Tamazight – Sprog, magt og identitet i Nordafrika

Dette er en oversættelse af Mena B. Lafkiouis indlæg. Den originale nederlandske artikel kan læses her, og den engelske oversættelse kan læses her.

Sproget er centralt for det amazighske krav. Gennem sproget er Imazighen i stand til at forstå og fuldt ud værdsætte deres tusindårige og rigt lagdelte sproglige og kulturelle arv. Samtidigt fungerer sproget som et afgørende symbol og redskab for magt. Hvis Imazighen ønsker at bevare og videreudvikle deres Amazighhed eller Tamuzgha – dvs. deres transnationale, kollektive amazighidentitet – er det uundværligt at tale og skrive på tamazight.

Størstedelen af den nuværende nordafrikanske befolkning nedstammer fra Imazighen, regionens oprindelige beboere. Tamazgha, som Imazighen kalder Nordafrika, strakte sig i oldtiden fra De Kanariske Øer til Egypten og fra Middelhavet til Sahel. Under romersk herredømme blev dette enorme område opdelt i tre hovedregioner: Mauretanien (den vestlige del), Numidien (den centrale region) og Libyen (den østlige del).

Tamazight udgør den oprindelige sprogfamilie i Nordafrika. Det består af omrking 40 sprog og lokale varieteter, som sammen danner en gren af den overordnede afroasiatiske sprogfamilie, hvorunder oldegyptisk, tchadisk, kushitisk, omotisk og semitisk også hører til.

Tamazight er det overordnede begreb for hvilket som helst tamazightsprog. Det gælder både for sproget hos tuaregerne fra Ahaggar i den sydlige del af Algeriet, hvor den lokale variant tamahaq bliver brugt, såvel som for kabylernes sprog i Nordalgeriet, der nu anvender taqbaylit eller kabyle. Den geografiske spredning af ​​tamazightsprogene henover Nordafrika udgør en form for kontinuum, hvilket betyder, at sprogene ikke altid er nemme at adskille. Den ene varietet går over i de andre uden klart definerede grænser. Gensidig forståelse er mest sandsynlig mellem goegrafisk nærliggende sprog og nabosprog af ​​samme type. Ellers er længere kontakt nødvendig for de forskellige talere for at kunne forstå hinanden.

Der er omkring 40 millioner talere af tamazight, hvoraf 6 millioner lever i diasporaen. Det største antal talere befinder sig i Marokko, hvor skønnene spænder mellem 30-70% afhængigt af, hvordan man definerer sproglig kompetence.

Mundtlig og skriftlig kultur

Tamazight er kendt overalt for den mundtlige kultur med forskellige littærere former og genrer, såsom de poetiske izli, asefru og amarg. Traditionelt set er den mundtlige tamazight litteratur højt anset. Nogle genrer kan kun bruges til vigtige sociokulturelle ritualer og ceremonier, f.eks. bryllupsceremonier. Det mundtlige ord har hos Imazighen altid haft mere prestige end det skrevne ord; det fungerer som den sociokulturelle standard og mål for videreudvikling og forfinelse.

Denne ærbødighed for mundtlighed har sandsynligvis bidraget til tifinaghskriftens forsvinden i de mere nordlige regioner af Tamazgha. Nu om dage bliver den mundtlige kultur især udtrykt via populære og kommercielle sange, mens den ceremonielle dimension forsvinder i stigende grad. Det ser ud til at være en konsekvens af globaliseringen, hvor det skrevne ord og image nu dominerer den symbolske orden.

Hvad mindre bekendt er, er at Imazighen også har en tusind år gammel og højtudviklet skriftkultur. Denne tradition har 3 typer afhængigt af det skriftsystem, den er baseret på; det oprindelige libyske skrift og tifinagh, der er efterkommeren heraf, det arabiske alfabet og det latinske alfabet.

Den tradition, der er baseret på libysk skrift, er den ældste og den går (mindst) tilbage til det 5. eller 10. årh. f.Kr. iflg. de tilgængelige kilder såsom Azib n’Ikkis i Højatlasbjergene i det sydlige Marokko. De mest kendte inskriptioner på libysk er daterede fra det 3. årh. f.Kr.  til det 3. årh. e.Kr.. Der findes dog stadig en utænkelig stor skat af arkæologisk materiale, der bare venter på at blive opdaget og undersøgt, før menneskers forsømmelse og tiden ødelægger den. Tifinagh stammer fra det libyske skriftsystem, som viser nogle bånd til det fønikiske sprog – men er ikke nødvendigvis afledt af det. Se figur 1.

