Om lingvistikkens kolonialistiske magtudøvelse

En central disciplin indenfor lingvistikken er sprogbeskrivelser, som i mange tilfælde udarbejdes af en hvid, vestlig forsker, der har lavet feltarbejde på et sprog, der ikke tales i Vesten. Det er ingen hemmelighed, at denne tradition har sit udspring dels i europæisk kolonisering og dels i kristent missionærarbejde. Mange sprogbeskrivelser er således udarbejdet gennem ønsket om at beskrive og kortlægge de kulturer og landområder, europæerne koloniserede; og sprogbeskrivelser har desuden fungeret som grundlag for bibeloversættelser i forbindelse med kristent missionærarbejde. Meget moderne lingvistik bygger på arbejdet fra denne tradition, men til trods for dette har lingvistikken som videnskabelig disciplin ikke konfronteret sin koloniale fortid eller sin rolle i produktionen af racisme, som antropologien f.eks. har gjort. Denne manglende stillingtagen kan have en alvorlig konsekvens for reproduktionen af racisme og for den vestlige, kolonialistiske magtposition.

Jeg har set på 8 forskellige håndbøger i lingvistisk feltarbejde (alle udgivet efter år 2000 – se referencelisten), for at undersøge, hvordan de forholder sig til dette. Nogle af dem har ikke engang et etik-afsnit, og af de, der har, er det kun Chelliah og de Reuse (2011), der består min kritiske, postkolonialistiske læsning og tager stilling til lingvistikkens koloniale historie og den politiske magtposition, vestlige forskere har.

Farveblindhed

Det, jeg ser som håndbøgernes primære problem, er, at der i etik-afsnittene fokuseres på 1:1-etik, altså de etiske forholdsregler, man må tage sig som forsker, hvis ens informant er ligestillet med én i samfundet. Desværre bevirker Europas kolonihistorie og den måde, hvorpå racismen fungerer som global struktur, at forskeren og informanten i mange feltarbejde-situationer ikke er ligestillede – det vil sige, når forskeren er hvid og/eller vestlig, og informanten ikke er. I bøgerne beskrives ulighed i magtforhold som konsekvensen af forskerens højere uddannelse, bedre økonomi etc., mens race eller kolonialisme ikke nævnes som faktorer. Dette kalder man indenfor postkoloniale studier for farveblindhed, og det betyder, at man forsøger at afskrive race-kategorien dens betydning gennem en (påtaget) blindhed overfor race. Intentionen er god, men konsekvensen ved ikke at italesætte race er, at man heller ikke kan italesætte racisme. Når håndbøgerne undlader at beskrive, hvordan raciale og koloniale forhold er med til at give den hvide og/eller vestlige forsker en højere magtposition, har det to konsekvenser. For det første udvisker man hele den koloniale historie og skjuler dermed de magtforhold, der kommer deraf. Racisme fremstilles som et overstået kapitel, og dét er problematisk, fordi racisme netop ikke er afskaffet, blot fordi Europa har frigivet nogle af sine kolonier. Racisme som global struktur ér en realitet. For det andet er det med til at fremstille forskeren som venligtsindet og neutral. Forskerens magt tilskrives ikke globale magtforhold, og derfor er forskerens intentioner ikke påvirket af disse. Det er en problematisk fremstilling, fordi forskning aldrig er neutral, og forskere altid er påvirket af deres sociale og politiske baggrund. Når vi påstår, at en hvid, vestlig position er neutral, vender vi det blinde øje til hele Vestens koloniale fortid og til de politiske magtstrukturer, der producerer viden.

Den vestlige norm

Generelt ser jeg det også som problematisk, at håndbøgerne langt hen ad vejen tager udgangspunkt i en vestlig norm. Dette betyder, at de kulturmøder, bøgerne optegner, stort set altid involverer møder med sprogsamfund, som ligger under en ’vestlig standard’ eller beskrives som fattige, primitive, ubehjælpsomme og så videre. Dette har to konsekvenser: For det første bliver alle kulturer og samfund uden for Vesten fremstillet helt unuanceret som én samlet masse eller monolit. Chandra Mohanty beskriver i Under Western Eyes (1986), hvordan dette vestlige blik på ’de andre’ blot er med til at styrke det vestlige selvbillede og fjerne Ikke-vestens egen stemme. For det andet opstår der meget nemt et White Savior-fænomen, hvor forskeren forventes at ville og kunne forbedre levevilkårene for medlemmerne af disse samfund. Dette er en udpræget misforståelse, som kan spores tilbage til kolonitiden – at hvide, vestlige mennesker tager sig retten til at definere, at ikke-vesten har brug for hjælp samt hvordan denne hjælp skal udformes.

