Ragnarǫk på Københavns Universitet?

Lukningen af studierne oldnordisk, olddansk, moderne islandsk og færøsk som valgfag på Københavns Universitet er triste nyheder, der også er blevet dækket i dagspressen. At dette er en dybt fejlagtig beslutning, vil næsten helt sikkert være selvindlysende for Lingoblogs læsere.

Ideologisk absurditet

Der er en klar absurditet i, at det ældste universitet i Danmark ikke vil tilbyde det middelalderlige danske sprog længere. Eller at et forskningscenter i verdensklasse (Den Arnamagnæanske håndskriftsamling) ikke længere vil tilbyde undervisning i oldnordisk. Eller at det samme institut, som er et fælles dansk-islandsk projekt, ikke længere skulle tilbyde undervisning på moderne islandsk. Jeg forventer, at jeg heller ikke behøver overbevise dig om, at dette er urimeligt eller at ledelsen i højere uddannelse bærer skylden. I det følgende vil jeg derfor diskutere nogle af de ideologiske problemer, som denne beslutning eksponerer: En del af historien om, hvordan vi kom her, og hvor det kunne føre os hen.

Den Arnamagnæanske håndskriftsamling er del af UNESCO’s Memory of the World

Efter at have undervist i oldnordisk både i mit hjemland Storbritannien og i USA og Danmark, har jeg bemærket, at danske studerende er usædvanlige på den måde, at der altid er en lille, men mærkbar andel af dem, der antager, at de vil erhverve det oldnordiske sprog uden den store indsats – eller endda, at de på en eller anden måde har en medfødt forståelse for oldnordisk før de overhovedet har lavet deres første lektier. Jeg formoder, at denne tendens til en vis grad strækker sig ud over klasseværelset.

Danskere  – uvidenhed om vores egen historie

Jeg husker tilbage til da jeg var udvekslingsstuderende i Aarhus for mange år siden, hvor jeg besøgte Studenterbaren hvor jeg læste Anthony Faulkes udgave af den oldnordiske tekst Gylfaginning. Jeg kom i snak med to Jura-studerende, der spurgte, hvad jeg læste. De udviste stor interesse og udtalte sig trygt, at alle danskere kunne læse oldnordisk temmelig godt, da dansk og oldnordisk var så ensartede (de pågældende studerende indrømmede dog, at de aldrig havde set en oldnordisk sætning, men de to sprogs gensidige forståelighed var jo almen viden). Jeg husker stadig udtrykket af fuldstændig forvirring på en af ​​de unge mænds ansigter, da jeg tilbød ham at gennemlæse Faulkes udgave, og hvordan jeg næsten følte mig skyldig over at se en langvarig formodning gå i opløsning for øjnene af mig. En kyniker vil måske protestere og sige, at denne anekdote siger mere om jurastuderende end om danskere generelt, men oplevelsen af ​​at blive “dansker-splained” om spørgsmål vedrørende nordatlantisk kultur og historie, vil være kendt for mange ikke-danske filologer (ikke at nogen ville have noget imod at blive forklaret disse ting af danskere som har en ordentlig filologisk uddannelse selvfølgelig).

Þá mælir Gangleri: ‘Hvat verðr þá eptir er brendr er himinn ok jǫrð ok heimr allr ok dauð goðin ǫll ok allir einherjar ok allt mannfólk?’

Oversat til dansk som værende:

Så sagde Gangleri: ‘Hvad står tilbage, når himmel og jord og hele verden bliver brændt, og alle guderne og alle einherjer og hele menneskeheden er døde?’

Hvorfor skulle danskerne føle, at oldnordisk allerede tilhører dem?

Jeg formoder, at en stærk kombination af kolonial ambition og grådig grundtvigsk nationsskabelse er den historiske årsag, selv hvis de fleste danskere i dag ikke er opmærksomme på denne historie. Island, hvor næsten alle overlevende vestnordiske manuskripter stammer fra, var blot et amt i Danmark i det meste af det syttende og attende århundrede. Administrativt set var der ikke meget der adskilte Island fra, for eksempel, Jylland eller Fyn på mange danskers mentale kort helt frem til det tidlige tyvende århundrede. Med andre ord, Island blev underlagt det koloniale ønske om at kontrollere og tilegne sig. Ligesom den britiske kolonialisme i østen endte med at gøre karryforbruget til en integreret del af den britiske identitet, så gjorde dansk kolonialisme i norden den gamle islandske litteratur til en umistelig del af den danske kulturarv.