Tuaregerne har yderligere videreudviklet tifinagh og bruger det den dag i dag. Tifinaghs skrifttradition er derfor meget gammel. I tuaregernes samfund opfylder tifinaghskrift specifikke sociokulturelle funktioner i hverdagslivet. Således bliver dette skriftsystem brugt til både offentlige og praktiske anliggender, såsom administration og undervisning, såvel som til mere personlige sager som kærlighedsbreve (figur 2).

Der er også en lang tradition for tamazighttekster i arabisk skrift. Der findes et rigt korpus af tamazighttekster, der har overlevet i tilpassede versioner af det arabiske alfabet kendt som maghrebialfabetet. Et eksempel er Ibn Tumarts arabisk-tamazight ordbog, der er dateret til det 12. årh. og skrevet i en nordlig varietet af tamazight. Der eksisterer gamle manuskripter på østligt tamazight, som først og fremmest omhandler religiøse og kulturelle sager fra ibadisme, hvad man almindeligvis klassificerer under kharijisme, en gren af islam. En anden vigtig samling af gamle tamazightmanuskripter stammer fra den litterære tradition i Sous regionen i det sydlige Marokko og er skrevet på tashelhit. Mange af disse tekster er på vers. Det ældste eksempel er Baḥr al-dumūʿ, ‘tårehavet’ skrevet af forfatter Muhammad Awzal – et mesterværk indenfor tamazights literære kunst.

En noget nyere skrifttradition af tamazight bliver dannet af tekster, der er skrevet på det latinske alfabet, hvilket først og fremmest går tilbage til perioden fra den vestlige kolonisering. Mange af disse værker er beskrivende af etnografisk eller pædagogisk natur, men der er også temmelig meget poesi iblandt. Det handler ikke kun om tekster, der er skrevet på tamazight, men også tekster der er skrevet på fransk af forfattere af amazigh oprindelse, som f.eks. Boulifa, der allerede i 1904 udgav samlinger af kabylsk poesi (det nordlige Algeriet).

Den skrevne tamazightliteratur udvikler sig yderligere og støtter sig især op ad tifinagh og det latinske alfabet. De digitale medier har spillet en stor rolle i promovering heraf. En tamazight litterær kanon, som kendt i de vestlige traditioner, er derfor under udvikling. Forhåbentligt vil en udvikling af en skriftlig kanon ikke ske på bekostning af tamazights højt sofistikerede mundtlige litteratur. Tamazight, som sprog og kultur, drager størst fordel af videreudviklingen af både det talte og skrevne ord.

Skiftet fra mundtlig til skriftlig kultur

Gennem de sidste 2 årtier har den teknologiske revolution affødt en hurtig og udbredt forandring blandt Imazighen; et skrift fra en hovedsageligt mundtlig kultur til en tiltagende skriftlig kultur. Vha. digital kommunikation har mange politiske mindretal, som f.eks. Imazighen, fået et forum for bevarelse og udvikling af deres ‘arv’-, både qua sprog og kultur. Den nyligste officielle status for tamazight i bestemte lande i Nordafrika (Marokko og Algeriet) har delvist bidraget, om ikke andet så ift. det offentlige image og symbolske synlighed (figur 3). Hvad angår sprogstandardisering og -fremme har de gældende regeringer dog ikke fulgt op på deres løfter. Derudover har sprogpolitiske institutioner, som f.eks. IRCAM (Institut Royal de la Culture Amazighe) i Marokko og HCA (Haut Commissariat à l’Amazighité) i Algeriet, kun gjort begrænsede fremskridt.

Derimod har det faktum, at tamazight er blevet officielt i Marokko, ført til en genoplivning af at skrive på tifinagh i denne region. En forenklet version, også kaldet neo-tifinagh, blev indført i grundskolerne i 2003, men det var ikke uden vedvarende komplikationer – især på området af standardisering og didaktik. Desuden gør fragmenteringen af tamazight i talrige sprog og lokale varieteter arbejdet med sproglig standardisering og uddannelsesmæssig implementering vanskeligt. Mens de lokale varieteter fortsat trives i den mundtlige kommunikation, hæmmer manglen på en fælles skriftlig standard udviklingen af bredt tilgængelige undervisningsmaterialer, medier og litteratur. Denne situation understreger tamazights paradoks: det er både bemærkelsesværdigt modstandsdygtigt og dybt sårbart.