Lad os tale om det

Mere generelt kan man med postkolonialistisk teori i hånden rette kritik af feltarbejde-traditionen per se. Dette er f.eks. i forhold til eksotisering af ’fremmede’ sprog og kulturer, som Edward Said beskriver i Orientalism (1978). Den vestlige tendens til at gøre sig selv til talerør for andre samt hvordan dette er med til at reproducere kolonistiske magtforhold kritiserer Gayatri Spivak også i Can the Subaltern Speak (1983). Lingvistikken og feltarbejde-traditionen har mange problematiske aspekter, så der er nok at tage fat i, hvis man vil lave en postkolonialistisk kritik af den lingvistiske praksis. Det er vigtigt, at vi italesætter disse problematiske forhold – at vi er bevidste om politisk vidensmagt, kolonihistorie og globale racistiske strukturer. Vi kan ikke bare gemme os bag et farveblindt ideal eller foregive, at Vesten har en neutral position. Hvide, vestlige forskere må se sig selv dybt i øjnene og forstå deres magtfulde position. Vi er nødt til at tale om racisme og kolonialisme. Kun på den måde kan vi komme et skridt tættere på at få det afviklet.

Liv Moeslund Ahlgren er kandidatstuderende på lingvistik på Aarhus Universitet og har arbejdet med kønsstudier og postkolonialisme på sit tilvalg på bacheloren.

 

Håndbøger i lingvistisk feltarbejde:

Bowern, Claire. 2008. Linguistic Fieldwork: A Practical Guide. New York: Palgrave Macmillan.

Chelliah, Shobhana L. & Willem J. de Reuse (eds.). 2011. Handbook of Descriptive Linguistic Fieldwork. New York: Springer.

Crowley, Terry. 2007. Field Linguistics: A Beginners Guide. Oxford: Oxford University Press.

Meakins, Felicity, Jennifer Green & Myfany Turpin. 2018. Understanding Linguistic Fieldwork. Milton Park, Abingdon, Oxon: New York: Routledge.

Newman, Paul & Martha Ratliff (eds.). 2001. Linguistic Fieldwork. Cambridge:  Cambridge University Press.

Sakel, Jeanette & Dan Everett.  2012. Linguistic Fieldwork: A Student Guide. Cambridge: Cambridge University Press.

Sarvasy, Hannah & Diana Forker. 2018. Word Hunters: Field linguists on fieldwork. Amsterdam: John Benjamins Publishing.

Thieberger, Nick (ed.). 2012. Oxford Handbook of Linguistic Fieldwork. Oxford: Oxford University Press.

2 kommentarer til “Om lingvistikkens kolonialistiske magtudøvelse”

  1. Det er godt at Liv begynder en diskussion om lingvistikkens rolle i sprogdokumentation i underprivilegerede samfund på Lingoblog.dk.

    Da jeg læste Livs indlæg, tænkte jeg på en lingvist-kollegas udtale som blev (igen) beskyldt af tjene sit løn som forsker med at skrive om mindretalssprog. ”Damned if you do, damned if you don’t”. Det er lige så forkert at lade være med det, end med at faktisk gøre det. Beskyldninger som denne, kan komme fra mindretal selv, men også nogle gange også fra fagfolk.

    Jeg følte mig, som sprogforsker og (eks-)feltlingvist, en smule fornærmet da jeg læste Livs indlæg på Lingoblog.dk. Kan man nogensinde gøre det rigtige? Hvis man som lingvist nægtede at beskæftige med sprog og folk der tales af mennesker i ikke-privilegerede situationer, så ville man være en racist; det er jo ofte ikke hvide mennesker der taler sprog. Men hvis man er én der alligevel arbejder med disse sprog, er man så racist, bare fordi forskeren er en privilegeret person fra et vestligt land, der tager til en jungle for at studerede sprog der tales der? Er man som nutidig forsker skyld i datidens begivenheder som slaveri og kolonialisme?