Rasmus Rasks gravsten i København. Han læste oldnordisk og islandsk.

(I øvrigt skal det bemærkes, at der også var danske koloniale projekter i østen og faktisk også andre steder i “den globale syd”. Det kunne være fristende at konkludere, at den danske koloni i Trankebar [i Tamil Nadu, Indien] gav danskerne karryen, som i dag spises i karrysild, boller i karry osv., selvom dansk karry i virkeligheden kom via det engelske koloniale projekt – ikke direkte fra det danske Østindien.)

Alle rimelige britiske folk vil acceptere som en abstraktion, at karry oprindeligt kommer fra Indien, men at acceptere denne selvindlysende kendsgerning vil ikke forstyrre deres følelse af personlig tilknytning til det. En kylling tikka masala vil aldrig føle sig fremmed for dem. Jeg formoder, at det samme gælder for danskere, der nyder de islandske sagaer (i det omfang at de fleste danskere nogensinde har læst en – jeg formoder, at ligesom de jurastuderrende fra unibaren i Århus, er mange dansker mere knyttet til ideen om at læse en saga snarere end rent faktisk at tage en saga-oversættelse frem og sætte sig til rette med den for en aften). Bevillingen til ​​oldnordisk ligger dybt: Da verdenskendte danske filologer fra 1800-tallet som Rasmus Rask, K.J. Lyngby og Niels Matthias Petersen brugte ordet “modersmålet”, var det ofte uklart, om de henviste til moderne dansk eller til oldnordisk, så tæt forbundet var de to i deres opfattelse.

Selvfedme

Selvom jeg ikke tror, ​​at der er så mange positive ord at sige om kulturbevilling generelt, bliver jeg nødt til at indrømme, at det i det mindste har været meget nyttigt for at få finansiering til filologi. Men jeg spekulerer på, om den samme ideologiske motor, som først gjorde danskerne interesserede i oldnordisk, nu bidrager til dens ødelæggelse som en akademisk disciplin. Det danske sprog har et begreb kaldet selvfedme, som indikerer en følelse af at være ret tilfreds med sig selv, som fører til at man kan hvile på sine laurbær og glide hen imod skadelig selvtilfredshed og passivitet. Allerede inden den ødelæggende nyhed om, at fag som olddansk og oldnordisk skulle elimineres som studiemuligheder på Københavns Universitet, var mange af disse kurser døende: ikke nok studerende var meldt til at tage dem, og de interesserede mødtes derfor uformelt i stedet for officielt. Vi må være opmærksomme på retorikken for folk der roser det frie marked her. Jeg siger absolut ikke, at manglende efterspørgsel berettiger manglen på udbud (selv hvis disse kurser var superpopulære hos de studerende, formoder jeg, at visse ideologer gerne ville se dem gå). Men jeg undrer mig over, om manglen på studenteroptag kan være relateret til en vis antagelse om, at en god dansker ikke behøver at studere oldnordisk, i strengt akademiske omgivelser, for at vide noget om det. De har det simpelthen “i blodet”. “Og hvis vi allerede ved det alligevel, hvorfor skal vi så have folk til at lære os det? Det vil ikke skade at nedlægge det!” Er dette selvfedme i aktion?