Mellem arv og forfald

På trods af sine gamle rødder og bemærkelsesværdige modstandsdygtighed i både mundtlige og skriftlige traditioner, er tamazight fortsat under vedvarende trussel. Politisk, social og uddannelsesmæssig marginalisering har bidraget til en situation, hvor tamazightsprog oftest henvises til private, uformelle eller symbolske domæner.

I de fleste nordafrikanske regioner er tamazight historisk set blevet overskygget af arabisk og også i mindre grad af fransk. Arabisk, som anses som religionens, statens og højkulturens sprog, har længe fungeret som et instrument til sociopolitisk magt. Fransk, introduceret under det koloniale styre, er fortsat en markør for modernitet, uddannelse og socioøkonomisk mulighed. Med denne baggrund har tamazight ofte en begrænset position og forbindes med landlighed, tradition eller endda underudvikling.

Et slående fald i kendskab til tamazight er tydeligt i hele Nordafrika og diasporaen. Dette gælder endda i regioner med de fleste tamazighttalere, f.eks. i Sydmarokko, hvor især tashelhit bliver talt. Udover arabisk slås tamazight nu også med endnu en formidabel sociolingvistik rival: Darija – eller dens regionale variteter, som ofte samlet set er refereret til som maghrebi-arabisk – en lokal lingua franca, der har udviklet sig med tamazight som sit substratum. Grunden hertil er forskellige indgribende, strukturelle og samfundspolitiske dynamikker herunder den institutionelle arabisering, der også foregår den dag i dag.

Ved uafhængighed og dannelsen af ​​de nye stater blev Imazighen systematisk udelukket fra enhver beslutningsdannelse og institutionel magt. Klassisk arabisk blev proklameret det eneste nationale og officielle sprog, og en institutionel arabisering blev indført. Dette var kun anderledes i Niger, Mali og Burkina Faso, hvor tuaregsprogene blev anerkendt som nationale sprog indenfor rammerne af panafrikanisme. Op til i dag sikrer disse foranstaltninger bevarelsen og udbredelsen af det arabiske sprog som officielt sprog med islam som retfærdiggørelsen.

Marginalisering og instrumentalisering

Til trods for at tamazight blev anerkendt i Marokko i 2011 og i Algeriet i 2016, ser vi ingen væsentlige fremskridt i et Imazighen krav på retten til deres eget sprog og kultur: hverken i disse lande eller andetsteds i Nordafrika. Tværtimod: mange amazighaktivister frygter, at den officielle anerkendelse af deres sprog blot er en symbolsk handling, og denne frygt er ikke uden grund. Løfterne er ikke blevet holdt, og sprogpolitikken er blevet strammere. Implementeringen af ​​det såkaldte amazighprojekt i Marokko og Algeriet er gået i stå, hvilket er meget tydeligt indenfor uddannelsesområdet.

Lad os tage Marokko som case study, hvor det blev lovet, at undervisning i tamazight, som startede i 2003, skulle udvides årligt, således at tamazight ville blive undervist i som fag på alle niveauer (fra grundskole til universitet) i hele landet inden 2010. Undervisningen strækker sig dog i øjeblikket ikke længere end til grundskolen. Kvaliteten af undervisningen er også problematisk pga. mangel på kvalificerede undervisere og pædagogisk materiale. Dette hænger sammen med både den specifikke politik vedr. tamazight og de generelle problematiske uddannelsestilstande i Marokko.

Den nuværende situation i Nordafrika og diasporaen afslører tydeligt i hvilket omfang tamazight og tilknyttet aktivisme siden dens formelle anerkendelse som “nationalt” og senere “officielt” sprog i 1990’erne er blevet strategisk instrumentaliseret. I stedet for at afspejle et oprigtigt engagement i sproglig og kulturel bevarelse har denne anerkendelse ofte fungeret som et redskab for politisk og økonomisk bekvemmelighed. Den praktiske implementering af tamazight forbliver fragmenteret og i høj grad overfladisk, idet den tjener statsmagtens og bredere socio-politiske agendaer, mens sprogets iboende kulturelle og kommunikative værdi underordnes instrumentelle formål.

Konsekvenserne af sådan en marginalisering og instrumentalisering er omfattende. I mange samfund opfordrer forældre deres børn til at prioritere arabisk og fransk fremfor tamazight, fordi disse sprog anses som veje til karrieremæssig fremdrift og social mobilitet. Den intergenerationelle videreførsel af tamazight er derfor presset, specielt i urbane centre og i en diasporakontekst.

