Dette essay er blevet til på baggrund af tre interview i Århus sommeren 2026 med forfatteren og komponisten Simon Charles André Lemay. Han er født og opvokset i Montreal – en metropol, der er væsentlig større end provinsens hovedstad, Quebec City. Simon har resideret i Danmark i en periode, og her fortæller han gavmildt om sit sprog og sin kultur.
Det generelle canadiske samfund er sekulært og multilingvistisk. Det engelsksprogede samfund i Canada synes mere åbent og mindre låst i hierarkier, f.eks. mellem ansat og chef, end det fransksprogede, mener Simon Lemay. Der bor fransktalende i to provinser, nemlig Quebec (som det blå flag ovenfor symboliserer) og New Brunswick, hvoraf mange er efterkommere af franske kolonialister, der kom til området for flere århundreder siden.
Vores interviewperson kommer fra provinsen Québec, der i praksis er tosproget med engelsk og fransk, og hvor kun få indbyggere kun taler ét sprog. Ikke desto mindre er fransk i form af le français québécois af sprogpolitiske årsager det eneste officielle sprog i provinsen Quebec, dvs. fransk har en fortrinsstilling. Fransk er modersmål til 6,5 millioner mennesker dér samt til yderligere 1,3 millioner canadiere uden for denne provins.
Tillært eller medfødt
Jeg spurgte Simon, hvad han selv kalder det sprog, han taler, og han svarer: ”fransk”. Han sagde ikke ”Quebec-fransk eller ”canadisk fransk”, blot ”fransk”. Er dette overraskende? Måske. Jeg får opfattelsen af, at han ser sit sprog som ”den ægte vare”. Han betegner endvidere formen på sit fransk som ”neutral” i konteksten af hans hjemby og provins.
Dertil kommer, at Simon også taler engelsk. Han opfatter sig selv som bilingue (”tosproget”) qua sin primære og sekundære socialisation (opvækst og skolesystem). Vi konverserer på fransk, men når han taler engelsk, taler han 100 % som en anglofon. Jeg forstår nu, at han virkelig er født ind i begge sprog og mestrer dem begge to. Han har dem begge to som modersmål – en opfattelse, som han, adspurgt, bekræfter.
Mange mennesker i Quebec er opvokset med to modersmål i form af de to verdenssprog, fransk og engelsk. Dette giver en meget direkte adgang til de kulturer, som disse sprog ”afføder”.
Førhen havde jeg muligvis en vag idé om, at tosprogede kunne to sprog halvt, eller at det ene sprog var dominerende – men Simon synes at demonstrere, at han har to ”ligeværdige” modersmål 100 %. Således kan det undertiden ske, at han begynder en sætning på fransk og ender den på engelsk uden at tænke nærmere over det.
Som etnisk dansker er jeg opvokset med ét modersmål: dansk. Danmark (syd for Grønland og Færøerne) har kun ét nationalsprog. Det forhindrer ikke, at nogle (men ikke mange) er opvokset som tosprogede (f.eks. i det tyske mindretal med både tysk og dansk). At mange danskere taler engelsk, er for de fleste en tillært færdighed. Jeg mediterer over fordelene ved at være tosproget – og om der er forskelle mellem engelsk som tillært sprog/kultur versus medfødt ditto.
Sproglige forskelle
Vedrørende forskelle mellem Quebec-frankofone og franskmænd: Ingen af kategorierne er homogene grupper, men oprindeligt er franskmændene mere latinere (idet det keltiske element efterhånden er forsvundet). I Quebec er de frankofone mere franco-angelsaksiske. Provinsen er multikulturel og tosproget med både engelsk og fransk.
Simon fortæller endvidere, at sproget i hans hjemby, Montreal, faktisk er en slags franglais, altså fransk mikset med engelsk. F.eks. bruger de det engelske ord lunch for ”måltid klokken 12” – og cheers! for ”skål!”.
Simon er en passioneret læser. Han læser litteratur på både engelsk og fransk. Og som forfatter skriver han på begge sprog, hvilket ikke er resultatet af noget bevidst valg, bedyrer han – det falder ham blot naturligt. Ikke at det han skriver på begge sprog, ikke kræver en del bearbejdning for at give det mest optimale sproglige udtryk. I denne sammenhæng siger han interessant, at engelsk for ham er enklere at formulere sig på end fransk, der har flere komplekse og strikse sprogregler samt flere bøjningsformer.
Fransk i Frankrig tales i mange dialekter, og det gør fransk i Quebec også, men begge steder er der noget, der med en vis ret betragtes som standardsprog.
Simon finder visse dialekter i provincen New Brunswick særligt charmerende, f.eks. le chiac (aka le chiacque). Det er en specifik variant af le français acadien, der har mange låneord fra engelsk og lokale indfødte sprog. Enkelte af deres ord forekommer engelske, men er franske ord, der i Middelalderen fra fransk er kommet ind i engelsk – dvs. ordene var oprindeligt franske.
Ved første tilgang forstår mange franskmænd ikke canadisk fransk, fordi der er en lang række udtalemæssige forskelle – men hvis de omgås med det i længere tid, kan de godt lære at forstå det. Det er jo trods alt samme sprog.
