;
- Land Dayak fra Indonesien/Malaysia, fra øen Borneo, med fleksibel ordstilling;
- Futunan, et verb-initialt sprog talt i New Hebrides i Melanesien;
- Taiwansk kinesisk, et verb-medialt sprog;
- Kiwai, et verb-finalt sprog fra en ø ud for Papua Ny Guinea.
Interviewet med etisk komité gik godt. Bickerton og Givón havde deltagernes mentale og fysiske velbefindende højt på dagsordenen. De sørgede for mulighed for lægehjælp, oversættelse, kommunikationsmidler, hurtig transport i nødstilfælde og lignende. Etisk komité godkendte det. De fik pengene og grønt lys. Budgettet blev også godkendt. Alligevel var der forhindringer.
Det blev krævet, at de havde et rådgivende udvalg. Denne gruppe omfattede en psykolog, en specialist i isolerede grupper og en antropologisk lingvist. Og det ser ud til, at det var her, det hele gik galt, da der blev rejst “bekymringer om sikkerhed og psykologisk velbefindende.” Flere velmenende lingvister udtrykte også deres bekymringer.
De udvalgte seks par, der ikke talte engelsk, fra landdistrikter, og som havde børn på omkring to år. Således havde ingen af parrene et sprog til fælles med de andre, men de boede sammen. De eneste sproglige elementer, de ville have til fælles, var en fælles liste på et par hundrede ord fra et fiktivt sprog, så de kunne kommunikere om basale ting. Disse skulle læres på forhånd. Bare ord, ingen sætninger, ingen struktur, ingen grammatik. I det mindste kunne de kommunikere med hinanden. Disse ord ville omfatte genstande og livsformer, der relaterer sig til det lokale miljø, såsom planter (træ, frugt, græs, frø, nødder, blomst) og dyr (insekt, fisk, krybdyr, fugle, rotte, mus, kylling, and, gås, gris, ged). En idé var også, at de ville drive landbrug for at dyrke mad lokalt.
Teorien var, at de voksne ville udvikle et forenklet, nyt sprog. Det tekniske udtryk for denne sprogtype er pidgin. Denne måde at tale på ville fungere som deres kommunikationsmiddel. Udviklingen af denne pidgin kunne studeres, da der var optageudstyr på øen. Det er velkendt, at voksne er dårlige til at lære sprog, hvorimod små børn kan lære et nyt sprog inden for seks måneder.
Måske ville børnene allesammen lære de fem nye sprog, som de andre par taler, da børn også nemt kan lære mange sprog. Men idéen bag eksperimentet var selvfølgelig, at børnene også ville udvikle deres egne kommunikationsmidler indbyrdes, sandsynligvis afledt af deres forældres almindelige ord.
Det var set før. Man kan tænke på tilfældet med Colin og Sadiki. Colin var den femårige søn af et amerikansk par, der flyttede til Kenya for at forske på bavianer, og Sadiki var den femårige søn af en lokal arbejder på det område, hvor forskerne var baseret. De to drenge blev straks bedste venner, og inden for kort tid skabte de et nyt sprog, baseret på swahili og engelsk, men også med innovative træk. Selv efter at Colin også havde lært swahili, og Sadiki også engelsk, fortsatte de med at tale deres private sprog med hinanden. Folk kom fra nær og fjern for at observere det mirakel, der havde udfoldet sig. Takket være Colins mor, Perry Gilmore, der optog deres samtaler, er deres sprog blevet dokumenteret. Hun skrev en smuk bog om drengene og deres sprog, Kisisi (Vores sprog): Historien om Colin og Sadiki.
Der er andre tilfælde, hvor børn skaber sådanne nye sprog. Tvillingepar gør det nogle gange. Derfor var der håb om, at børnene på øen ville gøre det samme, nemlig skabe et nyt sprog baseret på fragmenter af de talte sprog. Dette er måske ikke nødvendigvis et kreolsk sprog, men børnene kan skabe strukturer, der ikke findes i nogen af inputsprogene. Dette ville være sensationelt nok at man kunne pege på et universelt eller biologisk grundlag for sprog. Ja, en slags bioprogram. Resultaterne af ø-projektet kunne have ændret vores forståelse af os selv som mennesker for altid.
[fortsættes]
Peter Bakker er født på en ø, Eiland van Dordrecht, mellem tre store floder. En af de første børnebøger han læste var en børneversion af Robinson Crusoe. Som studerende på Amsterdam Universitet, hvor han læste sprog og litteratur, studerede han originalversionen da han skrev en opgave om utopier i rejseberetninger. Han lavede feltarbejde i Ile-a-la-Crosse, eller Lacrosse Island. I 2018 organiserede han, sammen med australier Joshua Nash, hovedredaktør på tidsskriftet Some Islands, en workshop om sprog på øer. Det kulminerede i en kollektiv artikel om sprog på øer, udgivet på øen Sjælland Han bor nu i Øgadekvarteret og går ofte rundt på Aarhus Ø. Han arbejder nu sammen andre på Aarhus Universitet på et projekt som kortlægger 280 års sprogudvikling på de dansk-vestindiske øer.
Sæt seks par med deres babyer på en øde ø og lad dem tale, del 2: Kreolsprogs oprindelse 
Sæt seks par med deres babyer på en øde ø og lad dem tale, del 1: En god idé 
Kan vi lingvister forhindre en krig? Hvordan kan sproglig forskning fastslå, om Venezuela kunne have en form for ret til at gøre krav på dele af Guyana? 
Alice Stevens (1899-1987) og hendes modersmåls (ca. 1700-1987) liv og død 
Lad os tale om DLD 
Kreolsprog, feltarbejde og lingvistisk teori – et interview med Peter Bakker