Marginsaliseringen af amazighfolket strækkere sig længere end sprog og omfatter også social, politisk og økonomiske sfærer. Imazighen er historisk blevet udelukket fra magtcentrene og står overfor vedvarende ulighed indenfor uddannelse, beskæftigelse og offentlige ydelser. Geografisk og social isolation sammen med begrænset infrastruktur og investering forstærker deres perifere status, hvilket tilsammen former folkets livsmuligheder, sociale mobilitet og kulturelle selvopfattelse.

Tamazight som både sprog og kultur bliver også truet via systematisk undertrykkelse af nordafrikanske stater siden deres uafhængighed. Nøglestrategier inkluderer at fremme arabisk via islam – imamer bliver endda specialuddannet til at udføre denne specifikke opgave – og en socioøkonomisk marginalisering, der ekskluderer ikke-arabiske talere fra uddannelse, administration og finans. Tvungen sedentiarisme af nomadiske befolkningsgrupper, forsømmelse eller ødelæggelse af arkæologiske amazighsteder og fragmenteringen af historiske regioner er yderligere med til at fremme arabiseringen. Samlet set har disse midler drevet mange Imazighen til migration eller assimilation.

Især uddannelse har historisk set fungeret som middel til assimilation fremfor selvstændiggørelse. I årtier har undervisning i fransk eller arabisk implicit været med til at forklejne tamazightsprog og -identitet. Børn lærte at navigere i de dominante lingvistiske og kulturelle normer, ofte på bekostning af deres egen kulturarv. Selvom tamazight nu er introduceret i skolerne, fortsætter den historiske ekskludering af tamazight med at påvirke sprogattituder og sprogets sociale legitimitet.

Kulturel marginalisering er forbundet med politisk usynlighed. Imazighen har længe kæmpet med at forfægte kollektive krav indenfor de nationale politiske rammer (se figur 4). Mens den nylige anerkendelse af tamazight repræsenterer symbolske fremskridt, så forbliver væsentlig myndiggørelse begrænset. Sand inklusion ville kræve ikke kun sproglig anerkendelse men også en meningsfuld deltagelse i politiske beslutninger, økonomisk udvikling og kulturel produktion.’

Den multidimensionelle marginalisering og instrumentalisering understreger tamazights centrale position som markør for både identitet og protest. Man kan ikke beskytte og genoplive sproget uden også at adressere de ulige politiske og sociale samfundsmønstre.

Amazighhed – Tamuzgha

Ved dannelsen af uafhængige nationalstater i det 20. årh. er mange Imazighen ikke alene begyndt at tale arabisk, men de har nu også dannet deres egen arabisk-islamiske identitet. Derfor ser mange nordafrikanere sig som arabere, også hvis de er af amazigh oprindelse. Arabiseringsprocessen, der først var gradvis, accelerede siden uafhængigheden, da den fik en central position i politikken for de nyformede nationalstater. Dette er bemærkelsesværdigt, fordi andre steder i den islamiske verden har omvending til islam ikke været forbundet med brug af arabisk, og det har ikke ført til afvisning eller forglemmelse af de indfødtes sprog og identitet. F.eks. har persisk sprog og kultur bevaret en central plads i samfundet i Iran, også efter Shi’a islams indtræden.

Generelt betragtes nordafrikanere kun som amazigh, hvis de taler et amazigh sprog. Derved er sprog og identitet forbundet: den der taler tamazight er amazigh. Dette forklarer, hvorfor amazighaktivisme er fundamentalt knyttet til anerkendelsen og fremme af tamazight, som er blevet det essentielle symbol på amazighidentitet og afspejler dybe forbindelser mellem sprog, magt og territorium. Imazighen har længe haft forståelse for denne dybdegående sammenhæng mellem sprog, magt og territorium, og de har endda anvendt den i deres politik (f.eks. i administrationen) ved opretning af ​​deres andalusiske dynastier såsom almoraviderne og almohaderne.

I diasporaen ser vi, at amazighidentitet er mindre forbundet med tamazight. Dette er især sandt for unge, der ikke (fuldt ud) taler sproget, og som lever i en superdiverse omgivelser, der er karakteriserede ved en stærkere sociokulturel mangfoldighed pga. migration. Hos disse unge mennesker er en stor del af amazighidentiteten markeret ved stærke symboler som navngivning. Således navngiver nogle unge sig selv efter historiske figurer som Yughurta og Dihiya. Brugen af amazigh ⵣ  (‘z’ af ordet  ⵎⵣⵖ ‘amazigh’) forekommer ofte. Og naturligvis er der også det internationale amazighflag (se figur 4).

