Dialekterne har været på tilbagegang siden før radioen blev opfundet, og den sidste rest af lokalidentiteten ligger på skuldrene af byens fodboldhold. Amerikas problemer er Danmarks problemer, og det føles som om at Aarhus ligger tættere på Miami end Solbjerg til tider. Derfor er det simpelthen som en hel lungefuld frisk luft, når man et øjeblik finder sig selv, ser sig omkring og mærker hvor man kommer fra. Dette bringer os til Peter Graarup Westergaards seneste digtsamling, Djuɐslan.
Westergaards digtsamling formår at være jordnær med en postmoderne form, hvilket ikke er noget man ser hver dag. De intertekstuelle referencer griber både ud mod vores egen samtid og den danske historie, eller måske mere specifikt – den djurslandske historie. Vi bevæger os på den måde frit i tid, men inden for et afgrænset geografisk område, der er både rigt og præcist beskrevet.
På ganske pædagogisk vis får vi allerede i begyndelsen af digtsamlingen beskrevet de særegne træk ved dialekten på Djursland. I digtet Dialekternes translatør – en monolog agerer fortælleren som en udefrakommende, der har slået sig ned i Djursland. Man kunne forestille sig, at det er en reference til forfatterens tidligere værk DÄNEMARKS NORDWESTEN, hvor der bliver skrevet på thybomål ganske som i Dialekternes translatør:
[…]
Hvådan skal æ falde te hier på ‘Djuɐslæn?
Og blive jen af dem? Når æ æt kende æ språgtone.
Hvordan skal æ finde den djuɐske stemning,
hvis æ æt ka tale ‘djuɐslænsk? Og kun ka tale
thybomål, rigsdansk og engelsk?
[…]
Måske æ begynder å forstå lidt mere ‘djuɐslænsk no.
Hvem vil æt gerne være en “faahle Krigshelt”?
Æ skal ihvertfald bruge blødt “d”, diftonger
og “w” som forlyd – lissom i Thyk.
Men sværere bliver det, at
“y” ofte bliver til “i”, “ø” til “e” og “ö” til “æ”.
Hiele trik vokaler mangler ofte i ‘djuɐslænsk.
Og der er ingen foransat artikel som på thybomål.
Men til gengæld får æ manne flere konsonanter.
Den djurslandske identitet bliver igennem samlingen klarlagt ved at vi blandt andet besøger Ebeltoft, Hornslet, Ugelbølle og Følle Strand. Vi hører om letbanen, AGF og Kaløvig slotsruin – sidstnævnte i en ærlig talt genial quiz-serie, hvor læseren i begyndelsen af hvert digt bliver tiltalt som en historisk figur, der har sin gang på det gamle slot.
Samtiden bliver også adresseret, da lokalpolitiske kontroverser bliver taget op: De vilde heste i Mols Bjerge bliver vendt i digtet De lunefulde heste, og de problematiske ulve i Duften af vilde djur. De færreste ikke-lokalkendte har nok hørt om uenighederne omkring genskabelsen af Kolindsund Sø, men digtet Yeah-tur til Kolindsund Sø har det som sit omdrejningspunkt. Den globale opvarmning foregår over hele verden, og dermed også på Djursland, hvilket digtet Klimamonolog – Replik til Rasmus Theisen vender ganske malerisk, da det starter:
Regntøjet kan ikke længere
beskytte mig
mod at blive gennemblødt.
Det bliver snart til altidsregn,
fiktion til virkelighed.
[…]
Djuɐslan svinger imellem at være humoristisk, alvorlig, dybt personlig og filosoferende. Det er på mange måder en digtsamling der er opmærksom på sine omgivelser, og som bruger omgivelserne til at skabe dybde og genklang. Man får da også serveret nogle skønne, lokale naturbeskrivelser i blandt andet Følle Haiku og Kløvedalsk finale, men måske smukkest i Den italienske sti:
[…]
Og jo. Cikaderne spinner applauderende
i den varme luft.
Det cypres-bevoksede højdedrag
spiller
gul-grønt for øjnene.
I det høje græs
er der
sent-blomstrende vilde anemoner.
Blå hyacinter.
Gult gyvel
og violette enebær.
Der er en liflig stank af vilde svin,
en hugorm smutter hurtigt ind under
de varme sten
i græsset.
Mit eget yndlingsdigt i samlingen er Kongens spisekammer, og her ved jeg ikke om enhver ville føle det samme, men min mors familie er molboer, så for mig var det en oplevelse gentaget hundredvis af gange uden at jeg har lagt mærke til, hvad det i sagens natur var jeg oplevede, før digtet her bandt trådene sammen: Det jyske frokostbord, hvor der er dækket op så der ikke mangler noget. Et syn som er en vikingehøvding værdigt, men som er blevet så almindeligt at vi efterligner det hver lørdag. Overflod og overskud skrevet med økologisk øl og fiskefrikadeller. Ja, det er svært at gengive, men jeg kan sige at det er rigtigt nok, som det står skrevet.
Den største styrke ved digtsamlingen, er at den beskriver den jyske ånd og det jyske sindelag så godt. Noget der ellers ikke er til at sætte hverken ord eller finger på, men som ganske utvivlsomt eksisterer. Det er noget man mærker og kan genkende, og det er en rød tråd gennem hele samlingen.
Digtsamlingen Djuɐslan er skrevet af Peter Graarup Westergaard og udgivet ved Forfatterforlaget Attika. Udgivelsesdato: 16. april 2025. 52 sider.
Nicolai Just er cand.mag. fra Nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet, ihærdig sprogunderviser og forfatter til bøgerne Et liv under solens lys og Sukkerpigen.