Jeg er på feltarbejde i Quebec-fransk, skønt min population kun er én. Jeg skal lytte intenst for at kunne transskribere mine konsulents (interviewpersons) udtale. Følgende er eksempler på Simons udtale.
Simon udtaler quinze (”femten”) som [/’kɛ̃:ɪ̯̃z/], hvor fransk i Frankrig har [/’kɛ̃z/]. Som det ses, har Simon faktisk en diftong, hvor hele to vokaler er nasaliserede. Det tager lidt tid at spore sig ind på dette. Nasalisering er i IPA-lydskrift markeret med en tilde over en vokal (f.eks. ɛ̃). Simons udtale af diftongens første vokal synes at være forlænget, derfor kolon (:).
Analogt hermed udtales besoin (”behov”) af standardfransk i Frankrig udtaler [/bə.’zwɛ̃/] – og af Simon som [/bə.’zwɛ̃:ɪ̯̃/]. I begyndelsen kunne jeg ikke afgøre, om han egentligt udtalte med en NG-lyd [/ŋ/]. Han sagde, at det gjorde han ikke. Der er forskel på hans udtale og NG-udtalen i Provence, påpeger han. Quebec-fransk har nasalisering.
Markante diftonger er kendetegnende for Quebec-fransk. De er nedarvet fra middelalderfransk, hvor de i mellemtiden i standardfransk i Frankrig er blevet til monoftonger. I Frankrig udtaler man ordet mais (”men”) som [/’mɛ/ eller /’me/], mens quebecsk siger [/’mɛ:ɪ/] med diftong og lang førstevokal. Ordet drôle (”sjov, pudsig”) udtales også med diftong [/dʁɔʊl/] – i Frankrig med monoftong [/dʁol/].
Følgende ord udtaler Simon med diftong: Finlandaise (”finsk kvinde”) som [/fɛ̃:ɪ̯̃.lɑ̃.’dɛ:jz/] – og peut-être (”måske”) som [/pø.’tɛ:ɪt/] med et næppe hørbart R. Quebecsk har sine steder et markant drøbel-R [/(ʁ/], men ikke i peut-être på grund af et forudgående T.
Quebecsks realisering af [/ɛ/] er ikke som dansk Æ i ”æble”, men mere A-agtig, lidt længere og glidende over i [/j/], altså diftong. For en omtrentlig sammenligning kan jeg kun komme i tanke om nederlandsk ”ij” i ord som bij og zijn.
Simon udtaler ikke e caduc. Det er sætningsfinalt schwa [/ə/]. Således udtaler han manière (”måde, manér”) som [/ma.’njɛ:ʁ/] uden antydningen af E efter R, hvilket ellers tit høres i Paris, Aix-en-Provence og andre steder.
Endnu en ting med hensyn til den bestemte artikel: I Frankrig skriver man de la, i Québec har man en sammentrækning i form af dla eller d’la.
Særlige quebecske talemåder
Her skal nævnes enkelte særligt quebecske måder at sige tingene på, f.eks. à la r’voyure! (dansk ”vi ses!”) – hvor fransk i Frankrig siger à plus tard ! og à bientôt ! (og med mellemrum til udråbstegnet modsat quebecsk).
I Québec siger man ofte en masse i stedet for beaucoup (”meget, i stor grad, i stort antal”).
Québec-fransk har udtrykket avoir le bec sucré (”at have en sød tand”; bogstaveligt betyder bec ”næb”) – samt ça va faire! (”nu er det nok!”), hvor fransk i Frankrig siger ça suffit !
Frasen se faire un fun noir betyder ikke noget makabert, men derimod ”at more sig kosteligt”.
Interesserede kan studere flere forskelle i talemåder og idiomatiske udtryk på McGill Universitets hjemmeside
https://vivreenfrancais.mcgill.ca/capsules-linguistiques/expressions-quebecoises/
Afrunding
Er fransk i Quebec et truet sprog på længere sigt? Nej, absolument pas (”slet ikke”), mener Simon Lemay. Det forekommer på alle måder at være et stærkt og levedygtigt sprog, med en solid forankring i såvel de lokale, regionale og globale kulturer. Slutteligt skal det atter påpeges, at Quebec-fransk ikke er én ting, men kommer i mange varianter.
Tak til Nor Haparanda for korrektur og idéer.
Flemming André Philip Ravn er en dansk sprogmand og multipolyglot. Medredaktør af Lingoblog.dk. Forfatter til 15 bøger, bl.a. om fransk, italiensk, nederlandsk og nygræsk samt kulturbøgerne ”På sporet af det moderne Paris” og ”Irland under huden”. Lingvistisk interessefelt: Sprog som tekst, kultur og historie; sprogbeskrivelse; grammatik; sproghistorie; leksikografi; oversættelse; typologi; negation og sprogkontakt – især inden for romanske, semitiske og germanske sprog.
Ravn lægger vægt på funktionelle og intellektuelle sammenhænge mellem sprog og de kulturer og kulturprodukter (f.eks. litteratur og indskrifter), som sprogene er udviklet i og bliver anvendt i. Grundlægger og redaktør af det humanvidenskabelige webzine ”Tidsskriftet Epsilon” (grundlagt på Albert Camus’ 100 årsdag, den 7. nov. 2013). Det græske bogstav epsilon (ε) står i denne sammenhæng for ”eksistens”.