Alligevel forbliver sproget vigtigt for Imazighen, især fordi det kan bidrage til deres amazighidentitet via sprog i alle former og dermed styrke deres fremtid i alle aspekter af samfundet både i Nordafrika og globalt. Tamazight er hjertet af ‘amazighhed’ eller ‘tamzugha’, en sammenfatning af hele essensen af den kollektive amazighidentitet. For Imazighen har det at tale og bevare tamazight ikke blot et kommunikativt formål; det er en dybdegående bekræftelse af tilhørsforhold, arv og hukommelse. Tamazight indbefatter århundreder af historie, sociale normer og kollektive erfaringer, der gør sproget til et uundværligt middel til at overføre både viden og værdier.

Tamzugha er fundamentalt set transnational og spreder sig på tværs af Nordafrika og diasporaen. Det er defineret ikke kun ud fra en geografisk bevidsthed, men også en kulturel, historisk og sprogligt delt bevidsthed. Vedligeholdelsen og fremmen af tamazight fungerer derfor som et instrument til kulturel sammenhæng, der forbinder spredte samfund sammen om fælles traditioner, narrativer og udtryksformer.

På samme tid er identitet ikke statisk. Det er fortsat forhandlet, redefineret og udtrykt som svar på de foranderlige politiske, sociale og teknologiske kontekster. Sociale medier, udbredelsen af læseevne og tiltagende anerkendelse af amazighrettigheder har alle bidraget med nye platforme til at udtrykke og forme tamuzgha. Sociale netværk, blogs og online udgivelser har tilladt Imazighen til at markere deres tilstedeværelse, dele viden og deltage i kulturel produktion på et hidtil uset plan.

I sidste ende er kampen for tamazight uadskilleligt fra kampen for identitet. At bevare sproget er at bevare et verdenssyn, en historie og et tilhørsforhold, der har stået imod flere hundrede års marginalisering. Det er et krav på synlighed, værdighed og handlekraft – en afvisning af at lade så rig en kultur forsvinde i stilhed.

Vil du læse mere?

Lafkioui Mena B., 2024. Pluricentricity, iconisation, and instrumentalisation of language in North Africa and its diaspora. In: M. Huber & B. Meisnitzer (éds.), Pluricentric languages in Africa. Multilingualism and Linguistic Dehegemonisation in Africa and Around the World, PCL-Press, Graz, 15-38.

Lafkioui Mena B., 2022.Tamazight. Taal, macht en identiteit. ZemZem – Tijdschrift over het Midden-Oosten, Noord-Afrika en islam, 1: 81-89.

Lafkioui Mena B., 2018. Berber languages and linguistics. Oxford Bibliographies. ​DOI: 10.1093/OBO/9780199772810-0219.

Lafkioui Mena B., 2013. Multilingualism, Multimodality and Identity Construction on French-Based Amazigh (Berber) Websites, Revue Française de Linguistique Appliquée, XVIII-2: 135-151.

Lafkioui Mena B., 2008. Identity construction through bilingual Amazigh-Dutch “digital” discourse. In: Mena B. Lafkioui & Vermondo Brugnatelli (eds), Berber in contact: linguistic and sociolinguistic perspectives, Köln, Rüdiger Köppe Verlag, 217-231.

Lafkioui Mena B.,  2008. Reconstructing Orality on Amazigh Websites. In: Mena B. Lafkioui & Daniela Merolla (eds), Oralité et nouvelles dimensions de l’oralité. Intersections théoriques et comparaisons des matériaux dans les études africaines, Paris, Publications Langues’O, 111-125.

Disse publikationer mm. er tilgængelige her:

https://menablafkioui.wordpress.com/ & https://ehess.academia.edu/MenaLafkioui

Mena B. Lafkioui er professor i lingvistik og sociolingvistik ved Ecole des hautes études en sciences sociales i Paris, hvor hun besidder stillingen i tamazight-lingvistik. Hun er også forskningsleder (seniorforsker) ved Centre National de Recherche Scientifique i Paris. Hun er specialiseret i afroasiatiske sprog med fokus på Nordafrika.

Er de nordiske sprog gensidigt forståelige? The Language Song/Oqaatsigut Sydslesvigdansk: Sprogforvirring eller sprog med system? Truer låneord det russiske sprog? Ugens oversættelse: Når sprog bliver til vold Nationalitet og sprog på varietéscenen