“At” og “og” i talesproget

Den Danske Ordbog og diverse grammatikker anerkender, at skriftsprogets former realiseres anderledes i det talte sprog. Men oftest giver de ikke uddybende forklaringer eller svar på, hvordan det egentlig forholder sig, og hvad denne forskel består i. I den forbindelse har jeg undersøgt hvordan to skriftsprogsfænomener, at og og, egentlig optræder i talesproget. Med udgangspunkt i deres former fra skriftsproget <at> og <og>, har jeg i Samtalebankens korpus undersøgt, hvordan de realiseres i talesproget.

<at> har to funktioner i skriftsproget, hvor ordet enten kan agere underordningskonjunktion indledende i ledsætninger eller agere infinitiv-partikel inden et infinitivsverbum. I talesproget derimod optræder <at> i tre former: a, at og å.

a [a] fungerer som underordningskonjunktion i ledsætninger:

   (1)   SAMTALEBANK/SAM2/SAMFUNDSKRISE
   190   AST:   jamen det jo sådan a alle betaler e∾næsten topskat…

Her ses det, at <at>, når det optræder som konjunktion, kun realiseres med vokalen [a] i talesproget, og skriftsprogets <t> udelades.

at [ad] har samme funktion som a men bruges typisk i forbindelse med tøven i ytringer såsom øh og pauser.

   (2)   SAMTALEBANK/SAM2/ANNE_OG_BEATE
    66   BE:    men så: øh (0.5) reagerede han så å sagde at øh de var ikke på
    67          arbejde

   (3)   SAMTALEBANK/SAM3/POLITIFORHØR
    76   P2:    så nytter det ikk noget du siger at
    77          (0.3)
    78          jam det der der har jeg været alene

I disse eksempler ses det, at <at> realiseres som at [ad], når det optræder inden tøvemarkører i talesproget. Endvidere optræder at [ad] også, når taleren lægger ekstra tryk på ledsætningen, altså markerer den, som det kan ses herunder:

   (4)   SAMTALEBANK/SAM3/GAMLEDAGE
   212   LIS:   nej men alene det at hun gjorde det

Endeligt optræder <at> som å [ʌ], når den optræder inden et verbum i infinitivform:

   (5)   SAMTALEBANK/SAM2/PREBEN_OG_THOMAS/
  1081   THO:   så ka han risikere å stå uden noget

De tre former kan ses herunder i et skema, som viser formernes fordeling efter funktion og placering i ytringen:

ORTOGRAFISK REPRÆSENTATION  FUNKTION  FORM  PLACERING
<at> konjunktion a [a] i ledsætninger
at [ad] i markerede ledsætninger

før tøvemarkører i ledsætninger

infinitiv-partikel å [ʌ] før infinitivsverbum

Dette betyder, at der er tre former af det ortografiske <at>: a, at and å. a er den almene måde at udtrykke konjunktionen, og å er den almene måde at udtrykke infinitiv-partiklen. at optræder kun i specielle tilfælde som eksempelvis inden tøvemarkører.  

Skriftsprogets <og> har den funktion at være sideordningskonjunktion, men i talesproget fordeler ordet sig på to former: å og og.

å [ʌ] bruges som sideordningskonjunktionen:

   (6)   SAMTALEBANK/SAM3/POLITIFORHØR
   100   P1:    hvor du stjæler kaffe å kopper 

og [ʌw] bruges derimod i mere specielle tilfælde. Denne form kan bruges til at markere det faktum, at der er to sideordnede elementer:

   (7)   SAMTALEBANK/SAM4/MØDREGRUPPE1
   336   SUS:   [men den-] den je:::g købte til dig det
   337          var chokolade og nødder

I ovenstående eksempel understreger taleren Susanne (SUS), at den kaffe, hun købte, både var med chokolade og nødder.

og [ʌw] optræder ligeledes i forbindelse med tøvemarkører såsom øh og pauser:

   (8)   SAMTALEBANK/SAM3/KARTOFLER_OG_BROCCOLI
   863   TI:    ja hvor hun skal ind på prøve
   864          (0.4)
   865   TO:    °o°kay
   866          (.)
   867   TI:    og ø[:h     ]

   (9)   SAMTALEBANK/SAM4/MØDREGRUPPE1
   878   SUS:   jamen der var to hundrede og (0.3) tre hundrede otteogtredive
   879          tilmeldt

men å [ʌ] optræder også i denne position: 

  (10)   SAMTALEBANK/SAM3/MADLAVNING
    53   ANN:   med ø:::h hverdagssituationer å:::
    54          (0.9) 

Dette betyder, at både å og og kan optræde før tøvemarkører og for at kunne konkludere noget endeligt, må dette undersøges nærmere i et større korpus.

En hypotese for brugen af og kunne være, at denne form kan bruges i forbindelse med oplæsning i samtaler. I disse tilfælde kan taleren udtale <og> som [ʌw] for at reflektere <g> fra ortografien. I nedenstående eksempel læser taleren Sebastian (SE) en liste med regler højt fra sin computer. 

