Kan lyde have betydning? Det ejendommelige tilfælde af vestflamsk tj og dj

Som lingvister undersøger vi alle mulige byggesten af ​​sprog såsom sætninger, prædikater, præfikser og suffikser  og endda individuelle lyde som p og z. De fleste af disse byggesten har en eller anden betydning. F.eks. betyder en sætning som Katten kom ud af hatten noget, og et prædikat som er skør i sætningen Jan er skør betyder noget. Selv præfikser og suffikser betyder noget  f.eks. betyder pro– i pro-amerikansk ”sympatiserende med”, således at pro-amerikansk betyder ”sympatiserende med amerikanerne”. Men, kan du spørge, har lyde som p og z også en betydning? Vi ved, at lyde kan have en betydningsadskillende funktion, men det er ikke så indlysende, om de også har en betydning i sig selv. F.eks. skelnes ordene kat og hat af en enkelt lyd – henholdsvis /k/ i kat og /h/ i hat. Men det er ikke sådan, at /k/ i katten betyder noget “kattet”, og /h/ i hatten betyder noget “hattet”. De fleste ord med /k/ har slet ikke noget med katte at gøre. I lingvistikken kaldes sådanne lyde, som ikke har betydning, men som kan skelne mellem betydninger, fonemer.

Historien slutter dog ikke der (dette ville være et meget kort blogindlæg, hvis det gjorde det!). F.eks. har nogle undersøgelser vist, at folk forbinder ”skarpe” lyde med objekter, der har takkede former, og ”runde” lyde med objekter, der har afrundede former. Vi kalder dette fænomen Bouba-Kiki-effekten. Hvis du får folk til at vælge mellem navnene Bouba (som har runde lyde) og Kiki (som har skarpe lyde) for de to former på billedet nedenfor, vil de fleste kalde formen til venstre for en Kiki og den til højre for en Bouba.

Bouba-Kiki-effekten

Bouba-Kiki-effekten viser, at visse typer af lyde kan være forbundet med visse typer af ting. Resultater fra andre undersøgelser antyder noget lignende. F.eks. er ord med en høj vokal som /i/ som i tweet oftere forbundet med små ting, mens ord med lave vokaler som /a/ og /o/ oftere er forbundet med større ting. Dette antyder, at lyde faktisk kan have en betydning. Men Bouba eller Kiki er fiktive ord (idet de er blevet opfundet som en del af et eksperiment), og spørgsmålet er nu, om vi også kan finde eksempler på lyde med betydning i ikke-fiktive ord. Svaret er ja, og vi behøver ikke engang at se på særligt eksotiske sprog for at finde dem.

Hvis du f.eks. kigger på alle de engelske ord, der starter med fl-, så vil du se, at mange af disse ord har en bestemt betydning i retning af ”bevægende lys” såsom i flash, flame, flicker osv. Tilsvarende betyder ord, der begynder med gl– ofte noget som “lysende” såsom blik eller blænding, eller ‘lys’ såsom i glance, glare, glow, glisten. På dansk har man noget lignede i f.eks. flamme, glød og glans.

Glød og glans

Men hvad er gl– og fl-? Er de præfikser? Nej, fordi et præfiks som pro– i pro-amerikansk kan normalt udelades med et normalt ord som resultat (amerikansk), eller det kan byttes med et andet præfiks som anti– i anti-amerikansk. Men vi kan ikke afsondre fl– fra –icker, fordi –icker ikke betyder noget; så fl- er ikke et præfiks, men simpelthen en lyd. På den anden side betyder fl– noget, nemlig ”bevægende lys”, så det er en lyd med mening. Sådanne meningsbærende lyde kaldes i lingvistikken for ”fonestemer”, og de forekommer sandsynligvis på alle sprog.