    Det er godt at Liv begynder diskussionen, og det giver andre lejlighed til at reagere.

    Jeg har arbejdet selv bl.a. med indianer, romaer, afrikaner, kreoler og europæer og deres sprog (flertal) – langt de fleste ikke de mest privilegerede mennesker. De har været udsæt for kolonialisme og diskrimination og de var, og er, ofte ofre for racisme. Er det så kolonialistisk når jeg arbejder med sprog som tales af fattige indianer i reservater, og er det ikke tilfældet når jeg studerer sprog i det rige Baskerlandet?

    Ja, mange af de mennesker som lingvistiske feltarbejder arbejder med, de bor i ”sprogsamfund, som ligger under en ’vestlig standard’”, som Liv skriver. For det materielle, er det oftest sandt, men for det kulturelle, gør det ondt at se at der er nogle der synes at der er mennesker der ligger ”under” en standard. Hvis der er feltlingvister der beskriver deres samarbejdspartnere i feltet som ” fattige, primitive, ubehjælpsomme” er det trist.

    Ja, religiøse motiver spillede en stor rolle i lingvistisk feltarbejde – i de gamle dage. Ja, det havde med magtudøvelse at gøre. Men nu om dage har langt de fleste akademikere slet ingen ønske at ændre andres religion. Selvfølgelig er der stadig missionærer der vil bringe deres Guds ord til stakkels mennesker der levede deres liv uden kendskab af deres frelser, fx dem fra Summer Institute of Linguistics/Wycliffe Bible Translators. Men de er ikke repræsentative for dem der beskriver sprog.

    Alle feltlingvister er sig bevidste om magtforskelle. Forskere har en anden baggrund, og det har alt at gøre med forskernes bedre uddannelser, betalte job eller studier. Derudover har forskere et mere globalt syn på verden på grund af adgang til medierne. Mange af dem vi arbejder med er ikke så privilegerede. Hvad er så løsningen? Skal vi sørge for at de alle sammen får fjernsyn, bil, computer, walk-in closet, mobiltelefon og tilknytning til elektricitetsnettet og globale sociale netværker, eller skal de beholde deres indfødte sprog, deres hytter med tage af palmeblad og deres traditionelle jagtområder? Er man dermed en ”white savior” hvis man bidrager til deres materielle (og mentale?) fremgang, bare fordi man kommer der med optagelsesudstyr og solceller? Ja, magt spiller sikkert en rolle, men gør race det?

    Liv skriver: ”Dette kalder man indenfor postkoloniale studier for farveblindhed, og det betyder, at man forsøger at afskrive race-kategorien dens betydning gennem en (påtaget) blindhed overfor race.”

    Faktisk synes jeg at det er godt at disse feltarbejdebøger som Liv nævner, ikke taler om hudfarver. Det ville være forkert at nægte at der er fysiske forskelle mellem folk, og alle ved jo nogenlunde at folk i Afrika mere sandsynligt har en mørkere hudfarve end folk i Albanien. Alle forfattere af disse håndbøger/tekstbøger, bortset fra én, har i øvrigt arbejdet med sprog der tales ikke-hvide, såsom australske aborigines, bjergfolk i Sydøstasien, papuas, indianer, afrikaner og melanesiske folk. De er åbenbart ikke bange for fremmede, uanset deres udseende. Men hvorfor skulle man overhoved skrive om deres fysiske træk? Det er jo ligegyldigt.

    At studerede disse sprog der tales på bjergskrænter, i ørkener og regnskove, er måske den bedste medicin imod racisme. Når man bliver bevidst om hvor smukke og komplekse (eller måske grimme og relativt enkle) verdens sprog er, så ser man at alle mennesker er sprogligt lige, uanset deres status, hudfarve, eller magtposition. Det er fuldstændig ligegyldigt at nogle af disse mennesker er sorte, gule, hvide, røde eller blå.