  (11)   SAMTALEBANK/SAM4/STUDIEGRUPPE
   479   SE:    ellers skal der være ro klokken toogtyve
   480          å der må ikk ryges eller drikkes og
   481          medbragt .hhh[hhh] hvorfor må man ikk det

En anden mulig forklaring i denne sammenhæng kunne også være, at man nogle gange markerer den sidste konjunktion, når man nævner elementer fra en liste for at indikere afslutningen af opremsningen. Begge forklaringer bør undersøges nærmere.

De to former af <og> kan ses herunder i et skema, som viser formernes fordeling efter funktion og placering i ytringen:

ORTOGRAFISK REPRÆSENTATION  FUNKTION  FORM  PLACERING
<og> konjunktion å [ʌ] mellem sideordnede elementer
og [ʌw] før et markeret sideordnet element

før tøvemarkører mellem sideordnede elementer

for at reflektere ortografi/for at indikere sidste element på en liste

Dette betyder, at der er to former af skriftsprogets <og>: å og og. å er den almene måde at udtrykke den ortografiske sideordningskonjunktion og og forekommer i mere specielle tilfælde såsom for at indikere emfase.

I min undersøgelse har jeg vist, hvordan skriftsprogets <at> og <og> fordeler sig på flere former med hver sin funktion i talesproget. Der er stadig mere arbejde, som kan gøres i den forbindelse, og endnu mere at gøre helt generelt for at undersøge grammatikken i talesproget. Dette er en del af dét, som vi arbejder med i DanTIN-gruppen (Danish-Talk-In-Interaction). Vores arbejde med at skabe en grammatik over det danske talesprog kan ses på vores hjemmeside Samtalegrammatik.dk, og man er altid hjerteligt velkommen til at bidrage til projektet!

Andrea Bruun er kandidatstuderende i lingvistik på Aarhus Universitet. Indlægget er baseret på hendes artikel i Skrifter om Samtalegrammatik. Den fulde engelske version kan læses her.

3 kommentarer til ““At” og “og” i talesproget”

  1. Super spændende undersøgelse, som berører et emne som jeg som ikke-dansker i tidens løb har tænkt rigtigt meget over. For det første er der det sprogdidaktiske problem, at børn i skolen lærer, at “der skal være komma foran “at””, en regel, der virker i præcist 50% af tilfældene (foran konjunktion, men ikke foran infinitiv-partiklen), hvilket betyder, at den gør lige så meget skade som gavn (og henvisningen til forskellen mellem bøjet og ubøjet verbalform synes at være for nørdet for de fleste). Ved at henvise til en mulig udtaleforskel (“a” vs. “å”) kunne dette problem løses (dog forstærker vi så højst sandsynligt sammenblandingsproblemet med “og”: “at risikere og miste penge”).
    Men så er jeg også lidt i tvivl angående den i corpus afspejlede umulighed af at udtale infinitiv-partiklen som “a”. Jeg har diskuteret dette allerede for nogle år siden med den person, som har størst merit vedrørende min tilegnelse af dansk i sin tid. Jeg var begyndt at undre mig over folks udtale af “at” som “å”, hvilken var mig meget fremmed. Jeg spurgte min “dansklærer”, om min “a” (i fx “risikere at”), som jeg jo havde lært hos ham, var helt henne i vejret. Han mente, at den lød helt almindeligt og at han han selv foretræk “a”. Han er født og opvokset i København, med en mor fra Hirtshals og en far fra Møn. Han er sprognørd og hyperkorrektisme i udtalen kan ikke udelukkes. Hvad siger danskerne? Er “a”-udtalen af infinitiv-partiklen virkeligt kun dokumenteret i to dansktalende i hele landet (hvoraf den ene som ren udenlandsk imitator af den første slet ikke gælder)?

    • Kære Alexandra

      Tusind tak for din kommentar!

      Ift. dit spørgsmål til sidst så har jeg i mit datasæt i hvert fald ikke kunnet finde klare eksempler på “a”-udtale af infinitiv-partiklen. Men en DanTIN-hypotese er, at der nogle gange kan forekomme noget, som ligner en “a”-lyd foran infinitiv-partiklen, hvor der kan være tale om en lydlig påvirkning, hvor “å” kan glide mere mod en “a” på grund af nærliggende fortungelyde. En anden DanTIN-hypotese at “a” bruges, når folk “taler skriftsprog”, altså er hyperkorrekte. Men jeg har ikke undersøgt vokalkvaliteterne så dybdegående eksempelvis i praat. Jeg er kun gået ud fra, hvad jeg umiddelbart har kunnet høre. Så her er der helt klart potentiale for videre undersøgelse!

      Kærlig hilsen
      Andrea

      • Tusinde tak for svar, Andrea!
        Interessant med netop hyper-korrektisme-udtalen. Men det sjove er, at argumentationen lige så godt kunne være omvendt: at “a” er (var) den forventelige udtale, mens “å” er fx en innovation, der har spredt sig. Det skulle selvfølgeligt undersøges diachront. Og måske også diatopisk.

Skriv en kommentar