I kontrast tilbyder vi her på University College London på Institut for Skandinaviske Studier, oldnordisk, moderne islandsk, indtil for nylig færøsk, og en lang række kurser om middelalder i Skandinavien. En vigtig del af denne succes er forankret i en fleksibel og fornuftig tilgang til minimumskrav til indskrivning – ja, hvis ledelsen ved KU holder op med at håndhæve vilkårlige minimumstal for bestemte kurser, så kan der stadig reddes en stor del af deres truede kurser. Ikke desto mindre her hos UCL, får vi stadig samlet masser af studerende sammen og tilbyder masser af undervisning. Så vidt jeg ved, kan det samme siges om de skandinaviske afdelinger i Zürich, Berkeley, Wisconsin-Madison (dog her under betegnelsen tysk, nordisk og slavisk), og indtil for nyligt kunne man også sige det om Berlin og Edinburgh (som begge har bibeholdt skandinaviske studier mens de har nedskaleret deres middelalderlige dimension). Det kan helt sikkert siges om Universitetet i Oslo, der er blevet et helt kraftcenter for undervisning og forskning i Oldnordisk. Når det kommer til de britiske og amerikanske universiteter, så er der en større befolkningsbase end i Danmark – men dette er ikke tilfældet med de schweiziske eller norske eksempler, da Danmark har omkring 6 millioner indbyggere, tættere på de 5 millioner i Norge eller 8 millioner i Schweiz. Det er fristende at konkludere, at når oldnordisk ikke er taget for givet, som en del af ens kulturarv, så virker det til at tilskynde unge til at søge undervisning af god kvalitet inden for det pågældende emne.

Nordisk kulturarv. “Kæmpen Dofris befrielse” fra Flateyjarbók, Island, ca. 1394.

At have det oldnordiske sprog som en del af deres kulturarv, ser ikke ud til at have været katastrofalt for tilstanden af ​​den oldnordiske filologi i Norge (man kan undre sig over om nordmændenes af og til lidt neurotiske ønske om at lokalisere deres land i fortiden har hjulpet her – overdådige mængder af olieindtægter kan heller ikke have gjort nogen skade). Men i Danmarks tilfælde ser det ud til, at der er noget der er gået helt galt – og at det har gået i en dårlig retning i et stykke tid, selv før denne uvelkomne meddelelse.

Det ville selvfølgelig være både offensivt og nærsynet at sige, at den største skyld ligger hos dansk selvfedme – som jeg sagde fra starten, er det meget indlysende, at det ledelsesmæssige-, erhvervsvenlige og det-frie-marked-venlige overfald mod universiteter, er den største bidragende faktor. Græsk har siden 2016 ikke længere været undervist som et officielt kursus på Københavns Universitet, og klassisk græsk var tæt på at blive lukket (hvilket ville have gjort Københavns Universitet til det eneste universitet i en europæisk hovedstad, der ikke tilbød det). Finsk, indiske studier, indonesisk, polsk, thailandsk og tibetanske studier stoppede omkring samme tidspunkt med at acceptere nye studerende, der gerne ville læse disse sprog som deres hovedfag, hvilket i virkeligheden betyder, at de er lukket. Islandsk, oldnordisk, olddansk og færøsk synes at være de nyeste ofre for samme proces. I takt med at universiteter og offentlige ministerier for uddannelse i stigende grad samler sig med organiseret kapital, forsøger de at fjerne mindre studier, der ikke indeholder en indlysende rute mod at “skabe bedre medarbejdere”.

Hvorfor studere små sprog?

Man kan forsøge at henvende sig til denne verdens KPMG’ere og PriceWaterhouseCooper’e på deres egne vilkår og argumentere for hvorfor det at studere et lille sprog gør dig til en bedre medarbejder. Men det er jeg ikke frygteligt interesseret i at gøre:

1) Jeg er slet ikke overbevist om, at storfabrikanter virkelig ved, hvad de vil have,

2) selv hvis de gjorde, er jeg ikke overbevist om, at de ville holde fast i det – Tony Blairs regering i Storbritannien brugte meget energi på at få universiteter til at tilbyde erhvervsrettede kurser, hvor der ofte arbejdes tæt sammen med industrien, og mange industrier er nu alligevel ikke interesserede i at hyre studerende der har afsluttet disse kurser,

3) selv hvis de vidste hvad de vil, og selv hvis de kunne holde fast i det, er der ingen grund til at tro, at det, der er godt for kapitalismen, ville være godt for menneskets lykke.

Jeg vil ikke sige, at det gør dig til en bedre medarbejder at lære oldnordisk, for så vidt jeg ved, så gør det ikke – men det giver en god chance for at gøre dig til et bedre menneske. At studere et hvilket som helst lille sprog giver os muligheden for at se verden uden for det almindelige perspektiv.

