Anmeldelse af Bókin sum ikki vildi verða lisin

Denne børnebog er en helt særlig børnebog, der leger med både form og fortælling. Allerede ved første øjekast skiller den sig ud med sit design og illustrationer, der giver et næsten gammeldags, men samtidig dragende udtryk. Der er en følelse af mystik gemt i siderne, og selv bogstaverne driller – f.eks. er ‘n’ i teksten omvendt, hvilket understreger bogens legesyge tilgang. Jeg har set, at uanset sprog bevarer bogen sin stil, men varierer i farver og er samtidig tilpasset, så tekst og bogstaver passer til det pågældende sprog.

bokin sum ikki vildi vera lisin 2 scaled e1742821414804Illustrationerne er detaljerede stregtegninger i farver, og de bidrager til en oplevelse, hvor intet hænger helt sammen på traditionel vis. I stedet opfordrer bogen læseren til at være fantasifuld og opfindsom i historiefortællingen. Man bliver ført gennem en række uforudsigelige handlinger – fra at køre og flyve til at bruge sine muskler – hvilket gør læsningen både interaktiv og overraskende.

Selvom jeg ved første øjekast troede, at bogen var målrettet skolebørn, viste en simpel søgning, at den primært henvender sig til aldersgruppen 0-6 år. Dog kan tegnestilen potentielt virke lidt skræmmende for de yngste (0-3 år), men det afhænger selvfølgelig af det enkelte barn.

Alt i alt et sjovt og anderledes alternativ til de mere klassiske børnebøger – en bog, der sikkert vil blive taget frem igen og igen, netop fordi den er så unik i sit udtryk og sin tilgang til læsning.

bokin sum ikki vildi vera lisin 3 scaled e1742821496668

Bogdata

Forfatter: David Sundin

Titel: Bókin sum ikki vildi verða lisin

Sprog: Færøsk, men oversat fra svensk

Forlag: Bókadeild Føroya Lærarafelags

Illustrationer: Alexis Holmquist

Hvem er publikum? Børn 0-6 år

 

Nadja Joensen har en baggrund inden for salg, markedsføring og kommunikation. Hun arbejder som marketing- og kommunikationskoordinator for foreninger og har en særlig interesse for sit faglige felt samt grafisk design og sprog. I sin fritid laver hun digitale magasiner.

Skriv en kommentar