For et publikum der forlods siger ja og amen, er argumentets kvalitet og tankens dybde ikke så væsentlig en faktor. Således nøjes Lise Bostrup med at krabbe sig fra overskrift til overskrift i noget der mest minder om en fadølsmonolog på et værtshus.

Klokken er 11, og et aldrende publikum har sat sig spredt i Den Gamle Købmandsgård. Flere er kvinder iklædt hvidt hår, solbrun hud, lyserød cardigan og store solbriller – eller noget i den stil. Andre ligner naturligvis et gennemsnitligt Sprogense-publikum, dog i den ældre ende. Den Gamle Købmandsgård er et navn jeg formoder at Lise Bostrup har smagt på og fundet velvalgt – Den Gamle Fabrik, Den Gamle By, Den Gamle Købmandsgård, Den Danske Sprogkreds – i hvert fald har hun de fleste gange på Sprogense fået makket det så hun kan være netop dér. Hun var den sidste aktør der fik tider på sine tre oplæg i programmet (med det resultat at de lå øverst indtil få dage før Sprogense løb af stablen), så stedet (eller det andet) har været vigtigt. Og hvem kan ikke lide en brolagt gård, afsides fra gaden og med havestole, parasoller og borde?

Måske bliver det hyggeligt

Oplægget med overskriften Dansk sprogpolitik til debat skal snart begynde. Jeg er kommet med åbent sind og beskedne forventninger. Måske får jeg nogle skarpslebne sprogpolitiske knive til skuffen, og måske bliver det hyggeligt.

Ja, måske? I hvert fald foreslår Lise Bostrup at hun med det sporadiske fremmøde bliver siddende ved sit bord under parasollen mens vi andre rykker tættere på. Rimeligt nok, tænker jeg, der er masser af skyggeplads og gode havestole. Men af en eller anden grund insisterer dele af de indforskrevne beundrere på at hun skal op på scenen, og da det tekniske personale supplerer med at lyden via mikrofonen så også vil blive sendt ud gennem højttalerne ude på Østergade ved porten til gården, og tænkeligt kan trække folk til, har hun ikke rigtig noget valg. Snart efter står hun med solen i øjnene, uden at bede om en parasol, og med albuer og underarme på et højt bar-bord ved siden af den barstol hun har takket for, men så alligevel aldrig kommer op på.

Der er faktisk 2–3 tilhørere som er noget yngre; de ligner tosprogede og sidder ved Bostrups oprindelige bord i gården. Nu råber de med indforstået brutalitet til hende at hun skal tale højere så de bedre kan forstå hende. Der er ikke umiddelbart nogen af disse individer der hører til Den Danske Sprogkreds’ stand på Sprogense, ej heller hendes bestyrelse. Om det er nogle af hendes lejere, tør jeg ikke sige.

Nu præsenterer hun Den Danske Sprogkreds i opposition til de fleste, navnlig i opposition til Dansk Sprognævn. Det normative og det deskriptive sættes op over for hinanden, og hun sætter lighedstegn mellem normativitet og idealer. Måske lyder det lidt for flot, men jeg er ikke helt uenig. Og dog: Folkeviddet og udviklingen som sådan kan også få gode sprogideer, så uden et skvæt deskriptivitet bliver det nok ikke ideelt. Så langt, så godt. Nå, nu præsenterer hun en af kredsens bøger.

Det minder mig om at det manifest som var at læse da Den Danske Sprogkreds blev stiftet, var bemærkelsesværdigt fejlbehæftet, ikke blot korrekturfejl men også et par indholdsmæssige, sprogfaglige misforståelser. Det er også det omdømme Lise Bostrups øvrige oeuvre har, hvorfor jeg ikke er voldsomt interesseret i hendes udgivelser; men imponeret må man dog være over aktivitetsniveauet.

Sådan er det i Europa

Frankrig har den mest ambitiøse sprogpolitik, kundgør Bostrup oppe fra scenen. Trods geografisk spredning af det franske rundt omkring i verden har de holdt samling på sproget, og de har politik mod domænetab og kommer med regler – eller måske anbefalinger. Dette er lidt uklart, for Bostrup siger “regler” i den ene sætning og “anbefalinger” i den anden. Hun taler om domænetabet på danske universiteter og sammenligner med Frankrig hvor man er tvunget til som minimum at lave et fransk resume i sine afleveringer. Det lyder både glædeligt og interessant og som noget man kunne gå i dybden med. Hvordan er forholdene faktisk på danske universiteter, og hvordan er det med afleveringsopgaver i Danmark? Men tålmodigheden til research er ikke Bostrups stærke side, så vi er straks videre.

