Tær góvu lív

Lingoblog har tradition for at bringe artikler på forskellige sprog: først og fremmest dansk og engelsk, men lejlighedsvist også spansk, nederlandsk, russisk og tysk. Lingoblog er stolt af også at kunne dele indlæg på et andet sprog fra rigsfællesskabet: færøsk, med boganmeldelser af Nadja Joensen. 

Tær góvu lív er en tankevækkende bog, der kaster lys over færøsk historie indenfor barselsdød. Med både varme og alvor trækker den tråde tilbage i tiden og giver stemme til de mange kvinder, der døde i barsel – og de familier, de efterlod.

Bogen giver et historisk indblik i dødelighed i forbindelse med fødsler på Færøerne. Den giver viden om de sundhedsmæssige, sociale og mentale forhold, kvinder levede under, og beretter om hvordan sygdom, smitte, urenlighed og komplikationer som brystbetændelse og blødninger kostede kvinderne livet. Mange mænd blev efterladt alene med spædbørn og måtte give dem videre til børnehjem eller overlade dem til nærmeste familie – et tabu i sig selv, som bogen berører med nænsomhed. I et citat fra bogen understreges omfanget af barselsdød:

Omkring 20% af alle fødsler kræver ekstra hjælp…

Det understreger det pres, kvinder og familier stod overfor. Selvom tallene ikke er fuldt dokumenterede – da der ikke findes samlede optegnelser, bliver der tegne et nuanceret billede gennem citater og overleverede fortællinger og visuelle illustrationer. Tegninger, gamle billeder og tekstuddrag bidrager til en læseoplevelse, der flyder let gennem denne pænt opsatte bog.

Historierne fortælles gennem børn, børnebørn og andre pårørende. Det personlige og nære giver teksten dybde og gør historien levende. Samtidig får læseren indblik i de kulturelle og praktiske vilkår for kvinder – blandt andet gennem beskrivelser af beklædning og hverdagsliv.

Kvinders kroppe og liv har båret byrden for samfundets videreførelse – ofte uden plads i historiebøgerne. Denne bog skaber rum for minderne, sorgen og det mod, som generationer har båret med sig.

En anbefalelsesværdig bog for læsere med interesse for kvindehistorie, sundhed og færøsk kulturarv – og for dem, der søger historisk-lægefaglig indsigt i livet i mindre samfund.

Rigmor Restorff Dam: Tær góvu lív. Illustrationer: Sonja Kjølbro. Forlag: Sprotin.

 

Nadja Joensen har en baggrund inden for salg, markedsføring og kommunikation. Hun arbejder som marketing- og kommunikationskoordinator for foreninger og har en særlig interesse for sit faglige felt samt grafisk design og sprog. I sin fritid laver hun digitale magasiner.

Skriv en kommentar