    Hvis man vil bestride magtforskelle, er der også det militær-industrielle kompleks, olieindustri, multinationale virksomheder, palmolieselskaber, skatteparadiser, kinesiske og amerikanske investeringer i eks-kolonier, at tage fat i. Det virker mere passende, i stedet for at angribe nogle få hundrede begejstrede sprogforsker i verden der er villige til at forlade deres elfenbenstårner og bo i hængekøje og spise ris, fisk og bønner i et halvt år.

    Peter Bakker, mandlig, hvid, lysøjet, vestlig, ciskønnet, ikke-handicappet, heteroseksuel, privilegeret sprogforsker.

    Svar
    • Tak for din kommentar, og tak fordi du gad tage dig tid til at skrive den! Det ér nemlig vigtigt, at vi taler om det her.
      Jeg er ked af, hvis du følte dig fornærmet, men det var på den anden side også lidt min hensigt med indlægget – at ruske op i os alle sammen. Den afmægtelige følelse af, at man som et hvidt menneske i en magtposition ikke nogensinde kan gøre noget rigtigt, tror jeg er utrolig vigtig at omfavne og anerkende. Man kan nemlig sagtens have antiracistiske hensigter men samtidig nyde godt af de privilegier, racististe strukturer giver en – det er ikke nødvendigvis noget, man kan gøre noget ved, men man er nødt til at være sig bevidst om det hele tiden.

      Det er måske også derfor, jeg synes det er så interessant. Lingvistikken, og især feltarbejde-lingvistikken har jo netop til formål at kortlægge, hvor alsidigt og mangfoldigt verdens sproglige landskab er samt at formidle et budskab om, at ingen sprog er mindre værd end andre. Det er også det du skriver, og jeg er helt enig. På den måde står den moderne lingvistiks formål i direkte kontrast til dens fortid som koloni- og missionærvidenskab. Men netop fordi lingvistikkens formål har ændret sig er vi, efter min mening, nødt til at italesætte denne ændring og forstå, hvilke konsekvenser, fortidens praksis har på den moderne, modsatte praksis.
      Jeg tror nemlig ikke, vi kan overvinde racistiske strukturer blot ved at hylde undertrykte sprog og kulturer. Vi er også nødt til at inkorporere systemkritik og selvkritik, fordi vi har magt. Vores forskerposition vil altid være politisk, og derfor må vi spørge os selv: ”Hvem får egentlig gavn af mit arbejde?” og ”Hvis stemmer bliver ikke hørt, idet min stemme bliver hørt?”.

      I forhold til din kritik af brugen af ”farveblindhed” mener jeg heller ikke, at håndbøgerne skal kommentere på menneskers fysiske træk og hudfarve. Men jeg tror det er nødvendigt at de italesætter race, for selvom hudfarve er ligegyldigt for lingvisterne, der bruger håndbøgerne, betyder det jo noget for de mennesker, der er racialiserede og derfor påvirkes negativt af racistiske strukturer. Så når jeg taler om faveblindhed mener jeg blot, at vi skal huske at race-kategorien har en reel konsekvens for reelle mennesker, uanset om vi, hvide mennesker, ikke selv synes, hudfarve er vigtigt.

      Du skriver, at det er mere passende at angribe store institutioner, olieindustirer, virksomheder og så videre i stedet for få hundrede begejstrede sprogforskere. Her er jeg fuldstændig enig, og måske er det blot ikke kommet tydeligt nok ud i mit indlæg. Det er nemlig også min personlige erfaring, at lingvister er meget bevidste om magtpositioner, koloniale forhold osv i deres praktiske arbejde. Det, jeg ønsker at kritisere, er den måde lingvistikken som videnskabelig disciplin (og dermed som institution) ikke forholder sig til disse problematikker. Mit indlæg er ment som en systemkritik!

      Hele den her sag er ”damned if you do, damned if you don’t”. Sprogbeskrivelser ér vigtige, og det er, som du selv siger, en rigtig god medicin mod racisme. Selvfølgelig skal vi studere verdens mangfoldige, smukke sproglige landskab. Vi er bare nødt til at have vores selvkritik og magtbevidsthed med.

      Svar

Skriv et svar til Peter Bakker Annuller svar