Litauen har den skrappeste sprogpolitik i Europa. Der kommer hele tiden nye ord til, og man skal bruge dem. Ja, man kan få bøder for at bruge for mange russiske ord, siger Bostrup. Jeg spørger mig selv hvilken relevans dette specifikke tilfælde har for dansk sprogpolitik.

Så kommer Norge på banen. Man fornemmer på Bostrup at sprogpolitikken her er woke, for man får mere statsstøtte til at skrive på nynorsk, det slappe sjask. Og Tyskland er ved at drukne i pronomener og kønspolitik – hvilket bringer Bostrup videre til, under højlydte suk blandt os tilhørere, at nævne optaget af nye pronomener i Retskrivningsordbogen.

Det går hurtigt, og det går hurtigt videre. Måske er jeg sprogpolitisk enig i meget af det, men det er svært at tage stilling til overskrifter. Nuancer og udfoldelse af dilemmaer er der ingen af. Således er der ikke tale om noget forsøg på at kalibrere en sprogpolitisk holdning. Jeg har en fornemmelse af at jeg lige så godt kunne lytte til en gammel heks over en fadøl på en bar, og da ville jeg da nok nikke til det meste, men ganske uforpligtende. Der hoppes associativt fra overskrift til overskrift, og tilhørerne i den brolagte indre gård udgyder jævnligt medlevende suk og ja’er. I overført forstand er det stegt flæsk med persillesovs der er på menuen, og tilhørerne er af princip begejstrede uanset kvaliteten af den konkrete ret og uanset hvor kedelig en smag i munden den giver. Den slags kender vi fra mange andre sammenhænge. Der er ingen modstand, og det eneste belæg i argumentationen er ordet “jo”. Måske har det også været sådan at være til møde i Borgernes Parti før valget: Det lyder godt at sige at magten skal tilbage til borgerne. Og i Den Gamle Købmandsgård denne lørdag den 2. maj i Bogense lyder det godt at sige at vi skal bevare vores gode danske sprog. Det er svært at finde mennesker der er mere enige i den påstand end jeg; men jeg er gået forgæves efter egentlig viden eller bare en skarpsleben og charmerende befæstet position til sprogdebat.

Bostrup misser med øjnene i det skarpe middagsmodlys, hun stiller retoriske spørgsmål som hun selv svarer på, og fabler sig den kortest mulige vej fra emne til emne. Som foredrag flyver det slet ikke; det er som et mundtligt oplæg af uøvede folkeskoleelever, dog iklædt en anden vægt. Det strukturerende princip bag ordene er ”og så er det i øvrigt også sådan at”.

“I Den Danske Sprogkreds tror vi ikke at det er vejen frem med lovgivning.” Dette er en storsindet udtalelse skabt til at høste point for sin pragmatisme, og skabt til at røre sig selv til tårer over samme, for man fornemmer tydeligt at de ville ønske lovgivning. Og det er vel også – igen – en unuanceret udtalelse. Der er da netop meget som ville give mening som lovgivning, fx at fagkundskab skal kunne formuleres på dansk, i det mindste som et resume af enhver afleveringsopgave. Jeg har arbejdet korrekturmæssigt og redaktionsmæssigt med flere som kun har været vant til at formulere deres viden på engelsk, og det har været rædsomt, sine steder på grænsen til kropumuligt. Men lad os sige at Bostrups storsindede udsagn gælder hvor lovgivning faktisk ikke virker, nemlig dér hvor nogle af os vil have et ædlere præskriptivt sprog end andre synes at ville. Nej, her er lovgivning ikke vejen frem, for ingen retskrivningsregler håndhæves af politiet. I så fald havde Lise Bostrup og kompagni jo også fået dagbøder for deres manifest, som er det eneste tekstarbejde derfra jeg kan udtale mig om.