(Ironisk nok, så er nogle af de sprogstudier, som Københavns Universitet lukker, ikke engang små sprog. Indonesisk har næsten 200 millioner sprogbrugere – og sproget er gensidigt forståelig med malaysisk, som har næsten 200 millioner sprogbrugere. Det har derfor over 30 gange så mange talere som dansk og næsten dobbelt så mange som tysk).

Den brutale fortid

De fleste indfødte engelsktalende kender historien om Custers sidste slag ved Little Big Horn – men hvis du taler Lakhota, har du en bedre chance for også at forstå historien fra den anden side. Hvis du læser gammeljysk, kan du læse Jyske Lov, og du vil vide mere om dansk historie end en der skal stole på en andens oversættelse. Mange mennesker ser tv-serien “Vikings”, men folk der læser oldnordisk ved som regel meget mere om livets virkelighed i vikingetiden, og jeg formoder, at de bedre kan forstå de ideologier, som serien stiltiende forsøger at sælge seerne.

Faktisk vil jeg foreslå, at en del af tragedien ved ​​disse lukninger er, at oldnordisk og de dertil knyttede discipliner, langt fra værende nationalistisk, overflødigt pynt, faktisk er mere nødvendige end nogensinde. Mens den såkaldte Alt-Right (en subkultur mere end en ideologi) blot tilegner sig den skandinaviske kulturarv med forladelse, er ironien, at folk der faktisk har læst oldnordisk litteratur ved at den sætter spørgsmålstegn ved moderne antagelser vedrørende begreber som race, frihed og hele begrebet “vestlig civilisation”. De islandske sagaer (Íslendingasögur) og samtidssagaerne (Samtíðarsögur) skildrer et samfund, der brutalt river sig selv i stykker efter en fatal overdosis af individualisme. De ridderlige sagaer (Riddarasögur) og endnu mere de indfødte fortællinger (Lygisögur) afslører en kompliceret opfattelse af etnicitet, hvor de begreber, der nærmer sig moderne orientalisme og “colourism”, overlapper hinanden, med en overbevisning om, at nordens folk bør stræbe efter rigdom og raffinement på samme måde som dem i Mellemøsten. Og selvom oldnordisk litteratur naturligt opmuntrer til en dialog med den almindelige europæiske tankegang, afslører den også, at Norden i størstedelen af sin historie aldrig rigtigt har været en del af Vesten.

Ved at nedlægge undervisning i oldnordisk, olddansk, moderne færøsk og islandsk, har Københavns Universitet valgt at erstatte viden med selvfedme. I udlandet har skaden på dets internationale omdømme været øjeblikkelig og smertefuld. Hvad angår skaden som beslutninger som disse kan forårsage hjemme i selve Danmark, bliver jeg mindet om et ordsprog, udtalt af Gréttir Ásmundarson i den store islandske Gretters saga (ca. 1320):

“Verðr þat, er varir … ok svá hitt, er eigi varir.” – “Det forudsigelige sker … det uforudsigelige også”.

 

Richard Cole er en Leverhulme Early Career Fellow ved Institut for Skandinaviske Studier, University College London. Fra august 2018 tager han stilling som adjunkt ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.

 

Yderligere læsning:

 Om brug af udtrykket Modersmål:

  • N.M. Petersen (1845) Det oldnordiske Sprog som Undervisningsgjenstand i de lærde Skoler
  • K. J. Lyngby et al. (1863) Offentlig henvendelse om modersmaalsundervisningen.
  • Marie Bjerrum (1959) Rasmus Rasks afhandlinger om det danske sprog. Copenhagen: Dansk Videnskabs forlag.
  • Paul Diderichsen, Ed. (1937) Fra Rask til Wimmer. Otte Foredrag om Modersmaalforskere i det 19. Aarhundrede. Copenhagen: Gyldendalske boghandel.

Om, hvorvidt industrien har fejlet i at designe nyttige færdigheder til arbejdsstyrken:

  • David Graeber (2018) Bullshit Jobs. A Theory. London: Allen Lane.

Skriv en kommentar