Det bliver endnu mere interessant, hvis vi ser på fonestemer i vestflamsk. Denne nederlandske dialekt tales i Flandern i Belgien (og er Joosts modersmål). Vestflamsk har fonestemerne tj– og dj– (udtalt /ʧ/ som i chip og /ʤ/ som i John), som har en række betydninger som ”lille”, ”ubetydelig” og ”hjælpeløs”, men også ”beskidt” eller ”vulgært”. Hvis du kigger i en vestflamsk ordbog, så vil du se, at der er mange ord, der starter med tj– og dj-, og at de fleste faktisk har disse betydninger.

For at give nogle eksempler (vi antager, at du ikke lige har en vestflamsk ordbog liggende) har ord som tjikken og tjiepen at gøre med ”lillehed” og bruges til at betegne sangen af små fugle som finker. Ord som tjakken og tjaffen har at gøre med ”hjælpeløshed” og betyder noget i retning af ”at snuble” eller ”at halte”. Mange ord, der refererer til ting med lav status eller beskidte ting, starter også med tj– og dj-. Eksempler er tjeute ”gris”, tjul ”tumpe, spade” og endda nogle meget vulgære ord som tjingel, der betyder ”penis” eller ”pik”.

Desuden kan sådanne tj– og dj-ord afledes fra andre ord, der starter med en anden lyd. F.eks. kommer det vulgære ord tjingel ”penis” fra tingel, der betyder ”torn, nælde”, og tjul ”tumpe” kommer fra sul, hvilket betyder det samme, men ikke er så vulgært som tjul. Yderligere kommer det ”hjælpeløse” verbum tjeuvelen, der betyder ”at snuble” eller ”at falde omkuld”, fra schuiven, som simpelthen betyder ”at glide”, og det ”lille” ord tjoepke, som betyder ”lille hætte, flæskehætte” kommer fra topke, hvilket betyder ”hætte” eller ”top”, men ikke er så lille som tjoepke.

Bienvenu chez les Ch’tis

Fordi det er så sjældent et fænomen, besluttede vi os for at finde ud af, hvor dette mon kom fra i vestflamsk. Svaret lyder (måske lidt overraskende): For århundreder siden efterlignede vestflamlænderne talerne af et andet sprog kaldet picard. Og ikke på en pæn måde  de gjorde faktisk nar af dem.

Picard er en fransk dialekt, der tales i det nordlige Frankrig og det sydlige Belgien – lige op til hvor man taler vestflamsk. Hvis du har set filmen Bienvenue chez les Ch’tis, har du sikkert hørt noget picard, og du har måske også bemærket, at det lyder forskelligt fra det fransk, man taler i Paris og lærer i skolen. En af de ting, der er så anderledes ved picard, er, at  du kan nok gætte det  mange ord starter med tj- eller dj-. F.eks. udtales det franske ord quand ”når” som [ʧɑ̃] på picard, og ordet quinze ”femten” som [ʧɛ̃s]. Det vil sandsynligvis ikke komme som nogen overraskelse, at franskmændene ikke ligefrem er tilhængere af denne udtale, men også i de flamsktalende regioner i Belgien ses der ned på udtalen.

Det grønne område er Picard-talende med vestflamsk mod nord.

Picard-talere begyndte at vandre ind i de vestflamsk-talende regioner allerede omkring det 11. århundrede. En tilstrømning, der varede i mange hundrede år, og tvang vestflamlænderne til at lære picard for at handle med dem. Det var dog ikke alle, der kunne lide disse tilvandrere, så for at latterliggøre dem begyndte folk at skabe ‘picard-lignende’ ord, der symboliserede deres negative holdning til disse nye naboer, hvilket resulterede i nøjagtigt de betydningstyper, vi stadig ser i tj- og dj-ord i dag.

 

Jeroen Willemsen og Joost Roger Robbe er sprogforskere ved Aarhus Universitet.

Jeroen Willemsen er teoretisk sprogforsker og arbejder på en beskrivelse af et papuansk sprog kaldet Reta.

Joost Robbe er historisk sprogforsker. Han forsker i amagerhollandsk, de hollandske bønders (uddøde) sprog på Amager.

De forenede deres kræfter for at præsentere dig for dette “tjænomen”.

 

Skriv en kommentar