Nej, i stedet arbejder Bostrups foretagende på at erstatte grimme ord som sprogpedant med liflige ord som sprogkræsen. Det er en nyhed for mig at kræsen skulle have sikre positive konnotationer, men jeg ved at kredsens tidsskrift hedder Sprogkræsen – faktisk ret opfindsomt – og således fik vi lige en reklame mere. Fint nok, men der var ikke mere Bostrup ville sige. Målet var reklamen, og Lise Bostrup ER god til at sælge. Således fik hun også tryllebundet Jarl Cordua ved i fjor at give ham Ællingeprisen, idet Den Danske Sprogkreds låner både svanefjer og høj hat fra H.C. Andersen.

At snyde Snøvsen

Nu krabber hun sig sidelæns videre til H.C. Ørsteds ordopfindelser – en af dem er netop ordkræsen – og snart løber hun ind i noget hun ikke kan huske at forklare, og henviser i stedet til en artikel. Nu idiomer – Benny Andersen, gå fra snøvsen. Den, Snøvsen, er for resten tegnet af hans daværende kone og ligner “en eller anden brun pølse”. Nå? Men ifølge Bostrup kommer ordet snøvs fra tysk (Schnauze, som betyder snude), og gå fra snøvsen handler om en sæk som ikke er bundet ordentligt og går op.

Knuden på sækken (eller det over bindesnoren) kan nemlig ligne en snude. Der sukkes “ja” rundtomkring som var det en kollektiv åndelig mikroorgasme. Jeg har i egne rækker spurgt den tyskkyndige Ulla Weinreich om det holder. Næh, ikke helt; det er såkaldt folkeetymologi, for i germansk er roden til snude en anden end den rod der ad kringlede veje har ført til dialektordet snøvs, som imidlertid rigtigt nok betyder “den øverste, løse, rynkede del af en sammensnøret sæk” (Den Danske Ordbog). At se denne som en næse er der jo ikke noget galt i, men turen via Schnauze er altså forkert.

Nu en historie om katten i sækken der åbenbart skulle have været en hare, og så videre til hvordan skyde papegøjen er kommet i stand formedelst en fransk skydekonkurrence. Så videre til benævnelsen af politisk retorik og en ræv bag øret … noget med en tegning af Lars Løkke med ræven … og … og gulvtæppetalen. Mindernes Allé er forhåbentlig behørigt drænet, for den er fremragende at gå ned ad når man hælder vand ud af ørerne.

Et par blandt tilhørerne forlader stedet.

Handler dette egentlig om sprogpolitik til debat? Nej, man må nok sige at det har været en falsk varebetegnelse, apropos katten i sækken. Det handler nok snarere om de fem bøger om faste udtryk som Bostrup nu vifter med, stadig uden at flyve.

Nå, okay, nu det er også slut. Tiden går hurtigt når man morer sig. Klokken er 11.30. Den danske sprogverdens Trump er færdig for denne gang på en rar lørdag i Den Gamle Købmandsgård, hvor netop købmandskabet har været Bostrups mest præsente ærinde.

Det med dobbeltformer – som jeg ved at Kredsen tordner imod – fik vi ikke meget at vide om, og det har nok også været for indviklet til et oplæg støvsuget for egentlige argumenter. Man kan forestille sig at Bostrup står splittet mellem sig selv og sit publikum når det gælder fx resurser over for ressourcer. Dansk eller konservativ? Tænk hvis det eneste publikum man har, ikke siger ja og amen? Senere uddelte jeg min tip-en-13’er-stemmeseddel med 13 dobbeltformer til de fem meget voksne mennesker på Den Danske Sprogkreds’ stand. Jeg har ladet mig fortælle at de fire afleverede deres seddel i min stemmeboks, mens det femte individ demonstrativt rev den over. Det er selvfølgelig også en form for sprog i Sprogense, især hvis man er løbet tør for argumenter.

Martin Lund, 1974, er redaktør, skribent, korrekturlæser og sprogprismodtager

Indtryk af Sprogense Nogle indtryk fra sprogfestivalen Sprogense Oplev den folkelige og faglige sprogfestival SPROGENSE 15. og 16. september Vi slipper sproget løs til SPROGENSE – 16. og 17. september i Bogense Kunstsprog til Sprogense SPROGENSE indtager Harridslevgaard Slot